Kvinder i international politik - Når kvinder sikrer freden

I internationale konflikter portrætteres kvinder ofte som magtesløse ofre i en mandsdomineret verden, men 125 indiske kvinder på fredsbevarende mission i Liberia spiller en helt anden rolle.

Anne-Katrine Schmidt Hansen

International politik er en mandeverden. Tænk blot på de officielle gruppebilleder af regeringscheferne i EU, hvor Angela Merkel som den eneste kvinde gør en ensom figur. Det gælder også den samfundsvidenskabelige disciplin, der forsker i international politik, der også hovedsageligt udgøres af mandlige forskere og teoretikere. Det har fået en kvindelig forsker til at bekendtgøre, at der er noget ved international politik både som disciplin og område, der gør det særligt ugæstfrit og utiltrækkende for kvinder (1).

International politik er ikke kønsneutral

Konsekvensen har været, at køn aldrig er blevet taget i betragtning som en væsentlig faktor i International Politik. Men international politik er ikke kønsneutral. Igennem det sidste århundrede har krigsførsel ændret sig dramatisk – ikke mindst i fordelingen af døde og sårede. I første verdenskrig var 80-90% af de krigsrelatede dødsfald at finde i de væbnede styrker. I dag er et konservativt bud, at op mod 75% af alle krigsrelaterede dødsfald rammer civile nonkombattanter. Civile tab er ikke længere en utilsigtet følgeskade af krigsførsel. I nutidens assymetriske væbnede konflikter er de civile simpelthen målet, og når det er tilfældet, er det oftest kvinder. FN’s flygtningehøjkommissariat rapporterede således i 1993, at 80% af de internationale flygtninge er kvinder og børn. Dertil kommer den udbredte brug af systematiske krigsvoldtægter, tvangsgraviditeter og sexslaveri som bevidste strategiske våben til at ydmyge fjenden. Det er anslået at mellem 20.000 og 50.000 bosniske kvinder og unge piger blev voldtaget i borgerkrigene i eks-Jugoslavien – mange i serbiske voldtægtslejre.

Kvinder er ikke kun ofre

Den feminismeforskning, der har fundet sted i International Politik de seneste 20 år, har gjort opmærksom på relevansen af et kønsperspektiv i international politik og på kvinder som marginaliserede ofre for international politik. Det er imidlertid meget ensidigt kun at fremstille kvinder som ofre og aldrig som kapable agenter på den internationale politiske scene. Konsekvensen har været, at feminismeforskningen i International Politik har stået i stampe i sin kritik af den ”patriarkalske stat” og har været skæmmet af en essentialistisk underliggende idé om, at mænd er aggressive og krigeriske, mens kvinder er fredelige og medfølende (hvad enten det så er på grund af biologi eller socialisering).

Fordi kvinder ofte er de første ofre i borgerkrige og etniske udrensninger, kan og bør de også have en central rolle i løsningen og forebyggelsen af dem. Det handler om at se på, hvordan kvinder kan påvirke international politik i stedet for kun at fokusere på, hvordan international politik påvirker kvinder.

Militærtræning modarbejder fredsbevarende operationer 

FN’s fredsbevarende missioner efter den kolde krigs ophør har ændret fokus fra kun at skulle opretholde våbenstilstande og stabilisere sikkerhedssituationen til også at yde humanitær nødhjælp, overvåge menneskerettigheder og opbygge institutioner, f.eks. uddanne politistyrker og overvåge valg. 

I modsætning til konventionel krigsførsel handler fredsbevarende operationer ikke om at kæmpe og vinde – tværtimod, her er vold ensbetydende med nederlag. Men fordi fredsbevarende aktiviteter indeholder en militær komponent, er de blevet udført af militæret, og derfor altovervejende af mænd. Som historiker Gerard DeGroot udtaler, er der dog ikke mange konventionelt trænede mandlige soldater der kombinerer egenskaberne af soldat og socialarbejder, hvilket er nødvendigt for fredsbevarende aktiviteter i dag (2). 

