Mobilen: den nye Molotov?

Fra Manila over Caracas til København er mobiltelefonen blevet udråbt som den nye molotov-cocktail i hænderne på aktivister og ballademagere. Unge elsker mobiler, og eliterne frygter dem. GAIA ser nærmere på, hvordan mobilteknologi og kæde-sms’er påvirker global protestkultur.

Af Ulrik S. Kohl og Nikolaj Villumsen *

Italiens premierminister Silvio Berlusconi havde næppe set det komme, da han i 2004 fik sit kontor til at sende en sms til mindst 30 millioner borgere i landet: ”Husk at stemme til Europa-Parlamentsvalget. Ciao fra Silvio Berlusconi”. Men den kække masse-sms startede et lavineskred af kæde-sms’er fra vælger til vælger om ikke at sætte kryds ved Berlusconis parti. Den magtfulde mediemogul var blevet overtrumfet af gadens stemme i form af mobiltelefoner og navnløse aktivister med hurtige tommelfingre.

En hovedpine for de magtfulde

Også i Spanien og Venezuela har kæde-sms’er været med til, i kritiske øjeblikke, at afsløre officielle ”sandheder” som løgnehistorier. I Spanien beskyldte regeringsvenlige medier i timerne før et valg den baskiske gruppe ETA for et attentat, hvilket styrkede den siddende konservative regerings chance for at blive genvalgt.

I Venezuela var det kupmagere fra militæret, der over tv og radio spredte en historie om at den demokratisk valgte præsident Chávez var gået af frivilligt. I begge lande spredte kæde-sms’er sig som en steppebrand og satte gang i store folkelige mobiliseringer, der var med til at få de spanske konservative til at tabe valget og de venezuelanske kupmagere til at opgive ævred. For sandheden var, at ETA ikke var ansvarlige for attentatet og at Chávez var blevet kidnappet af kupmagerne.

I Danmark fik Ungdomshusbevægelsens brug af mobiltelefoner i fristedskampene i 2007 Politiken og Nyhedsavisen til at til at skrive om kæde-sms’er under overskrifter som: ”Vold og hærværk i København: Gadekampe styres via sms” og ”Aktivisternes hemmelige våben” .

Det danske politi blev også opskræmt, og forsøgte på forskellig vis at få kontrol over det nye fænomen. En 16-årig dreng fra Ringsted blev anholdt, fordi han havde videresendt en besked om at gå på gaden i sympati med Ungdomshuset. ”Vi vil ikke se passivt til, at de her kæder kører”, udtalte den lokale vicepolitiinspektør og advarede om at kæde-sms’er med opfordringer til ”gadekrig”, kan koste op til tre år bag tremmer.

”Smarte banditter”

Da den amerikanske forfatter Howard Rheingold for seks år siden udgav bogen ”Smart Mobs”, blev den hurtigt lidt af en bibel for teknologi-begejstrede optimister. Rheingold hævdede, at: ”… mindst én regering er blevet væltet, delvist på grund af den måde folk brugte sms’er på. Unges kurmageri, politisk aktivisme og virksomheders management-stil har muteret i uventede retninger.”

Rheingold spåede, at kombinationen af brugerstyrede web-medier og billig mobilteknologi vil sætte skub i en hidtil uset demokratisk revolution nedefra. Kæde-sms’er hører til blandt de mest primitive af de nye medier. Men samtidigt er de – set fra et progressivt synspunkt - et af de mest interessante, fordi mobiltelefoner i modsætning til netadgang er langt mere udbredt på tværs af skel mellem rige og fattige mennesker - og lande.

Nogle fattige lande i syd er paradoksalt nok brugermæssigt og kulturelt længere fremme i den mobilteknologiske udvikling end fx USA. Årsagen kan være, at de traditionelle fastnet-forbindelser aldrig har været ordentligt udbygget, og at nye teleselskaber vil skabe et kundegrundlag ved at dumpe prisen på at sende sms.

