Mobutos storhed og fald

I over 30 år har Mobuto Sese Seko styret Congo (ex-Zaïre) med hård hånd. USA, andre vestlige lande og IMF og Verdensbanken har støttet ham. Congo udgjorde for den vestlige imperialisme et vigtigt bolværk mod kommunismen i Afrika. Og så er Congo et ufatteligt rigt land på olie og mineraler.

AF IRENE CLAUSEN

Congo er et land på 45 mio mennesker, et stort og rigt land i hjertet af Afrika. Det har en frugtbar jord og enorme lagre af værdifulde mineraler og råstoffer som kobolt, kobber, diamanter og uran. Men flertallet af congoleserne er ludfattige. Mobuto blev selv superrig med milliarder af dollars fra udbytning og korruption anbragt i banker og luxuspalæer rundt om i verden.

Gennem de seneste år blev Mobutos magt langsomt svækket. Igennem 70-erne og 80-erne hældte USA m.fl. milliarder af dollars i Mobutos regime for at skabe en modvægt mod Sovjetunionens aktiviteter i Afrika. Men mod slutningen af den kolde krig sagde Vesten stop. Hyperinflation ødelagde økonomien. Militæret der ikke fik udbetalt deres lønninger, gik på plyndringstogter i byerne. Store dele af landet kom ud af centraladministrationens kontrol, ja der var endog nogle regioner som udstedte deres egen mønt. Mobuto var syg af cancer. Og da det ulmende folkeoprør slog ud i lys lue fik imperialisterne travlt med at skifte hest.

Det er især i det østlige Zaïre at der har været uro, ved grænserne til Rwanda og Burundi. Siden 1994 er hutu-flygtninge væltet ind i Zaïre. Da hutu-regimet i Rwanda blev væltet, var der mange hutuofficerer og - soldater samt almindelige hutu-flygtninge, som flygtede ind i lejrene i Øst-Zaïre. Disse bevæbnede hutu-er - der blev kaldt Interahamwe - fik tilslutning fra Zaïres regeringsstyrker og blev støttet af Frankrig. De rettede angreb på de tutsi-folk der levede i den østlige del af Zaïre, hvor tutsierne arbejdede sammen med Kabilas oprørsstyrker.

AFDLs sejrstogt

I slutningen af 1996 begyndte en væbnet styrke ved navn AFDL (Alliancen af Demokratiske Befrielseskræfter), anført af Laurent Kabila, at slå og tilintetgøre Interahamwe-tropperne og de zaïriske regeringstropper. Da AFDL havde erobret kontrollen over den østlige region, bevægede den sig vestpå i en lynkampagne. AFDL erobrede byer og landsbyer og mødte kun ringe modstand fra de demoraliserede regeringstropper.

Mobuto klyngede sig lige til det sidste til magten. AFDL lagde pres på Mobuto - enten trækker du dig tilbage, eller vi angriber hovedstaden. Som bekendt blev Mobuto presset til at forlade sin trone den 16. maj 1997. Kabila stod parat. Den 17. maj 1997 kom Zaire til at hedde Congo igen, eller mere præcist: La Republique Democratique du Congo.

Imperialisterne forlader den synkende skude

USA, Frankrig, Belgien og Tyskland, som var de dominerende imperialistiske lande i Zaïre, kunne godt se hvor det bar hen. Nemlig at deres stærke mand i Zaïre befandt sig på en synkende skude. Derfor distancerede f.eks. USA sig fra Mobuto ved officielt at opfordre ham til at træde tilbage. Hundredvis af nordamerikanske, franske og belgiske tropper ankom til Brazzaville - hovedstaden i nabolandet Congo Brazzaville på den anden side af Congo-floden - for at være beredt til en evt. direkte intervention i Zaïre.

Når USA fordømte 'mobutismen' var det rent hykleri. For Mobutos magt og hans brutale diktatur ville ikke have været muligt uden imperialismen. Mobuto var CIAs værk. I over 3 årtier har hans regime tjent som instrument for de vestlige imperialistiske interesser og forbrydelser i Afrika.

