Kommissionens globale visioner

Fem måneder efter det mislykkede topmøde i Seattle er EU-kommissær Lamy i fuld sving med en ny omgang i kampagnen for en WTO-tusindsårsrunde. EU fortsætter som om intet var hændt og har intet væsentligt ændret i sin forhandlingslinie

af Olivier Hoedeman

!den første periode efter Seattle havde Lamy(l) og andre EU-talsmænd ellers munden fuld med udtalelser om behovet for reformer indenfor WTO. Megen energi bliver brugt på at overtale udviklingslandenes regeringer til at acceptere en Tusindsårsrunde, men EU's lokkemiddel - et udspil om forbedret markedsadgang - fik en meget kølig modtagelse. Forståeligt nok, for forslaget er fuldt af undtagelser og urimelige betingelser. I april gjorde Lamy det klart at ulande der vil eksportere mere tekstil først skal åbne deres egne markeder. EU spiller et kynisk taktisk spil. EU's handelspolitik opererer stadig ud fra rent kommercielt-egoistiske hen syn til 'egen' eksport og til store virksomheders eksport og investeringsmuligheder.

En ulv i fåreklæder

EU elsker at fremstille sig selv som den humane, progressive faktor indenfor WTO som modsætning til USA's mere aggressive forhandlingsstil. Det er forbløffende at kommissionen slipper af sted med det svindelnummer, for ideologisk set er Lamy og hans forhandlere mindst ligeså nyliberale som Barshefsky(2). Kun sprogbruget er mere raffineret manipulerende. Som folk fra Third World Network(3) ofte påpeger minder Kommissionens måde at argumentere på om kolonitiden, hvor europæiske regeringer også altid var gode til at forklare at alt hvad de foretog sig udelukkende var i de underudviklede folkeslags interesse.

Kommissionens forhandlingsstrategi indenfor WTO er i praksis helt baseret på europæiske virksomheders interesser på verdensmarkedet, især ulandene s markeder, og der bliver arbejdet meget tæt sammen med industriens lobbyorganisationer. Kommissionen går så vidt som at tage initiativ til at store virksomheder organiserer sig i nye specialiserede lobbyorganisationer på EU-plan, som for eksempel Investment Network og European Services Forum.

Kommissionens globale visioner med hensyn til WTO er stort set identiske med industriens. Det er realiteten, men Kommissionen forsøger at give indtryk af at der især bliver lyttet til NGO-erne og at man repræsenterer deres interesser indenfor WTO. Det er også det indtryk man får når man besøger Kommissionens hjemmeside(4), hvor det tætte samarbejde med industrien indtil for nyligt var helt usynligt.

EUs charmeoffensiv

Kommissionen har siden efteråret 1998, da forhandlingerne om den katastrofale investeringsaftale MAI var kommet i strid modvind, kørt en charme-offensiv overfor NGO-erne. Målet var at få dem til at acceptere Tusindårsrunden, især det kontroversielle forslag om at starte forhandlinger om liberalisering af regler for investeringer i WTO-regi. De mange grupper der havde ført kampagne mod MAI var selvfølgelig ikke interesserede i at MAI-forhandlingerne blev genoptaget i WTO. Så Kommissionen fortalte NGO-erne at de var gået helt væk fra MAI modellen (lyn-liberalisering) og at målet i WTO bare var at få nogle internationale regler omkring investeringer. Hvem kunne dog være imod det? Kommissionen lovede endvidere fuld åbenhed omkring alle forberedelser og forhandlinger.

I foråret sidste år gik Kommissionens charme-offensiv overfor NGO-erne for investeringsforhandlinger i WTO midlertidigt helt i vasken på grund af to afsløringer, der viste at Kommissionen spillede dobbeltspil. Først opdagede vi, i Corporate Europe Observatory (CEO), at Kommissionen havde sendt NGO-erne et oplæg om dens mål med hensyn til investeringer i WTO der var en censureret version af dens officielle, men hemmeligt-stemplede, oplæg. I NGO-versionen var alle de kontroversielle passager der viste at MAI-modellen stadig var målet fjernet eller pyntet på . CEO havde fået fat på den oprindelige version og kunne sammenligne de to tekster og klart påvise manipulationen.

