KUN Demokrati nok til at male valgpropaganda

Den 2. juli var der præsidentvalg i Mexico. Ved valgkampagnens begyndelse sidste sommer meldte EZLN ud at der i Mexico lige præcis er nok demokrati til at male valgpropaganda med. Denne udmelding har været sigende for valgkampagnens indhold og er udgangspunktet for en skarp kritik af det formelle mexicanske demokrati.

Af Anne Wind

Den beskidte krig i 1970 og 80’ernes Mexico viste tydeligt en stat, der undertrykte sociale protester og slog hårdt ned på politisk utilfredshed i befolkningen. Folk der var med i studenterbevægelsen under massakrerne i 1968 og 1971 i Mexico City, siger at den største misforståelse i den historiske analyse af den beskidte krig, er at den hører fortiden til.

I maj 2006 slog det mexicanske politi hårdhændet ned på flere sociale protester i byen Atenco. I juni gentog politibrutaliteten sig i Oaxaca i det sydlige Mexico. Myndighedernes mangel på konstruktiv forhandling med de organisationer, der fremsætter protesterne går hånd i hånd med politiets brutalitet. Det var den politiske og demokratiske virkelighed op til præsidentvalget i Mexico d. 2. juli.

Større ulighed under Fox

Da Mexicos nuværende præsident Vicente Fox fra det konservative PAN vandt valget i 2000, var det første gang i mere end 70 år at det ikke var en præsidentkandidat fra partiet PRI, der blev valgt. Dengang spåede optimisterne en politisk og demokratisk forandring i Mexico. Seks år senere er det berettiget at sætte et meget stort spørgsmålstegn ved de optimistiske spådomme.

At den mexicanske præsident de sidste seks år har heddet Fox og ikke Labastida, som er navnet på PRIs præsidentkandidat i 2000, har ikke medført nogen fundamentale demokratiske forandringer i Mexico.

Den økonomiske og sociale ulighed er vokset under Fox. Konsekvenserne af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, har for alvor vist sig. De mindre mexicanske landbrug kan ikke klare sig i kampen mod de store amerikanske landbrugskoncerner. Migrationen vokser, og det samme gør frustrationen og utilfredsheden i befolkningen.

Fox har skuffet. Og en nærliggende forklaring på det, er at Fox og dermed PAN måske nok vandt præsidentposten, men ikke flertallet i kommunerne, i delstaterne, endsige i kongressen. Det altomfavnende politiske system, der blev opbygget under PRIs lange regeringsperiode, har så dybe rødder, at det kun vanskeligt lader sig ændre. Det gælder også forholdet til menneskerettigheder.

En anden forklaring er at Fox’ demokratiske forståelse kun rakte til at male valgpropaganda med. Human Rights Watch (HRW) har kritiseret Fox for manglende vilje til at omdanne sine idealer om menneskerettigheder til praksis i det mexicanske politiske system.

De systematiske overtrædelser af menneskerettigheder i Mexico, der blandt andet kom til udtryk i Atenco og Oaxaca, understreger kraftigt HRWs pointe.

PRI - et parti i krise

Fox har bakket aktivt op om partifællen Felipe Calderóns præsidentkandidatur. Felipe Calderón var sammen med Roberto Madrazo (PRI) og Andres Manuel Lopez Obrador (PRD) de tre topkandidater til præsidentvalget 2006.

Roberto Madrazo er den af de tre ’store’, der rimelig konstant har ligget lavest i meningsmålingerne. Madrazos mangel på popularitet afspejler en langvarig krise i PRI. Efter nederlaget i 2000 har partiet haft svært ved at samle sig om en fælles linje og et nyt projekt. Det er bl.a. kommet til udtryk i interne magtkampe i forbindelse med valg af partiets spidskandidat til dette års præsidentvalg.

I et interview til dagbladet La Jornada blev Madrazo spurgt om, hvad han ville sige til de folk, der mener at det at vende tilbage til PRI, ville betyde at man ikke havde lært noget af de sidste 70 år.

Madrazo svarede at det gamle PRI er død. Det PRI der eksisterede i ’88, ’94 og 2000 eksisterer ifølge Madrazo ikke længere. Denne død har været årsag til store interne stridigheder i partiet. PRI har med ham og med egne ord ændret sig drastisk. I samme interview karakteriserer Madrazo sig selv som hård og kold og siger at det er med udgangspunkt i disse egenskaber at det er gået ham godt. ”Jeg beregner mine træk meget grundigt, jeg bryder mig ikke om at deltage i konkurrencer, som jeg vil tabe,” udtalte Madrazo.

Trods denne optimisme der strakte sig lige til det sidste, blev valget et slående nederlag til PRI.

Calderón karakteriseres som politisk intelligent, temperamentsfuld og forsvarer for den klassiske PANistiske diskurs, men pragmatisk, når der skal træffes beslutninger.