Mobil-opstanden i Manila

Den filippinske præsident Joseph Estrada fik i 2001 den tvivlsomme ære at gå over i historien som det første statsoverhoved, der blev væltet af sms-protester. Det asiatiske ørige var sammen med de skandinaviske lande blandt de allerførste, der tog sms-kulturen til sig, og mange kædebeskeder var fra begyndelsen præget af politiske budskaber. En korruptionsskandale fik kæde-sms’er til at brede sig i enorme mængder, og hundredetusinder gik på gaden for at styrte Estrada.

Historikeren Vicente Rafael har beskrevet, hvordan den filippinske middelklasse blev besjælet af, hvad han kalder for en ”telekommunikativ fantasi”. Middelklassen troede, at den gennem kæde-sms’er kunne styre underklassens protester til sin egen fordel. Præsidentens fald førte da heller ikke til en mere retfærdig social orden, men alene til et personskifte indenfor eliten.

Det politiske indhold og de sociale brudflader i de filippinske protester var anderledes end i den danske fristedskamp. Men der er lighedspunkter i hvordan protesterende filippinere og unge danskere oplevede mobiltelefonens forunderlige kraft. En brusende og berusende følelse af magt var forbundet med bølgen af sms’er, der tikkede ind på mobilen og blev kastet videre til nye dele af den protesterende hob.

Kæde-sms er ikke sms

Kæde-sms’er er ikke ”bare” sms’er. Hver dag bliver der sendt 30 millioner sms’er i Danmark, men kun en lille del af dem er kæde-sms’er. Almindelige sms’er er beskeder fra ven til ven. Kæde-sms er en upersonlig besked, som afsenderen ønsker, at modtageren skal sende videre til en tredje person.

Kædebeskeder bliver ofte afsluttet med vendinger som ”spred ordet!”, ”send videre” eller ganske enkelt: ”>>”. De sprænger bekendtskabskredsens ramme og inddrager nye personer, der er helt ukendte for tidligere led i kæden. Derfor kan kæde-sms’er knytte folk med en fælles sag sammen, også selvom de aldrig har set hinanden.

Et godt eksempel er da frygten i sensommeren 2004 bredte sig som en løbeild blandt hestevenner i hele Danmark. En mystisk sadist, der forgreb sig seksuelt på heste, var øjensynlig løs. Flere og flere hesteejere stod frem i medierne og fortalte, at de havde fundet deres heste blødende fra kønsdelene, eller at dyrene pludselig var blevet sky overfor fremmede.

Kampen mod “Hesteskænderen”

Politiet stod på bar bund i sagen om ”Hesteskænderen”. Så hestevennerne tog selv affære og forenede sig i en fælles front. Ekstra Bladets udsendte reporter kunne berette følgende om stemningen i den nye borgergruppe:

”Op mod 300 oprørte dyrevenner mødtes fredag aften på Nr. Snede Kro for at diskutere de sadistiske hesteskændinger, der lige nu holder Midtjylland i frygtens knugende favntag. Havde folkemødet fundet sted for 100 år siden, ville deltagerne uden tvivl være troppet op kampklare med greb og høtyv. I hvert fald emmede Nr. Snede Kro af frustration og vrede. Mange af mødedeltagerne var mest stemt for at finde hestemishandleren og give ham løn som forskyldt.”

Den mystiske Hesteskænder blev aldrig fundet. En særlig efterforskningsenhed fra politiet konkluderede senere, at de fleste mishandlinger enten var forårsaget af hestene selv eller af vilde dyr. Men frygten for den ukendte gerningsmand fik hestevennerne til at slutte sig sammen på en ny måde, nemlig i form af kæde-sms’er.

Så snart en mistænkelig bil blev observeret på vejene nær en hestestald, blev advarsler om bilen sendt videre til andre hestevenner i hele landet. De spredte igen budskabet til deres kontakter. Det var ikke nødvendigt at komme til møder, eller at eje en hest for at være med. Et brændende ønske om at fange Hesteskænderen var - sammen med en mobiltelefon - fuldt tilstrækkeligt adgangskort til den nye gruppe.