Kort tid efter opdagede vi at Kommissionen parallelt med møderne med NGO-erne holdt møder med omkring 50 store virksomheder i et netværk de kalder Investment Network. Målet med Investment Network var at identificere industriens krav til en WTO-investeringsaftale og prioritere hvilke dele af MAI industrien der var mest opsat på at få ind i WTO. Ikke alene havde Kommissionen forsøgt at holde Investment Network hemmeligt for NGOerne (også Kommissionens hjemmeside var helt tavs omkring Investment Network), referater fra Investment Networkmøderne viste at Kommissionen i forberedelserne til investeringsforhandlinger i WTO helt handlede ud fra hvad de store virksomheder bad dem om. Det er i øvrigt netop nu lykkedes os at presse Kommissionen til at sætte referaterne fra Investment Network-møderne på Kommissionens hjemmeside. På hjemmesiden står nu også resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse som Kommission udførte blandt ikke mindre end 10.000 europæiske virksomheder for at identificere industrien s prioriteter for deregulering af investeringsregler gennem WTO.

På vej mod mere demokrati?

Nu kunne man tænke sig at Kommissionens samarbejde med industrien er et levn fra tidligere tider og at EU måske bliver mindre udemokratisk med tiden. Sådan forholder det sig desværre ikke, tværtimod. I den sidste store forhandlingsrunde om verdenshandelen, Uruguay-runden først i 1990erne der resulterede i oprettelsen af WTO, var det helt klart USA der aggressivt pressede på for liberalisering, frihandel og anden udvidelse af transnationale selskabers privilegier (WTO-reglerne som vi kender dem i dag). EU var med på det meste men holdt også foden på bremsen for eksempel med hensyn til liberalisering af landbrug og tjenesteydelser.

Dette billede ændrede sig i den anden halvdel af 1990erne hvor Kommissionen fik en mere dominerende rolle i EU's handelspolitik under ledelse af Sir Leon Brittan(5), der nærmest var en karikatur af en nyliberal vækkelsesprædikant. Under Uruguay-runden var europæiske virksomheder ikke voldsomt involveret i forhandlingerne - kun via de nationale regeringer. Brittan's strategi var at efterligne den amerikanske regerings måde at lave handelspolitik på: gennem tæt samarbejde med industriens lobbyorganisationer i både formuleringen af målsætninger og i selve forhandlingerne.

Brittan prøvede strategien af i forbindelse med WTO-traktaten om finansielle tjenesteydelser, forhandlet i 1997, der resulterede i udvidede investeringsmuligheder for vestlige banker og forsikringsselskaber i ulandene. EU-kommissionen spillede en hovedrolle og lagde hårdt pres på ulandenes regeringer i tæt samarbejde med lobbyorganisationen Financial Leaders Group.

I kampagnen op til Seattle har Kommissionen bevidst arbejdet på at gent age den model på andre områder som i eksemplet Investment Network. Et andet eksempel er European Services Forum (ESF). ESF blev oprettet efter forslag fra Sir Leon Brittan med tilskud fra og i tæt samarbejde med Kommissionen. ESF består af banker, forsikringsselskaber og mange andre virksomheder indenfor tjenesteydelsessektoren.

Efter sammenbruddet i Seattle skrev Kommissionen til ESF at de ikke behøvede at bekymre sig; forhandlingerne om liberalisering af tjenesteydelser var ikke i fare. En højtstående kommissionsembedsmand opfordrede ESF på denne måde: "lad os fortsætte vores aktive samarbejde med at forberede en solid og detaljeret fælles forhandlingsposition som vi kan præsentere i Geneve". Kommissionen bad også ESF om at få en ønskeseddel for liberalisering af sekt orer som uddannelse, sundhed og social sikkerhed i lande udenfor EU. Officielt er EU imod liberalisering på disse områder, men i virkeligheden forbereder Kommissionen at kunne lave byttehandel også på disse kontroversielle områder når forhandlingerne starter.

