Kolonisering forklædt som handelsaftaler

EU’s nye handelsaftaler (EPA) kan betyde en defacto rekolonisering af 78 udviklingslande. Derfor er aktivister fra Europa og Afrika gået sammen i en stor international koalition, der skal sikre at EU’s handel i stedet bliver til gavn for verdens fattigste

Af Henrik Bang Andersen

Øverst oppe på Vlasfabriekstraat/Rue de la Liniere 11 i Bruxelles i den belgiske organisation 11.11.11.’s lokaler er aktivister fra ni forskellige lande samlet. De repræsenterer hver især en NGO eller en civilsamfundsorganisation, heriblandt Oxfam International, Economic Justice Network, Both Ends, Christian Aid, IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke.

Baggrunden for mødet er forhandlingerne om nye Økonomiske Partnerskabsaftaler (EPA) mellem EU og 78 tidligere kolonilande i henholdsvis Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet (AVS gruppen), som EU har indgået et særligt udviklingspolitisk samarbejde med. EPA-forhandlingerne har været undervejs siden september 2002, og de er stadig langt fra et overstået kapitel, på trods af at forhandlingerne oprindeligt havde deadline den 31. december 2007.

Forhandlingernes formål er at komme op med et handelsregime, som dels er kompatibelt med de gældende regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO), dels skal sikre AVS landenes udvikling, fattigdomsbekæmpelse og integration i verdensøkonomien.

Forhandlingerne har dog allermest båret præg af det første. Kritikerne har længe peget på, at EPA aftalerne i den form som EU har fremlagt dem, dybest set blot er bilaterale frihandelsaftaler uden et spor af en udviklingsdimension.

Formålet med aktivisternes to-dags møde er derfor at lægge en fælles strategi for at stoppe EPA aftaler i deres nuværende form og arbejde for et reelt alternativ. Alle deltagerne har været aktive i EPA 2007 koalitionen og Stop EPA kampagnen. Begge indsatser dækker over en lang række af NGO’er og CSO’er i både Syd og Nord. De har det til fælles, at de forsøger at påvirke EPA forhandlingerne i en udviklingsorienteret retning og skabe transparens og offentlig debat omkring forhandlingerne.

“Nobody has been knocking on our door”

“Stop EPA kampagnen blev lanceret i 2004 og var en af de allerførste indsatser, der alarmerede om at EPA forhandlingerne var på vej ned af et forkert spor”, fortæller Marc Maes, handelspolitisk medarbejder i 11.11.11. Blandt deltagerne er Marc en af dem, som har fulgt forhandlingerne over længst tid. Meget af hans og Stop EPA kampagnens arbejde består i, at lobby’e kommissionen gennem forskellige aktører, der tæller over ministerrådet, generaldirektoratet og parlamentet.

“Lobbyarbejde kræver, at man er en politisk blæksprutte”, forklarer han. “Man er nødt til at påvirke alle de strategiske aktører”. Det er et hårdt arbejde, for han er ikke den eneste lobbyist i Bruxelles. De andre aktører, som også ønsker EU-kommissionens gunst, er nemlig hele den europæiske industri- og servicesektor. Men der en grundlæggende forskel mellem ham og dem. Jeg har ved en tidligere lejlighed haft mulighed for at tale med Marc, hvor han beskrev lobby fænomenet på følgende vis: “I generaldirektoratet har man ét svar på spørgsmålet om lobbyisme: ’nobody has been knocking on our door’”, underforstået at man ikke udformer sine politikker efter særinteresser. “Formentlig er det sandt, fordi Kommissionens dør står nemlig altid åben for de europæiske virksomheder”, forklarer han. Med andre ord, så behøver virksomhederne ikke at komme til Kommissionen, for Kommissionen kommer selv til virksomhederne.

Stop re-koloniseringen af Afrika

En af mødets repræsentanter fra Syd, er Madalitso Mtine fra Economic Justice Network i Sydafrika, som overvåger forhandlingerne mellem EU og den sydlige afrikanske region (SADC). ’Maddie’, som hun foretrækker at kalde sig, vist af hensyn til hendes europæiske kolleger, har arbejdet med EPA forhandlingerne i halvandet års tid. Ifølge Maddie handler EPA aftalerne om én ting, nemlig en rekolonisering af Afrika.

