Måske fred - men ikke retfærdighed

I glæden over at den palæstinensiske fredsproces igen er i udvikling, glemmes det faktum at processen i sit udgangspunkt er uretfærdig og indtil nu mere ligner en kapitulation end et kompromis. Samtidig svækker de nye klasseskel i det palæstinensiske samfund håbet om en ny demokratisk statsdannelse i Mellemøsten.

Af Pelle Dragsted

Verden drog et lettelsens suk efter det israelske valg i maj måned. Den tidligere general Ehud Barak havde vundet valget over Likuds Benjamin Netanyahu.

Fredsprocessen med palæstinenserne kunne fortsætte, efter at den i over 3 år havde været nærmest sat i stå. I september måned blev fredsprocessen igangsat på ny, idet Barak overlod den civile administration af omkring 7 % af Vestbredden til palæstinensisk kontrol. Verdenssamfundet applauderede den nye israelske leders vilje til fred.

I begejstringen over at være sluppet af med den, for verdenssamfundet, så besværlige Netanyahu, er det imidlertid let at glemme de mere grundlæggende problemer i fredsprocessen og de negative tendenser i den israelske fredspolitik, som allerede fandtes under Rabin.

Så lad os lige genopfriske hvad det egentlig er for en fredsproces der nu er sat i gang på ny. Oslo-aftalerne

Oslo-aftalerne blev indgået på det dårligst tænkelige tidspunkt for Palæstinenserne. PLO var svækket efter at have satset på den forkerte hest i Golfkrigen. Mens de fleste andre stater i Mellemøsten støttede blokaden og angrebet mod Irak, besøgte Yassir Arafat Bagdad for at omfavne Saddam Hussein. Dette svækkede PLO’s internationale ry og dermed deres forhandlingsposition.

At Oslo-aftalerne blev en realitet på dette tidspunkt skyldtes formentlig, at Arafat og PLO-ledelsen i Tunis var bange for at blive koblet af det politiske lederskab i Palæstina.

Det palæstinensiske folks oprør - Intifadaen, der fra slutningen af firserne satte brand i de besatte områder, var i høj grad styret og igangsat lokalt uden PLO-ledelsens indflydelse.

Gennem Intifadaen var nye lederskikkelser dukket frem og Yassir Arafat følte i stigende grad jorden skride under sine fødder.

Det gjorde det ikke bedre da palæstinensere fra de besatte områder indledte forhandlinger med Israel uden deltagelse af PLO-ledelsen i Tunis. De såkaldte Madridforhandlinger.

Det var midt under disse forhandlinger, at Arafat i hemmelighed begyndte en dialog med den israelske ledelse. Resultatet af denne dialog blev Oslo-aftalerne som blev underskrevet i september 1993. De palæstinensere der havde forhandlet i Madrid har siden udtalt, at de aldrig ville have underskrevet en lignende aftale med Israel. Yassir Arafat strakte sig meget langt i forhandlingerne for at genvinde det politiske lederskab blandt palæstinenserne. Dette kommer klart til udtryk i Oslo-aftalerne, som af den palæstinensiske venstrefløj ses som en total kapitulation til Israel.

Det historiske krav om et Palæstina i hele det palæstinensiske område var endeligt opgivet, og bekæmpelsen af den jødiske stat i Palæstina skulle slettes fra det palæstinensiske nationalcharter.

Man kunne have forventet eller håbet på, at Israel til gengæld for disse omfattende indrømmelser ville trække sig ud af de besatte områder på Vestbredden og i Gaza, som de i øvrigt forpligtede sig til allerede ved Camp David aftalerne i 1978. Men de israelske indrømmelser var langt mindre.

De besatte områder deltes op i tre zoner:

Zone A med fuld palæstinensisk kontrol omfattede 4 procent af Vestbredden.

Zone B med civil palæstinensisk kontrol og israelsk militær kontrol omfattede 23 procent af Vestbredden.

Zone C med fuld israelsk kontrol omfattede de resterende 73% af Vestbredden.

Godt nok blev det meste af Gazastriben overladt til palæstinenserne, men at overtage ansvaret for det overbefolkede og politisk sprængfarlige Gaza, var nærmest en håndsrækning til Israel.