WTO-forhandlingerne om tjenestesektoren er allerede startet og Kommissionens forhandlingsstrategi går helt ud fra hvad ESF ønsker sig - uhindret adgang til ulandenes markeder. Tjenestesektoren er utroligt bredt defineret (fra transport, energi, turisme til uddannelse og sundhed) med en samlet værdi af 70% af det globale BNP. ESF bruger selv den amerikanske energi-gigant Enron's anlæg af et kulkraftværk i Indien som eksempel på hvor positivt liberaliseringen af tjenestesektoren er for miljøet. I virkeligheden drejer det sig her om en af de mest kontroversielle investeringer i Indien i de sidste år. NATIONAL ALLIANCE OF PEOPLE'S MOVEMENT (NAPM) har bekæmpet projektet i mange år som et eksempel på miljøfjendtlig energipolitik og udemokratiske beslutningsprocesser.

Kommissionens effektive alliance

Bortset fra det fælles ideologiske udgangspunkt har samarbejdet også store fordele for Kommissionens magtposition. Samarbejdet med industrilobbygrupper på EU-niveau betyder at Kommissionen kan præsentere EU-landene forslag, der er forhåndsgodkendt af store europæiske virksomheder, der om nødvendigt også kan lægge pres på regeringerne. Når forhandlingerne i WTO begynde r kan Kommissionen løbende afstemme sin strategi efter hvad virksomhederne ser som deres prioriteter. Virksomhederne kan desuden hjælpe Kommissionen med at lægge pres på ulandenes regeringer.

Lad mig understrege at Brittan's efterfølger Lamy er fortsat helt i hans fodspor. Det er ikke så overraskende at Lamy identificerer sig med de store virksomheders interesser, eftersom han kom direkte fra en post som direktør i Credit Lyonnaise hvor han var bankdirektør. Lamy blev foreslået som kommissær af Prodi's rådgiver Peter Sutherland, tidligere WTO-direktør, nu aktiv i ERT og mange andre industrilobbyorganisationer og direktør i British Petroleum og Goldman Sachs. Hvis nogen skulle være i tvivl om Lamy's politiske linje og hans forhold til Kommissionen, tag et kig på hans taler til TABDs-Transatlantic Business Dialogue's kongres en måned før Seattle. Lamy bekræftede gang på gang sin støtte til TABD.

I Seattle viste Lamy igen sit sande ansigt. De smukke ord om bæredygtig udvikling og løfter til miljøgrupper og andre NGO-er blev droppet i et sidste forsøg på at få Tusindårsrunden i hus. Tilbage var stort set kun krav om liberalisering og udvidelse af WTO-systemet til også at dække investeringer og andre kontroversielle områder. Lamy var også parat til at gå med til oprettelsen af en WTO-arbejdsgruppe omkring liberalisering af handlen med bioteknologiske produkter indtil EU-landenes miljøministre greb ind og mindede Lamy om at det gik langt udover hans mandat.

I forbindelse med EU's forhandlinger om en ny traktat har Kommissionen foreslået at dens mandat til at forhandle på EU-landenes vegne i WTO sammenhæng bliver yderligere udvidet. I Amsterdamtraktaten har EU-landene stadig vetoret i forbindelse med investeringer, landbrug og tjenesteydelser. Kommissionens fuldstændigt uansvarlige og skandaløse adfærd gør det utroligt vigtigt at forhindre en yderligere magtkoncentration i Kommissionens hænder.

1 Pascal Lamy er kommissær for handel i EU-kommissionen.

2 Charlene Barshefsky er USA's handelsambassadør.

3 Et netværk af grupper og personer i Syd, der kæmper for en retfærdig fordeling af verdens ressourcer og for en bæredygtig udvikling.

4 www.europa.eu.int/comm/index_en.htm

5 Sir Leon Brittan er næstformand for europakommissionen med ansvar for den fælles handelspolitik og forbindelser med OECD og WTO.

Corporate Europe Observatory

Olivier Hoedeman er medlem af organisationen 'Corporate Europe Observatory'.

CEO er en europæisk baseret forsknings- og kampagnegruppe der retter sine aktiviteter mod de trusler store virksomheder og deres lobbygrupper skaber via deres økonomiske og politiske magt - trusler mod demokrati, lighed, social retfærdighed og miljø.

CEOs webside: http://www.xs4all.nl/~ceo (link er historisk)

CEOs e-mail adresse:

ceo@xs4all.nl (email er historisk)