Lesbiske af igår og idag

Under 2. Verdenskrig blev der pludselig stort behov for kvindelig arbejdskraft, og mens krigen varede, opstod der en meget større tolerance over for lesbiske end der havde været i trediverne under depressionen i USA. Ca. 350.000 kvinder gik ind i hæren. Temmelig mange af dem var lesbiske, og selvom der egentlig var et direkte forbud mod homosexuelle i hæren, så man ganske meget gennem fingre med det - man havde jo brug for kvinderne. Kærestepar kunne bliver skilt ad, ved at én af dem blev forflyttet til en anden base, men der forelå en direkte instruks om, at de ikke skulle fyres.

Af Lisbeth Lundgren

Denne artikel er hovedsageligt baseret på Lilian Fadermans bog "Odd Girls and Twilight Lovers", der beskriver nordamerikanske lesbiskes historie fra slutningen af forrige århundrede og op til idag. Til sidst en kort beskrivelse af lesbiskes situation i Danmark i dag.

Accepten af homoseksuelle i hæren fik en brat ende ved krigens afslutning. Man kunne ikke hurtigt nok få de homosexuelle ud af hæren. Mange tusinde blev afskediget "i unåde" og "hjemsendt" til nærmeste havneby på såkaldte "queer ships" . Mange turde ikke vende tilbage til deres hjemby og blev ganske enkelt i den havneby, de var blevet landsat i. Dette blev grundstenen for de homosexuelles subkulturer i San Francisco, Los Angeles og Boston.

Homosexualitet - en sygdom

I slutningen af fyrrerne gik psykiatrien for alvor i gang med at "kurere" lesbiske. Homosexualitet var ikke længere noget trist, man var født som, men en sygdom. Homosexuelle blev direkte betragtet som grænsepsykotiske - men det var jo til gengæld noget, som psykiaterne mente at kunne helbrede gennem psykoanalyse. Dette var tiden, hvor forældre, som opdagede at deres børn var homosexuelle, regulært spærrede dem inde på sindssygeanstalter.

Omkring 1950 startede den store amerikanske heksejagt på "uamerikansk virksomhed " McCarthy-tiden. Det første mål for udrensning var kommunisme, men snart blev andre upopulære grupper såsom homosexuelle inddraget. "Afsløring" medførte fyring fra arbejdet og social udstødning. Denne tid gav USA ar på sjælen. Op til 20 år efter risikerede lesbiske stadig at blive fyret fra deres job udelukkende pga deres lesbianisme.

Ikke desto mindre var det i denne tid, at lesbiske subkulturer for alvor begyndte at dannes. Overraskende nok var der en hel del bøger om lesbiske på marked et. Det drejede sig om kiosklitteratur, og hovedpersonerne var altid ulykkelige skabninger, som henslæbte deres skæbne "i tusmørke", "skyggerne" eller "mørket", og som aldrig fik pigen til sidst. Men de fandtes dog, og de lesbiske lærte hurtigt at læse mellem linierne.

Hvad angår subkultur skete der nu det, at de lesbiske faktisk delte sig i to grupper, mest betinget af deres klassebaggrund.

Lesbiske subkulturer

Man må tænke på, at de nordamerikanske lesbiske faktisk skulle starte deres miljø fra bar bund i modsætning til de europæiske, som havde en længere kulturbaggrund. De unge lesbiske og kvinderne fra arbejderklassen startede en barkultur. Da mange boede hjemme eller under små forhold, var de nødt til at finde andre steder ude i byen, hvor de kunne være sikre på at møde andre lesbiske. Man kunne jo ikke - hvad man forresten heller ikke kan idag, bare buse løs på en attraktiv kvinde og gå ud fra, at hun også var lesbisk.

At det blev barer man mødtes på, skabte beklageligvis en del alkoholisme. Man var forpligtet til at drikke i barerne, og mange så det måske som et oprør mod konventioner og kønsroller at "drikke som et mandfolk" i en tid, hvor det var ukvindeligt at drikke. Ud over barerne var der tradition for lesbiske baseballhold - men de var som regel sponsoreret af en bar, hvor man efterfølgende forventedes at købe drinks.

Butch og femme

I barerne opstod de kendte rollespil butch og femme. I 50'erne var kønsrollerne ekstremt stive, og de lesbiske magtede ikke at sætte sig ud over dette. "Groft sagt skulle der i et par være en mand og en kvinde, og som lesbisk måtte man så vælge side og spille en af rollerne. Enten var man butch, eller også var man femme. På nogle barer stod der endog "butch" og "femme" på toiletdørene. En kvinde, som ikke direkte fremstod som en af rollerne, blev ganske enkelt frosset ud. To butcher eller to femmer kunne umuligt danne par, og var man butch, sad man sammen med de andre butcher, når man var kammeratlig. Man kunne ikke være "ven" med en fra det "andet hold".

