Kapitalismen og modstanden To perspektiver - to strategier

Der synes at udvikle sig forskellige opfattelser på venstrefløjen af hvordan kapitalismen ser ud og udvikler sig her ved årtusindskiftet. Det er ikke blot udtryk for forskellige perspektiver. De forskellige fortolkninger af verden er udtryk for - og fører til - forskellige strategier for radikal forandring. At verden trænger til forandring er de enige om. Men hvordan strategien skal være og modstanden organiseres er der uenige om?

Torkil Lauesen

Firkantet beskrevet går den ene tolkning ud på, at der er grundlæggende forandringer i gang i det kapitalistiske system. Dette perspektiv formulerer sig med begreber som globalisering og neoliberalisme, det hæfter sig ved ny teknologi indenfor kommunikation og information, det taler om nye styre- og organisationsformer inden for produktion og administration af samfundet, det mener, at nationalstaten som følge af kapitalens globaliseringen har fået en anden rolle osv.

Den anden opfattelsen går på, at kapitalismen nok har udviklet sig, men der er ikke tale om afgørende forandringer. Denne opfattelse formulerer sig ofte som en kritik af den første: Al den snak om globalisering er overdrevet, den nye teknologi har ikke betydet afgørende forandringer i produktionsformen - alt er stort set ved det gamle. Men først og fremmest søger denne tolkning at holde fast ved nationalstaten som ramme for organisering af økonomi og politik, og dermed også som rammen for forandring. I det omfang der er en globalisering skal den rulles tilbage. Strategien for radikal forandring går via den suveræne nationalstat, uden den som ramme flyder alt.

De forskellige opfattelser af verden og kapitalismen er således ikke blot udtryk for forskellige teoretiske opfattelser. Der er praktisk politik bag. De forskellige fortolkninger af verden er udtryk for forskellige strategier.

Som det fremgår af tidligere artikler i "Gaia" de seneste år tror jeg der foregår dybtgående forandringer i kapitalismens organisering med konsekvenser vi blot er ved at ane omfanget af. Disse forandringer må også få konsekvenser for modstanden. Der er brug for nytænkning, nye visioner, nye organisations- og modstandsformer, som svar på kapitalens magtudøvelse, ikke mindst på baggrund af negative erfaring vi har haft med de gamle organisations- modstandsstrategier i dette århundrede. I vores del af verden blev kritikken af kapitalismen enten inkorporeret i systemet eller marginaliseret. I Østeuropa og i Den tredje Verden, hvor socialistiske partier kom til magten, var de ikke de stand til at realisere de visioner om forandring, som de selv og deres befolkninger havde drømt om.

I det følgende vil jeg først søge at tegne et billede kapitalismen med de nye tendenser jeg ser udvikle sig. Jeg vil dernæst prøve at drage nogle af de konsekvenser - og se på de perspektiver - det får for modstanden.

Den globale kapitalisme

Den måde kapitalismen fungerede på, i den rige del af verden, i tiden efter Anden Verdenskrig, var baseret på masseproduktion og masseforbrug - såkaldt "Fordisme". Den var politisk styret af nationalstaten via socialdemokratiske såkaldte "keynesianske" økonomiske politikker. Ved at udvide den offentlige sektor og ved hjælp af en national rente- og pengepolitik blev der i 1950’erne og 60’erne skabt betydelig økonomisk vækst. Denne akkumulationsform kom i krise i 1970’erne, udtrykt i en galopperende inflation. Krisen blev forstærket af olieprisstigningerne i 1974 og 79, der truede med at bringe inflationen helt ud af kontrol. Som konsekvens af krisen begyndte rekonstruktion af kapitalismen. Herhjemme var det tiden da Anker Jørgensen gav op og Schlüter kom til. I den store verden hjalp neoliberale politikere som Reagan og Thatcher omorganiseringen af kapitalen på vej med de-regulering, privatisering, udlicitering osv.

