Modstanden i Chiapas fortsætter - trods alt

Zapatisterne er godt i gang med en intern omstrukturering, der sætter regional koordinering af den autonome selvbestemmelse i fokus. Internationalt Forum var i Chiapas og tog pulsen på bevægelsen nu 10 år efter oprørets start.

Af Maj-Britt Svendsen

Udenfor mediernes søgelys

Det er godt nok ikke meget, man hører om zapatisterne længere. I starten af halvfemserne var de ellers på alverdens avisforsider, og det zapatistiske oprør tiltrak sig stor opmærksomhed. Massive demonstrationer rundt om i verden tvang den mexicanske regering til at gå i dialog med de indianske oprørere og indlede fredsforhandlinger. Internationale møder og workshops med deltagelse af tusindvis af internationalister blev afholdt med fokus på den zapatistiske bevægelse og modstanden mod den neoliberale verdensorden. Fredsvagter i hobetal og internationale menneskerettighedskommissioner drog til Chiapas, for at besøge og ikke mindst beskytte zapatisterne mod den mexicanske hær og de regeringskontrollerede paramilitære grupper. Zapatisterne satte en dagsorden både på nationalt plan og rundt om i verden, og de var blandt de første i den store internationale organisering af modstanden mod neoliberalismen. En slags optakt til de globaliseringsbevægelser vi ser i dag.

Satsning på regionalt autonomi

I dag satser bevægelsen ikke så meget på internationalt spektakulære begivenheder, men arbejder koncentreret på udbygningen af de indianske autonomier i modstandslandsbyerne. Seneste skud på stammen var oprettelsen af råd på tværs af kommunerne, for at sikre regional koordinering af kræfterne. Rådene har nu fungeret i et års tid og omstillingsprocessen har været og er stadig lang. For zapatisterne er autonomi på landsbyplan ikke et mål. Det kunne nemt gå hen og udvikle sig til isolerede enklaver og ligne noget i retning af de nordamerikanske reservater. Zapatisterne satser i stedet på opbygningen af regionalt autonomi i deres modstand mod de officielle, korrupte mexicanske strukturer.

De unge er med, men hvor er kvinderne?

Traditionelt er det ældsterådene, der udgør myndigheden i de indianske landsbyer. Men zapatisterne har jo hidtil vendt magten på hovedet og ladet ”de mindste” i samfundet bestemme. Så øverste myndighed er zapatistlandsbyens fællesmøde, der dog til daglig administreres af forskellige råd, hvis medlemmer er udpeget af landsbyen. Og altså nu også med en regional koordinering. Mange steder er indført rotationsordninger for rådsmedlemmerne for at sikre bred deltagelse i beslutningerne og for at forhindre korruption. I opbygningen af denne struktur har bevægelsen bevidst inddraget de unge i beslutningsprocesserne. Imidlertid ser det ud til, at kvinderne er glemt. Af samtlige regionale råd vi besøgte i Chiapas, kunne vi i hvert fald kun få øje på tre kvinder, til trods for at kvinderne i selve oprørshæren udgør lidt over en tredjedel, varetager højtrangerede poster og for år tilbage fik gennemført adskillige kvindelove, der skulle sikre zapatistkvindernes rettigheder og mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne.

Zapatisternes satsning på at udbygge autonomi er ikke noget, der skaber international opmærksomhed. Det har den mexicanske regering også fundet ud af. Nu hvor verdenssamfundets øjne er rettet andre steder hen, satses igen på de paramilitære grupper til nedkæmpelse af de indianske modstandslandsbyer. Det skaber ikke avisoverskrifter, at der en nat blev dræbt to i en afsides landsby i junglen, og at der næste dag blev bortført og tortureret en fra en landsby i højlandet. I takt med forsøget på at styrke zapatisternes interne organisering og udbygning af autonomi, vil fremtiden nok med stor sandsynlighed vise en stigning i de paramilitære angreb på landsbyerne. Spørgsmålet er, hvor mange dræbte der skal til, før det igen fører til avisoverskrifter og det såkaldte internationale samfund reagerer.