I de fleste militærer fremhæver træningen stereotypiske maskuline karakteristika, og rekrutten bliver opfordret til at udvikle styrke og aggression og skille sig af med eventuelle stereotype feminine egenskaber som sensitivitet og medfølelse. Kvindehad kan i den forbindelse bruges som et nyttigt instrument til at fremelske hårdtslående opfattelser af maskulinitet i den militære træning. Kontrasten til fredsbevarede operationer er slående, da disse skal forsøge at holde aggressioner i skak og føre til forsoning mellem de stridende parter. Resultatet er, at FN’s fredsbevarende operationer har været skæmmet af aggressiv adfærd og endda overgreb på civile, hvilket forværrer en i forvejen spændt og usikker situation.

”Man was born to war, woman to breed warriors; all the rest is nonsense” 

Ifølge forskeren Jean Bethke Elshtain har vi i den vestlige verden (omend man kunne indvende, at vi ikke har monopol herpå) arvet en tradition, der antager et åndsslægtskab mellem på den ene side kvinder og fred og på den anden side mænd og krig (3). Mænd og kvinder anses for at have komplementære behov og for at udvise kønsspecifikker dyder, som især kommer til udtryk i krigstid. Mænd udlægges som voldelige, enten ivrigt og uundgåeligt, eller modvilligt og tragisk; kvinder som fredelige og skrøbelige væsener.

Denne nedarvede forestilling om kønnene ses i nutidige argumenter mod kvinder i militæret. Gængse argumenter lyder, at kvinder kan ikke slås, de mangler den fornødne styrke både fysisk og mentalt, de får menstruation og PMS, de bliver gravide, de er emotionelle og irrationelle etc. etc. 

Den israelske militærhistoriker Martin van Creveld er blandt dem, der har været stærkest imod kvindelige soldater og politibetjente. Han fastholder, at der er ét område, som kvinder aldrig kan få adgang til, og som ikke er påvirket af den teknologiske, økonomiske, sociale og kulturelle udvikling: vold. Det er fordi, der intet er som vold til at straffe svaghed (4). Kvinder er simpelthen hverken fysisk, mentalt eller emotionelt egnede til at være hverken soldater eller politibetjente. Idéen om, at kvinder bedst håndteres af kvindelige betjente, affærdiges som blot et produkt af moderne feminisme. Han begræder også det tab af status, som indlemmelsen af kvindelige soldater angiveligt har påført de militære institutioner.

Men er kvinder virkelig så ringe soldater og politibetjente? En flok kvindelige indiske FN-politibetjente i Liberia, synes at bevise det modsatte. 

Kvindelige politibetjente i Liberia 

Liberia oplevede to blodige borgerkrige mellem 1989 og 2003, der udsprang af etniske spændinger og politiske magtkampe. De var nogle af Afrikas blodigste konflikter og krævede mere end 250.000 liv samt fordrev 1 million mennesker til flygtningelejre ud af en befolkning på 3,5 millioner. Ligesom i borgerkrigene i Rwanda og Uganda blev voldtægt og seksuelle overgreb brugt som strategiske våben i stort omfang, og fortsætter med at plage kvinder og piger også efter konflikternes ophør. 

I 2003 besluttede FN’s sikkerhedsråd at indlede en storstilet, flerdimensionel fredsbevarende mission i Liberia (UNMIL). Som en del af FN-missionen i Liberia er der siden 2007 hvert år ankommet en ny deling kvindelige politibetjente fra Indien bestående af 125 politibetjente. De er afsted et år ad gangen, og mange af dem er mødre med børn og familie i Indien. De er bedre udrustet end almindelige politibetjente og fungerer som en slags mellemting mellem almindelige politibetjente og regulære soldater. Det er meningen, at de har fast base i Liberias hovedstad Monrovia, men kan indsættes over alt i landet, hvis det skulle blive nødvendigt. 