Det var kort sagt en brøkdel af de besatte områder der blev overgivet til palæstinenserne.

Med opfyldelsen af Wye-aftalen overføres godt nok yderligere 13 %, men Israel vil stadig have militær tilstedeværelse på over 70 % af Vestbredden.

For de områder der er blevet overladt gælder i øvrigt det faktum, at det kun er selve jordoverfladen der kontrolleres af palæstinenserne. Undergrunden såvel som luftrummet er stadig israelsk. Der er således den dag i dag konstante militæroverflyvninger i de palæstinensiske områder, ligesom Israel henter en stor del af deres vandressourcer fra den palæstinensiske undergrund. Israel har ligeledes fuld kontrol med ind- og udrejse fra selvstyreområderne.

Men Oslo-aftalernes måske største svaghed var, at alle de kontroversielle og vigtige spørgsmål blev udsat til forhandlinger om den endelige status. Der fandtes således i Oslo-aftalerne ingen løsning på spørgsmålene om Jerusalems status, de israelske bosættelser og flygtningenes tilbagevenden.

På trods af de tilsyneladende meget små israelske indrømmelser har der konstant været problemer og udsættelser fra israelsk side, et mønster som under Netanyahu udviklede sig til en reel boykot af aftalerne.

Med valget af Barak vil fredsprocessen muligvis komme tilbage på sporet, men midt i glæden over dette er det værd at huske at sporet ikke synes at lede til en retfærdig løsning på konflikten.

Bosættelser udbygges

Man kan selvfølgelig vælge at se de beskedne fremskridt i Oslo-aftalerne som et lille skridt på vejen mod en retfærdig løsning på konflikten. Men den israelske politik siden underskrivelsen peger desværre ikke i denne retning.

Når der eksempelvis ikke i første omgang kom en løsning på spørgsmålet om de israelske bosættelser, kunne man have troet at Israel i hvert fald ville stoppe for nye udbygninger, men dette har langt fra været tilfældet.

Rabin, som siden sin død er blevet udråbt til fredens mand, holdt sig ikke tilbage i denne henseende.

Allerede i januar 1995 godkendte Rabin udvidelsen af bosættelserne Ma’ale adumnim, Betar og Givat Ze’ev - i alt 2780 nye boliger, samt opførelsen af 7000 nye boliger på den øvrige Vestbred.

I maj 1995 godkendte han opførelsen af bosættelsen Har Homa, som ville afslutte den ring af bosættelser, som Israel har bygget omkring det palæstinensisk befolkede Østjerusalem.

Da Netanyahu vandt valget, takkede hans nye finansminister Dan Meridor ironisk for Rabins indsats: "Hvad angår bosættelserne må vi være taknemmelige overfor Rabin og Peres, som gennem de sidste fire år øgede antallet af bosættere med 40% i Judæa og Samaria [Vestbredden]. I deres regeringstid blev der bygget tusindvis af boliger...Jeg har allerede sagt til den amerikanske ambassadør, at han kan være ganske rolig - der bliver ikke ændret på arbejderpartiets politik med hensyn til det omfattende bosættelsesbyggeri".

Under Netanyahu er antallet af bosættere på Vestbredden (uden Jerusalem) og Gaza således steget fra 142.000 til 180.000. Samtidig har Israel begyndt opførelsen af de såkaldte bypass-roads der skal forbinde bosætterblokkene.

Samtidig med at israelerne således selv har udvidet deres tilstedeværelse på Vestbredden inklusive Østjerusalem, er palæstinenserne blevet forhindret i det selvsamme. I den del af de besatte områder, der kontrolleres af Israel og specielt i Østjerusalem, nægter Israel palæstinenserne at opføre nye huse eller udvide gamle. Hvis reglerne brydes er svaret nedrivning af hele huset.

Siden fredsaftalerne i 1998 er næsten 1000 hjem blevet revet ned og der er for øjeblikket over 4000 ordrer om nedrivninger på Vestbredden og i Østjerusalem.

