Manifest: På tværs af baggrunde og grænser siger vi: Her er plads!

I GAIA synes vi, at det ikke kun er vigtigt at sprede viden om kampe for retfærdighed ude i den store verden. Det er også vigtigt at oplyse og støtte op om lokale initativer, som handler om at modarbejde diskrimination og uretfærdigheder, der sker i Danmark. Derfor har GAIA redaktionen valgt at give spalteplads til ”Her er plads”.

Med udgangspunkt i en fælles søgen efter retfærdighed og i forargelse over mangel på samme, mødes vi og lærer hinanden at kende. Vi udveksler historier fra vores liv, fortid, og deler erfaringer om de politiske spil vi har set og været udsat for. Både i København og i Kabul. Både i Danmark og i Afghanistan.

Vi er bundet sammen, ikke blot fordi vi mødes på gaden, i Trampolinhuset, asyllejre som Avnstrup eller andre steder, men også fordi, at de to lande vi har forbindelser til også har forbindelse til hinanden. Vi ser Karzai trykke Thorning i hånden. Vi hører ordene fra deres munde, vi føler beslutningerne på vores kroppe. Beslutninger om at føre krig i Afghanistan. Beslutninger om at udvise folk til Afghanistan.

Udvisninger er umenneskelige! Og vi kan se, at her er plads, her skal være plads. Og det vil vi gerne have folk til at forstå, til at skabe. Om det er fysisk, hvor du bor, arbejder, hænger ud eller i din mentalitet.

En gruppe bliver til

Vi hedder ‘Her Er Plads’ og er en gruppe bestående af asylansøgere og folk uden for camps’ne. De sidste måneder har vi sat fokus på og aktioneret imod regeringens beslutning om at masseudvise over 400 mennesker til Afghanistan. Det var tidlig marts, da rygterne begyndte. De første var allerede blevet anholdt og fængslet i Ellebæk, da folk fra Sigerslev og Avnstrup asyllejre begyndte at organisere sig. De kontaktede venner og asylaktivister, og sammen gik vi i gang.

For at gøre mediehistorien enkel og fordi de involverede flygtninge alle er fra Afghanistan, valgte vi i første omgang at fokusere på afghanske asylansøgere. Men vi er imod alle udvisninger, til alle steder, fordi det at udvise mennesker er et brutalt forsøg på at fratage dem deres eget valg og tvinge dem til at acceptere en verden, hvor ingen er lige og frie. Det er lige meget til hvilket land, fordi at udvise et menneske, er det samme som at sige: “Her er ikke plads, her er ikke tid og her er ikke lyst.”

Her Er Plads-netværket er ikke nyt, og mange kender hinanden fra før, fra Trampolinhuset og fra caféen Papirløs Søndag i Kafa-X. Efter vi startede kampagnen har vi brugt disse steder til at mødes og dele informationer, planlægge og evaluere. Og hver anden torsdag, på ‘pocket-money’- dag, er folk taget fra København til Avnstrup, og her er der blevet holdt møder, hvor vi alle har snakket om den aktuelle situation, samt diskuteret fremtidige aktioner. Skiftevis har vi altså mødtes i Avnstrup og i København, og det har skabt en god atmosfære af, at vi respekterer hinandens ‘tilhørssteder’.

Udvisningerne begynder - og så kommer reaktionerne

Den 25. marts, få uger efter vi startede kampagnen, blev de første udvist. Kl. 18.05 blev fire personer fløjet fra Kastrup til Kabul over Istanbul med flyselskabet Turkish Airlines. Vi var i lufthavnen og informerede passagererne der skulle ombord på flyet om tvangsudvisningerne, og hvordan de kunne protestere imod dem. På flyet er det piloten, der har højeste myndighed, også over politiet, og vi opfordrer derfor passagererne til at snakke med piloten, for at få bekræftet om der er tvangsudviste om bord på flyet og forsøge at overtale piloten til at stoppe udvisningen

Det lykkedes ikke at stoppe deportationerne, men vi har senere haft kontakt med en af de udviste, som i en mail skriver: “Det er helt forkert, når den Afghanske regering siger, at de har brug for at mennesker kommer tilbage, og at der er arbejde til dem, der kommer tilbage. (...) Det er stadig et meget utrygt land. Krigen er ikke færdig endnu, og af en eller anden grund, så er der ingen radio eller andre nyhedsmedier, som rapporterer om de rædselsfulde ting, der sker i landet. (…) Som afghanere er vi helt hjælpeløse og kan kun lidende kigge med.”