Middel- og overklassen så på butch- og femmeforholdene med afsky. De mente, at vejen frem var at virke så "normal" som muligt, og at butch-femmecirkuset var den værst tænkelige reklame. Mange giftede sig - ganske vist i proformaægteskaber. Middel- og overklassekvinderne kunne ikke forlige sig med barerne, selv om mange af dem havde været der. De havde lidt eller intet til fælles med arbejderklientellet og havde meget at miste, hvis de blev taget i en af de idelige razziaer, politiet gennemførte mod barerne for at kontrollere, at alt gik "ordentligt" til - at to kvinder ikke dansede med hinanden, at butcherne alle bar mindst tre kvindelige beklædningsgenstande - eller regulært bare for at genere kunderne. De mere velstillede kvinder havde endvidere den fordel, at de havde hjem, der tillod privat selskabelighed.

Tressernes oprør

I tresserne kom ungdomsoprøret, blomsterbørnene, sexuel frigørelse og borgerretsbevægelserne. Men alt dette gik på en eller anden måde hen over hovedet på de lesbiske barer, som opretholdt deres kønsrollemønster og "udklædning". Lesbiske følte ikke, at de som de øvrige minoriteter havde rettigheder at kræve. Først i slutningen af tiåret begyndte der at ske noget, men initiativet dertil kom ikke fra de barlesbiske, men fra en ny generation.

Tresserne var oprørenes tid. Men de homosexuelle var længe om at tilslutte sig denne bølge. Starten på "det homosexuelle oprør" fandt først sted den 28. juni 1969, da politiet for Gud ved hvilken gang - stormede homoklubben The Stonewall Inn i New York for rutinemæssigt at genere gæsterne. Men denne gang gik gæsterne - hovedparten drag queens men dog også enkelte lesbiske - til modangreb. Mange sluttede sig til, og det blev til regulære gadekampe mellem de homosexuelle og politiet.

Tidspunktet var umådeligt gunstigt valgt. Det nordamerikanske samfund stod nærme st på hoved et af frigørelsesbevægelser og ændret moral, og pludselig kunne mange almindelige mennesker godt se, at homosexuelle ligesom farvede, studerende og fattige var undertrykte - en minoritet, som havde krav på at blive taget alvorligt.

De lesbiske, som var med til at skabe den homosexuelle og senere den lesbiske bevægelse, var af en anden type end dem, som havde befolket barerne i butch/femme-drag. Det var kvinder fra middelklassen, ofte med en collegeuddannelse, velformulerede og politisk bevidste.

Den sexuelle frigørelse, som blomstrede i tresserne, gjorde også situationen lettere for de homosexuelle. Med p-pillens indførelse blev det meget mere legalt at dyrke sex for fornøjelsens skyld i stedet for forplantningens, og når de heterosexuelle selv dyrkede disse glæder, blev det sværere at fordømme homosexuelle for at gøre det samme.

Den ny kvindebevægelse

I kølvandet på alle de andre oprør og protestbevægelser startede kvindebevægelsen i begyndelsen af halvfjerdserne. Såvel kvinderne på venstrefløjen som i hippiekredse fik øjnene op for, at mændene i disse protest-grupper var håbløst sexistiske og patriarkalske, og forventede at "pigerne" lavede de brune ris, trykte løbesedlerne og stod til fri sexuel afbenyttelse.

Kombi nationen af den homosexuelle bevægelse og kvindebevægelsen blev lesbiske feminister. Mens hovedtanken i den "oprindelige" homo sexuelle bevægelse var, at man er homo sexuel og lige så lidt kan gøre for det som for at man f.eks. er spansk, mente feministerne, at man havde et valg. Man kunne vælge at blive lesbisk. Mange mente, at kvindefrigørelse var umulig, hvis man samtidig gik i seng med fjenden, og lesbianisme var en nærliggende mulighed.

I øvrigt var de lesbiske uønskede i størstedelen af kvindebevægelsen, som mente, at de skadede dens image, så de lesbiske skilte sig ret hurtigt ud og dannede deres egne grupper. Jeg vil lige indskyde, at så firkantet, som jeg fremstiller tresserne og halvfjerdserne her, var alt selvfølgelig ikke. Der var stadig butcher og femmer, lesbiske i skabet og middel- og overklasselesbiske, som ikke var berørt af de nye toner. Men kvindebevægelsen, feminismen og de tilhørende lesbiske var en meget markant og synlig faktor.