Færre seksuelle overgreb begået af FN-mandskab 

Fredsbevarende styrker har i flere tilfælde været ansvarlige for voldtægt og seksuelle overgreb på kvinder og unge piger såvel som en eksponentiel stigning i prostitution, sexslaveri samt pådragelse og overførsel af HIV/ AIDS. Embedsmænd i FN og udenforstående observatører hævder, at der har været tilfælde af overgreb i stort set samtlige FN-missioner til dato. Liberia er ingen undtagelse. BBC har afsløret systematiske seksuelle overgreb, bl.a blev fødevarer til flygtninge givet i bytte for sex. En spørgeskemaundersøgelse konkluderede ligeledes i 2006, at omkring 22% klagede over, at de fredsbevarende soldater havde voldtaget kvinder og børn og havde tilskyndet til prostitution. Det siger selvfølgelig sig selv, at fredsbevarende soldater, der begår overgreb på den lokale befolkning ikke er foreneligt med en mission, hvis formål er at lægge et fundament for fred og sikkerhed. Studier har imidlertid vist, at tilstedeværelsen af kvindelige soldater har en positiv indvirkning på deres mandlige kolleger og på værtsbefolkningen. De kan hjælpe til med at skabe tillid til de fredsbevarende styrker, dæmpe frygt, normalisere tilstedeværelsen af tropper samt forbedre de fredsbevarende soldaters omdømme og således medvirke til at faciltere fredsprocessen. Tilstedeværelsen af kvindelige soldater kan ligefrem forøge status og omdømme snarere end det modsatte. Dertil kommer, at kvindelige fredsbevarende soldater ofte er bedre til at arbejde med kvinder og børn, der har været udsat for voldtægt og seksuelle overgreb af mandlige soldater og politibetjente. 

Ifølge Lea Angela Biason, gender affairs associate I DPKO (FN’s afdeling for fredsbevarende operationer), har den første udelukkende kvindelige indiske politistyrke i Liberia gjort en væsentlig forskel for de mange kvinder, der har været ofre for seksuelle forbrydelser under borgerkrigene. Hun påpeger også, at tilstedeværelsen af kvinder i uniform tilsyneladende tilskyndede liberianske kvinder til i højere grad af rapportere tilfælde af seksuelle overgreb (5). Som FN’s general-sekretær Ban Ki-Moon udtaler, kan man, når man får ofrene til at føle sig trygge nok til at retsforfølge deres gerningsmænd, endelig begynde at bekæmpe den kultur af straffrihed, der har hersket alt for længe. I tråd hermed påpeger Gerard DeGroot, at når kvindelige soldater er tilstede, er mænd mere tilbøjelige til at opføre sig ordentligt. Efter udstationeringen af den kvindelige politistyrke i 2007 i Liberia er (tilfældene af ) seksuelle overgreb da også faldet drastisk (6). 

Sikring af ro og orden 

Studier har vist, at kvindelige politibetjente i visse situationer kan være mere effektive end mandlige på grund af antagelsen om, at kvinder er mere fredeligt indstillede end mænd. Derfor bliver kvinderne ikke i samme omfang set som en trussel. Mænd reagerer altså anderledes i konfrontationer med kvindelige betjente, som ofte vil have en beroligende effekt på en aggressiv mand, mens en mandlig betjent kan virke udfordrende. I FN-regi er man også bevidst om fordelene ved at have flere kvindelige betjente, idet de ikke i samme omfang baserer deres arbejde på anvendelsen af eller truslen om fysisk magt, og derfor bedre er i stand til at etablere samarbejde og tillid. Dertil kommer en erkendelse af, at godt politiarbejde handler mindre om at kontrollere en situation med fysisk magt end om at forebygge og afdramatisere voldelige episoder gennem mellemmenneskelig kommunikation. 

