Leder: Som om alt var glemt

Statsministeren annoncerede det i god tid i forvejen, så det ikke skulle fremstå som en panikhandling. Med vanlig arrogance nægtede regeringen at indrømme, hvordan krigen i Irak ikke bare har været en folkeretsstridig, imperialistisk krig, men også en totalt fejlslagen en af slagsen. I stedet hed det sig, at de danske tropper skulle ændre deres indsats og i stedet varetage andre opgaver end de rent militære.

Åbenbart var det, at regeringen havde startet en veltilrettelagt kampagne for at lukke de mest pinlige sager inden et kommende folketingsvalg. For regeringen har Irak-krigen blot været en af disse irriterende tabersager, der gang på gang har stukket sit vanskabte fjæs frem i offentligheden.

Faktisk kan det undre, at statsministeren har gjort sig den ulejlighed at trække de oprindeligt udstationerede soldater hjem, idet kritikken af krigen hurtigt røg så langt ned på den politiske dagsorden i Danmark, at den store folkelige modstand mod krigens begyndelse hurtigt blev glemt. Det lykkedes dem at tie diskussionen af krigen ihjel. Og med den relative tilbagetrækning synes sagen nu helt lukket.

Når det alligevel er vigtigt for regeringen at blive husket for, at det var den, der fik trukket Danmark ud af krigen, skyldes det utvivlsomt erkendelsen af, at Irak-projektet er gået helt galt. For ingen masseødelæggelsesvåben sprang frem deres skjul, ingen samlet irakisk befolkning kom andægtigt og priste besættelsesmagterne for deres storstilede aktion, ligesom den heller ikke siden har takket for fire millioner irakiske flygtninge, mindst 650.000 dræbte irakere og et samfund revet itu på alle ledder og kanter. Regeringens beslutning om en relativ tilbagetrækning tjener altså også det formål at vise, hvordan ansvaret for krigens og besættelsens fiasko til slut ligger på irakernes skuldre. Irakerne der ikke vil demokratiet!

Men den nærmest historiske ligegyldighed i den danske offentlighed overfor det faktum, at Danmark i fire år har været involveret i en beskidt og brutal krig, må også vække til selvkritik på den danske venstrefløj og i anti-krigsbevægelsen. Vi har langt fra været gode nok til at formulere kritikken af krigen og reagere effektivt på den. Vi har fejlet i en af de vigtigste politiske kampe i vor tid, og det på trods af, at selve krigen blev en større fiasko end ventet.

Nu er hovedparten af tropperne trukket tilbage, men krigen og besættelsen fortsætter. Derfor er der mere end nogensinde brug for en antikrigsbevægelse, som kan minde Fogh og offentligheden om regeringens og Dansk Folkepartis ansvar for katastrofen i Irak.

Redaktionen