Livet under israelsk fangenskab

I hele det palæstinensiske samfund raserer minderne fra tiden i israelske fængsler eller vreden over behandlingen af familiemedlemmer, der endnu er fængslet. Savnet efter kvinder, mænd eller børn virker i det palæstinensiske samfund som en storm, der med jævne mellemrum hvirvler folk sammen i protest.

Af Lasse Wamsler

Siden begyndelsen af den aktuelle Intifada har de israelske fængsler ændret standarderne for behandlingen af palæstinensiske fanger. Familier til fanger bliver nægtet besøgstilladelse, syge fanger nægtes sundhedshjælp og anvendelsen af strip searches og rutinemæssige tæsk er stigende. Den israelske gruppe Israeli Public Committee Against Torture udsendte for nyligt en rapport, der fastslog, at der er tale om ”en skarp optrapning i brugen af tortur, mishandling og ydmygelse under inhumane forhold”.

De tomme mavers oprør

Den 15. august indledte 1500 palæstinensiske fanger en ubegrænset sultestrejke - ”de tomme mavers oprør” - i protest mod deres forhold i de israelske fængsler. På kort tid voksede antallet af sultestrejkende til 3500 fanger spredt ud over ti fængsler, og strejken udviklede sig hurtigt til at være en af de største ikke-voldelige direkte aktioner under den aktuelle Intifada. Fangerne erklærede, at strejken først ville ophøre, når Israel bøjede sig for deres krav. Disse krav var overvejende af humanitær art, modsat tidligere tiders sultestrejker, hvis mål var frigivelse af alle fanger. De krævede bl.a. bedre sundhedsforhold, tilladelse til at få familiebesøg, stop for strip searches og installation af mønttelefoner i fængslerne. Desuden krævede de, at palæstinensiske børn ikke sættes sammen med voksne israelske fanger og at palæstinensiske politiske fanger ikke sættes sammen med almindelige kriminelle israelere.

De israelske myndigheder reagerede ved prompte at affeje de sultestrejkendes krav. De påstod, at sultestrejken kun var til for at fremme kommunikationen imellem fangerne og de militante palæstinensiske grupper, så der kunne planlægges bombeattentater fra cellerne. ”Fangerne kan strejke en dag, en måned, ja endda sulte ihjel, vi vil ikke give efter for deres krav. Vi vil afvise denne strejke, så den vil synes aldrig at have fundet sted,” sagde den israelske minister for offentlig sikkerhed, Tzachi Hanegb.

Fængselsmyndighederne ophævede flere af fangernes privilegier og forhindrede dem i at modtage nyheder ved at konfiskere både fjernsyn, radio og aviser. Alle tilladelser til familiebesøg blev også suspenderet. Som en raffineret tortur blev fangevogterne sat til at grille bøffer på fængselsgangen, for at pirre fangernes spiselyst.

Israels sundhedsminister, Danny Naveh, afviste på forhånd, at fangerne kunne modtage lægehjælp:

”Jeg vil ikke lade det komme til en situation, hvor patienters og personales liv bringes i fare på vore hospitaler, fordi vi skal indlægge disse mordere”.

Denne arrogante reaktion er dog ikke ny. Da palæstinensiske fanger i 1981 indledte sultestrejke, tvangsfodrede fængselspersonalet fangerne, så to blev kvalt til døde.

Sikkerhedsfanger

Den palæstinensiske fangesituation er ofte genstand for kritik fra internationale organer såsom Amnesty International, Human Rights Watch og FN. Israel vælger enten at overhøre den eller notorisk begrunde overgrebene med ’beskyttelse mod terror’. Ifølge den israelske menneskeretsgruppe B’Tselem er majoriteten af fangerne ellers politiske fanger, der vilkårligt er blevet tilbageholdt eller fængslet under et påskud for ’sikkerhed’.