Lesbisk Utopia

De radikale, lesbiske feminister gik langsomt i gang med at skabe en ny verdensorden, et Utopia befriet for mænd og mand lige værdier - Lesbian Nation. De lesbiske var rimeligt chauvinistiske, idet de tog det som en selvfølge, at alle kvinder, som lavede noget godt - kvindemusik, kvindelitteratur, kvindehuse, abortklinikker m.v. - var lesbiske, og at kvindekultur og lesbisk kultur derfor var synonymer.

Bevægelsen blev hurtigt temmelig fanatisk. Sproget måtte ændres og renses for gloser, der refererede til mænd. Der kom stramme regler for alt - f.eks. påklædning , hvad man måtte spise og mene, politiske holdninger, boformer, ja endog hvordan det var politisk korrekt at elske. Monogami blev et skældsord, det mindede for meget om ægteskab, som var mænds måde at gøre kvinder til slaver. Den fejl måtte de lesbiske for enhver pris undgå.

Man dyrkede matriarkalske religioner, modergudinden , amazoner og astrologi, og hekse blev spirituelle rollemodeller.

Ingen måtte være leder, og ingen måtte være mere fremtrædende end andre. Man snobbede nedad - arbejderklasse var in - og det gav betydelig mere status at være snedker end at have en universitetsuddannelse.

Bevægelsen holdt ikke mange år, før den begyndte at splittes. Mindretal begyndte at føle sig undertrykte pga alder, race og kulturbaggrund. Navn lig de farvede kvinder begyndte at erkende, at de havde mere behov for at tale med hinanden pga deres fælles bagrund og undertrykkelse end for at være sammen med hvide middelklassekvinder.

Lesbian Nation blev som bekendt ikke en realitet. Set i bakspejlet var den radikale lesbisk-feministiske bevæg else rimeligt rabiat og sikkert ikke nem at leve i - men den gjorde en hel del gavn. Den afslørede, at kvindebevægelsen var homofobisk, og at bøssebevægelsen var sexistisk.

Den dannede baggrund for en blomstrende kvindekultur: musik, bøger og væresteder, men den vigtigste funktion var nok selve dens fanatisme - på baggrund af den blev andre mindre ekstreme, homosexuelle aktivister langt mere "spiselige" for samfundet.

I begyndelsen af firserne gik en gruppe kvinder i kamp for at ændre lesbiskes angiveligt sløve sex liv. Mens såvel heterosexuelle som bøsser i 70'erne havde udfoldet en voldsom sexualitet, haltede de lesbiske par bagefter. Statistikker viser, at ikke alene var lesbiske uden partner meget mindre sexuelt udfarende end heteroer og bøsser, men sexualiteten i parforhold afgik ofte mere eller mindre ved døden. Af en statistik fremgik det, at kun en tredjedel af lesbiske par, som havde været sammen i mere end to år, dyrkede sex en gang om ugen eller mere (i modsætning til heteropar, hvor frekvensen var to tredjedele). I næsten halvdelen aflange lesbiske parforhold (mere end ti år) dyrkede parret sex mindre end en gang om måneden. Grunden er formentlig, at begge individer i forholdet er opdraget som piger, og piger er netop ikke opdraget til at tage sexuelle initiativer. Når den første forelskelse er overstået, vil parret ofte stå i den situation, at begge venter på, at den anden skal lægge op til sex.

Mens størstedelen af de lesbiske tog afstand fra pornografi, sexuelle rollespil m.v. opstod en gruppe, som var fast besluttet på at lesbiske skulle frigøre deres sexualitet, og at alle kneb gjaldt. De to grupper stod stejlt over for hinanden. De, som ønskede friere sex, gik ind for læder, SM og løse sexuelle forbindelser. Butch og femmerollerne genopstod, men i en anden form. Nu var det ikke længere en livsstil, men netop roller i den sexuelle arena, udlevede sexuelle fantasier. At være femme betød ikke, at man var hjælpeløs og passiv, man kunne også tage rollen som Carmen. Fænomenet som bevægelse havde kun kort levetid, og lesbiske sexvaner blev nok ikke ændret radikalt. Gruppen opstod formentlig som et oprør mod de meget kønsløse lesbiske feminister.

Firserne - yuppietiden - det sobre liv

I firserne - yuppietiden - blev USA mere konservativt. Det betød dog ikke, at de lesbiske på ny forsvandt ind i skabet. Tresserne og halvfjerdserne havde alligevel gjort deres. I firserne blev det in at føre et sobert liv. Man satte ind mod alkoholisme, som havde været et stort problem i det lesbiske miljø, og dannede talrige hjælpe- og selvhjælpsgrupper. Trods den ovennævnte gruppe lesbiske, som ønskede fri sexualitet, blev det mere populært med faste parforhold, og det blev igen det mest fremherskende at være monogam.