Den indiske kvindelige politistyrke i Liberia har været i stand til at sikre lov og orden og håndtere voldelige uroligheder mindst lige så effektivt som deres mandlige kolleger. De har reduceret antallet af væbnede røverier med op mod 65%. På grund af deres afdæmpede facon bliver de også ofte placeret i frontlinjen i optøjer for at berolige ophidsede folkemængder. 

Liberia - et positivt eksempel 

Forskere har observeret, at en kritisk masse af kvinder i FN’s fredsbevarende operationer, typisk omkring 30%, har været i stand til at mobilisere lokale kvinder ved at fungere som positive rollemodeller og være et godt eksempel. Det kommer til udtryk i disse tidligere så krigsplagede lande ved at flere kvinder stemmer og stiller op til valg, at forfatninger revideres for at stadfæste og opretholde kvinders rettigheder og for at eliminere diskriminerende lovgivning, og kvinder bliver i stigende omfang repræsenteret i politiet embedsmandsapparatet. Sådan en postiv effekt kan i høj grad også genfindes i de kvindelige FN-politibetjentes indvirkning på lokale liberianske kvinder og piger. Efter deres ankomst steg antallet af liberianske kvinder der søgte ind i politiet med 300%. Kvinder udgør nu 15% af den liberianske politistyrke og tallet stiger støt. 

Den indiske politistyrke har også engageret sig i lokalsamfundet. De har ”adopteret” en skole og et børnehjem, og hver sommer organiserer de en sommerlejr, hvor liberianske piger får lektioner i både selvforsvar, førstehjælp og bollywood-danse. Antallet af piger, der bliver indskrevet i skole er også steget markant siden politikvindernes ankomst i et land hvor kun få piger ellers afslutter grundskolen. Den kvindelige politistyrke tilvejebringer også gratis lægehjælp og rent drikkevand.

Der er brug for flere kvinder i det fredsbevarende arbejde

Eksemplet med de indiske politikvinder viser at der er gode grunde til at få flere kvinder ind i fredsbevarende operationer – på grund af det fredsbevarende arbejdes særegne natur, som adskiller sig markant fra konventionel krigsførsel. Men også fordi mange kvinder i de borgerkrigsplagede lande har nogle specifikke behov i kraft af de seksulle overgreb mange er blevet udsat for, som ikke varetages bedst af mandlige soldater. Tværtimod kan tilstedeværelsen af mandlige soldater være med til yderligere at traumatisere en i forvejen traumatiseret befolkningsgruppe. Martin van Crevelds udsagn om, at kvinders kroppe gør dem uegnede som soldater og politibetjente, synes således stadigt mere irrelevante i en verden, hvor militæret – i det mindste i den udviklede del af verden – nu næsten udelukkende anvendes til humanitære interventioner og fredsbevarende operationer. Kvinders deltagelse er derfor ikke kun vigtigt ud fra et etisk, men også et praktisk synspunkt. Deres positive egenskaber er ikke til at komme uden om, når freden skal sikres.

Anne-Katrine Schmidt Hansen har skrevet speciale om kvinder i international politik på Institut for Statskundskab, Århus Universitet

1. Tickner, J. Ann (1988): “Hans Morgenthau’s Principles of Political Realism – A Feminist Reformulation,” Millennium – Journal of International Studies, Vol. 17, s. 430

2. DeGroot, Gerard. J (2001): “A Few Good Women: Gender Stereotypes, the Military and Peacekeeping” in Louise Olsson and Torunn L. Tryggestad (eds.) Women and International Peacekeeping, London: Frank Cass, s. 33

3. Elshtain, Jean Bethke (1987): Women and War, New York: Basic Books, Inc, s. 4

4. van Creveld, Martin (2000a): “A Woman’s Place: Reflections on the Origins of Violence”, Social Research, Vol. 67, No. 3, s. 831

5. http://www.irinnews.org/Report.aspx?ReportId=89194

6. http://www.opendemocracy.net/print/48772