Forandringerne i produktionens organisering og de økonomiske politikker havde som mål: at uddybe og udbrede den kapitalistiske markeds logik i de enkelte samfundet og globalisere produktion og handel. Nye transnationale institutioner som EU, NAFTA, IMF og WTO blev udviklet og trimmet for at fremme disse mål.

Globalisering er således ikke noget i sig selv, eller noget andet end kapitalisme. Globalisering er et træk ved kapitalismen. Men globaliseret kapitalisme er noget andet end en international kapitalisme. En international økonomi, hvor akkumulationen foregår over flere forskellige grænser har eksisteret siden 16-hundredetallet. Slavehandlen, bomuldsproduktionen i Amerika og klæde fabrikationen i England. Global kapital er kapital der akkumulerer som en enhed i rum og tid på globalt plan. Kapitalismen har altid været karakteriseret ved ekspansion, men det er først her sidst i det 20’ende århundrede at den internationale økonomi er blevet global, ikke mindst på basis af ny teknologi inden for transport, kommunikation og information.

Det financielle net

Denne globalisering omfatter kerneprocessen i systemet: kapitalens søgen efter maksimal profit. Det globale financielle marked forbinder virksomheder, investorer og spekulanter over hele kloden. Kapitalen strømmer 24 timer i døgnet i et net af forbundne finansmarkeder fra Tokyo, Hong Kong, Singapore, London, Frankfurt, Paris, New York og San Francisco. Milliarder af dollars skifter sted og hænder på sekunder. Disse transnationale kapital bevægelser størrelse, som procent af nationalproduktet, er tidoblet på ti år.

Fra dette financielle netværk investeres kapitalen og til dette netværk vender profitten tilbage. I dette computer, fax og e-mail styrede casino bestemmes firmaers skæbne, mennesker opsparing, nationale valutaers værdi, og regioners udvikling. Det globale finansnet handler på grundlag af informationer skabt og formidlet af den nye informationsteknologien. Informationer om aktuelle produktionsomkostninger, infrastruktur, markedsforhold, lønniveauer, konkurrenceforhold, nye teknologier, jordskælv osv. omsættes til kurser på aktier. obligationer og valutaer Det er den ansigtsløse kollektiv kapitalist, den endeløse søgen efter penge med penge.

Forandringer i produktionen

Antallet af transnationale firmaer er vokset fra 7.000 i 1970 til 37.000 i 1993 med ca. 150.000 afdelinger kloden rundt. Selvom disse kun beskæftiger ca. 70 millioner arbejdere udgør de 1/3 af verdens totale private produktion.

Det er ikke kun kapitalen og handlen som globaliseres, selve produktionen bliver mere og global organiseret. Hver del fremstilles der hvor betingelserne er optimale, og produktionen kan lynhurtigt skifte plads, hvis betingelserne kræver det. Af en Pontiac bil, som koster 10.000$ på det amerikanske marked, går ca. 3000$ til Sydkorea for samlebåndsarbejde, 1750$ til Japan for avancerede komponenter (motordele, gearkasse og elektronik.), 750$ til Tyskland for design, 400$ til Taiwan, Singapore og Japan for diverse smådele, 250$ til England for reklame og marketing service, 50$ til Irland og Barbados for data-arbejde. Resten lidt under 4000 $ går til ledelsen i Detroit, advokater og banker i New York, Lobbyister i Washington og General Moters aktionærer, som stadig mest er amerikanere, men i stigende grad er folk fra resten af verden. Delene til en Ford Fiesta produceres 20 forskellige steder i Europa. Nike sko og tøj fremstilles 40 forskellige steder spredt ud over hele syd og sydøst Asien. Design og marketing udtænkes i USA, nye designs sendes pr satellit til et firma i Taiwan, som udvikler og modificerer prototyper af nye sko og tøj via avanceret computerteknik. Herfra sendes så produktions specifikationer ud de mange lokaliteter i Kina, Indonesien, Korea og Indien hvor produktionen sker. Og skulle det vise sig at produktionsomkostninger er lavere i Vietnam kan man lynhurtigt flytte der til. Også servicefunktioner globaliseres. Swissairs regnskaber bliver ført i Bombay. Ligesom et større amerikansk forsikringsselskab får sine skadeanmeldelser databehandlet der. Flere og flere private hospitaler i USA får deres journaler skrevet i Indien. Lægen dikterer journalen på bånd der elektronisk overføres og renskrives i Indien og er tilbage på computerskærmene i USA den næste dag. Det er stadig den billige arbejdskraft, der trækker. Prisen for en indisk software ingeniør eller programmør er langt under halvdelen af en amerikansk eller europæisk.

