Myanmar: Jeg vil ikke være slave af min frygt

I det tidligere militærdiktatur Myanmar siger man, at landet er på vej mod demokrati. Men aktivister fængsles stadig. Vi har talt med en af dem.

”Det er umenneskeligt at fængsle folk på grund af deres politiske handlinger” lyder det fra Moe Thway. Han fortsætter: ”Det er vores evne til at udtrykke os og tænke politisk, der adskiller os fra dyrene. Så når vores ret til at udtrykke os begrænses, bliver vi degraderet til dyr.”

Moe Thway sidder på sit kontor, hvor det er svært at få ro til at gennemføre interviewet. På den anden side af den tynde mintgrønne væg taler de andre aktivister om det forestående valg. Gadelarmen strømmer ind af det åbne vindue, der også byder på kærkomne friske briser midt i Yangons klamme hede. Han er aktivist og kæmper for demokrati, fred og overholdelsen af menneskerettighederne i Myanmar. Det tidligere militærdiktatur forbereder i øjeblikket det første demokratiske valg i 25 år, men på trods af snakken om demokratisering sidder der stadig politiske fanger i landets fængsler – og der kommer fortsat nye til.

Ifølge organisationen Assistance Association of Political Prisoners in Burma, er der i øjeblikket 96 dømte politiske fanger, mens yderligere 484 politiske aktivister sidder fængslet, mens de venter på, at der afsiges dom i deres sager. Samlet set er der i øjeblikket knap 600 politiske fanger i Myanmar, hvilket står i skarp kontrast til den proklamering, som regeringen kom med i 2013, hvor de lovede, at alle politiske fanger ville blive løsladt. ”Regeringen siger, at Myanmar har forandret sig, men folks rettigheder bliver stadig krænket, og aktivister bliver stadig fængslet for deres politiske aktiviteter”, slår Moe Thway fast.

Han medgiver dog, at der i dag er et større råderum for politiske handlinger, hvis man sammenligner med tidligere, hvor det var forbudt bare at nævne oppositionslederen Aung San Suu Kyis navn.

Aktivister fængsles stadig

”Der er sket en forandring, men det er primært regeringen, der nyder godt af den. Folket lider stadig. De har stadig ingen rettigheder, og de får stadig deres jord konfiskeret. Derfor har jeg ikke tillid til den såkaldte demokratiseringsproces” lyder det fra den kritiske idealist. Han siger, at det i dag er muligt at tale om politik og demonstrere, men der er visse sager, som er for betændte for styret, og derfor risikerer demonstranter og aktivister stadig at ryge bag tremmer. Det gælder blandt andet folk, der kæmper for bedre arbejdstagerrettigheder. Så sent som i september blev to fagforeningsfolk fra Myanmars voksende tekstilindustri idømt mere end to års fængsel for at have demonstreret for bedre arbejdsvilkår og en lønforhøjelse på 1 USD pr dag. I 2012 var der ligeledes store demonstrationer ved en kinesisk ejet kobbermine i Letpadaung, hvor bønder, munke og sympatisører demonstrerede imod, at de havde fået konfiskeret deres jord til brug for minen uden tilstrækkelig kompensation. Til sidst tyede styret til grov vold for at opløse protesterne. De anvendte blandt andet brandbomber, hvor især en gruppe munke, der i solidaritet deltog i protesten, blev stærkt forbrændt. Det formodes, at det var hvid fosfor, der blev anvendt. Andre demonstranter fik tæsk og efterfølgende fængselsdomme. ”Protesten i Letpadaung er et eksempel på, hvordan styret opfatter nogle bevægelser som en trussel. Her følte regeringen, at deres magt blev udfordret for meget”, fortæller Moe Thway. ”Man må gerne demonstrere mod småting, men grænsen går i det øjeblik, man kræver grundlæggende rettigheder, eller hvis man kræver ændringer i forfatningen, for det vil true regeringens og især militærets magt”. Af samme grund må man heller ikke tale nedsættende om militæret. Inden for blot to uger i oktober er tre mennesker blevet anholdt for at gøre grin med militæret på de sociale medier. En af dem har postet et billede på sin Facebook, hvor hun påpeger ligheden mellem farven på militærets nye uniformer og Aung San Suu Kyis kjole. Hun foreslår, at hvis militæret elsker Aung San Suu Kyi så meget, så kan de bare binde hendes kjole om hovedet. Hun risikerer nu fem års fængsel.

