Kapløbet om Afrikas olie

Af Irene Clausen

Jagten er gået ind, og i dag er det ikke kun ”the usual suspects” som mødtes i Berlin 1884 for at dele Afrika, men oliejægere fra den anden side Atlanten der står på spring. Afrika er igen blevet en vigtig skueplads for strategisk og geopolitisk konkurrence. Konkurrencen gælder denne gang olien, og aktørerne er ikke kun de europæiske tidligere kolonimagter, men i stigende grad USA, Kina, Indien og andre kommende stormagter. Afrika er den sidste store kilde når det gælder olie og naturgas.

USA er den grådigste oliejæger

Verdens olieproduktion kan kun lige følge med efterspørgslen, og gamle oliefelter tømmes hurtigere end ny produktion kan sættes i gang. De fleste olieimportører forsøger at mindske deres afhængighed af Mellemøstens olie. I de næste 10-15 år vil det meste af den nye olie på verdensmarkedet komme fra de afrikanske felter. For det er kun i Afrika - og i lidt mindre omfang: i Centralasien - at omfattende nye oliefelter er blevet fundet og sat i produktion.

Derfor er Afrika nu, ligesom Mellemøsten og tidligere den kaspiske region, potentielt mål for militær intervention fra USA, Frankrig, Kina og andre magter som kæmper for at vinde kontrol over energikilderne. USA er pt. den grådigste oliejæger, skarpt forfulgt af Kina.

Siden 1980 har USA officielt fulgt den såkaldte Carter-doktrin der henviser til en udtalelse af tidligere præsident Carter om at: ”alle nødvendige midler, inklusive militær magt” må tages i brug for at sikre sig olien i Den persiske Golf.

Nu er Carter-doktrinen blevet udstrakt til også at gælde Afrika. Gennem etablering af militære hjælpeprogrammer, våbenleverancer, militært udstyr og teknisk træning forsøger USA at skaffe sig indflydelse og kontrol med olieregionerne. Man ønsker at sætte venligtsindede afrikanske (fortrinsvis olierige) stater i stand til sikre sig kontrol med den interne sikkerhed så de bedre kan bekæmpe politiske oprør og befrielsesbevægelser, etniske og andre splittelser (jævnfør oprøret i det olierige Niger-delta). Ikke overraskende går den største portion af USA’s støtte til Afrika til Angola og Nigeria, kontinentets absolut førende olieleverandører til USA. Den totale amerikanske sikkerhedshjælp til disse to lande beløb sig i perioden 2002-2004 til ca. 300 millioner dollars, en væsentlig stigning i forhold til de tre tidligere år. Hertil kommer støtte til forskellige såkaldt fredsbevarende eller terrorbekæmpende operationer.

Selvom disse initiativer, målt i dollars, er af en beskeden målestok sammenlignet med hvad US Defence Department (DoD) har brugt i Mellemøsten og Asien - så repræsenterer de en betydelig investering i det afrikanske kontinent.

Våbensalg til afrikanske lande

USA’s våbensalg til Afrika gennem the Foreign Military Sale (FMS) steg fra 25.6 mio. dollars i 2004 til 61.5 mio. dollars i 2005, altså næsten en fordobling. De største modtagere af våben var: Djibouti og Kenya. Andre store modtagerlande var Botswana, Eritrea, Etiopien, Nigeria og Uganda.

Endvidere har Algeriet (en stor olieproducent og potentielt storleverandør af naturgas til USA) fået tilladelse til at købe meget store kvanta af sofistikeret oprørsbekæmpelses-udstyr til sin hær. Amerikanske firmaer leverede militært hardware til en værdi af 78 mio. dollars til Algeriet i 2005 og 2006.

USA leverer professionel militær træning (som foregår både i USA og i Afrika) til afrikanske officerer gennem the International Military Education and Training (IMET) program.

Modtagerlandene er (prioriteret efter størrelsen af støtten): Algeriet, Angola, Tchad, Elfenbenskysten, DR Congo, Congo Brazzaville, Eritrea, Etiopien, Gabon, Nigeria, Sao Tome. DoD planlægger også nye MET programmer i Ækvatorial Guinea og Sudan.

Kystsikrings- og fredsprogrammer

DoD har også bevilget masser af dollars til det nye African Costal and Border Security Programme (ACBSP) som leverer specialiseret træning, udstyr og efterretningstjenester til udvalgte afrikanske lande og officielt har til formål at bekæmpe smugling, sørøveri og andre grænseoverskridende trusler samt koordinere efterretningstjenester. Nogle af de involverede lande er Angola, Tchad, Djibouti, Eritrea, Etiopien, Gabon, Kenya, Nigeria, Sao Tome og Uganda.

I 2003 bevilgede DoD syv ekstra kystvagtkuttere til Nigeria med henblik på at forstærke den nigerianske flådes kapacitet til at beskytte offshore olieinstallationer og olietankere.