Forandringer af arbejdet

Kapitalen organiserer således produktionen i dynamiske netværk omkring de financielle strømme. Den bliver mere og mere uafhængig af det konkrete sted, mens dem der producerer er bundet til lokaliteten. Arbejdskraften er således i stigende grad afhængig af de transnationale firmaers strategier. Udførelsen af arbejdes spredes, opdeles og skifter til stadighed sted. Kapital og arbejde synes i stadig stigende grad at eksistere i forskellige rum og tid. Kapitalen i de globale strømme, arbejdet fikseret til det lokale sted. Kapitalstrømmen flyder i computernetværkernes simultane tid, mens arbejdet følger det lokale urs gang.

Produktionen opdeles i selvstyrende afdeling med projektgrupper - "teamwork". Den nye informationsteknologi tillader på samme tid en decentralisering af arbejdsopgaverne og deres koordinering i netværk, det være sig mellem etager eller kontinenter - "Just in time produktion" Kapitalen har en stigende evne til at samle og sprede arbejdskraften til et specifikt projekt og opgave hvor som helst og når som helst det er mest profitabelt. Arbejderne får i stigende omfang individuelle arbejdsbetingelser, kontrakter og individuel løn.

Arbejdskraften skal være fleksibel og "omstillingsparat". Fleksibilitet betyder ikke en kapital der tager hensyn til menneskers behov. Bag begrebet: fleksibilisering ligger en ekstrem tilpasning af arbejdskraften til kapitalens/produktionens definering af rum, tid og aktivitet. Individet skal være flytbar og altid klar til at påtage sig en hvilken som helt opgave som produktionen måtte kræve.

Fleksibilisering betyder at gøre mennesker til en variabel faktor som investor ikke behøver at tage hensyn til i forvisning om at arbejdskraften retter sig efter det mindste vink. Tal fra USA (1993 tal) viser at 38% af arbejdsstyrken var deltids og tidvis, kontrakt eller freelance ansatte.

Den traditionelle form for fast arbejde baseret på fuldtidsbeskæftigelse med fast løn eroderes langsom men sikkert væk. Individualisering af arbejdet omfatter også lønnen. Individuel løn, resultatløn og kontraktløn træder i stedet for kollektivt forhandlede lønninger. Retorikken går på at man via individuel løn kan værdsættes den enkeltes indsats, men formålet med disse lønsystemer er bedre at kunne disciplinere og styre arbejdskraften og nedbryde solidariteten.

De korte ansættelser, job-usikkerhed og fleksibiliseringen medfører fald i levefod, ufleksibilitet i forhold til familie og sine egne behov, ringere arbejdsbetingelser og overfladisk kontakt med kolleger. Arbejderen mister sin kollektive identitet og dermed svækkes aktionspotentiale. Fleksibilisering og individualisering dækker således over en magtforskydning mellem arbejdskraft og kapital, et forsøg på at ekspropriere evnen og muligheden for modstand.

Arbejdskraften globale mobilitet er stærkt begrænset, når man ser bort fra de øverste lag af eksperter og managementfolk, ikke mindst på grund af den fremmedangst og racisme, der findes i mange samfund. Globaliseringen skaber imidlertid også en sammenhæng mellem de forskellige dele af verdens arbejdskraften. Den er beskæftiget i de samme transnationale firmaers netværk, den er udsat for de samme managementsstrategier osv. Det kan åbne op for nye perspektiver for global kollektive modstand.

Er der overhovedet sket noget nyt?

