Mellem aktivister og teknokrater

De NGO’er og sociale bevægelser, der har fundet sammen omkring den grundlæggende WTO-kritik, gik styrket ud af Seattle. Nu forsøger de at gøre tilbagerulning af WTO til et fælles krav for bevægelsen. Men andre NGO’er har en ganske anden dagsorden. Det har allerede ført til sammenstød og fordømmelser -især i EU.

Af Kenneth Haar

Der arbejdes på højtryk i EU og USA for at få en ny forhandlingsrunde i WTO i stand. WTO skal i omdrejninger efter Seattle, og den mest effektive måde at genoprette tilliden og "renoméet" er ved at sætte den runde i gang, der blev forhindret i Seattle. Der er da også små tegn på, at WTO er ved at komme til hægterne.

Da omkring 45 repræsentanter for organisationer fra alle ender og kanter af verden mødtes i Boston i USA, var det derfor ikke for at hvile på laurbærrene fra Seattle, men for hurtigst muligt at finde et fælles grundlag for en global kampagne. "Hvis vi venter meget længere, kan vi tabe Seattle på gulvet", mente Lori Wallach fra den amerikanske forbrugerorganisation Public Citizen, der var initiativtager til mødet. Og mens langt de fleste kunne berette om større interesse for og støtte til WTO-kampagnerne, så afslørede mødet også mange politiske tilbageskridt. "I fem år har vi kæmpet mod nye regler for intellektuel ejendomsret -og for få uger siden vedtog parlamentet hele 8 nye love", sagde indiske Vandana Shiva.

Det sammenkaldte forum talte mange gengangere fra tidligere møder i en kreds, der deler en grundlæggende kritik af WTO. Omkring 15 af de tilstedeværende deltog i et møde i Genève i marts 1999. Her iværksatte man en underskriftindsamling mod EU Kommissionens ambitioner om et stærkere WTO, en ny "forhandlingsrunde", som Kommissionen døbte "Tusindårsrunden". Udtalelsen vendte sig mod Tusindårsrunden, og krævede undersøgelser af WTO’s virkning på arbejdstagerrettigheder, fødevareproblemer, miljø m.m. -som et første skridt på vejen mod grundlæggende reformer af WTO. Ved sidste tælling havde denne udtalelse høstet ca. 2.200 underskrifter fra organisationer verden over.

Tilbagerulning

Efter Seattle er tonen skærpet i kredsen af WTO-kritikere og -modstandere, og det afspejler udtalelsen fra mødet i Boston, der ikke stopper ved et nej til et større WTO. Et kodeord på mødet blev "tilbagerulning". En række WTO-aftaler blev udpeget som hovedfjender, der hurtigst muligt skal helt af vejen, f.eks. TRIPS-aftalen om intellektuel ejendomsret, TRIMS-aftalen om investeringer (der mest handler om hvilke metoder u-landene ikke må bruge for at styre multinationale selskaber), og GATS-aftalen om tjenesteydelser, der i den kommende tid kan blive brugt til at fremme privatiseringer i sundheds- og uddannelsessektoren.

Et andet centralt krav er, at WTO ikke skal kunne underminere internationale aftaler på menneskerettighedsområdet, miljøområdet og andre områder. Et krav som er blevet aktualiseret af den nye internationale aftale om handel med gensplejsede varer, Biosafetyprotokollen, der risikerer at blive svækket af WTO allerede fra begyndelsen.

Sidst men ikke mindst lovede NGO’erne hinanden i "Boston-udtalelsen", at bære "ånden fra Seattle verden rundt". Målet er at skabe konsensus blandt NGO’er for de fælles mål. Det kan lyde lidt vel optimistisk, men det er ikke en optimisme uden grundlag. Den har en historie.

Slaget om MAI

Startskuddet for den globale bevægelse mod nyliberal globalisering kom med kampen mod MAI-aftalen, og den bød på en knusende enighed blandt NGO’er. MAI var en aftale om investeringspolitik, der ragede godt ind i en masse følsomme områder: Kulturpolitik, kommunalt selvstyre, sundhedsvæsenet, miljøpolitik af en hver art - alle disse områder ville blive berørt, hvis MAI var blevet vedtaget. Blandt de mest provokerende træk ved MAI var private selskabers ret til at lægge sag an direkte mod en stat, hvis en ny lov gjorde indhug i profitterne.

Det var for stærk kost for en bred skare af NGO’er, og i oktober 1997 lykkedes det derfor at smede en alliance mellem radikale organisationer og de mere pæne i selskabet -Greenpeace, Verdensnaturfonden m.fl.