Læren fra Jagtvej

Overalt i verden kan en udefrakommende trussel, et fælles mål og indbyrdes solidaritet skabe nyt fællesskab. Mobiltelefoner tilføjer muligheder for kollektivt at overskride begrænsninger i form af tid og rum. Fællesskabet kan rykke hurtigt, og over store afstande. Men er der noget særligt at lære af eksplosionen af kædebeskeder under protesterne, der fulgte ødelæggelsen af det københavnske Ungdomshus sidste år?

Svaret er ja. En interessant erfaring er, at en massiv udveksling af kædebeskeder virker lidt ligesom et kæmpemæssigt og kaotisk stormøde for aktivister. I det løse netværk af folk med tilknytning til Ungdomshuset var der i ugerne efter rydningen i marts dagligt mellem 10 og 40 forskellige kædebeskeder i omløb. Til sammen udgjorde disse beskeder et helt nyt slags medie.

Nogle af beskederne mobiliserede flere end tusind mennesker til med kort varsel at møde op på bestemte steder og tidspunkter for at demonstrere. Teleselskaberne registrerede markante stigninger på op mod 50 procent i antallet af sendte sms’er. Et forsigtigt gæt på omfanget af disse kæde-sms’er er, at titusinder af personer blev berørt af dem, og at de samlet bestod af langt over end en million beskeder.

Kædebeskederne var rammen om debat mellem forskellige opfattelser af hvordan kampen skulle føres. En klar opfordring til gadekamp fik bevægelsens kollektive blå stempel ved at blive massivt videresendt, fx: ”Demo kl 22 fra Christianshavns torv. For flere fristeder og bevarelse af de få vi har tilbage. Fuck ensretningen af samfundet! Tryk avler modtryk!! Send videre”.

Omvendt blev forslag, som mange anså for tåbelige, stemt ned ved ikke at blive sendt videre – eller endog ved at der blev advaret mod forslaget i en ny kædebesked. Det krævede til gengæld et godt overblik over de aktuelle diskussioner i netværket at finde mening i beskeder som: ”Det er en and- don’t go there. Der er vagter, police og ti stive punkere”

Folkeafstemning med tommelfingerne

Kæde-sms’erne var på én gang en opslagstavle, og et debatforum og en folkeafstemning. Det fungerede, fordi folk i bevægelsen var tilstrækkeligt disciplinerede til ikke at fylde hinandens mobiler op med uvedkommende meddelelser.

Men kædebeskederne handlede ikke kun om tid og sted for protester. Følelser fik lov til at flyde frit i bølger, der afslørede, hvor oprevet støtterne af Ungdomshuset var. Fortvivlelsen kunne komme til udtryk på denne måde (bemærk at store bogstaver betyder, at budskabet bliver SKREGET ud):

”FUCK HVOR ER DET MODBYDELIGT – SOCIALDEMOKRATERNE, POLITIET OG FADERHUSET I EN MODBYDELIG TREENIGHED!!! HØJREFLØJEN FRYDER SIG!!! HVOR SKAL DET HELE ENDE???”

Der kunne også være tale om sjofelheder om sektlederen, som var den direkte årsag til husets nedrivning - Ruth Evensen, og hendes medprædikant, Moses Hansen: ”Ruth hvis det kilder, så det moses diller”. Kæde-sms’erne blev åbenbart af en del aktivister oplevet som et fortroligt rum, hvor man kan tale til kendte og ukendte kammerater med en vis hudløshed.

På en sær måde erstattede glødende mobiltelefoner de hundrede år gamle mursten på Jagtvej som rammen om individuelle og kollektive kontakter. Opfordringer til hårdhændede opgør med nynazister og idéer til hyggelige udflugter for børn og deres forældre cirkulerede side om side.