En af de målestokke man har for økonomiske udvikling er produktivitet, det vil sige resultatet af produktionen set i forhold til de materielle og menneskelige ressourcer der investeres. Imidlertid viser statistiske oplysninger en nedgang i vækstraten for produktiviteten i perioden 1973-93, på trods af de betydelige investeringer i nye former for teknologi og organisering. Det får James Petras (se andet sted i dette nr.) til at stille spørgsmål ved om der overhovedet er sket væsentlige forandringer i det kapitalistiske system. Før man overgiver til statistikkernes gådefulde fald i produktiviteten, midt i det jeg ser som en af de mest omfattende tekniske revolutioner og omstruktureringer af kapitalismen, skal jeg komme med nogle forklaringer.

For det første er det ikke ualmindeligt at der en forsinkelse mellem indførelsen ny teknologi og til den viser sig i produktiviteten. Elektromotoren blev f.eks. allerede introduceret i 1880’erne, men det var ført i 1920, at dens indflydelse på produktiviteten slog igennem. De nyeste amerikanske tal fra 1993-94 viser da også atter en stigning i produktivitetsraterne.

For det andet: Kapitalen interessere sig ikke primært for produktivitet men for profit. Her er produktiviteten en facto, men ikke den eneste. Det er bestræbelsen på at maksimere profitten og konkurrenceevnen, der fører til teknologiske forandringer og produktivitetsstigninger.

I 1970’erne reagerede kapitalen således på faldet i profitraten ved at forny sine strategier. Der er fire metoder til at øge profitten: 1) at reducere produktionsomkostninger først og fremmest lønnen. 2) at sælge mere ved at udvide og uddybe markedet. 3) at forkorte kapitalens omslagstid, dvs. tiden fra en investeringen foretages til profitten realiseres. 4) at øge produktiviteten. For alle disse metoder blev den nye kommunikations- og informationsteknolog et vigtigt værktøj. Det gælder ikke mindst for den strategi, jeg anser for den væsentligste i 1990’erne - uddybningen og udvidelsen af markedet - kapitalens globalisering. En produktivitets stigning uden en sådan forudgående markedsudvidelse er risikabelt fra investors synsvinkel.

1970’ernes krise var en overproduktionskrise. Det var ikke længere muligt at forøge det købedygtige markedet via den offentlige sektor og lønstigninger uden at beskatte kapitalen øge inflationen og statsgælden. Den keynesianske økonomiske politik, var endt i en blindgyde. Løsningen for kapitalen var at åbne det globale marked op for kapital og handel. Etableringen af de verdensomspændende produktionsnetværk forudsatte større kapitalbevægelighed og bedre kommunikations muligheder. Neoliberalismens dereguleringen af markederne og informationsteknologien skabte disse betingelser. Ved at globalisere produktion, integrere markeder, udnytte de særlige fordele enhver lokalitet på kloden måtte have i form af natur og kultur, løn, infrastruktur osv. har kapitalen øget sin profitabilitet i betydelig grad det sidste årti.

Den globale kapitalisme og nationalstaten

Den globale integration af det financielle marked i 1980’erne har en dramatisk indflydelse på kapitalens løsrivelse fra de nationale økonomier. Mens politikerne i 70’erne talte om kontrol og regulering af de multinationale selskaber, må statsmagten i 90’erne i stadig højere grad tilpasse sig og serviceeer de transnationale selskaber, i håb om at tiltrække kapital og dermed arbejdspladser til den arbejdskraft der stadig er fastholdt af nationalstatens grænser.

Det politiske omslag fra keynesianske økonomiske politikker til neoliberale politikker er ikke bare et politik valg, men i høj grad en effekt af forandringer i teknologi og kapitalens organisering - i produktivkræfterne. Det simpelthen ikke muligt i dag at føre en nationaløkonomisk politik som i 60’erne. Der er sket en magtforskydning fra stat til marked. Staten har mistet en del af den relative selvstændighed den har i forhold til kapitalen fordi kapitalen er blevet mere global og mindre national orienteret

