Leder: Israel og den diktatoriske sædvane

Regeringen i Israel har taget initiativ til at lukke den arabiske TV station Al Jazeera. Det er en gammel nyhed, at politikere i ”Mellemøstens eneste demokrati” angriber pressen, men bemærkelsesværdigt at de henviser til diktaturer i nærområdet som inspiration.

Al-Jazeera (AJ) har længe været en torn i øjet på staten Israel. Men den Qatar-baserede TV-stations dækning af sommerens uroligheder omkring Al-Aqsa moskeen i Jerusalem har i særlig grad vakt mishag hos Premierminister Netanyahu. Han har tidligere beskyldt AJ for at propagandere for både Islamisk Stat, terror i almindelighed og Iran. Nu har fremtrædende politikere fra Netanyahus regering åbent lanceret planer at lukke AJ’s afdeling i Israel og fratage stationens journalister deres presseakkreditiver.

Det er ikke nyt, at Israel angriber udenlandske pressefolk for direkte eller inddirekte at hjælpe terrorister. Det skyts bliver ustandseligt fyret af, for det ligger i statens selvforståelse, at dens politik over for palæstinensere som ydre fjender per definition er motiveret af forsvaret mod terrorisme. Samme figur går igen hos mange internationale medier, der trods den eksplicit racistisk motiverede undertrykkelse af palæstinenserne lykkes med enten at forstå Israel eller med at begrave det åbenlyse i fabrikeret kompleksitet.

Derfor er det også let at forstå, at en TV-station som AJ, der rapporterer nøgternt til den “arabiske gade” på arabisk og til den internationale offentlighed på engelsk, ikke ligefrem er den foretrukne kop te for israelske politikere.

Men mærkelig er alligevel den begrundelse, som den israelske kommunikationsminister Ayoob Kara gav, da han i begyndelsen af august fremlagde mere konkrete planer om at forbyde Israel og den diktatoriske sædvane AJ. Karas begrundelse var, at Israel med sine planlagte skridt mod den uregerlige TV-station egentlig bare fulgte andre i regionen, der havde gjort det samme.

- På det seneste har næsten alle lande i vores region konkluderet, at AJ støtter terrorisme og religiøs radikalisering. Når man tænker på at alle disse lande har fastslået, at Islamisk Stat, Hamas og Hizbollah og Iran bruger Al-Jazeera til egne formål, er det klart, at vi bedrager os selv, hvis ikke vi drager den samme konklusion, erklærede Ayoob Kara.

Landene, han henviste til, er blandt andet Saudi Arabien, de Forenede Arabiske Emirater, Egypten, og andre af de lande som i begyndelsen af juni forenede sig mod Qatar for at få det lille og styrtende rige kongedømme til at slå ind på den rette og aggressivt anti-iranske kurs.

For det handler selvfølgelig først og fremmest om at begrænse iransk indflydelse i regionen, men altså også om at få Qatars ledere til at lukke AJ. Stationen har ikke været ked af at give taletid til oppositionelle kræfter, der af forskellige politiske grunde er magthaverne fjendtligt stemt. Så det ville faktisk være underligt, hvis ikke Saudierne m.fl. greb chancen for at kræve AJ lukket nu, presset var på Qatar.

Man skulle imidlertid tro, at Israel ville foretrække at give andre grunde til sine angreb på den fri presse end sædvanen i rædsomme diktaturer. De nye rollemodeller er netop de diktaturer, som politikere fra og apologeter for “Mellemøstens eneste demokrati” altid har peget på som legitimerende kontrast.

Det er ikke længere “vi er trods alt et demokrati, og det eneste i Mellemøsten”. Det er “vi gør bare som Saudi Arabien”.