Forfatningen forhindrer demokrati

Det tidligere militærdiktatur skrev i 2008 en ny forfatning, der sikrer militæret stor politisk magt i både den lovgivende og udøvende forsamling. Ifølge forfatningen er 25% af pladserne i parlamentet reserveret til militæret. De har både ret til at udpege en præsidentkandidat (der minimum ender som vicepræsident), og har de facto vetoret i forhold til fremtidige forfatningsændringer, da disse skal godkendes af mindst 76% af parlamentet for at blive vedtaget. Når det gælder den udøvende magt er det også militæret, der per automatik sidder på tre af ministerposterne: ’Home affairs’, ’Defence’ og ’Border Issues’ - og militæret udgør også flertallet i ’National Defence’ and ’Security Council’, som reelt har magten i Myanmar.

Moe Thway kæmper for at få ændret forfatningen, for der er paragraffer i den, der begrænser folks politiske rettigheder. F.eks. står der i forfatningen, at man kun må demonstrere, hvis man får tilladelse af politiet. Hvis man demonstrerer uden tilladelse, risikerer man seks måneders fængsel. Denne lov bruges flittigt i Myanmar. I øjeblikket sidder mere end 70 studerende fængslet, mens de venter på deres dom. De blev fængslet i marts, da politiet brutalt slog deres fredelige demonstration for bedre uddannelse ned.

Landets studenterbevægelser havde arrangeret en stor protestmarch fra Mandalay til Yangon, og mange støttede protesten og tilsluttede sig marchen, da de studerende traditionelt set har været frontkæmperne for demokrati i Myanmar. Politiet blokerede demonstrationen 140 km nord for Yangon i byen Letpadan, hvorefter de angreb både studerende, munke og journalister, som blev tæsket og sidenhen fængslet. ”Omkring 70 studerende sidder stadig i fængsel, mens retsagerne imod dem kører. Nogle er tiltalt for mere end 78 lovovertrædelser, herunder at have demonstreret i mere end 70 politidistrikter uden tilladelse. Så hvis de dømmes i alle sagerne, risikerer de næsten 40 års fængsel. ”Det er en meget lang proces, som i værste fald kan tage flere år, og familier og journalister har ikke adgang til retsmøderne”, fortæller Moe Thway. Politiets fortsatte brug af hård vold over for fredelige demonstranter har udløst stor kritik. Det tyder ikke på, at styret respekterer basale menneskerettigheder i situationer, hvor de føler sig presset.

Politiske fanger er en handelsvare

Moe Thway har selv været fængslet to gange for sin aktivisme. Han er aktiv i gruppen ’Generation Wave’, som han var med til at danne i 2007 i kølvandet på Safranrevolutionen – et oprør, der blev ledt af landets munke, men som militærstyret brutalt slog ned.

”Jeg deltog i oprøret i 2007, men jeg var ikke særlig bevidst om situationen. Jeg så, hvordan folk blev slået, arresteret og endda dræbt. Jeg så, hvordan folks værdighed blev ødelagt, og hvordan de efterfølgende levede i frygt for autoriteterne, også selvom de var lovlydige borgere. De havde ingen mulighed for at udtrykke sig, og det var meget ydmygende. Så for at redde min egen værdighed ville jeg gøre noget – og dermed også redde værdigheden for mit folk og mit land,” fortæller Moe Thway.

