Mexicos Valg

Siden sidste år har fredsforhandlingerne mellem zapatister og regeringen i Mexico stået i stampe. Situationen i Chiapas truer konstant med at gå i hårdknude, militariseringen har for længst spredt sig til flere andre delstater og spændingen øges landet over. Med sommerens valg er der imidlertid basis for forandring. Partiet PRI har efter henved 70 års enevældigt styre mistet sit monopol på magten og de gammelkendte strukturer er langt om længe brudt ned. Men hvad vil nu opstå i deres sted?

OVERSAT OG BEARBEJDET AF MEXICOGRUPPEN

I juli 1996 blev dialogen mellem regeringen og zapatisterne afbrudt af EZLN (Den Zapatistiske Hær til National Befrielse). Samtidig definerede EZLN betingelserne for en genoptagelse af forhandlingerne. Den vigtigste af disse betingelser var gennemførelse af den forfatningsreform som regeringen havde forpligtet sig til i de tidligere San Andres-aftaler.

I september 1996 tog COCOPA, efter aftale med præsidenten, intiativ til at forberede et udkast til den i San Andres vedtagne reform, og fremlægge det til godkendelse af parterne.

Efter "uofficiel" kontakt med parterne formulerede COCOPA dokumentet. Det blev forelagt parterne til godkendelse eller afvisning -ikke til forhandling, idet dialogen stadig befandt sig i et dødvande. EZLN accepterede formelt dokumentet i begyndelsen af december. Dagen efter kom også præsidentens accept af dokumentet. Der var dog kun tale om en verbal accept fra præsidentens side, idet han ugen efter bad om betænkningstid. 15 dage efter udsendte han et modforslag med massive ændringer, der ikke tog hensyn til San Andresaftalernes ordlyd. Dette forslag afviste EZLN.

I de seneste måneder har regeringen imødekommet visse af de betingelser, som EZLN har opstillet for at genoptage dialogen, eksempelvis dannelsen af et "Udvalg for Aftalernes Overholdelse", samt en udskiftning af en repræsentant ved forhandlingsbordet. Men de vigtigste krav er ikke blevet opfyldt. Af og til udtrykker regeringen sin vilje til dialog og inviterer EZLN til at komme tilbage, men EZLN har gjort deres holdning fuldstændig tydelig: de ser ingen grund til at genoptage forhandlingerne og indgå aftaler, hvis de aftaler regeringen allerede har underskrevet alligevel aldrig føres ud i livet.

Dialogen har slået fejl

En del af offentligheden ser disse fakta som et bevis på at dialogen har slået fejl, og tillægger den enten den ene eller den anden part ansvaret for denne fiasko.

Der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at dialogens udtrykte mål - dog haft visse meningsfulde konsekvenser: Mange organisationer og enkeltpersoner i det civile samfund har fået mulighed for at deltage i debatten omkring San Andres-aftalerne og COCOPAs forslag, - den Nationale Indianske Kongres har sågar taget de to dokument er til sig, således at de er blevet til hovedelementer i deres kamp. Dialogen har endvidere vist EZLNs vilje og evne til at opnå værdige aftaler og sikre overholdelse af de medfølgende forpligtelser, og samtidig har den vist os regeringens uvilje til at gøre det samme.

Alle dette har medvirket til at styrke og tydeliggøre det civile samfunds anstrengelser. Forhåbentlig har det også øget presset på regeringen for at overholde San Andres-aftalerne.

Gennem første del af 1997 har opmærksomheden koncentreret sig om valget. Chiapas-anliggender syntes pludselig mindre vigtige, selvom spændingerne i lokalsamfundene, især i den nordlige del af staten, fortsatte med at vokse. Efter valgdagen den 6. juli er regeringens retoriske pres på EZLN blevet større:

Mexicanerne har valgt formelt demokrati og "de voldelige" bør derfor ændre stil!

Valget 6.juli.

To trediedele af alle registrerede vælgere stemte -et meget højt antal (i forbindelse med midtvejsvalg). Tre femtedele af disse stemte imod regimet -imod det dominerende parti og imod den neoliberale politik. For første gang har oppositionen flertallet i kongressen, og styrer nu delstater og amter (herunder de tre vigtigste byer), der tilsammen repræsenterer mere end 40% af befolkningen, og mere end halvdelen af landets samlede bruttonationalprodukt.

Valget kan således ses som dødsattest for det regime, der gennem de sidste 70 års tid har styret Mexico. Men liget er endnu ikke begravet og råddenskaben spreder sig.