Denne fortsættelse af zionistisk demografisk planlægning illustrerer, at Israel ikke har tænkt sig at opgive de besatte områder endsige Østjerusalem. Barak ændrer ikke kursen

Intet tyder på at valget af Barak vil betyde en israelsk opblødning. Siden valget er opførelsen af den omstridte Har Homa bosættelse fortsat, ligesom der konstrueres kilometervis af nye bypass-roads.

I et sammenlignende perspektiv er valget af Barak selvfølgelig en forbedring af situationen.

I Modsætning til Netanyahu accepterer Barak palæstinenserne som et folk og anerkender at Israel ikke kan bestemme over deres skæbne. Hvor Netanyahu forsøgte at bevare status quo er Barak godt klar over at Israel er nødt til at fortsætte fredsprocessen. Men dette betyder langt fra at Barak er parat til at give sig på de centrale områder i de forhandlinger om den endelige status, som netop er påbegyndt.

Det er symptomatisk for Baraks position, at han stillede sig på bagbenene over for den allerede indgåede Wye-aftale. Endnu mere beklageligt er det, at Barak i sin valgkamp gjorde det klart, at Israel ikke har i sinde at give sig på tre centrale punkter:

— Jerusalem er Israels evige udelelige hovedstad og Østjerusalem vil ikke blive hovedstad i en kommende palæstinensisk stat.

— Palæstinenserne må acceptere at en del af bosættelserne på Vestbredden og i Gaza vil blive liggende hvor de er, vel og mærke under israelsk kontrol.

— De palæstinensere der er flygtet fra Israel og som udgør halvdelen af den palæstinensiske befolkning kan ikke vende tilbage.

Minimumsløsning

Før forhandlingerne om den endelige status for en kommende palæstinensisk stat, har det svirret med rygter i den israelske presse om regeringens planer. Ifølge disse rygter vil Barak lægge op til en løsning, der er langt fra en fuldstændig tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza.

Planen skulle være at opgive de små og isolerede religiøse bosættelser, der ligger spredt over hele området og koncentrere bosætterne i store strategiske bosætterblokke, herunder Vestbreddens største bosættelse Ma’ale Adumnim ved Jerusalem, som nu udbygges så den reelt deler Vestbredden i to, samt den problematiske Kiryat Arba-bosættelse ved Hebron. Desuden skulle Israel beholde de såkaldte sikkerhedsbosættelser tæt ved grænsen til Jordan. Alle forbundet af et net af bypass-roads. Alt selvfølgelig under israelsk militær kontrol.

Palæstinenserne skulle ifølge rygterne til gengæld overtage et jordområde svarende til bosættelsernes størrelse i ørkenen sydøst for Gaza. Der er selvfølgelig stadig kun tale om rygter, men mønsteret er klart: Der bliver tale om en minimumsløsning, der gør det svært at se muligheden for en levedygtig palæstinensisk stat i området. Og for den halvdel af den palæstinensiske befolkning, der lever som statsløse i Jordan, Libanon og Syrien er ingen løsning i syne.

Ny palæstinensisk elite

Desværre er der meget der peger på, at den palæstinensiske ledelse er parat til at opgive mange centrale krav for at få en fred i stand med Israel og dermed muligvis vil acceptere en aftale som den ovenstående. Det palæstinensiske samfund er efter Oslo-aftalerne delt som aldrig før.

Da Arafat vendte tilbage for at lede de få procent af Vestbredden som han havde fået kontrol med, fejredes han godt nok som en befrier, men det gik hurtigt op for palæstinenserne at fredsprocessen ikke forbedrede den almindelige palæstinensers hverdag. Tværtimod er det eksempelvis blevet sværere at rejse rundt på Vestbredden, ligesom man nu skal søge særlig tilladelse for at komme ind i Jerusalem. Dette har selvsagt svækket Arafats popularitet og skabt en udbredt apati blandt palæstinenserne, som føler at deres ofre under Intifadaen var nytteløse. Men der findes samtidig grupper i det palæstinensiske samfund, som har vundet meget gennem Oslo-aftalerne.