Ifølge EU’s fortolkning af WTO reglerne skal 80-90 pct. af samhandlen mellem EU og AVS landene liberaliseres under en EPA aftale. Det er en betydelig afvikling af AVS told på europæiske importer. Europæiske varer vil have væsentlig lettere adgang til de afrikanske landes markeder, og de risikerer dermed at udkonkurrere skrøbelige, lokale virksomheder. Dertil kommer tabet af toldindtægter. Mange afrikanske lande har ikke et udbygget skattesystem. For nogle lande, fx Ghana, Gambia og Senegal, udgør toldindtægterne helt op til 10-20 procent af de samlede offentlige budgetter. Det er statsindtægter, landene ellers kunne have brugt til at udbygge fundamentale mangelvarer som sundheds- og skolesystemer, samt fysisk og institutionel infrastruktur. Dette forhold blev der allerede redegjort for, i en af de første rapporter fra EU kommissionen selv (SIA of Trade Negotiations of the EU-ACP Economic Partnership Agreements, 2003).

Men liberaliseringen af varehandel er én ting. En anden ting er forhandlingerne om de andre handelsrelaterede emner. Kravet fra WTO omhandler kun liberaliseringen af toldmurer, men EU har konsekvent presset på under forhandlingerne for, at EPA aftalerne også skal dække services, investeringer, offentlige indkøb og konkurrenceregler.

Liberaliseringen af disse emner kan betyde en alvorlig begrænsning af udviklingslandenes politiske råderum. Det er med en særlig henvisning til disse, at Maddie mener, at en komplet EPA aftale, som EU har fremlagt dem, vil betyde en rekolonisering af Afrika. Maddie forklarer: ”En liberalisering vil for eksempel betyde, at udviklingslandene forhindres i at stille krav til udenlandske investorer om benyttelse af lokale underleverandører og samarbejde med lokale investorer. EU’s forslag til nye regler betyder også, at udenlandske investorer skal sikres overfor indgreb fra regeringernes side, hvis først tilladelse til at producere er givet”.

Hun forklarer videre: “Statslige kontrakter til at bygge skoler, hospitaler og informationsteknologi udbydes ofte til lokale virksomheder, for at skabe arbejdspladser og styrke lokale virksomheder og den lokale industri. Men de nye emner skal også indbefatte en liberalisering i offentlige indkøb. Alle statslige projekter og indkøb skal altså også udbydes til europæiske virksomheder”.

Disse handelsrelaterede emner, er tidligere blevet afvist i WTO regi som modarbejdende for udviklingen i udviklingslandene. Derfor mener Maddie, at det er betænkeligt, at AVS landene nu skal bruge forhandlingsressourcer på at kæmpe en kamp i bilaterale EPA forhandlinger med EU, som de allerede har vundet én gang.

Stop EPA. Et kristent budskab?

Meget af Maddie’s arbejde består i at oplyse om og mobilisere lokalbefolkningen omkring EPA forhandlingerne. Hendes store udfordring er imidlertid at mobilisere organisationens partnere, nemlig kirkerne, og få dem til at lobby’e de afrikanske regeringer til at sige nej til EPA aftalerne. Mere præcist så består udfordringen i, at omsætte de meget tekniske EPA forhandlinger til et kristent budskab om retfærdighed. ”Retfærdighed er den grundlæggende værdi for de kirkelige partnere” forklarer hun, og uddyber: “Når alt kommer til alt, og når man ser gennem al det politiske og juridiske og alle teknikaliteterne, så er det vel dét EPA handler om, - manglende retfærdighed og medmenneskelighed!”