Og der blev inviteret til uendeligt mange fester – nogle gange med lange opremsninger af hvilken musik, der var i vente, andre gange mere kort og kontant: ”Græker fest i Bumzen nu. Kom nøgen og fuld. Send videre”.1

Tusind tekst-tv-stationer

Først og fremmest var Ungdomshusbevægelsens kædebeskeder selvfølgeligt et nyt informationsmedie, som aktivisterne havde hårdt brug for i de dramatiske dage efter rydningen. I de landsdækkende mainstreammedier var det fortrinsvist politiets talspersoner, der udlagde og kommenterede slagets gang.

Det fotokopierede undergrunds-ugeblad Slamm, viste sig at være forældet, allerede inden det udkom. Og virvaret af netmedier med tilknytning til Ungdomshuset var ikke tilgængelige på gaden. En hurtig, pålidelig og solidarisk informationskilde var desperat efterspurgt. Helst én der var tilgængelig on the run på vej fra folkekøkken til piratfest.

Det perfekte nye medie havde form af et netværk, hvor hvert enkelt knudepunkt var sin egen selvstændige tekst-tv-station, og hvor alle udsendelser var underkastet kollektiv kvalitetskontrol. Og vigtigst af alt lå det allerede i lommen.

Et redskab for magt eller modstand?

”Every tool is a weapon - if you hold it right”, synger folkrock-sangerinden Ani DiFranco. Men de utilfredses og de undertryktes redskaber kan også blive våben i hænderne på de magtfulde. Da de danske myndigheder opdagede betydningen af aktivisternes mobiler, forsøgte de i hvert fald at vende dem mod Ungdomshusbevægelsen selv.

Adskillige kædebeskeder vidner om aktivisters frygt for at blive ofre for deres egne sms’er: ”Slet info beskeder når de er læst. Folk anholdes nu på baggrund af SMSer i deres telefon. Send videre”. Justitsministeren havde med en kreativ nyfortolkning af loven om brevhemmelighed givet politiet frie hænder til at tilbageholde mennesker på gaden - uden dommerkendelse - for at læse deres sms’er.

Og fordi en mobiltelefon altid er udstyret med både en mikrofon og en sender, forestiller mange Ungdomshus-aktivister sig, at de potentielt kan aflyttes af politiet hvor som helst – selv når mobilen ligger uden at blive brugt i en lomme i nærheden. Teknikken med at hacke sig ind i en mistænkts mobiltelefon og aktivere den til aflytningsbrug kaldes ”roving bug”, og har gennem en årrække været anvendt af FBI.

Det er ikke dokumenteret, at teknikken anvendes i Danmark. Men starten af en del virkelig fortrolige samtaler mellem aktivister er efterhånden ledsaget af de svage kliklyde, der fremkommer, når negle presses ind i baglågen på en mobiltelefon for at hive batteri og simkort ud.

Ny protestkultur under udvikling

Nokia’s slogan: ”connecting people” rummer den ubehagelige skyggeside, at man gennem sin Nokia også kan blive forbundet til folk, som man slet ikke har lyst til at være i forbindelse med. På den måde er mobiltelefonen både aktivisternes ven og en fjende - et redskab til såvel frigørelse som til undertrykkelse.

Mobiltelefoner har på få år ændret vilkårene for at skabe protestbevægelser. Den måde kæde-sms’er har vist sig i stand til at udbrede politiske fællesskaber har medført en ny protestkultur. I den sammenhæng byder det højt udviklede danske overvågningssamfund - og ikke mindst aktivisters kreativitet og lyst til at eksperimentere - på vigtige erfaringer, der kan komme den globale progressive bevægelse til gode.

* Ulrik S. Kohl og Nikolaj Villumsen forsker i sms og ungdomskultur for Dansk Folkemindesamling.

(1) Bumzen er et stort kollektiv med tilknytning til Ungdomshusbevæglsen. Huset var oprindeligt ”BZ’at”, men er nu legaliseret.