Musa Anter - et tog for fred

Den 26. august skulle Fredstoget Musa Anter køre ud af Bruxelles' hovedbanegård i et særtog lejet hos Deutsche Bundesbahn. Destinationen var den kurdiske provinshovedstad Diyarbakir. Toget var opkaldt efter den myrdede kurdiske forfatter Musa Anter og dets motto var "Det er på høje tid med fred i Kurdistan. Toget kom aldrig ud at køre. Det forhindrede Tyrkiet, Serbien og Tyskland. Fredstoget blev derfor til en buskaravane der kom langt østpå i Tyrkiet men blev stoppet af tyrkisk militær før Diyarbakir. Tilbage i Istanbul oplevede fredsdeltagerne på egen krop den tyrkiske stats brutalitet. Bl.a. blev en af de danske deltagere tilbageholdt af det tyrkiske sikkerhedspoliti.

Irene Clausen, Internationalt Forums Kurdistangruppe

Flere måneder før den planlagte afrejse blev der dannet en forberedelseskomite i Danmark, der fik navnet Fredstoget Musa Anter Komiteen, Danmark. I den deltog - udover IFs Kurdistangruppe - repræsentanter fra kurdiske foreninger og fra Dansk Kurdisk Venskabsforening. Komiteen tilbød bl.a. dagspressen at sende faxer hjem fra toget men fik ingen respons, bortset fra Socialisten og Dagbladet Arbejderen. Ikke overraskende (men surt - Kurd). Den danske fredstogs-delegation på 5 medlemmer bestod af 2 medlemmer af Internationalt Forum, en fra AIF-Århus, en fra Dansk-Kurdisk Forening - Århus og en fra Esbjerg Lokal-TV.

Den fantastiske plan var at toget skulle rulle hele vejen gennem Europa. Fra Bruxelles gennem Tyskland med stop i 3 tyske byer, derfra til Wien, Budapest, Beograd og Sofia og til sidst til Tyrkiet. I Tyrkiet skulle toget deltage i store arrangementer i Istanbul, Ankara og i mindre byer på vejen mod hoveddestinationen: den kurdiske regionshovedstad Diyarbakir. Her forventede man at der ville møde 100.-200.000 mennesker op for at byde fredstoget velkommen. Mottoet for toget var: "Det er på høje tid med fred i Kurdistan" - altså en opfordring til den tyrkiske regering og de kurdiske ledere om at sætte sig til forhandlingsbordet.

Væddemål

Et par uger før toget skulle tage sin begyndelse begyndte de tyrkiske aviser imidlertid at gøre front mod fredstoget. Toget var ifølge aviserne et propaganda-tog for PKK.

En deltager i fredstoget fortæller: "Jeg havde på forhånd stillet mig skeptisk over for om Tyrkiet ville lade toget rulle gennem landet. Jeg lavede et væddemål med Suleima, en kurdisk kammerat: han sagde at fredstoget ville komme ind i Tyrkiet, og jeg sagde at det ikke ville komme ind i Tyrkiet. Og ganske rigtigt, jeg vandt". I sidste ende blev det dog ikke Tyrkiet som kom til at stoppe fredstoget....

3 dage før afrejsen (d. 23.8) kom chok-meldingen: Tyskland lod - via sit indenrigsministerium - meddele at man "ikke så sig i stand til at lade det såkaldte Fredstog køre over grænsen til Tyskland". Sådan. Ingen forklaring. Og der blev aldrig givet nogen forklaring. Kortefter fulgte Serbien trop og forbød også fredstoget.

Tyskland og Tyrkiet har et tæt Økonomisk, politisk og militært forhold der går helt tilbage til Bismarcks tid i sidste århundrede. Tyskland og Tyrkiet var allierede under 1. verdenskrig. Tyskland varTyrkiets vigtigste handelspartner under 2. verdenskrig. Og Tyskland var det første land til at anerkende 'demokratiet' efter militærkuppet i 1980. På det sidste har Tyskland aktivt assisteret Tyrkiet i dets kamp mod de kurdiske befrielse kræfter, ved at uddanne tyrkisk militær til krigen mod kurderne og ved, i 1993, at forbyde ca. 30 kurdiske organisationer i Tyskland. Dette var faktisk ikke helt lovmedholdeligt ifølge forbundslovgivningen.

Retning Diyarbakir - men i busser

Initiativgruppen til fredstoget - det såkaldte Hannover Initiativ - ændre de lynhurtigt planerne. Deltagerne mødtes som planlagt i Bruxelles den 25.8, men nu skulle turen gå videre, først i fly tilIstanbul og derefter i busser mod Diyarkabir. Efter ankomsten til Istanbul blev deltagerne indkvarteret på hoteller, og efter nogle dage kørte de endelig i busser ud af Istanbul med retning mod Diyarbakir.