Et palæstinensisk borgerskab omkring Arafat og selvstyrets statsapparat har i stigende grad manifesteret sig. Dette kommer blandt andet til udtryk i de mange nye villaer som er blevet opført i Gaza og Ramallah.

Denne palæstinensiske elite er interesseret i en hurtig fred med Israel, som kan cementere deres hegemoni i det palæstinensiske samfund og udvide deres kommercielle muligheder.

Også Arafat er interesseret i en hurtig fred. Han er en gammel mand og vil gerne nå at være præsident i en ny palæstinensisk stat, også selvom der bliver tale om en minimumsløsning. Dette billede bekræftes blandt andet af det faktum, at Arafat tilsyneladende allerede har opgivet Østjerusalem som fremtidig hovedstad. I hvert fald bygger de palæstinensiske myndigheder for tiden nye regeringsbygninger i Abu Dis, en landsby syd for Jerusalem, der er under palæstinensisk selvstyre. De henviser til, at denne bygning ligger ligeså tæt på Jerusalems gamle by, som det israelske parlament Knesset. Sig nej

Man kan selvfølgelig stadig håbe på, at Arafat er klar over at han, hvis han går ind på en sådan minimumsløsning, vil miste sin sidste opbakning og derfor ved, at han må stramme sine krav i den endelige forhandling. Arafats talsmænd har også på det seneste luftet muligheden for en folkeafstemning før underskrivelsen af en endelig aftale.

Spørgsmålet er så om palæstinenserne overhovedet har nogen chance for at presse deres krav i gennem. At der er tale om en ulige forhandlingsposition er der ingen tvivl om.

Militært er Israel totalt overlegen. Barak har selv sagt, at palæstinenserne ikke udgør nogen som helst militær trussel. Diplomatisk er israelerne ligeledes overlegne. De har sofistikerede forhandlingsteams, tænketanke, samt satellitter og korteksperter, mens palæstinenserne har langt sværere ved at lægge en offensiv strategi i de komplicerede forhandlinger om grænsedragniner og terræn.

Palæstinensernes måske eneste våben er at sige Nej. Sige at fredsprocessen ikke går videre, hvis ikke dette eller hint krav gennemføres. Men dette våben er måske også ganske stærkt.

Israel ønsker fred. Selvom palæstinenserne ikke er en militær trussel svækker det palæstinensiske problem Israels internationale omdømme, hvilket også negativt påvirker de udenlandske investeringer. Desuden er flertallet af den israelske befolkning godt trætte af at ligge i konflikt med deres nærmeste naboer.

Det er desværre svært at se, hvem der skulle presse Arafat til at stramme linien i forhandlingerne. Apatien er udbredt blandt palæstinenserne og den traditionelle palæstinensiske venstrefløj er stærkt svækket. Dette skyldes først og fremmest, at venstrefløjen ikke har været i stand til at tilbyde en klar strategi at sætte i stedet for fredsforhandlingerne. En medvirkende årsag har været Arafat-administrationens forfølgelse af al intern opposition. Den væsentligste opposition til forhandlingerne er kommet fra de muslimske organisationer, men heller ikke de har for alvor kunnet udfordre Arafats forhandlingspolitik.

Man skal nok heller ikke forvente, at det internationale samfund vil presse Israel til større indrømmelser. Barak har, ganske klogt, fra starten af sin regeringsperiode vist, at han er parat til fred og dette letter det internationale pres før igangsættelsen af de endelige forhandlinger.

Meget tyder altså på at drømmen om en demokratisk-progressiv palæstinensisk stat ikke i denne omgang vil blive til virkelighed, og at vi nærmere kommer til at se en reduceret bantustan-stat med et traditionelt mellemøstligt politisk system, domineret af en snæver elite. En stat, der militært, politisk og økonomisk vil være underlagt staten Israel.

En sådan fred kan muligvis tilfredsstille en palæstinensisk elite, men på længere sigt vil den næppe tilfredsstille den almindelige befolkning og da slet ikke de palæstinensiske flygtninge der lades i stikken. Det er kort sagt svært at forestille sig en varig fred på disse betingelser. Barak skal være klar over at han forhandler med Arafat, ikke med det palæstinensiske folk.