Disse såkaldte sikkerhedsfanger bliver holdt i Israel i modstrid med gældende internationale konventioner, der forbyder en besættelsesmagt at flytte fanger fra besat territorium. Det indebærer, at familier til fanger er helt afskåret fra at kunne besøge deres slægtninge i fængslerne.

Muligheden for advokatbistand er på samme måde strengt indskrænket. Sagførere fra Gaza og Vestbredden bliver ofte forment adgang til fængslerne og bliver ikke oplyst om tid og sted for deres klienters retsmøder. Fængselsmyndighederne i Israel vælger tit at forflytte fanger som led i en manøvre, der ligeledes besværer sagførernes kontakt til fangerne, men også fjerner fangernes orienteringssans og bryder deres mulighed for at organisere sig med andre fanger.

Alle er berørte

Mantraet om ’beskyttelse mod terror’ sigter imod at svække og isolere alle ulydige elementer i den palæstinensiske befolkning. Hertil findes et omfattende system af militære love, der styrer selv det mindste aspekt af palæstinensernes hverdag - 1.500 militærlove gældende for Vestbredden og 1.400 for Gazastriben.

Militærets brug af disse love er grænseoverskridende og vilkårlig; lukkede militære zoner, checkpoints og udgangsforbud kan etableres når som helst og hvor som helst. Anholdelser er på samme måde ikke knyttet til nogen central enhed og kan foretages af både hæren, specialstyrkerne og sikkerhedstjenesten, mens grænsepolitiet kan tilbageholde palæstinensere. Alle disse enheder nægter at udstede anholdelsespapirer.

Israels bedste middel til at kunne anholde palæstinensere af præventive grunde - udfra en fri fortolkning af sikkerhedshensyn - er ved brug af ”administrativ tilbageholdelse”. Reelt betyder det, at en fange kan holdes i op til seks måneder uden krav på rettergang eller oplysning om sigtelsen. Tilbageholdte palæstinensere har herved ingen mulighed for at finde ud af, hvorfor de er fængslet, eller hvornår de bliver løsladt. Ofte fornyer fængselsmyndighederne de seks måneders tilbageholdelse med yderligere seks måneder, oplyser den palæstinensiske menneskeretsgruppe MIFTAH. Lovovertrædelser, der kan føre til administrativ tilbageholdelse, kan f.eks. være at bære et palæstinensisk flag eller at fjerne skrald fra midten af en vejbane, hvor israelske soldater har stået og svinet, oplyser fangesolidaritetsgruppen Addameer. At hælde kaffe op for et medlem af en erklæret illegal organisation er støtte til terrorgrupper. At deltage i en demonstration er forstyrrelse af den offentlige orden. At affyre maskingeværsalver mod himlen som en gestus under et bryllup på Vestbredden - som det almindeligvis sker - er en trussel mod Israels nationale sikkerhed.

Alle er således berørte af besættelsesmagtens mest effektive måder at opsplitte civilsamfundet på.

Fangerne torteres

I Israel er det lovligt at indespærre tyve fanger i et rum på 20 m2 inklusiv et åbent toilet. Til sammenligning er minimumsstandarden i europæiske og amerikanske fængsler 10,5 m2 per fange. Fangernes liv varierer enormt alt efter hvilket fængsel de bliver placeret i. Fra en overfyldt, ildelugtende fængselscelle i Hadarim til den militære fangelejr Ketziot i Negev-ørkenen, hvor lagentynde, hullede telte skal værne mod en iskold vinter.

Israels anvendelse af tortur er efterhånden blevet alment kendt under det misvisende navn ’moderat fysisk pres’. Ifølge Addameer udøves torturen både i forhørssituationer og om natten i cellerne og omfatter bl.a. slag på følsomme organer, voldtægt, elektrochok, isolationsfængsling på ubestemt tid, forbrændinger, kast med tåregasgranater og affyring af gummikugler ind i cellerne. Herudover skal tilføjes fængselsmyndighedernes strategi med at frarøve fangerne basale behov som føde, søvn og hygiejne, som for nogle fanger betyder et liv med rotter, kakerlakker og lus.

