Leder: Terror-politik

Siden angrebet på Pentagon og World Trade center har USA og EU-landene forberedt en ny straffelovgivning som led i "Krigen mod terrorismen". Hvis denne lovgivning var rettet præcist mod den masse-terrorisme, som angrebene 11. september var et eksempel på, og hvis lovgivningen også sigtede på den terrorisme, som statsmagter udfører, var der intet problematisk i den - tværtimod.

Men meget tyder på, at terrorlovgivningen har et andet sigte. Det ser ud til, at USA og EU, under dække begivenhederne 11. september, vil benytte "krigen mod terror" til at bekæmpe enhver modstand mod "den herskende orden", det være sig modstandsbevægelserne i Den Tredje Verden eller modstanden mod "globaliseringen fra oven" i vores del af verden. Det er sociale massebevægelser, der intet har tilfælles med den fundamentalistiske terror, al-ligevel ser regeringer verden over, inklusive den danske deres snit til at slå denne modstand i hartkorn med terror.

Internationalt Forum har støttet befrielsesbevægelser som kæmper mod undertrykkelse og udbytning og for frihed, menneskerettigheder og social lighed i mere end 30 år. Det er denne politik, som nu er i fare for at blive stemplet som terrorisme - ikke kun politisk (det har højrefløjen altid gjort) - men nu også juridisk.

Ændringerne i lovgivningen vil ikke kun ramme den egentlige politiske modstand. Den vil også undergrave hver enkelt borgers retssikkerhed i kraft af de øgede beføjelser til politiet til aflytning, overvågning, ransagelser, udlevering osv. Den danske regerings forslag til "terrorpakken" er allerede fulgt op af generøse bevillinger til politiet og efterretningsvæsnet.

Et træk ved den terrorlovgivning, der for tiden går over verden, er at den retter sig ensidigt mod civilsamfundet. Det er ensidigt modstandere af statsmagten, som betegnes som terrorister. Lovgivningen er blind overfor den terror, der udøves af statsmagter til trods for, at langt hovedparten af den terror der udøves, netop udøves af statsmagter. Der har i det 20. århundrede været ca. 169.202.000 civile ofre for regeringers vold mod deres egen befolkning. Det er 4 gange mere end antallet af ofre i krige mellem nationer og mange gange antallet af ofre for politiske organisationers vold. (kilde: Rudolph Rummel, i Journal of Peace Research, 1/1994).

Også i dagens verden er det statsmagter med deres velorganiserede voldsapparater, der står for hovedparten af terroren mod civile fra Indonesien til Colombia - med Israel-Palæstina-konflikten, som det bedst kendte eksempel. En simpel kynisk optælling af ofrene i konflikten viser, at antallet af palæstinensiske dræbte i konflikten er mangefold de israelske tab. Det er som om, at staters vold er mere berettiget og legitim end de undertryktes vold. På den ene side ser man med alvorlige øjne på, at palæstinensere søger at smugle 50 tons håndvåben til de besatte områder med en coaster. Det er forberedelse til terror og fordømmes. På den anden side forsyner USA og vesten (inklusiv Danmark) Israel med de mest moderne kampfly, helikoptere, tanks og missiler i en lind strøm.

"Krigen mod terror " og dermed terrorlovgivningen er beskyttelse af enhver statsmagt, ligegyldigt hvor undertrykkende og voldelig denne stat er. De eneste statsmagter, der kritiseres, er dem, der er i opposition til USA: Libyen, Irak, Nordkorea og Iran. De udråbes som "slyngelstater", mens voldelige stater som Israel, Colombia, Mexico, Indonesien osv., som er er allierede med USA, pumpes op med militær støtte.

"Krigen mod terror" fremstår ensidig pro-amerikansk. Den løser på ingen måder de sociale og politiske konflikter, der er grobund for terroren, den uddyber dem. En effektiv kamp mod terrorisme er ikke mindre demokrati og en mere totalitær verden, men mere demokrati. Det kræver borgernes samarbejde og tillid, som igen er betinget af social retfærdighed. Det kræver et samfund, der kan give folk et eksistensgrundlag og ikke marginaliserer folk, når de er arbejdsløse, syge eller bare anderledes. Som en kamp for menneskerettigheder, fred og frihed er den igangværende "Krig mod terror" dybt utroværdig.

Redaktionen