Flere udvisninger og lufthavnsprotester fulgte lige i hælene på den første. Mange dukkede op i lufthavnen og sendte mails til Turkish Airlines med opfordringer om at trække sig ud af det beskidte arbejde, men udvisningerne blev altid gennemført. Den 10. april modsatte en person sig sin udvisning, hvilket vi synes var meget modigt gjort. En gruppe på fem mænd skulle flyve med Turkish Airlines kl. 18.05, men udvisningen blev forsinket, da én af personerne satte sig til modværge og gjorde voldsom fysisk skade på sig selv. Han slog sit hoved imod stolen foran sig, og begyndte at bløde fra næse og mund. Det resulterede i, at politiet tog ham af flyet. En bekendt og tæt ven af os, var blandt de udviste, og vi var i telefonisk kontakt med ham hele aftenen. Han beskrev, hvordan politiet brutalt forklarede den protesterende, at han nu ville blive udvist med et militærfly, og her ville han ikke have samme muligheder for at gøre skade på sig selv. Han fortalte også om de andre passagerers medfølende interesse efter den voldsomme episode, til trods for at politiet forbød dem at snakke med de udviste.

Samme dag i terminal 2 havde aktivister hængt et banner op med teksten “Deportations by planes, fascism remains - Turkish Airlines”, og dagen efter tog en demonstration op foran Sandholm for at vise solidaritet med personen.

Vi går gennem byen

Lørdag den 4. maj afholdt vi en demonstration, der både var energisk og seriøs. Nogen havde ønsket, at der ikke skulle være musik fra lydvognen. Dette blev respekteret og resulterede i en række taler og beretninger, samt en masse kampråb gennem hele dagen. Vi startede i Folkets Park med en tale fra Asylret og herfra gik vi gennem Nørrebro, over Dronning Louises Bro, ned gennem Gothersgade og ind gennem Indre By. Hele tiden lød kampråbene, hele tiden lød beretningerne, hele tiden blev de forbipasserende, de shoppende, de måbende, de smilende, informeret omkring demonstrationen. De blev informeret omkring den frygtelige situation i Afghanistan og de blev mindet om, at vi har plads. Vi sluttede foran Justitsministeriet, hvor vi klistrede ”Her er Plads”-skilte på ruderne. Carsten Jensen havde i forbindelse med sin reportagetur til Afghanistan sendt os en personlig tale, som blev læst op og afrundede dagen, der endte med både håb, styrke og frustrationer. “Kære venner, jeg håber, I er mange på pladsen, for der er brug for, at nogen stiller sig side om side med de afviste afghanere. Hvis vi ikke gør noget, må de forberede sig på at blive sendt hjem til et land, der er inde i endeløs spiral af vold og krig. Et land, der dag for dag falder fra hinanden. Vi danskere har som krigsførende nation givet vores bidrag til den tragiske situation i Afghanistan, og derfor har vi også et ansvar for de flygtninge, der kommer hertil. Moralsk kan vi umuligt sige nej til dem, men vi gør det alligevel, for de er øjenvidner til vores fiasko.”

Skab plads, hvor der mangler

Vi har noget i gære og holder for tiden møder i København og i Avnstrup. Vi vil ud af camps’ne, vi vil skabe et sted at mødes, diskutere og aktionere ud fra. Processen er svær, men viljen er der og selvom vi bliver splittet fra hinanden, når venner bliver udvist, så betyder alle de ting vi gør sammen alligevel noget. Vores fælles fremtidsplaner kan skabe et større solidarisk netværk, hvori der også ligger en opfordring til at skabe en kultur, der giver plads til folk uden papirer.

Når vi sammen skaber et netværk og venskaber på tværs af de forskellige baggrunde vi har, er det med til at gøre kampen mere nærværende og stærk, fordi den er en del af vores liv, fordi den er en del af os. Samtidig er den hård, fordi autoriteterne på en nat fængsler og flyver vores venner langt væk fra København. Fremtidige skridt er også at besøge vores venner i Kabul.

Vi ønsker at fortsætte med at lægge pres på flyselskabet Turkish Airlines. Vi har kontakt med aktivister i Tyrkiet og Kurdistan og er i gang med iværksættelsen af en ‘Shame Campaign’, hvor vi vil presse Turkish Airlines på baggrund af deres medvirken til udvisningerne. Hold øje og deltag i fremtidige aktioner.

