Krig eller fred i Vestsahara?

Det første man bemærker, når man ankommer til flygtningelejrene i ørkenen nær Tindouf i sydvest-Algeriet er den ekstreme varme, manglen på vand, og det tørre, ufrugtbare ørkenlandskab. Her har saharawierne boet siden 1975, hvor Marokko invaderede deres hjemland, Afrikas sidste koloni Vestsahara.

AF PETER KENWORTHY, AFRIKA KONTAKT

Selvom lejrene ligger midt i ørkenen, har over 150,000 mennesker i de knapt 40 år de har boet her, formået at opbygge noget der ligner et velfungerende samfund.

Saharawierne prøver at leve et så normalt liv som muligt. Indbyggerne i de forskellige lejre bor mestendels i murstenshuse fremstillet af sand og jord, samt telte som dem deres beduin-forfædre brugte til at kunne være på farten med. Man kan købe nogle grøntsager og dåsemakrel i de små butikker der findes, hvis man har råd. Og der er biblioteker, museer, bilværksteder, mobiltelefonreparatører, restauranter, sportsbutikker, pizzeriaer, og frisører. Mange af indbyggerne har solcelle-drevet elektricitet, og mange har fjernsyn, hvor de kan se Al Jazeera og CNN.

I lejrene er der også al den armod og sygdom, som man kan forvente sig af sådan et sted. En FNrapport rapporterede for nyligt, at 7,6% af indbyggerne er akut fejlernærede, og over 15% er undervægtige. ”Der er en stigende mangel på mad, medicin, vand, og stort set alt andet i lejrene, hvilket er en naturlig konsekvens af finanskrisen”, fortæller saharawiernes samarbejdsminister, Brahim Mojtar, mig. Han var for nyligt i Danmark for netop at bede Danmark om hjælp, men fik ikke lovning på noget.

Så at saharawierne har skabt et under omstændighederne velfungerende samfund, med velfungerende skoler, presse, hospitaler, og en proto-demokratisk regering, der er medlem af den Afrikanske Union, er bemærkelsesværdigt.

Skrøbelig fred

Men samfundets relative succes er en ting, noget andet er at langt de fleste selvsagt gerne vil hjem. De er derfor gevaldigt trætte af FN og det internationale samfunds manglende handling på deres situation, samt bland andet EU, EU’s medlemslande, og disses firmaers rolle i konflikten, der strækker sig fra passivitet til de facto støtte af Marokkos kolonisering ved at handle med varer fra det besatte Vestsahara.

Mange saharawier, især de unge, er derfor parate til at gribe våbnene og genstarte krigen mod Marokko, fordi de ikke føler at situationen kan blive værre. ”Vi ønsker blot at kunne arbejde, at tjene penge, at kunne bidrage, at gøre noget for vores egen og vores folks fremtid”, fortæller det unge medlem af parlamentet, Mahfoud Salama, mig. ”Og hvis de ikke kan få lov til dette er der mange mennesker der er villige til at gå i krig for at kæmpe for disse ting”.

Andre, som selv har oplevet krigen, er dog mere tilbageholdene. ”Jeg mener ikke at tiden er inde til alternative metoder”, siger samarbejdsminister Brahim Mojtar. ”Jeg er ikke entusiastisk ved tanken om at genoptage krigen. Jeg har selv oplevet krigen og dens konsekvenser. Det har de unge mennesker ikke”.

Nye toner fra EU

Alt i alt må man dog konstatere, at der er en stigende tendens i lejrene til at betragte fredsprocessen og FN’s rolle i processen som fejlslagen, så hvis EU og Danmark vil undgå en krig med efterfølgende fare for flygtningestrømme imod EU’s grænser, skal man nok genoverveje sin rolle i Vestsahara-konflikten.

Og der er tegn på at dette kunne være ved at ske. Udenrigsudvalget vedtog i hvert fald en officiel beretning om Vestsahara den 10. maj, med et stort flertal af folketingets partier bag, hvilket man kunne se som et forsigtigt første skridt hen imod en egentlig Vestsahara-politik.

I denne beretning står der blandt andet at man fraråder danske offentlige institutioner og virksomheder at handle med varer fra Vestsahara, at man støtter saharawiernes krav på en folkeafstemning om uafhængighed, at FN’s fredsmission MINURSO skal kunne overvåge menneskerettighedssituationen i Vestsahara, samt at man skal overveje at støtte de over 150,000 saharawier i lejrene økonomisk.

Dette er positivt, og et skridt i den rigtige retning, men ikke nok til for alvor at gøre en forskel. Hvis man derimod også turde kritisere Marokko’s besættelse og menneskerettighedsbrud mere direkte og offentligt, også i EU- og FN-sammenhæng, presse EU til at droppe handelsaftaler med Marokko der inkluderede det besatte Vestsahara, samt anerkendte Vestsaharas eksilregering, SADR, som er medlem af den Afrikanske Union, ville det nok gøre en langt større forskel.

Man ville så for en gangs skyld kunne være med til at stoppe en potentiel krig, i stedet for enten at være med til at starte en, eller forsøge at stoppe en der allerede var i gang.

Peter Kenworthy er journalist og cand.scient.soc. Han var i flygtningelejrene nær Tindouf i slutningen af april, og har tidligere skrevet adskillige artikler om Vestsahara-konflikten.