Leder: Vietnams sejr over USA – 40 år

For 40 år siden den 30. april 1975 fløj de sidste amerikanere væk med helikoptere fra USA’s ambassadetag i Saigon. USA havde endeligt tabt Vietnamkrigen. Forud var gået årtiers lang befrielseskrig med ufattelige tab og ødelæggelser. 4 millioner dræbte vietnamesere (20%), 5 millioner alvorligt sårede. USA havde sprængt flere bomber i Vietnam end det samlede antal i alle tidligere krige; i sprængkraft svarende til 450 atombomber i Hiroshima-størrelsen. Og krigen mærkes stadig i dag; bl.a. fødes tusinder af vietnamesiske børn uden lemmer og med andre svære skader som følge af USA’s kemiske krigsførelse.

Som Irak-krigen havde sit Abu Graib havde Vietnamkrigen My-Lai-massakren der tydeliggjorde det amerikanske barbari. Ingen af delene var isolerede beklagelige hændelser, men en integreret del af krigene. Colin Powell den øverstbefalende under Irakkrigen var såmænd også en af de hovedansvarlige for forsøgene på at dække over My-Lai-massakren.

I 1952 betegnede NATO den vietnamesiske modstandsbevægelse som terroristisk og mente at den franske kolonikrig var i ”bedste overensstemmelse med Atlanterhavssamfundets mål og idealer”.

Da USA overtog krigen efter Frankrig var det en klar linje, at der skulle slås så mange ihjel som muligt, også civile. Øverstbefalende Westmoreland mente dog at ”orientalere sætter ikke menneskeliv så højt som i den vestlige verden .. vi værdsætter liv og menneskeret”. Forsvarsminister McNamara sørgede for at de amerikanske officerer blev vurderet efter deres dødsratio-tal. Altså forholdet mellem dræbte vietnamesere – inklusiv civile – og amerikanere. En af rekordindehaverne, General Ewell – med tilnavnet ‘Slagteren fra Mekong-deltaet’ – opnåede at slå 134 vietnamsere ihjel for hver amerikaner. Han fik medaljer, mens de tusinder dræbte kvinder og børn knap fik en gravsten.

Sejren over imperialismen havde mange årsager, her skal blot nævnes to afgørende. Begyndelsen til enden startede i 1968 med modstandsbevægelsens Tet-offensiv. Byer blev erobret og den amerikanske ambassade blev angrebet. USA genvandt hurtigt kontrollen og myrdede rasende løs. Men skaden var sket; Tet-offensiven kom på et tidspunkt hvor USA offentligt – igen - proklamerede den endelige sejr ”Fjenden er slået over hele linjen”, som den øverstkommanderende Westmoreland lige nåede at sige inden Tet. Hvor det var vietnamesernes Tet-offensiv der var afgørende i Vietnam, var det især Vietnam Veterans Against the War der spillede den afgørende rolle i den vestlige opinion. VVAW havde blot 25.000 medlemmer, men var helt afgørende for at brede krigsmodstanden langt ud i USA og hele verden. I Danmark var såvel Socialdemokratiet som de borgerlige lidt kede af, ikke at kunne deltage i USA’s ædle mission, men begejstringen kølnedes efterhånden som demonstrationerne voksede.

Skiftende amerikanske præsidenter, inklusiv Obama, har siden gjort alt for at hævde, at de 3 mill. Amerikanere som tjenestegjorde i krigen udførte en nobel gerning, og på anden måde vaske nederlaget af sig. Men noget står tilbage:

USA i dag vil eller tør ikke udfordre sine fjender hvis det indebærer massive tab af soldater. Det står uafrysteligt tilbage efter Vietnam-krigens nederlag. Og for dem der lige havde troet anerledes blev især Irakkrigen en påmindelse.

USA har fastholdt Vietnam-krigens taktik med anvendelse af overvældende og hensynsløs magt; hellere bombe med for meget end for lidt. Idealet her er bombningen af Beograd og Libyen hvor man (inklusiv Danmark) kan give maksimal ødelæggelse og lemlæstelse på afstand uden risiko for tab af egne soldater.

USA og dets allierede styrer benhårdt mediedækning af deres krige. Som vi har set det herhjemme vanker der udelukkelse og straffe for danske soldater der siger hvad de egentlig foretager sig.

Imperialismen kan altså besejres, men det er blevet sværere; USA er i dag militært mere overlegent end nogensinde. Og imperiets udstrækning i form af militærbaser er geografisk større end noget andet imperium i verdenshistorien. USA er trængt som følge af økonomiske vanskeligheder, som dog kan overstås så længe man kan trykke papirsedler som andre mener er noget værd.