Vi vil gerne opfordre folk til at skabe plads, hvor de er. I Danmark bliver det sværere og sværere at leve uden papirer. Vi ser det ved rejsekortets erstatning af klippekortet, stigende krav om at give sine personoplysninger ved deltagelse i ting, G4S, der patruljerer og tjekker ID i Øresundstoget, nye cykellygtelove, der giver politiet undskyldning til at stoppe nærmest hvem som helst på cykel.

Så gør op med dig selv derhjemme, på arbejdet og der hvor du hænger ud, om det er papirløsvenlige steder? Kan du ændre noget der, gøre det mere brugervenligt for alle? Ville du kunne have plads til en person, der lever under jorden?

En stopper for udvisningerne til Afghanistan – og alle andre steder!

At flytte et menneske fra et sted til et andet ved tvang, som det f.eks. sker i en deportation, er et overgreb på dette menneske og bevægelsesfriheden. Der er mange grunde til, at et menneske vælger at tage til et nyt sted og vi bør ikke skelne mellem grundene til, at folk flytter sig, eller prøve at forsvare krigsflygtninge frem for nogen, der ønsker mulighed for at uddanne sig. Det er ikke nyt, at folk migrerer, men kontrollen ved grænserne er ekstremt forstærket det sidste årti. Og grænserne bliver brugt til at fremmedgøre folk fra hinanden, sætte titler på, ”hvem” man er på baggrund af, ”hvor” man kommer fra. De skaber afstand og uligheder mellem mennesker. Dette vil vi ikke acceptere.

Den kontrol magthavere tager sig ret til at udøve over andre er forrykt og noget vi må kæmpe imod. At udvise mennesker ser vi som en opretholdelse af de grænser, hvori de forskellige stater kan vedblive og tvinge politiske beslutninger ned over hovedet på folk. At protestere imod udvisninger er derfor ikke blot en protest imod den tvang, der praktiseres over for det enkelte menneske, men også en protest imod den tvang, der praktiseres over for os alle sammen; de grænser der opridses omkring os, de krigs-beslutninger tages henover hovedet på os og de asyllejre der gør vores muligheder så forskellige.

Anerkendelse af Afghanistan som et af verdens mest usikre områder

Hamed Karzai, præsident i Afghanistan, fortalte i starten af maj måned danskerne om den sikkerhed, der venter hjemvendte afghanere. At det ikke er farligt for tolke, der har arbejdet for de internationale styrker, at vende tilbage til Afghanistan, og at Taliban ikke vil være efter dem.

Virkeligheden er dog en anden.

Ifølge RAWA (The Revolutionary Association of the Women of Afghanistan) sker der dødelige angreb hver dag i Afghanistan. Organisationen er den ældste ikke-fundamentalistiske, feministiske gruppe i Afghanistan, og de har kæmpet for kvinders rettigheder, demokrati, frihed og social retfærdighed siden 1977. De nyheder som RAWA sender ud, handler ikke kun om kvinder, men handler om alle de forskellige angreb, som civilbefolkningen til dagligt møder.

Ifølge Global Peace Index er Afghanistan det næstmest usikre land i verden. Ud af 158 lande ligger Afghanistan som nr. 157, lige før Somalia, som er nr. 158. Alligevel har Justitsministeriet besluttet sig for, at det ikke længere er farligt at udvise folk til Somalias hovedstad Mogadishu.

Ifølge vores ven, der den 25. marts blev udvist, er situationen i Afghanistan i dag den 6. juni 2013 denne:

”Måske I har hørt om bombardementet i Aino Mina i Kandahar for nogle dage side. Omkring 70 mennesker blev enten dræbt eller såret. (…) Vi kan ikke gå 10 km udenfor byen på grund af krig.(...) Vi har snart valg, og Karzai ønsker at beholde sin post i 4 år til, og derfor siger han, at situationen er under kontrol! Det er fakta, at de varme ord, han udtrykker til verden kommer fra en person, som ikke tør besøge sit eget distrikt.”

På baggrund af disse informationer, kræver vi at den danske regering anerkender Afghanistan som et af de farligste områder i verden et så farligt område at alle udvisninger dertil skal stoppes.

Læs mere og engager dig i kampen via:

http://facebook.com/hererplads

http://hererplads.wordpress.com