Mens børn i tidligere årtier havde været noget, man muligvis bragte med fra et tidligere heterosexuelt forhold, begyndte de lesbiske nu bevidst at ville have børn og at få dem enten via sæddonorer eller sædbanker.

Det blev igen i orden at tage højere uddannelser eller at bruge den, man havde. Mens det i halvfjerdserne var mere politisk korrekt at være blikkenslager, kastede de lesbiske sig nu ud i karriereræset.

I firserne kunne man ikke tale om en lesbisk bevægelse men om mange. Der blev dannet mange grupper, opdelt efter race, alder eller andre kriterier. Et problem ved dette var, at meget af det, tidligere årtiers lesbiske kamp havde fået bygget op, blev taget for givet af den unge generation, som derfor ikke gjorde noget for at fastholde det. Unge lesbiske gad ikke gå til kvindekoncerter, de ville hellere gå på disk. Kvindehusene og kvindecentrene blev lukket, fordi de ikke blev brugt. T il gengæld var det nu muligt for lesbiske at komme i almindelige foreninger og indgå i samfundet på lige fod med heterosexuelle på en måde, som tidligere havde været utænkelig.

AIDS

I firserne kom AIDS. Nogle lesbiske mente, at det var bøssernes egen forbandede skyld pga deres promiskuøse livsstil (mange løse sex forhold) og harmedes over at blive slået i hartkorn med dem, navnlig fordi de lesbiske er den mest "lavrisikoede" gruppe i samfundet (fraset måske nonner og andre i cølibat). Men størstedelen af de lesbiske valgte at solidarisere sig med bøsserne. Samfundets hysteriske reaktion på AIDS og dermed på bøsser viste med al ønskelig tydelighed, at homosexuelle stadig havde meget at slås for, og for første gang i lang tid stod bøsser og lesbiske sammen. Der opstod en stor familiefølelse.

Man begyndte igen at acceptere bisexualitet, som i halvfjerdserne var et skældsord. Pga AIDS-faren var det vel ikke ligefrem velset, men der op stod mange bisexuelle støttegrupper.

l slutningen af årtiet begyndte der at opstå mere militante homosexuelle grupper som f.ex. ACT-UP, som bl.a. "outede " kendte personer, der levede i skabet. Formålet var at vise, at der virkelig er homosexuelle overalt, og at man ikke kunne ignorere AIDS under henvisning til, at sygdommen kun ramte foragtede grupper i samfundet.

Dette har været en gennemgang af Lilian Fadermans bog "Odd Girls and Twilight Lovers" om lesbiske i USA fra slutningen af 1800-tallet og op til 1990. Bogen kan lånes i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes bibliotek, Teglgårdsstræde 13 (forudsat man er medlem) og på Kvinfo, Nyhavn 22, begge i det Indre København.

I Danmark

I Damnark havde man også butch/femmes-rollespil gående i 50'erne og 60'erne. Foreningen af 48 var primært en bøsseforening, som modstræbende optog lesbiske som medlemmer. I København var et af mødestederne "Tyren", hvor den fik på alle tangenter med rollespille ne. Et andet sted som hensygnende stadig eksisterer var "Jeppes Klub", som fredag aften holdt til i Lumbyes Selskabslokaler på Frederiksberg. Stedet blev kørt af en myndig dame, kaldet Jeppe, som imidlertid var uhyre omsorgsfuld og psykologisk klog over for gæsterne. Ingen behøvede at føle sig ensom hos Jeppe.

Igennem 80'erne skete der en afmatning, som for alvor er slået igennem i de senere år. De "gamle" steder lukker. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske var nær ved at gå konkurs. Kvindehøjskolen gik neden om og hjem.

Det virker heldigvis nu, som om en ny generation unge lesbiske er ved at tage over. Der er mange nye initiativer på vej.

Landsforeningen for bøsser og lesbiske har fået nyt hus i Teglgårdsstræde 13, baghuset, hvor der fortsat er bibliotek, bogcafe, Pan-bladet og Radio Rosa.

Denne artikel er tidligere blevet tykt i "Hvidløgspressen", som er Danmarks eneste månedsblad for lesbiske og som udkommer på 13. år. Interesserede lesbiske kvinder kan kontakte "Hvidløgspressen", Gothersgade 37, 1123 Kbh. K.

Relevante adresser specielt for lesbiske: Kvindehuset. Gothersgade 37, tlf. 33 14 28 04 (Bladet "Hvidløgspressen", Femølejrens kontor, diverse fester/disco)

Cafe Babooshka. Turesensgade 6, tlf. 33 15 05 36 (Cafe og disco)

Jeppes Klub. Pile Alle ved siden af "Intime". (sidste fredag i måneden - primært ældre lesbiske)