De daglige valuta og finanstransaktioner overstiger selv de største nationalbankers mulighed for kontrol og regulering. I den gamle internationale økonomi optrådte staten som en stødpude mellem de globale økonomiske kræfter og den hjemlige økonomi. Statens hovedopgave var at forsvare de interesser, som er indlejret i den nationale økonomi. I stigende grad bevæger vi os mod en global økonomi, hvor staten bliver mere og mere ansvarlig over for de transnationale, den globale økonomi og dens institutioner WTO, IMF osv. Fra at være et boldværk bliver staten et transportbånd fra den globale til den nationale økonomi. Det bliver i stadig højere grad statens centrale mål at skabe gunstige betingelser for investorerne. Det betyder lavere skat på kapital og krav om fleksibilisering af arbejdskraften osv.

Det betyder således ikke, at staten svinder ind, den ændre blot karakter. Globaliseringen ændre spillets regler inden for nationalstatens rammer. Kapitalen har brug for stat til at udføre helt nødvendige funktioner, men ikke nogen bestemt stat. Den kan vælge den stat, der har de bedste faciliteter og yder den bedste service. Det være sig billig arbejdskraft, veluddannet arbejdskraft, lov og orden, god infrastruktur osv. Hvis kapitalen ikke kan lide spillet i én stat, kan den forlade arenaen og søge at optimere sine betingelser i en anden stat, som byder sig til. Denne ændring af spillet har konsekvenser for den gamle nationalstat. Etableringen af de optimale betingelser for kapitalakkumulationen bliver den afgørende politiske prioritering. Men det betyder også at en arbejderklasse, der forsat satser på at løse sine problemer inden for nationalstaten vil komme til kort. Det er blevet sværere såvel via fagbevægelsen som via det nationale politiske spil at presse kapitalen. Statsmagten har vanskelige og vanskeligere ved at optræde som neutral tredje part i forholdet mellem arbejder og kapital. Neoliberalismen har således alvorligt svækket fagbevægelsen.

Globaliseringen har forandret forholdet mellem økonomi og politik. Det parlamentariske politiske system, der knytter an til nationalstaten har dermed også problemer. Markedsmekanismerne og transnationale institutioner begrænser mere og mere det parlamentariske systems handlemuligheder i den økonomiske politik og dermed også i den sociale politik. Det traditionelle partisystem bliver mindre og mindre forankret brede folkelige bevægelser og udspilles mere og mere på mediescenen med talrige skaldaler og en personificering af politikken. Når det drejer sig om radikale forandringer er det væsentligere at genopfinde det politiske demokrati, udvikle nye former for direkte indflydelse, end at søge indflydelse på statsmagten.

Grænser for globaliseringen

Globaliserings-tesen er blevet kritiseret fra traditionel marxistisk hold. Den internationale økonomi er langt fra fuldt globaliseret. Der er stadig separate markeder for en lang række varer, kapitalbevægelser begrænses stadig af valuta- og bankregler, mange multinationale beholder stadig deres centrale funktioner i deres historiske hjemland osv. Hvis argumentet blot er, at tendensen til globalisering ikke er fuldt ud realiseret vil det blot være et spørgsmål om tid før diskussionen hører op. Men der er en mere fundamental kritik af globalisering tesen, der netop drejer sig om nationalstatens rolle. Kritikkerne af globaliserings-tesen påpeger at nationalstaten og regeringerne stadig har indflydelse på kapitalismens strukturer og dynamik. Der vil ikke aldrig opstå et fuldstændigt integreret og åbent globalt marked for kapital, teknologi, varer og service så længe nationer eller sammenslutninger som f.eks. EU eksisterer med regeringer til at varetage interesser for klasser og firmaer på deres territorium. Japanske transnationale bliver fuldt ud støtte af den japanske regering, europæiske regeringer støtter europæiske multinationale som f.eks. Airbus og Volkswagen osv. Det japanske, kinesiske eller indiske marked er f.eks langt fra frit tilgængeligt for udenlandske varer.