Fra gammeldags kolonialisme til ny-kolonialisme

Det congolesiske folk led fra slutningen af 1800-tallet under et af Afrikas mest brutale kolonimagter, Belgien. Først som Kong Leopol IIs personlige ejendom, siden som den belgiske stats koloni. I Kong Leopold Ils tid arbejdede congoleserne under slavelignende forhold i minerne og i gummi-, kakao-, te-, kaffe- og palmeolieplantager. En af de metoder som belgierne blev kendt for var at hugge hænderne af på de arbejdere som ikke opfyldte deres arbejdskvote

I slutningen af 50-erne opstod der overalt i Afrika modstand og oprør mod kolonimagterne. Imperialisterne forsøgte i mange af landene at tage grunden væk under det folkelige oprør ved at erstatte det gamle koloniregime med ny-koloniale regimer der i spidsen havde afrikanske kollaboratører. Disse kollaboratører der fik økonomisk og militær hjælp fra de gamle kolonimagter, skulle tjene til at opretholde og sikre - måske intensivere imperialisternes udbytning og undertrykkelse.

Da situationen spidsede til i Belgisk Congo , blev belgierne tvunget til at tilstå formel uafhængighed til landet i 1960 (den 30. juni). Men p.g.a. congolesernes ringe uddannelsesniveau (der var fx. kun 20 universitetsuddannede i 1960) beholdt belgierne såvel de økonomiske som de administrative styringsposter landet.

Den regering som kom til verden i den nye republik Congo, var skarpt splittet mellem på den ene side dem som ønskede at opretholde tætte bånd til Belgien og de andre kolonimagter, og så på den anden side de mere radikale nationalistiske kræfter anført af den nye premierminister, Patrice Lumumba. Lumumba havde formuleret et anti-imperialistisk program for Congos økonomiske uafhængighed. 'Vi ønsker en reel selvstændighed', erklærede han, 'ikke en pseudoselvstændighed'..

USAs rolle i mordet på Patrice Lumumba

Kort tid efter selvstændigheden, udbrød der uro i hæren. Congolesiske soldater angreb belgiske officerer. Landet blev kastet ud i kaos. Congo var ved at gå op i sømmene da alle mulige kræfter inden for regeringen kæmpede om magten. En oprørsbevægelse, anført af Moi'se Tshombe, kæmpede for den mineralrige Katangapro vins' løsrivelse (hedder nu Shaba -provinsen), støttet og betalt af Belgien som Tshombe havde lovet fortsat kontrol med minerne. Regeringstropperne der primært var USA-venlige og under ledelse af en Oberst Mobuto, havde base i Leopoldville (nu Kinshasa). Og ende lig var der de radikale nationalistiske styrker omkring Patrice Lumumba som var baseret i Stanleyville (nu Kisangani).

Hvad USA angår, så var strategien under Det Demokratiske Partis Kennedy-administration - at møve sig ind på indflydelse midt i Afrika og skubbe de gamle kolonimagter væk og erstatte dem med USAs ny-kolonialisme. USA håbede på at etablere sig som den dominerende kraft i Congo og bruge denne position til at udvide sit indflydelsesområde til resten af Afrika.

USA så Lumumba som en forhindring for sine planer men ønskede ikke at blive direkte identificeret med intrigerne i Congo. Så deres plan gik ud på at skaffe sig indflydelse gennem de tusinder af FN-tropper som blev udstationeret som 'fredsbevarende styrker' - med det erklærede mål at beskytte Lumumbaregeringen.

Fra det øjeblik FN-tropperne ankom, arbejdede de på at isolere Lumumba og styrke de mere USA-venlige dele af regeringen. I september 1960 var angrebene på Patrice Lumumba i fuldt sving. Præsident Kasavubu fyrede, efter aftale med CIA, Lumumba fra hans job som premierminister.

I januar 1961 blev Lumumba ved oberst Mobutus hjælp fanget og overført til Katanga provinsen. Denne transport var en dødsdom. Samme aften som Lumumba ankom til Katanga-provinsen, blev han myrdet mens Tshombe og hans reaktionære oprørsfolk så på.

Mobuto - Made in the USA

Mordet på Lumumba viste at USA var ved at vinde indflydelse i Congo. Sideløbende blev Mobuto optrænet til at agere USAs stærke mand. Ved hjælp af USAs militære hjælp og rådgivere, opbyggede han sin klike inden for hæren til den stærkeste militære styrke i landet. Israel støttede også Mobuto ved bl.a. at udvikle et specielt træningsprogram for 200 helikopterførere fra Mobutos hær.

I 1964 var Mobutus hær udviklet til en superhær. I 1965 greb Mobuto magten gennem et kup. USAs første ny-kolonialistiske projekt var gennemført.

Mobuto har mødtes med alle USA-præsidenter face to face - det gælder lige fra Lyndon Johnson til George Bush. Reagan roste ham som "en ven af demokrati og frihed". Men velsignelser fra USAs præsidenter bragte ikke det congolesiske folk andet end fattigdom og rædsler.

