Leder: Du bliver (ikke) hvad du spiser

De parlamentariske partiers seneste tids tovtrækkeri om offentlighedens gunst har afsløret to væsentlige tendenser i dansk politik.

For det første har SF forsøgt at charme sig tættere på en fremtidig regeringsdannelse og i samme ombæring overhalet et vingeskudt Socialdemokrati i meningsmålingerne. Denne tendens viste sig senest i kølvandet på februar måneds spredte uroligheder, hvor SF’s udsigtsløse forsøg på at eftersnakke den politisk ukorrekte korrekthed og sidde med ved det rigtige bord for alvor blev lanceret.

Men det interessante ved SF’s seneste udmeldinger er dog ikke det politiske indhold i deres såkaldte ’akutplan mod nye uroligheder’, som er gentagelser af partiets gamle slogans. Det bliver heller ikke ved med at være interessant at høre, hvilket forråd af nye bandeord, Villy Søvndal har tænkt sig affyre imod Hizb-ut-Tahrir, som er den mest intetsigende skydeskive at rette sit signalpolitiske skyts imod. Frem for alt er det interessante ved SF’s nye dagsorden, hvordan det er et bekvemt forsøg på at eliminere venstrefløjen som sådan. Strategien er at stigmatisere og udgrænse venstreorienteret argumentation som utopisk vrøvl, hengemt i en antikvarisk krog af virkeligheden. Hver gang der bliver sagt respekt og rummelighed, så kald det handlingsforskrækket lal. Hver gang noget forklares med ulighed og racisme, så fortæl om kulturelle forskelle og somaliere, der aldrig har hørt om kvindefrigørelse. I virkeligheden handler det om magten til at definere, hvem der er de dumme, farlige og seksuelt amoralske snyltere og hvem, der i modsætning hertil forbliver civilisationens repræsentanter. Højrefløjen har nu trygt afleveret en del af denne magt til det pinligt opportunistiske SF, hvilket har fået en gigantisk plads på venstreflanken til at stå åben.

Det andet væsentlige træk ved den politiske udvikling er også blevet tydeligst illustreret af Villy Søvndal. Midt i den ophedede debat, som partiformanden selv startede med sin patetiske rejseopfordring til yderliggående islamister, blev han i Politiken den 6. marts adspurgt om, hvordan han selv oplevede mødet med ’det fremmede’. ”Jeg nyder at kunne gå ned i en grøntforretning på Vesterbro, jeg nyder at kunne spise indisk mad”, svarede Villy Søvndal med vanlig varme. På trods af citatets umiddelbare uskyld dækker det dog over en særlig forestilling om sameksistens mellem ’danskere og fremmede’, der er blevet toneangivende de seneste par år. Det er nemlig i høj grad ikke tilfældigt, at Villy fremhæver maden som det ypperste, samlende integrationssymbol. Det samme gør Ny Alliance, der på deres hjemmeside illustrerer temaet ’nye tanker om integration og udlændinge’ med et dansk flag stikkende op af en falafel. Dels illustrerer maden det fordøjelige, det konflikt- og gnidningsløse mellemkulturelle pift i tilværelsen, dels er hele talen om mad en måde at oversætte kulturel sameksistens til kommercielt forbrug af kulturelle forskelle. Omvendt fortalt udtrykker Villy Søvndals madfortælling altså både en vilje til bekvemt at ville forbigå de problemer og konflikter, der knytter sig til et etnisk delt samfund og arbejdsmarked, og samtidig en interesse i at reducere gensidig respekt og antiracisme til et romantiseret forbrug af varer fra fjerntliggende, eksotiske lande. Det er en markedstænkning forklædt i multikulturelle gevandter og imødekommende attitude.

Disse udtalelser er sjovt nok faldet mens udvisningsretorik, forældresanktioner, ’mandsopdækning’ af unge kombineret med øgede politibeføjelser til urobekæmpelse har tegnet det generelle billede.

Her er det underforstået at nogle er mere velkomne i DK end andre - særligt hvis de bærer en autentisk kultur med sig, der nemt kan rettes ind og omsættes i kroner og øre. I denne situation har Villy Søvndal på eksemplarisk vis udtrykt, hvordan den glade multikulturalisme med plads til både falafel og frikadelle kan fungere som forgyldt gangbro mellem markedsideologi og sikkerhedsstat.

Hvorvidt venstrefløjen ryger med ned i denne Søvndal, hvor den indre svinehund render rundt og bjæffer om fordanskede falafler og urobekæmpelse, vil være op til venstrefløjens evne til at udnytte det rum for nye alliancer, som SF’s exit har efterladt. Her bliver nytænkning af antiracismen i en kulturchauvinistisk tid af afgørende betydning.

Redaktionen