80 kilometer udenfor byen, gik den imidlertid ikke længere. Tyrkisk politi beordrede busserne til at vende om.

Busserne fik aldrig lov at komme til Diyarbakir. Herefter gik turen tilbage mod vest, men heller ikke Ankara kunne man komme ind i. Istanbul - igen ballade. Hele tiden omgivet af politi og sikkerhedsfolk.

Istanbul var usikker og farlig - ikke PKK

Før afrejsen faxede vi vores navne til det danske Udenrigsministerium og modtog to timer efter en fax fra samme ministerium der advarede os mod at rejse over til Østtyrkiet pga. den usikkerhed som PKK kunne forårsage i området. Det viste sig imidlertid at det slet ikke var PKK, fredstegs-deltagerne skulle frygte, derimod tyrkisk politi og sikkerhedsfolk.

Og det var ikke småting fredsfolket oplevede i mødet med de tyrkiske myndigheder. Den voldsomste oplevelse var da tyrkisk politi og sikkerhedsfolk, for rullende kameraer, væltede ind og afbrød et pressemøde som fredsdeltagerne afholdt på hotellet i Istanbul. Flere deltagere blev såret og måtte på hospitalet, 23 personer blev følt bolt og tilbageholdt, herunder en af de danske deltagere, Niyaz i Yigin (af kurdisk oprindelse). De tilbageholdte blev afhørt af en dommer og vil blive sigtet in absentia (uden at være tilstede) for en forbrydelse ved en retssag den 7. november. Hvad forbrydelsen består i kan man gætte på. Niyazi blev udvist to dage efter, og hele den danske delegation vendte hjem fredag aften d.5. sept. til kæmpe presseopbud ude på gaten i Københavns Lufthavn, og til kæmpemodtagelse i Ankomsthallen hvor over 100 mennesker var mødt op med blomster og champagne for at hilse dem velkommen hjem fra fredstoget.

Det var i øvrigt interessant at opleve pressen nærmest ligge på knæ for at få oplysninger da der først var kommet gang i den, nemlig da Niyazi var blevet tilbageholdt. Så vi har fået opbygget et Kurdistan-Tyrkiet pressenet til fremtidige fredsrejser!

Hvorfor skyder Tyrkiet sig selv i foden

Er den tyrkiske stat helt idiot siden den gang på gang udstiller sin brutalitet og manglende respekt for menneskerettigheder. Hvorfor laver Tyrkiet det ene selvmål efter det andet når landet så gerne vil ind i EU og det gode europæiske selskab?

Der er kun en forklaring, og den er indenrigspolitisk. Når Tyrkiet i sin grundlov fra 1923 hævder den tyrkiske nationalisme og siger at i Tyrkiet findes der kun tyrkere, så kan staten ikke acceptere at der kører et fredstog med europæere igennem landet der som motto har krav om at Tyrkiet skal forhandle med kurdernes repræsentanter. Altså forhandle med de kurdere som er den største fare for den tyrkiske nationalisme og som tyrkerne er indoktrineret til at betragte som andenrangstyrkere og terrorister. Det kan den tyrkiske stat ikke leve med uden at tabe ansigt indadtil. Så Tyrkiet er hele tiden i konflikt mellem på den ene side behovet for at benægte kurdernes eksistens (og bekæmpe dem) - og på den anden side ønsket om at have et godt forhold til Vesten.

Man skal ikke glemme at de vestlige imperialistiske magter, især USA og EU , har en fælles interesse med Tyrkiet i at holde kurderne nede, bl.a. fordi de afgørende vand- og oliereserver i Mellemøsten har deres udspring i Kurdistan. Derudover har Tyrkiet en afgørende strategisk betydning for USA-imperialismen, specielt i forhold til de omgivende islamiske stater Iran, Iraq og Syrien som alle er USAs fjender. Det gør Tyrkiet til en ekstremt vigtig allieret for imperialisterne i Mellemøsten, især efter den islamiske revolution i 1979 i Iran. Derfor stoppede Tyskland toget. Ikke så meget under pres fra Tyrkiet men ud fra samme logik som Tyrkiet: Kurderne må for guds skyld ikke blive for stærke og slet ikke få deres egen stat. Det ville totalt ændre magtforholdene i Mellemøsten og betyde en svækkelse af verdensimperialismen.

Selvom fredstoget aldrig nåede til Diyarkabir lykkedes det at få sat fokus på den kurdisk-tyrkiske konflikt og den tyrkiske stats undertrykkelsesmetoder.

"Det er på høje tid med fred i Kurdistan"

Næste nummer af Gaia vil indeholde en længere reportage om fredstoget og en analyse af dets resultater.