Kampagnen mod MAI fik hurtigt vind i sejlene, især i Frankrig og Canada, og i slutningen af 1998, meldte den franske regering fra under pres fra den parlamentariske venstrefløj og en stor, bred folkelig bevægelse. Dermed var også EU ude af billedet, og det blev MAI’s undergang.

Paradoksalt nok blev denne succes også årsagen til en splittelse. For f.eks. EU Kommissionens reaktion på nederlaget var en charmeoffensiv over for NGO’erne. Målet var at skabe opbakning til EU’s krav om at få investeringer på dagsordenen i WTO gennem en ny forhandlingsrunde. Det skulle ske gennem afholdelse af en stribe dialogmøder mellem Kommissionen og NGO’erne.

Til dialog med Kommissionen

Efter slaget om MAI følte Kommissionen med rette, at de sad med et grimt legitimitetsproblem, som de måtte forholde sig til. Ikke ved at ændre kursen, snarere ved at file på retorikken. Men de havde brug for nogen til at sige, at der virkelig var sket noget væsentligt. Ikke en embedsmand eller politiker fra egne rækker. Nej, det skulle være NGO’er. Sådan en, der kan sige, at alle de andre NGO’er er for langt ude og ikke har læst på lektien.

Hele foretagenet fik en usædvanlig dårlig start. Kommissionen indkaldte til et stort dialogmøde den 28. januar 1999, hvor de fremlagde et papir om EU’s planer på investeringsområdet i WTO. Papiret var oversået med begreber som bæredygtig udvikling, arbejdstagerrettigheder og andre plusord. Men senere kom det frem, at der eksisterede et andet politikpapir. Og det var dét andet papir, der blev sendt rundt til medlemslandenes regeringer. Dette papir, som blev lækket fra Kommissionen kort efter det første dialogmøde, efterlod ingen tvivl om, at Kommissionen ville have en aftale i WTO, der til forveksling lignede MAI-aftalen. Af papiret fremgår det oven i købet, at Kommissionen forudså et forløb, hvor erhvervslivets interesser skulle "sikres", mens der kun skulle tages højde for NGO’ernes "bekymringer".

Affæren har givetvis været medvirkende til, at også de store pæne NGO’er -f.eks. Greenpeace og Verdensnaturfonden- endte med at vende sig mod tanken om at forhandle en investeringsaftale i WTO. Alligevel havde dialogmøderne med Kommissionen fået nogle af dem inden for dørene, og det senere forløb skulle vise, at mange af dem ikke havde tænkt sig at søge ud på gaden.

Prisen for dialog

For mange er det nok såre enkelt: Når man får en invitation fra Kommissionen, så kommer man da. Vi skal da øve indflydelse, hvor vi kan? Det kan da vel ikke skade? I Seattle havde det da heller ikke den store betydning, at EU Kommissionen havde et stort slæb af NGO’er med i sin egen delegation. Det var efterspillet til Seattle, der såede lus i skindpelsen.

Da omkring 30 europæiske organisationer mødtes den 4. maj i Bruxelles var det bl.a. for at finde en fælles holdning til Kommissionens sidste træk. Det var lykkedes en hollandsk gruppe, Corporate Europe Observatory, at opsnappe nyheden om etableringen af en "uformel NGO-kontaktgruppe". Helt ved siden af de normale procedurer for dialog med NGO’erne, havde Kommissionen sikret sig nærkontakt med en række NGO’er. På mødet i Bruxelles var mange fortørnede over, at kontaktgruppen var etableret uden at informere andre NGO’er, men den slet skjulte dagsorden for Kommissionens manøvre var endnu værre: En ny forhandlingsrunde i WTO blev taget som det selvfølgelige udgangspunkt for dialogen mellem Kommissionen og kontaktgruppen. Oven i købet var det planlagt, at NGO’erne skulle deltage i en arbejdsgruppe om forhandlinger om liberaliseringer af sundheds- og uddannelsessektoren -to sektorer som selv Kommissionen for få måneder siden havde hævdet ikke ville komme på forhandlingsbordet i WTO. Nu blev NGO’erne brugt til at legitimere en yderligere udvidelse af dagsordenen.