Hvor Madrazo skal løfte arven fra mere end 70 års problematisk PRIistisk styre, skal Calderón løfte arven efter Fox. Calderón gør bl.a. forsøget ved at lægge sig tæt op af sit partis traditionelle konservative retning.

Mexicos Chavez?

Valgresultatet blev tilnærmelsesvist et dødt løb mellem Felipe Calderón og Lopez Obrador, der har været den mest omdiskuterede præsidentkandidat. Lopez Obrador er tidligere borgmester i Mexico City.

For godt et år siden forsøgte Lopez Obradors politiske modstandere at sætte ham ud af spillet. Han blev suspenderet for en periode imens det blev undersøgt om han havde handlet ureglementeret under inddragelsen af jord til at bygge en vej til et hospital. Store folkelige protester over suspenderingen satte en stopper for sagen, og Lopez Obrador kunne genoptage sit præsidentkandidatur. Hele sagen fik en bølge af popularitet til at strømme i Lopez Obradors retning. Lopez Obradors tid som borgmester i Mexico City og den folkelige mobilisering omkring hans politiske suspendering har givet ham en bred folkelig opbakning, der gjorde at han i lang tid var præsidentvalgets klare favorit. Samtidig har Lopez Obrador fået stor international opmærksomhed, og bliver ofte nævnt som et potentielt mexicansk bidrag til rækken af mere eller mindre venstreorienterede latinamerikanske præsidenter. Særligt højrefløjen i Mexico har gjort meget ud af at sammenligne Lopez Obrador med Venezuelas Hugo Chavez. En sammenligning der vedrørende deres politiske strategier har meget lidt hold i virkeligheden.

Men Lopez Obrador kritiseres også fra den modsatte side af den politiske skala. Zapatisterne har det sidste års tid været nogle af de skarpeste kritikere af Lopez Obrador.

Zapatistisk kritik af det parlamentariske venstre

Da Zapatisterne for et år siden udsendte Den sjette deklaration fra Lacandonjuglen, også kaldet La Sexta (se Gaia nummer 50), kritiseres Mexicos tre store partier PRI, PAN og PRD skarpt. Zapatisternes kritik af PRD har sit udgangspunkt i den lov PRD i 2001 var med til at vedtage. Udkommet af Zapatisternes ti år gamle fredsforhandlinger med den daværende regering, var de såkaldte San Andres-aftaler, der omhandlede indianske rettigheder. Aftalerne blev aldrig omsat til lovgivning. Og Zapatisterne opgav forhandlinger med regeringen. Under Fox’ valgkampagne lovede han at løse konflikten i Chiapas på et kvarter. Kort efter han så kom til magten fremsatte han et lovforslag i kongressen. Lovforslaget tog udgangspunkt i San Andres-aftalerne, men alle forhold i San Andres-aftalerne, der betød væsentlige forandringer, var udeladt. Lovforslaget, der fik navnet La Ley Indígena, Indianerloven, blev vedtaget. PRD stemte også for. Og således levede PRD, såvel som PRI og PAN op til den mexicanske politiske praksis om at love forandringer for siden ikke at forandre noget.

I La Sexta skriver Zapatisterne, at PRD, PAN og PRI slog dialogen ihjel, da de vedtog Indianerloven, som de mener, er et bevis på at aftaler med regeringen intet betyder og at man ikke kan opnå noget ved at forhandle med regeringen. Det er med den erfaring at Zapatisterne sidste år udsendte La Sexta og tog initiativ til den anden kampagne der forsøger at forene sociale bevægelser og definere en samlet mexicansk venstrefløj.

Anne Wind er aktiv i Operation Dagsværks Chiapas-gruppe.

Valgklager

D. 2. juli var der præsidentvalg i Mexico. Resultat blev et meget tæt løb mellem partiet PRDs kandidat Andres Manuel Lopez Obrador og det konservative PANs Felipe Calderón.

Det endelige resultat skulle offentliggøres d. 5. juli, men allerede d. 3. begyndte der at sive meldinger ud om Calderóns sejr. Da denne artikel blev skrevet var 98,5 % af stemmerne talt op og de gav 36,4 % til Felipe Calderón og 35,3 % til Andres Manuel Lopez Obrador. Den konservative sejr blev officielt slået fast nogle dage senere. Calderón havde tilsyneladende vundet over Lopez Obrador med 0,58 %. Lopez Obrador har imidlertid nægtet at anerkende valget.

Lopez Obrador og PRD har indgivet omkring 900 siders klager over valghandlingen til den mexicanske valgdomstol. Klagerne omhandler bl.a. stemmer der skulle være blevet smidt på en losseplads og stemmebokse med flere stemmesedler end der var navne på stemmelisten. Kravet fra klagerne og en lang række personer og organisationer i Mexico er en fuldstændig genoptælling af stemmerne. Den mexicanske valgdomstol skal komme med en afgørelse senest d. 6. september. Først da bliver det endelig afgjort, hvem Mexicos næste præsident er.