Det er NGO’ernes skyld

Sharon Shemesh er Oxfam International’s kampagnekoordinator og har stået for meget af koordineringen af den internationale EPA 2007 koalition. I november-december sidste år lykkedes det EU at indgå en komplet EPA aftale, der også dækker de handelsrelaterede emner, med den Vestindiske region (CARIFORUM), samt delaftaler, der kun dækker varehandel, med en række individuelle lande. Jeg spørger hende derfor om hun mener, at NGO’ernes arbejde har været spildte, nu hvor EU har formået at indgå aftaler med i alt 35 AVS lande. Med det samme udbryder hun: “Overhovedet ikke - tværtimod!” Sharon forklarer: “EU havde satset på at have seks komplette regionale EPA aftaler i hus inden den 31. december sidste år. Det er ikke sket. I dag står de kun med én komplet EPA aftale og en masse individuelle kaotiske delaftaler, der kun dækker varehandel, og allervigtigst så har ingen af landene underskrevet aftalerne endnu, de er kun blevet initieret. Intet er afgjort!” Sharon mener, at EPA 2007 koalitionen og Stop EPA kampagnen er to af årsagerne til dette resultat. Det, at Handelskommissær Peter Mandelson ved flere lejligheder har kritiseret organisationernes arbejde, mener hun er en direkte anerkendelse: “Mandelson har gang på gang udmeldt, at det er NGO’erne, som er skyld i at AVS regeringerne ikke har underskrevet aftalerne, og at EPA forhandlingerne ikke har overholdt den oprindelige deadline”.

Fra Accra til Bruxelles

De to kvinder er enige om, at den afgørende faktor i NGO’ernes arbejde, med at påvirke forhandlingsforløbet, er samarbejdet mellem Syd- og Nord-organisationer. Og at dette forhold skal styrkes under det kommende forhandlingsforløb i 2008. “Det er afgørende at vi siger de samme ting, og at vi står sammen under det samme banner, ellers virker vi splittede og useriøse”, mener Maddie og uddyber: “For eksempel sender vi to forskellige budskaber, hvis Syd-organisationerne fokuserer på at genforhandle delaftalerne og NGO’erne i Nord kun fokuserer på at tage de handelsrelaterede emner af forhandlingsbordet. Så virker det som om, at vi har accepteret delaftalerne, og dem har vi altså ikke accepteret i Syd”. Sharon supplerer: “Hvis vi, de europæiske organisationer, som er tættere på processerne omkring Kommissionen og EU-medlemslandene, ikke har organisationerne i Syd med os og dermed ikke formidler deres budskaber, så kommer vi let til at stå på sidelinien som de brokkende børn, og dem er der ingen, der gider at lytte til”. Maddie afslutter: “Det er helt afgørende, at vi formidler det samme budskab fra Accra til Bruxelles”.

Mangel på dansk debat

Hjemme i Danmark taler jeg med en af de aktivister, som i den danske NGO sammenhæng har arbejdet mest med EPA forhandlingerne. Morten Nielsen, informations- og kampagnemedarbejder for Afrika Kontakt (tidl. Sydafrika Kontakt), har været aktivt involveret i Stop EPA kampagnen, siden den blev introduceret på European Social Forum i 2006. Han savner at der i Danmark bliver sat mere fokus på EPA forhandlingerne, og at de i højere grad optræder i den offentlige debat. “EPA aftalerne kommer til at bestemme udviklingen syd for Sahara i mange år frem. Danmark er traditionelt en af udviklingslandenes vigtigste fortalere, derfor undrer det mig, at der ikke er mere fokus på forhandlingerne herhjemme”. Han anerkender dog, at den danske regering har været tidligt ude i forløbet og arbejdet for, at AVS landenes udvikling skulle sættes øverst på forhandlingernes dagsorden. Han mener imidlertid ikke, at de danske synspunkter er kommet særlig godt til udtryk i de aftaler, EU foreløbig har initieret med de 35 AVS lande. Ligesom Maddie og Sharon, så mener Morten at EPA forhandlingerne langt fra er et overstået kapitel, og at intet er afgjort endnu. Han slutter derfor af med et løfte: ”Den danske EPA kampagne vil i 2008 arbejde for, at Danmark fortsat holder en udviklingsorienteret kurs under de kommende forhandlinger og at regeringen i højere grad vil søge at få indflydelse på EPA aftalernes endelige udformning”.

Henrik Bang Andersen er aktivist i Afrika Kontakt. Sammen med andre danske organisationer deltager Afrika Kontakt i planlægningen af den internationale aktionsdag mod uretfærdige EPA aftaler, som forventes at blive afholdt den 25. maj 2008. Hvis man ønsker at blive aktiv i den danske EPA kampagne så kontakt, Morten Nielsen, Afrika Kontakt (morten@afrika.dk)