Leder: Undersøgelser øst og vest for Nordsøen

I Danmark har vi ikke fået nogen undersøgelse af vores deltagelse i Irak-krigen. Kommissionen, der skulle lave undersøgelsen, har regeringen nedlagt, fordi den fandt, at en undersøgelse ville være udtryk for ”politisk drilleri”. I stedet har vi med hjælp fra Alternativet og Liberal Alliance fået en ”redegørelse”. Det er en skandale og ikke værdigt for et demokratisk land.

Anderledes går det for sig på den anden side af Nordsøen. Der blev resultaterne af den såkaldte Chilcot-undersøgelse offentliggjort den 6. august. Kommissionen, der var ledet af den velanskrevne embedsmand John Chilcot, har været i sving siden 2009 og undervejs produceret 2,6 millioner ord om det britiske engagement i Irak-krigen, om forløbet op til, og forløbet efter.

Selvom Chilcot og hans kolleger ikke udtaler sig om, hvorvidt premierminister Blair eller andre medlemmer af regeringen har begået kriminelle handlinger, er rapporten et voldsomt slag mod Blair og andre af de politikere, han havde svoret sig sammen med i sit vellykkede forsøg på at trække Storbritannien med i George Bushs angreb på Irak.

Chilcot er gået til stålet. Der bliver ikke taget usaglige hensyn til de politikere og embedsfolk, som ordene angår. Det billede, som John Chilcot og hans kommission tegner af det britiske engagement i Irak og af de ansvarlige politikere, er ikke et, man som brite kan være stolt af.

Men briterne kan godt være selve undersøgelse bekendt. Der er næppe nogen bedre grund end krig til at undersøge politikeres forvaltning af det mandat, vælgerne har tildelt dem. For et samfund i krig er et slaraffenland for politisk oppportunisme, for vammel nationalisme og for autoritært anlagte politikere, der gerne stikker nye og flere beføjelser ud til de af voldsmonopolets institutioner.

Krige er de bedste omgivelser for misbrug af politisk magt og for overgreb på magtesløse mennesker, og nødvendigheden af en undersøgelse som Chilcots er en ”no-brainer”. Det er omsorg og forsvar for demokratiet og derfor uomgængeligt, skulle man tro.

Men sådan er det ikke i Danmark, selvom politikere til højre og venstre i et væk roser sig selv for de demokratiske værdier, der ”definerer os”, eller ”gør os til dem, vi er”. Krigene og deres konsekvenser bliver neutraliserede. Tilbage står selvretfærdigheden.

Det viser sig ikke alene i forløbet omkring den nedlagte Irak- og Afghanistan-kommission, som blev transformeret til en tandløs redegørelse. 

Det viser sig også og måske især i den omstændighed, at ”vores” krige næsten ingen rolle spiller i den offentlige samtale om den islamisme, der trives i de sammenbrudte samfund, vi har efterladt i Afghanistan, Irak og Libyen. I stedet giver medielærde og politikere den gas med selvretfærdig tale om den frihed og de værdier, som ”definerer os” og – må man tro – vores krige.

Så bliver der ingenting at komme efter og ingenting at undersøge.