Ændring af magtens strukturer

Siden tyverne har kernen i regimets politiske og økonomiske struktur været den præsidentielle magt. De specifikke konstellationer af magt og interesser, og dermed retningen i regeringens politik, har naturligvis skiftet retning i årenes løb, men princippet om centralisering har ikke ændret sig. I de sene te 15 år er systemets mekanismer gradvist blevet blødt op, men det er først nu man kan se nogen egentlig forandring i selve den politiske magts struktur. For første gang skal reger ingens vigtigste beslutninger tages efter forhandling og enighed med andre partier. Partierne må nu åbne sig som aldrig før. I stedet for pagter og alliancer indgået "i privaten", bagom folkets ryg, skal de nu indgås under samfundets bevågenhed.

Det reneste valg nogensinde

Det er det generelle indtryk, at valget den 6. juli var det mest rene og fair nogensinde i landets historie. Meget muligt, men det siger ikke så meget i Mexicos tilfælde. Mange gamle uvaner var svære at ryste af, særligt i visse områder, hvor almindeligt valgfusk, manipulation af vælgere og medier etc. fortsat florerede. Derudover består de gamle magtstrukturer fortsat på ethvert niveau, således at civilbefolkningens bestræbelser på at skabe og bevare ægte rum for frihed og demokrati gang på gang kvæles. En af de mest ødelæggende elementer er den Føderale Hærs, og andre såkaldt offentlige sikkerhed styrkers, evindelige nærvær -og naturligvis de vedvarende krænkelser af menneskerettighederne.

Mange af de deltagende i valget var forskellige partiers kernevælgere, men også mange vælgere uden bestemt partitilhørsforhold deltog. En stor del af disse er fælles om klart og bevidst at afvise partiprogrammerne og selve partistrukturerne. Nogle valgte derfor at stemme på en kandidat, der vakte mere tillid og troværdighed end partiet bag vedkommende. Andre valgte at stemme på et hvilket om helst andet parti end det regerende, med håb om på denne måde at give deres afvisning af den neoliberale politik en politisk effekt.

Det hele er blot lige begyndt ...

Regeringen forsøger at give det indtryk, at landet allerede har opnået "normalt demokrati". I virkeligheden er overgangen før t lige begyndt, udelukkende takket være det civile samfunds indsats, hvis største forhindring netop har været reger ingens og partiernes modstand. Et bevis på at dette kun er den spæde begyndelse, er at den generelle modstand mod neoliberalismen ikke kunne ses i et eneste partiprogram: det dominerende parti forsvarede den neoliberale politik, og oppositionens alternativer var intet andet end venstreog højrevariationer af samme politik.

Situationen i Chiapas og andre områder er stadig mere anspændt. Militariseringen af landet er et klart udtryk for en politisk svækkelse af regimet, en slags sidste undertrykkende krampetrækning før det totalt mister sin kapacitet til at herske.

Det samme kan siges om de mere og mere åbentlyse aftaler med USAs regering, indgået under påskud af at være bekæmpelse af narkosmugling.

Forandringerne i Mexico har mange forhindringer og indebærer farlige risici. Det er ikke på nogen måde klart, om det nye styrkeforhold mellem de politiske kræfter vil komme befolkningen til gode. Mange nye håb er med de seneste valgresultater opstået, men hvad sker der, hvis disse ikke indfrie og frustrationen vender tilbage med dobbelt styrke?

San Andres-aftalerne og COCOPA:

San Andres-aftalerne: i februar 1996 indgik repræsentanter for den mexicanske regering og zapatisterne aftaler angående indfødte folks rettigheder. Dette var det første af fem temaer, der skulle diskuteres i San Andres. Umiddelbart efter indgåelsen blev forhandlingerne afbrudt og blev ikke senere genoptaget, da regeringen ikke ville opfylde zapatisternes betingelser. COCOPA: "Freds-og forsoningsudvalget". Repræsentanter for de forskellige partier i deputeretkammeret. Nedsættelsen af COCOPA var en del af "loven om fred", der blev vedtaget efter folkeligt pres i 1995.

PRI, PRD og PAN:

PRI: Det Institutionelle Revolutionsparti. der har været ved magten i Mexico siden 1929. Har regeret gennem organisering af befolkningen i regeringskontrollerede fagforeninger. bondeorganisationer m.v. på den ene side og korruption og valgsvindel på den anden.

PRD: Det Demokratiske Revolutionsparti. Centrum-venstre oppositionsparti.

PAN: Partiet for National Aktion. Borgerligt-liberalt oppositionsparti.

Stemmefordeling ved valget 06.06.97:

Antal guvernørposter (sidste valg)

PRI 36.5% 25(28)

PAN 27% 6(4)

PRD 25,6% 1(0)