Det er sådan set rigtig nok. Den globale kapitalisme vil aldrig blive realiseret i sin ideal form, bl.a. fordi der er andre kræfter på spil i samfundet end kapitalen. Modstand af forskellig karakter fra reaktionær fundamentalisme, konservativ nationalisme til forskellige former for progressiv anti-kapitalisme. Det er netop disse forskelle i historie, kultur og politik, der er grundlaget for nationalstaternes konkurrence om at tiltrække kapital. Der er et komplekst samspil mellem historisk rodfæstede nationalstater og kulture med forskellig klassesammensætning på den ene side og stadig mere globaliserede økonomiske aktører på den anden side.

Desuden er den globale kapitalisme langt fra alt omfattende. På den ene side er de dominerende dele af alle nationale økonomier forbundet i et globalt net, og på den anden side marginaliseres visse lande, regioner, økonomiske sektorer og mennesker af den globale kapitalisme. Det er dette samspil mellem historiske, kulturelle træk samt klassekampe og en økonomiske globalisering der integrerer og marginaliserer som former den konkrete globale arbejdsdeling.

Den nyeste arbejdsdeling

Den globale økonomi er således langt fra et ensartet system. Den er opdelt i tre store regioner med hver deres indflydelsessfære: Nordamerika , EU og den asiatiske Stillehavsregion centreret omkring Japan. Disse tre regioner - centerlandene - råder stadig over langt hovedparten af verdens kapital, industriproduktion, marked og teknologiske kapacitet. De såkaldte G-7 landene rådede i 1990 over 80,4% af verdens computerpower. Nordamerika står alene for 42,8% af verdens samlede investeringer i "research og development" mens Latinamerika og Afrika tilsammen repræsenterer mindre end 1%. Der er en voksende polarisering af indkomstrene på verdens plan, og ulige vækst mellem, lande og regioner. Globaliseringen og den nye teknologi har forstærket den ulige udvikling skabt af tidligere former for afhængighed i historien. Men denne historiske kontinuitet må dog korrigeres af de interne forskelligheder, der udvikler sig i både det gamle center og i periferien.

Der sker en intern forskydning mellem Nordamerika, EU og den asiatiske Stillehavsregion til fordel for sidstnævnte. De udviklede dele af Asien står i dag for 26,9 % af verdens industriproduktion mod EUs 24,6% og Nordamerikas 18%. Og det er uden Kina, hvis hastige vækst yderligere vil forskubbe verdens industrielle center mod Asien. Meget tyder på at Asien inden længe vil være dominerende inden for så væsentlige sektorer som elektronik og automobiler. Japans teknologiske og økonomiske magt, kombineret med Kinas hastige udvikling og integration i verdensmarkedet, koreansk industri og etnisk kinesisk kapital er i færd med at skabe en region i Asien, der gør den gamle "Nord-Syd-deling højst uklar.

I den anden ende af det gamle system er "Syd", det man også kalder for "Den tredje Verden", ved at opløse sig som økonomisk kategori. Fra at være råvareleverandør til "Nord" er der sket en betydelig industrialisering af Den tredje Verden. I 1980 udgjorde eksporten af industrivarer kun 15% af udviklingslandene samlede varereksport til OECD. I 1989 var industrivarernes andel af udviklingslandenes eksport vokset til 53%.

De tidligere forskel i produktiviteten mellem "Nord" og "Syd" er ved at forsvinde. Produktiviteten i for eksempel de industrielle zoner i Mexico, er lige så stor som i USA eller i Japan. Det teknologiske niveau er det samme på trods af at lønniveauet kun er en brøkdel af den amerikanske. Visse regioner i Indien omkring Bombay, Bangalore og New Delhi begyndte i 1990 en hastig økonomisk vækst og integration i den globale økonomi. Tusinder af dataspecialister arbejder for ca. 20% af lønnen for tilsvarende arbejde i Europa. Des mere den økonomiske globalisering uddybes, des mere transnationale finans- managements- og produktionsnetværk gennembryder landegrænserne boldværk, des mere ens bliver teknologien og arbejdsmiljøet for arbejdskraften i forskellige lande, men de er stadig placeret på meget forskellige lønniveauer og lever under forskellige sociale sikkerhedssystemer.