Torturen retter sig dog ikke kun mod voksne mennesker. Børn i Israel er afgrænset til alle under 18 år, hvorimod aldersgrænsen for palæstinensiske børn officielt ligger ved det 16. år, men reelt er fra 0-14.

Af de 2200 børn der har været fængslet siden Intifadaens start, har mere end 95% af de palæstinensiske børnefanger været udsat for tortur og/eller seksuelt misbrug, udtaler advokaten Khalid Quzmar fra DCI, Defence for Children International - Palestine Section. Desuden nævner han, at omkring 90% af alle børnefanger er blevet anholdt for at have kastet med sten.

Israel behøver sine fanger

Israels anholdelser af palæstinensere udgør en vital del af besættelsesmagtens infrastruktur og udvikler sig proportionalt med opstandenes intensitet. I 1989, under den første Intifada, anholdt Israel 50.000 palæstinensere - 16% af den mandlige befolkning mellem 14 og 55 i Gaza og på Vestbredden.

Efter de heftige kampe i Jenin og Nablus i foråret 2002 foretog besættelsesstyrkerne storstilede massearrestationer som et led i den såkaldte ”Operation Forsvarsskjold”, og hele landsbyer blev på få måneder komplet ryddet for mænd over 18 år.

Ifølge Addameer er 28.000 palæstinensere blevet anholdt under den aktuelle Intifada og tilmed har Israel holdt 650.000 indespærret siden 1967 - omkring 20% af hele den palæstinensiske befolkning. Palæstinenserne er dermed det folkeslag i verden med den højeste fængslingsrate.

Den sammenhængende anholdelsespraksis tjener hovedsageligt fire funktioner:

  1. At optrevle militære og politiske strukturer samt indsamle informationer, så flere og flere kan indfanges. Anholdelserne retter sig både imod intifadaens hot shots og almindelige fodsoldater.
  2. At svække det palæstinensiske civilsamfund ved at isolere vigtige personligheder fra det lokale arbejde.
  3. At vise de israelske medier og den offentlige opinion, at Israel kontrollerer situationen i de besatte områder og kan anholde vigtige personer som Marwan Barghouti (Fateh) og Abdel Rahim Malouh (PFLP) når som helst.
  4. At skaffe kollaboratører blandt unge palæstinensere helt ned til 15 år gamle.
  5. Sultestrejkens afslutning

Sultestrejken sluttede den anden september, efter at 3500 palæstinensiske fanger havde været i gang i 18 dage. Efter 48 timers intense forhandlinger mellem fængselsmyndighederne, ledende fanger og nationale palæstinensiske komiteer, sluttede strejken definitivt. Fangerne fik de fleste af deres krav opfyldt, fastslår Addameer, skønt Israel over hele linjen benægter at have indgået kompromisser.

Over hele Vestbredden og i mange europæiske storbyer var der sympatistrejker igennem alle 18 dage. Aljazeera fortæller om en 55-årig kvinde, Aisha Azabin, fra Nablus, der døde af komplikationer efter at have sultet i 12 dage i solidaritet med sin fængslede søn.

Tankevækkende er det, at sultestrejkens eneste offer skulle findes udenfor fængslerne, hvormed fangernes nød mest af alt ligner en afstøbning af palæstinensernes situation på Vestbredden og i Gaza. Hvad fangerne bliver udsat for i fængslerne, sker for palæstinensere overalt i de besatte områder: Kollektiv afstraffelse og daglig ydmygelse. Fængselsportene er overalt.

På samme måde er solidaritet med palæstinensiske fanger ikke et isoleret fænomen, der sigter mod en modificering af fængselsvæsenet, men derimod et angreb på en del af Israels nervestruktur: Fængslingen af den palæstinensiske befolkning.

Lasse Wamsler er medlem af Gaias redaktion og har fungeret som fredsvagt i det israelsk besatte Palæstina.

Vil du vide mere om situationen i de israelske fængsler:

www.addameer.org

www.electronicintifada.com