Godt 30 år efter uafhængigheden er Congo lige så fattigt, eller snarere endnu mere fattig og forgældet end dengang i 1960: kun en ringe udviklet infrastruktur, et miserabelt sundhedsvæsen, de fleste ernærer sig ved selvforsynende småbrug, kun få arbejder i industrien. Det er fortsat de udenlandske multinationale selskaber som hiver minernes rigdomme ud af landet. Og samtidig har Muboto og hans slæng hevet så store rigdomme ud af landet, at disse svarer til landets udlandsgæld. IMF og Verdensbanken har godt kendt til korruptionen og sløseriet i centraladministrationen men har tiet og samtykket. IMF og Verdensbanken har givet Mobutu utrolig lang snor med hensyn til det ene milliard-lån efter det andet, selvom de godt vidste at dollars-erne røg det forkerte sted hen, nemlig ned i Mobutos og hans korrupte slængs lommer. "Den eneste forklaring på at IMF og Verdensbanken ikke greb ind er at USA og andre vestlige lande ikke ville risikere at miste en tro allieret under den kolde krig". (Information, d. 31 /5-1/6-97, s. 3).

Når denne udplyndring af det congolesiske folk næsten uanfægtet har kunnet finde sted, skyldes det Mobutos brutale undertrykkelsesmetoder og hans opbakning hertil fra imperialisternes side. Det var nemlig livsfarligt at være i opposition til Mobuto. Folk som sympati serede med 'marxisterne' på den anden side af Congofloden (i Congo-Brazzaville), 'forsvandt' pludselig, måske blev de skudt og smidt ned over junglen. Andre metoder var at tvinge dem i eksil, at torturere og fængsle dem, henrette dem alle den slags metoder som kendetegner en diktaturstat.

Efter Sovjets sammenbrud har Zaïre ikke haft he lt så stor strategisk betydning for USA. Men landets størrelse, det faktum at det grænser op til 9 lande og dets centrale position i kontinentet, samt dets 'uudtømmelige miner' gør stadig Congo vigtig for USA. Congo-Kinshasa og de nærliggende lande er blevet fokus for skærpet konkurrence mellem USA og Frankrig.

Congos fremtid

Kabila hedder den nye mand som skal lede Congo ind i fremtiden. Han er gammel marxist og har været aktiv i bekæmpelsen af Mobuto siden uafhængigheden. Han har provokeret de vestlige regeringer ved at udtale at tiden endnu ikke er inde til en folkeafstemning, først skal folket uddannes til politisk indflydelse. Ellers ville det blive et pseudodemokrati. Indtil videre har han dannet en overgangsregering hvori han har nægtet Mobuto-folk indflydelse. Hurra for det.

Men sådan her ser planerne for de politiske beslutningsprocesser ud (ifølge Jeune Afrique, no 1900 fra 4.-10 . juni 1997):

I september 1997 skal der etableres en grundlovgivende forsamling som skal aflevere sit projekt til præsidenten i oktober 1998. To måneder senere, altså i december 1998, skal der afholdes folkeafstemning om den nye grundlov. Og derpå almindeligt valg i april 1999.

Måske er AFDLs sejr i Den Demokrati ske Republik Congo indgangen til en ny politisk fremtid for Afrika. Pt støttes Kabilas styre af Sydafrika, Uganda, Angola og Rwanda. Samtidig er der i Congo-Brazzaville kræfter på linje med Kabila, repræsenteret ved den tidligere præsident Sassou-Ngouesso, som pt kæmper for at genvinde den politiske magt i landet. Efter 14 år ved magten tabte Sassou-Ngouesso's Arbejderparti magten i et præsidentvalg til Pascal Lissouba, angiveligt v.hj.a. valgsvindel. Sidstnævnte Lissouba er Frankrig s bedste allierede i Afrika og var Mobutos ubetingede støtte. Så osse her i Congo Brazzaville står kampen mellem på den ene side imperialismens kollaboratører og på den anden side de nationale selvstændighedskræfter. Samme tendens gælder tilsyneladende kampene i Sierre Leone.

Det er svært på nuværende tidspunkt at lave en præcis vurdering af Kabilastyrets politiske linje og strategi. Men alene det faktum at det congolesiske folk har væltet det brutale imperialist-støttede Mobuto-diktatur af pinden og måske har inspireret bredere demokrati ske kræfter i Afrika til at bekæmpe og svække imperialismens indflydelse, gør det rimeligt at vi giver Kabila og AFDL en chance .......