NGO-mødet i Bruxelles endte med en barsk udtalelse mod EU’s rolle i WTO i almindelighed og Kommissionen i særdeleshed. Ligesom der blev plads til en bredside til den såkaldte dialogproces. I udtalelsen står der, at "EU Kommissionen forsøger, at kontrollere græsrodsorganisationernes indsats gennem såkaldte "dialogmøder". Disse dialogmøder, der styres af Kommissionen har kun til formål at diskutere småting. De er et forsøg på at undgå en bred og offentlig debat".

Teknokrater og aktivister

Der ligger mange elementer gemt i splittelsen. Et af dem er, at mange NGO’er efterhånden har fået etableret permanente lobbykontorer i Bruxelles, der befolkes af mennesker, der mødes oftere med EU-embedsmænd end med deres eget bagland. Det er simpelthen deres opgave at gå til møder i EU-bureaukratiet. Et andet element er, at mange af de pågældende NGO’er har solid statsfinansiering i ryggen.

Et tredje element er selvfølgelig de store politiske forskelle organisationerne imellem. Det forekommer f.eks. noget naivt at tro, at en organisation som Verdensnaturfonden, der i mange europæiske lande har både kongelige protektorer og direktører fra store private selskaber i bestyrelsen, skulle være nogen stabil allieret. Eller at tro, at en socialdemokratisk organisation som Solidar, der alle dage har været positiv over for WTO, skulle kunne blive en del af den radikale, kritiske blok.

Endelig er det nok på sin plads at sige, at NGO-fænomenet som det tager sig ud i de pæne NGO’ers indirekte støtte til Kommissionen, snarere har været reglen end undtagelsen i de sidste mange år. Det nye er, at de nu bliver udfordret af andre, mere aktivistiske og radikale organisationer, og at sidstnævnte er begyndt at åbne munden, når de store NGO’er giver legitimitet til noget, der kun kan bekæmpes udefra.

En modpol i Danmark

Et af projekterne for det nydannede anti WTO-netværk her i landet, må da også være at åbne debatten om de store NGO’er. For næppe nogen NGO’er har accepteret spillet som de danske. I halen på kampen mod MAI satte alle regeringer i EU dialog-møder i gang med NGO’erne. I Danmark kom barnet til at hedde "Beach Club", og omfattede udover NGO’erne alle de vigtige arbejdsgiverorganisationer, LO, og andre interesseorganisationer.

Set fra Udenrigsministeriets side fik processen den bedst tænkelige start. Under pres fra sine søsterorganisationer i Sverige og Finland, havde Mellemfolkeligt Samvirke stillet sig i spidsen for en underskriftindsamling, der opfordrede til ikke at tage investeringer op i WTO. Den samlede mange hundrede underskrifter.

Men en uge efter, at arbejdet med udtalelsen var færdigt, fremlagde ti danske NGO’er, herunder Mellemfolkeligt Samvirke, et politikpapir med det stik modsatte signal på en konference i Udenrigsministeriet: Nu opfordrede bl.a. MS den danske regering til at tage investeringer op i WTO. Det skete i håbet om at få en aftale, der ikke lignede MAI, men opfordringen var ikke behæftet med betingelser: Investeringer i WTO-regelsættet var for de danske NGO’er et gode i sig selv.

For Udenrigsministeriet var det signal en mere end velkommen indgang til en lang dialog, og i løbet af 1999 var en række danske NGO’er flittige gæster i Udenrigsministeriet. Det må have været en af grundene til, at de samme NGO’er undlod at rejse en kritisk debat om Danmarks og EU’s intentioner i WTO. Knap en lyd lød der før det var for sent. Og selvfølgelig forsømte hverken ministeriets embedsmænd eller Udenrigsministeren nogen lejlighed til at sige, at regeringen stod i nærkontakt med NGO’erne om platformen op til ministermødet i Seattle.

I forløbet efter Seattle har der været små tegn på, at enkelte folk i NGO-kredsen er begyndt at se kritisk på forløbet. F.eks. lød det i januar fra Peter With, politisk medarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, at "Vi har nok været for optimistiske i forventningerne til WTO i Seattle". Han vurderer, at optimismen i forhold til at WTO kunne udvikle sig fra at være domineret af de rige lande, til en organisation, der kan gavne de fattige lande og bidrage til bæredygtig udvikling, har været for stor blandt de danske NGOer. Det er da et skridt på vejen.

Men en rigtig modpol til regeringens WTO-politik får vi først, når det lykkes et bredt netværk af organisationer at gøre WTO-diskussionen til en folkelig debat. Den koalition, der efterhånden er opstået internationalt og på europæisk plan vil i den proces være en god hjælp, og en kilde til optimisme.