Mens vi teoretiserer over postindustialismen i vor del af verden, er vi i disse år vidner til historiens største industrialiseringbølge. (Figur 4.5.) I deltaet omkring Pearl River i Kina er der f.eks. i de sidste ti år skabt 6 millioner nye industrielle arbejdspladser. Der har aldrig i historien været så mange industriarbejdere i verden som i dag. På den anden side er der områder i Kina, Indien og Latinamerika og hele lande i Afrika som er marginaliserede i forhold til den nye globale arbejdsdeling.

Den globale økonomi er således stadig meget ulige. Men der er ikke tale om nogen simpel opdeling i center-periferi-model, for slet ikke at tale om den gamle "Nord-Syd" deling. Både "Nord" og "Syd" har internt udviklet sig så forskellig i de senere år, at det kun giver begrænset mening at tale om en "Nord-Syd" polarisering.

Den globale økonomi er karakteriseret af både en geografisk regionalisering og af dynamikker der dels indrager områder og sektorer og dels ekskluderer områder og sektorer. Der tegner sig en ny form for ulige udvikling mellem dynamiske dele og områder af samfundet overalt på kloden og dele og områder som marginaliseres, fordi de er irrelevante i forhold til det herskende systems logik. Det kan være i Burkina Faso, Liberia, South Central L.A. Chiapas eller Parises forstæder. I Californien - i hjertet af Silicon Valley - informationsteknologiens vugge ligger Palo Alto, hjemby for Stanford University og industripark. Det rigeste, mest innovative og teknologisk mest udviklede område i verden. På den anden side af motorvejen ligger East Palo Alto en sort og latinsk ghetto med enorme sociale problemer og et kolossalt underskud af uddannelse. Folk fra de to bydele befinder sig inden for de samme få kvadratkilometer, men de blander sig ikke med hinanden. De tilhører to forskellige verdner. Kloden er således ikke blevet mindre polariseret. Mere end 50 procent (Castels 1996) af verdens befolkning er stort set udelukket fra den globale økonomi fordi de er overflødige i forhold til den globale kapitalismes netværk.

Modstanden

Hvilke konsekvenser har denne udvikling for modstanden, og hvilke perspektiver rejser den? Sovjetunionens- og forsøget på at opbygge en statsstyret socialismes sammenbrud og svækkelsen af de revolutionære bevægelser og progressive lande i Den tredje Verden har undermineret modstanden mod kapitalismen. Med Kinas igangværende overgang fra statsstyret komandoøkonomi til statsstyret kapitalismen har den globale kapitalisme umiddelbart konsolideret sin position. Globaliseringen af kapitalen og forandringer i arbejdets organisering har svækket en fagbevægelse, der er al for national orienteret.

Afslutningen på den kolde krig har nedtonet angsten for et alt omfattende atomart holocaust, men samtidig åbnet op for en pandorasæske af regionale, nationale og borgerkrige med brug af en mangfoldighed af barbariske strategier fra statsstyrede privatiserede militsers hægen, over brutale etniske og religiøse udrensninger til højteknologiske fjernstyrede bombekampanger. Den nye verdensuorden forekommer mange mennesker kaotisk. Det er svært at finde nogen at holde med f.eks. på Balkan. Det er vanskeligt at skabe troværdige visioner og realistiske strategier for en anden fremtid. Udviklingen forekommer ofte som en tilfældig række af begivenheder skabt af den ukontrollable markedslogik, teknologi, geopolitiske uorden eller biologisk determinering. Forhold vi ikke har indflydelse på.

Tilbage til den stærke nationalstat?

Der er næppe noget tydeligere symptom på krisen i venstrefløjen, end omfanget af utilfredse mennesker som vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Tidligere tiders revolutionære, søgte radikalt at forandre staten eller endog fjerne staten. I dag er der mange på venstrefløjen, der ser opretholdelsen af en stærk nationalstat - også den borgerlige - som et væsentligt mål. Strategien går ud på at forsvare/genskabe den stærke suveræne nationalstat, søge at gengive staten sin styringsmuligheder i forhold til markedskræfterne, og således skabe et bolværk mod den globale kapitalisme, i hvis ly man samtidig eller derefter søger at overtage/forandre statsmagten i socialistisk retning.