Den politiske krise i Mexico

Zapatisterne deltager ikke meget i den offentlige debat om nationale spørgsmål for tiden. I stedet lader de Mexicos politiske og økonomiske krise tale for sig selv. Afsløringer og skandaler dukker lige så langsomt op til overfladen og krakelerer Mexicos ellers så polerede demokratiske facade. Et af de hotte emner er afsløringerne af massakrer på hundredvis af studerende i 60’erne og 70’erne - afsløringer som rammer dybt ind i landets politiske og militære elite.

For to år siden udnævnte Mexicos nuværende præsident, Vicente Fox fra det nationale aktionsparti PAN, særanklageren Carillo Prieto, der så sent som i juli præsenterede over 85 siders bevismateriale og vidneudsagn mod den tidligere mexicanske præsident Louis Echeverría fra det institutionelle revolutionsparti PRI. Echeverría var indenrigsminister under massakren på hundredvis af studenter på ”De Tre Kulturers Plads” i 1968 og præsident under massakren i 1971 på 25 studenter. Han var blandt de hovedansvarlige for træning, finansiering og kontrol af de frygtede paramilitære enheder ”Falkene”, der stod for selve udførelsen af det beskidte arbejde. Bevismaterialet blev dog hurtigt fejet af bordet af dommeren, uden anden grund end at henvise til den generelle forældelsesfrist på 30 år. Særanklageren vil sandsynligvis søge at appellere afgørelsen under henvisning til den mexicanske folkemords-fortolkning, der ikke forældes efter 30 år. Men afgørelsen viser med al tydelighed den manglende vilje til at gøre op med den blodige fortid. Måske ikke mindst fordi fortiden ikke helt er forbi. PRI, der sad på magten i over 70 år før Mexicos nuværende præsident Vicente Fox overtog præsidentsædet, har truet med at blokere for love og tiltag, hvis ikke særanklageren glemmer alt om appelsagen. PRI er nemlig stadig landets største parti og sidder på flertallet i Kongressen.

En anden sag, der er oppe i medierne, er mistanken om uregelmæssigheder og skjulte overførsler af føderale fonde til den sociale velgørenhedsorganisation ”Vamos México”, der er ledet af selveste præsidentfruen Marta Sahagún, som altså nu er i søgelyset. Marta Sahagúns slet skjulte forsøg på at køre sig selv i stilling som kandidat til det kommende præsidentvalg, bl.a. via ”Vamos México”, gav lynhurtigt bagslag. Det bevirkede, at landets førstedame - eller ”Mexicos Evita” om man vil - offentligt måtte erklære, at hun skam ikke har nogen planer om at stille op, og at hun og hendes mand, når hans præsidentperiode udløber, vil tilbringe tiden herefter sammen på deres farm.

Den politiske krise ruller med andre ord helt af sig selv, og pt. giver det ikke stor mening for zapatisterne at bruge krudt på den del af samfundsdebatten.

Situationen i flygtningelejrene er kritisk

Siden 1994, hvor de indianske oprørere kom til syne, har den mexicanske regering ført krig mod bevægelsen og de sympatiserende landsbyer. Selv under fredsdialogen stod regeringen bag opbygningen af paramilitære enheder og indledte en såkaldt lav-intensitets-krig overfor modstandslandsbyerne. Dialogen blev indstillet igen, da regeringen ikke opfyldte de underskrevne delaftaler men fortsatte sin krig mod landsbyerne.

I Chiapas er der i dag mere end 12.000 internt fordrevne på grund af krigen mod zapatisterne og de selvstyrende landsbyer. Langt de fleste har søgt tilflugt i højlandets flygtningelejre i Polhó, Acteal og Takiukum. De er blevet fordrevet eller har måtte flygte fra deres landsbyer, marker, dyrehold, huse, arbejde og familier, og mange har været udsat for vold og andre grove krænkelser.

