Leder: Det syriske slutspil

Vestens har sammen med dets diktaturvenner i Mellemøsten, ønsket et regime-skift i Syrien. Det er mislykket. Af de vigtigste årsager er:

Assad-regimet har vist sig stærkere end antaget. Som det tidligere har vist viger det ikke tilbage for skånselsløs nedslagtning af sine egne indbyggere for at bevare magten.

Dets opbakning blandt dele af det syriske folk har vist sig stærkere end antaget. Assad har udviklet borgerkrigen til en sekterisk krig ved i høj grad at satse på de dele som er 100% loyale som f.eks. alawitterne og de kristne.

Regimets venner som den libanesiske milits Hizbollah er duelige militære støtte og afgørende i trængte situationer. Samt ikke mindst Iran og Ruslands støtte. De vestlig-støttede oprørsgrupper er langsomt men sikkert blevet marginaliserede. Og støtte til ”moderate” islamistiske grupper har vist sig at være et tveægget sværd.

Rusland har gjort det som andre stormagter har gjort, nemlig at forfølge egne interesser, til stor forargelse for Vesten som ikke har bestilt andet uanset de menneskelige omkostninger. Ved sin militære indgriben har Rusland sikret sig, at en fredsløsning ikke kan ske uden at Ruslands position i større eller mindre omfang bevares i Syrien, blandt andet at deres militære baser bliver stående. Den vestlige verdens forargede reaktion er misundelse. Lige som man gik og puslede med en ”humanitær” flyforbudszone i Syrien, der kunne være udgangspunkt for tyrkisk og amerikansk angreb på Syrien fik Rusland ødelagt muligheden.

Den danske deltagelse i den syriske borgerkrig er ud fra alle egne forudsætninger ulogisk.

At man netop nu starter bombardementer når der er aftalt våbenhvile og fredsforhandlinger mellem dele af de stridende parter virker tåbeligt.

Den er i strid med internationale konventioner. Krigshøgene i det danske folketing og dens betalte eksperter udsagn om at ISIS har angrebet Vesten og man derfor har folkeretslig ret til indgreb er det rene nonsens. Det er den slags nonsens som de internationale konventioner skulle sikre os imod. Logikken synes at være at kan vi/Vesten ikke få vores krige godkendt af FN finder vi bare på noget andet.

Hvis ISIS er årsagen ville det være logisk at intensivere indsatsen i Irak på den irakiske regerings invitation. Og i øvrigt trodse Tyrkiet og støtte den hidtil mest duelige modstand mod ISIS i Syrien nemlig den kurdiske milits.

Skulle nogen i det danske folketing være i tvivl om effekten af danske bomber er det blot, om muligt, at besøge de steder hvor de tidligere er faldet med samme formål som i Afghanistan, Irak og Libyen. Først bombede vi i Libyen og så kom ISIS, ikke omvendt. Det kaos som Vesten forårsager i Irak er baggrunden for ISIS’s succes. Skåltalere om de danske styrkers store sejre kan ikke skjule rækken af militære nederlag.

Men sagen er, at det ikke, som det antages af folketingets partier, er ISIS som er målet for den militære indgriben. Det er derimod, at fordr der er aftalt våbenhvile og fredsforhandlinger, er det afgørende for Vesten og dets allierede i diktaturstaterne, at ændre den militære balance således at Vestens/imperialismens interesser tilgodeses i disse forhandlinger.

Det danske bidrag har derfor blot et formål: at vise verdens militære stormagt, USA, at vi stadig gør som de siger.