’Generation Wave’ var i begyndelsen en undergrundsbevægelse, som ved hjælp af graffiti og kreative kampagner forsøgte at gøre folk opmærksom på styrets undertrykkelse. I dag står aktivisterne åbent frem, og kæmper fortsat for politiske rettigheder, demokrati og fred i Myanmar. For de aktiviteter er Moe Thway blevet fængslet to gange. Første gang var han isolationsfængslet i ni dage. Anden gang blev han idømt tre måneders fængsel, men han blev løsladt efter 20 dage.

”Jeg blev løsladt før tid, fordi Myanmar var vært for South East Asia Games (en regional sportsbegivenhed, red). Det er meget normalt, at både kriminelle og politiske fanger bliver tildelt amnesty ved den slags lejligheder” lyder det fra Moe Thway. Det sker også, når udenlandske regeringsledere besøger landet i forbindelse med indgåelsen af internationale aftaler. ”På den måde bruger regeringen politiske fanger som en handelsvare. Når Obama eller EU kommer for at indgå aftler, løslader regeringen nogle politiske fanger for at få good will.” Moe Thway fortæller, at forholdene i fængslerne har forbedret sig for de politiske fanger. De bliver ikke længere tortureret. Men forholdene er stadig dårlige. Maden er dårlig, og der bliver ikke sørget ordentligt for fangernes sundhed. Man har ikke lov til at skrive, mens man er indsat, og generelt er der meget få aktiviteter, som man kan give sig til. Han fortæller, at de politiske fanger generelt behandles bedre end de almindelige kriminelle, hvilket også er et problem. Der bør ikke gælde forskellige vilkår, og man skal ikke diskrimineres i forhold til hvad man er dømt for.

International handel eller international solidaritet

Jeg spørger, hvordan man kan udvise solidaritet med de politiske fanger i Myanmar. ”Man kan vise sin solidaritet ved at lave kampagner, der sætter fokus på, at vi stadig har politiske fanger. Man kan sende protestbreve til magthaverne, bruge de sociale medier, eller deltage i demonstrationer. Men der er et grundlæggende problem med disse metoder, for de fleste vestlige regeringer lytter ikke længere til deres egne befolkninger. De har måske investeringer i Myanmar, og har mere fokus på mulighederne for økonomisk udvikling end for menneskerettighedssituationen. De tænker mere på jadesten og mulighederne for at tjene penge, og presser derfor ikke Myanmars regering nok. I stedet for at arbejde for at Myanmars regering overholder menneskerettighederne, fokuserer de kun på, at det forestående valg kan blive kaldt frit og retfærdigt. Det vil så være den milepæl, der afgør om de kan sende deres virksomheder til Myanmar for at investere” svarer Moe Thway.

For ham er kapitalismen en større fjende end militæret. Han siger: ”Militæret som institution behøver ikke at være fjenden. Det er de når det truer os med deres våben for at kunne beholde magten og få fat i ressourcerne. Det hele handler om penge, så derfor er militæret nu kapitalister med våben.”

Ikke kun i Mayanmar – ulighed er et globalt problem

”Verden er rig på ressourcer, så der er ingen grund til, at mennesker dør af fattigdom. Der er penge nok til at sikre alle mennesker et godt liv med uddannelse og sundhed”, slår Moe Thway fast. ”Vi ejer denne verden sammen, så vi må stå sammen i solidaritet omkring fælles værdier og om lige rettigheder for alle”. Det er den vision, der motiverer Moe Thway til at kæmpe i Myanmar, selvom han og hans medaktivister risikerer at blive fængslet. For som han siger, så er han nødt til at kæmpe, for ikke at blive slave af sin frygt. ”Det er bedre at dø med en følelse af frihed end at leve i frygt. Så længe mit land ikke er frit, og befolkningen er frataget deres politiske rettigheder, lever vi allerede i et fængsel. Derfor betyder truslen om fængslet ikke så meget, for jeg føler mig allerede som en fange i mit eget samfund.”