Røde Kors-hjælpen stoppet

Det internationale Røde Kors, hvis mandat fra 1998 var at dække 80 procent af fødevarebehovet i lejrene i Chenalhó-kommunen - hvilket dog aldrig blev opfyldt til fulde på grund af manglende proteiner i nødrationerne - skar i 2001 halvtreds procent ned, og senere en fjerdel. I december 2003 ophørte denne hjælp helt. At Internationalt Røde Kors har stoppet hjælpen har betydet en alvorlig forværring af sundheden i lejrene, og de seneste rapporter fra området vidner om en alarmerende stigning i underernæringen. Hårdest ramt er mødre og ikke mindst deres småbørn, hvoraf blot 7 procent når op på noget, der ligner en normalvægt. Børn under fem år samt gravide og ammende kvinder udgør 35 procent af de fordrevne, og er de umiddelbart mest sårbare i konflikten ikke mindst på grund af den ringe sundhed. Mere end 11 procent af børnene som fødes i flygtningelejrene dør før de fylder 5 år.

Uden beskyttelse

De mexicanske myndigheder nægter kategorisk at anerkende zapatisterne i flygtningelejrene som ”internt fordrevne”. Ifølge FN forstår man ellers ”internt fordrevne på grund af tvungne omstændigheder eller krig”, som personer, der har set sig nødsaget til eller er tvunget til at flygte fra deres hjem eller bolig, og som ikke har krydset en internationalt anerkendt statsgrænse, for at undgå effekten af en væbnet konflikt, situationer med generaliseret vold, krænkelser af menneskerettighederne og natur- eller menneskeskabte katastrofer. FN-Generalsekretærens særlige repræsentant for Internt Fordrevne, Francis Deng, rettede ellers så sent som i januar 2003 en række anbefalinger til den mexicanske regering med henblik på at varetage landets forpligtelser overfor problematikken med de internt fordrevne. Anbefalingerne lød blandt andet på beskyttelse, genhusning, hjælp til at vende tilbage samt adgang til jord. FN lagde også vægt på, at regeringen måtte sørge for at stoppe de paramilitære gruppers trusler og voldshandlinger. Men regeringen har intet foretaget sig i den retning, og situationen er nu blot forværret.

Vi giver ikke op

Internationalt Forum besøgte sammen med mexicanske ernæringsvejledere udsendt af den mexicanske NGO ”FISANIM” et par af lejrene med de internt fordrevne zapatister i højlandet: Vi havde kørt i timevis ad hullede veje, da vi endelig nåede frem til den afsidesliggende lejr Takiukum. Den firhjulstrukne rover kunne høres på lang afstand og da vi endelig nåede frem, kom en flok småpiger os rendende i møde. Det var vist længe siden, der sidst havde været besøg så langvejs fra. Landsbyens ældste sad på hug ved grusvejen i skyggen under et træ. Den gamle mand nikkede og rejste sig lettere besværet. Vi hilste på hinanden og hans magre senede hånd holdt længe og hårdt min, mens han bad mig om nu også at huske at fortælle hjemme i min egen landsby, at ”ingen her har tænkt sig at give op, uanset hvad”. ”Vi har intet mere at miste, som du kan se, så fortsætter vi vores modstand - trods alt...”

Støt de internt fordrevne zapatisters fortsatte modstand i Chiapas

Under ledelse af den verdenskendte mexicanske skuespillerinde og menneskerettighedsforkæmper Ofelia Medina, støtter den mexicanske NGO ”FISANIM” zapatisterne i flygtningelejrene.

FISANIM søger at ernære de allermest sårbare i konflikten med oprettelsen af kollektive køkkener og sundhedsprogrammer. Over 1500 gravide og ammende kvinder samt børn under 5 år fra Acteal og Takiukum er omfattet af hjælpen. Men mange flere har brug for støtte. Du kan overføre penge på kontoen:

FISANIM - Fideicomiso para la Salud de los Niños Indígenas de México 
— Bank: BANAMEX 
— Lokal afdeling: 349 
— Kontonr.: 186565-1 
— Swift: BNMXMXMM

Send besked til FISANIM om pengeoverførslen på fideo@laneta.apc.org (på engelsk eller spansk)

Har du har spørgsmål, så kontakt Mexico-gruppen i Internationalt Forum, der også løbende sender fredsvagter til området.