USA’s flåde har også foretaget fælles træningsøvelser med flådestyrker fra afrikanske stater og engageret dem i fælles diskussioner om sikkerhedsproblemer i regionen.

I maj 2003 antydede NATO’s øverstkommanderende, General James Jones, at i fremtiden vil USA’s flåde under hans kommando bruge langt mindre tid i Middelhavet. Han sagde: ”Jeg vil vædde på at USA vil bruge halvdelen af den tid de sparer på at tage ned til Afrikas Vestkyst”.

Konference om Guinea-bugten

I oktober 2004 var USA og EU (gennem The USA-European Command) vært for en tredages ’sikkerhedskonference’ i Napoli, Italien. Den fokuserede på sikkerhed i Guineabugten i Vestafrika.

Deltagerne talte flåde-topfolk fra Angola, Benin, Cameroun, Ækvatorial Guinea, Gabon, Ghana, Nigeria, Congo Brazzaville, Sao Tomé og Togo - plus repræsentanter fra USA, Frankrig, Italien, Holland, Portugal, Spanien og England.

Konferencen fokuserede på den fælles bekæmpelse af sørøveri og smugling og narkohandel såvel som kampen mod terror. Den sluttede med vedtagelsen af en erklæring hvor deltagerne forpligtede sig til fortsat dialog, samarbejde og fælles aktiviteter. Og kort tid efter deltog USA’s flåde i en to måneders øvelse omkring en række havne på Afrikas Vestkyst, nemlig havnebyerne Duala i Cameroun, Port Gentil i Gabon og Sekondi i Ghana. Øvelsen var en direkte følge af konferencen. Flere sådanne øvelser er siden hen blevet gennemført.

Disse flåde- og kystoperationer er særdeles vigtige for de udgør den nødvendige forberedelse til det der er det mest sandsynlige scenarie for direkte USA invasion i Afrika.

Invasioner fra kystsiden?

Disse tilsyneladende fredelige initiativer og programmer skal sandsynligvis ses som en forberedelse fra USA’s side i forhold til kommende invasioner i Afrika i tilfælde af uro og konflikter som vil true USA’s olieinteresser. Det vurderes, bl.a. af lektor Gorm Rye Olsen fra RUC, at USA ikke vil satse på operationer ”på jorden”, bl.a. på grund af ydmygelser som den i Somalia i 1993 hvor en amerikansk dræbt soldat blev slæbt gennem Mogadishus gader under overværelse af jublende somaliere. Og landbaserede invasioner ville kræve landbaser og ville virke mere provokerende. USA vil derfor sandsynligvis operere fra luften og mest sandsynligt fra vandsiden.

Operationer ”for opretholdelse af fred og menneskerettigheder” kan fint foretages fra kystsidens flådeudstyr og kan flyttes til de olierige regioner i Afrika på mindre end en uge eller to.

Men for at gardere sig for det værst tænkelige tilfælde, nemlig undtagelsestilstande og borgerkrige, hvor selv en uge ville være for længe at vente, så er DoD i gang med at etablere infrastruktur til militære baser i Afrika. For ikke at provokere ”de sensitive” tidligere koloniserede folk, passer USA også på her ikke at virke for anmasende. Man ”nøjes med” at installere ”basis-infrastrukturer” som en enkelt landingsbane eller to (i stedet for en egentlig lufthavn), et varehus eller to, osv. Som hurtigt kan udvides i en tilspidset situation med lejesoldater eller personale hurtigt fløjet ind fra USA. Sådanne installationer begrunder USA med hensynet til ”bekæmpelsen af terror”. Med henvisning til kampen mod terror har USA forhandlet om lufthavnsinstallationer og andre basale installationer med lande som Uganda, Tchad, Djibouti og Algeriet.

Oliens forbandelse

I forbindelse med Mellemøsten taler man om ”oliens forbandelse” med henvisning til de mange krige og den megen ufred som imperialisternes jagt på Mellemøstens olie har ført med sig.

Kapløbet om Afrikas olie står endnu kun ved sin begyndelse. Der er pt. desværre ikke store udsigter til at olielandene i Afrika, i lighed med olielande i Sydamerika, vil satse på at nationalisere olien og måske derigennem gøre sig fri af Verdensbankens, IMF’s og de multinationales kvælergreb. Der er til gengæld fare for at det olierige Afrika, i lighed med Mellemøsten, i de kommende år vil være scene for øget imperialistisk rivalisering i form at krig, invasioner og ufred som følge af jagten på det sorte guld. Som sædvanligt er Afrikas rigdomme ikke kun til glæde for afrikanerne, men også til fare for kontinentets fred og sikkerhed.

Kilde: David Volman: “The Scramble for African Oil, New African, juli 2006 (hvor flere tal og statistikker kan læses). Daniel Volman er direktør for the African Security Research Project i Washington DC.

Irene Clausen er aktiv i Internationalt Forums mellemøstgruppe