Kvindernes Hær i Kurdistan

GAIA bringer her et uddrag af et interview med en kurdisk kvinde, som er repræsentant for Kurdistans Fri Kvinde Bevægelse (TAJK), og som selv har deltaget i guerillakampen

Oversat og redigeret, af Irene Clausen

- Hvorfor var det nødvendigt at opbygge Kvindernes Hær? Hvordan var kvindernes stilling blandt guerillaerne før?

Det kurdiske samfund s struktur bliver på en måde genspejlet i guerillaernes liv. Så forhold et mellem kvinder og mænd og kønnenes roller er fordelt efter helt traditionelle linjer. Mænd og kvinder var strengt adskilte i deres opvækst. De blev opdraget sådan, at kvinder altid skulle adlyde og mændene bestemme. Den strenge patriarkalske undertrykkelse af kvinderne i Kurdistan er også en følge af kolonimagternes undertrykkelse.

Kurdiske kvinder ser deres kamp for frihed som en integreret del af den kurdiske befrielsesbevægelse. I takt med at kampen har udviklet sig, er antallet af involverede kvinder hele tiden vokset. Men naturligvis bliver de også i kampen konfronteret med de klassiske kønsroller. Mange af kvinderne sidder stadig fast i traditionens og patriarkatets faste greb.

Man kan kun løse kvindespørgsmålet, hvis det ses som en "revolution i revolutionen". Derfor lærer kvinderne i guerillaen om deres egen betydning for den kurdiske befrielse. De lever med bevidstheden om, at uden deres revolutionære kamp for frihed kan der ikke være nogen revolution i Kurdistan. Kvinderne er blevet politiseret som resultat af denne bevidsthed. Selvfølgelig sker denne proces også hos de mandlige guerillaer, for Kurdistans frihedsbevægelse ser ikke spørgsmålet om kvinders rettigheder som et spørgsmål der udelukkende vedrører kvinderne. Det er et samfundsmæssigt problem som historisk hænger sammen med besættelsen af Kurdistan.

Jeg vil gerne give nogle eksempler på, hvordan de to guerillaverdener støder sammen (mændenes og kvindernes, red.) Kvinde lige kommandanter opfatter sjældent deres funktion som acceptabel for hverken mænd eller kvinder. Nogle mænd finder det stadigvæk svært at tage imod ordrer fra kvindelige kommandanter. Og i starten mødte de kvinde lige kommandanter heller ikke stor respekt fra kvinderne. Det stigende antal kvinder i guerillakampen gjorde det nødvendigt med en speciel kvindeorganisering, fordi mænd bremser udviklingen af kvindernes evner. Deres tilstedeværelse virker hæmmende. For at sikre kvinderne fuld anerkendelse i de kurdiske samfund måtte der en ny slags kvindeorganisering til - ved siden af den politi ske som f.eks. i TAJK. Der måtte altså laves en militær organiser ing af kvinderne. Herved får kvinderne mulighed for at udvikle sig frit og uafhængigt, stå på egne fødder uden af føle sig som skygger af mænd. For hvert eneste frit selvstændigt skridt, som kvinden tager, stiger hendes selvværdsfølelse. Dannelsen af kvindernes hær var indledningen til en ny æra for vores samfund, ligesom den 15. august 1984 var det. (starten på den væbnede kamp, red.)

- Er Kvindernes Hær på nogen måde forskellig fra mændenes?

Det er ikke korrekt kun at tænke i mande-og kvindehær. Ved siden af Kvindernes Hær, som består af ca. 2000 kvinder, er der mange gange hvor mænd og kvinder kæmper sammen i blandede enheder. Både Kvindernes Hær og den almindelige hær er underlagt den samme kommando-struktur. Begge kæmper efter samme planer og mål. Den eneste forskel er, at Kvindernes Hær koncentrerer sig om den enkelte kvindes udvikling. Hertil skal føjes, at man har fundet ud af at hverken mænd eller kvinder har monopol på at være de stærke i kampen. Men man kan måske sige at kvinderne i kampen er de hurtigste til at omstille sig, hvilke skyldes deres tusinde års slaveri. Så kvindernes længsel efter frihed er meget stærkere end mændenes. De fleste kvinder forstår at friheden er mulig - nu eller aldrig.

- Du er repræsentant for Kurdistans Frie Kvinders Bevægelse (TAJK). Hvad forbindelse er der mellem TAJK og kvindernes hær?

Vi kvinder i TAJK betragter os som en del af Kurdistans befrielsesbevægelse. Uden den ville vi ikke eksistere. Vi støtter den kurdiske kvindekamp både politisk og materielt.

Vi mener at det ikke kun er kurdiske kvinders opgave at støtte den kurdiske kvinde- og befrielseskamp men at det også er en opgave for ikke-kurdiske kvinder.

Og de erfaringer vi har gjort med Kvindernes Hær mener vi kan tjene som et nyt perspektiv på vejen til befrielse fra patriarkatet.

Artiklen er hentet fra Kurdistan Report no. 20 - jan. febr. 1995