Jeg tror hverken det er muligt eller særlig fornuftigt strategi. Det var den strategi kolonierne i Den tredje verden fulgte. Det var netop en kamp for national suverænitet i forhold til de imperialistiske lande. Men opnåelsen af den nationale suverænitet muliggjorde ikke opbygningen af de socialistiske samfund vi eller de havde drømt om. Den selvcentrerede socialistiske økonomi som afhængighedsteoretikerne som Amin og A.G. Frank havde foreslået som middel mod den ulige udvikling lod sig ikke realisere. De globale markedskræfter er for stærke i forhold til den enkelte nation. I det øjeblik kolonierne blev til suveræne nationalstater fik de også nationale interesser. I en kapitalistisk domineret verden kommer nationale interesser til udtryk som en konkurrence mellem lande og folk for at placere sig i en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Det bliver til en konkurrence på kapitalens betingelser, der i tilspidsede situationer føre til nationalistiske krige, ekstrem racisme og fremmedhad.

Det er problematisk for antikapitalister at forsvare nationalstaten, fordi det så let bliver til en nationalisme, vi har så dårlige erfaringer med. Det var socialdemokratiets forsvar for nationalstaten i stedet for klassesolidaritet, der ledte arbejderbevægelsen væk fra revolutionen og mod Første Verdenskrigs ragnarok. Det var de nationale interesser, som fik den europæiske arbejderklasse til at bakke op om - eller i bedste fald forholde sig passiv til imperialismen i første halvdel af dette århundrede. Det var Sovjetunionens nationale interesser - der forvandlede Tredje Internationale til en afdeling af Sovjetunionens Udenrigsministerium. Det var nationale modsætninger mellem Kina og Sovjet og mellem Kina og Vietnam som alvorligt svækkede den antiimperialistiske kamp i 1960’erne og 70’erne.

Den stærke nationalstat som strategi mod kapitalens globalisering tror jeg mere er tegn på manglende nytænkning en fornuft. Jeg tror det er en strategi, der vælges i mangel af bedre. Det er så at sige den eneste ramme man kan forestille sig for forandring og organisering af modstanden. Til trods for sin relativ korte historiske levetid, er nationalstaten en så fast del af vores bevidsthed, at vi ikke kan forestille os en verden uden den, selv om nationalstaten forvandles til et mere og mere ubrugeligt redskab til radikal forandring omkring ørene på os.

Hvis vi ikke kommer ud over nationen og staten som ramme for vores liv, og i stedet udvikler det globale perspektiv for modstand og forandring, med vægt på klasse, køn og antiracisme, så bliver vores modstand mod den globale kapitalisme og dens institutioner ikke til at skelne fra højrefløjens. Vi skal ikke overlade kritikken staten til superliberalisterne. Vi skal ikke gentage statssocialismens fiasko, men i stedet udvikle civilsamfundet forum for politik og direkte demokratisk organisering.

Hvis vi skal forny den anti-kapitalistiske kamp, bringe den fra et forsvar af socialdemokratiske velfærdsstat, til en offensiv strategi for radikal forandring, må vi vove springet. Vi befinder os i et situation hvor lige del mangel på nytænkning og angst for at slippe de gamle strategier, hindre os i at udvikle nye visioner, praksisser, strategier og organisationsformer. Jeg ser tre udfordringer for venstrefløjen. 1) I en tid med ekstrem kynismen omkring andre mulige samfundsmodeller end kapitalisme, hvordan kan vi da vække og intensivere menneskers kreativitet og forestillingsevne for andre former for økonomi end den kapitalistiske. 2) Hvordan kan vi bekæmpe et så stort og abstrakt fænomen som den globale kapitalisme? 3) Hvilke former for organisering er i stand til at koordinere og koncentrere modstanden lokalt og globalt?

Skil systemet ad

Formålet med at analysere og beskrive kapitalismen er at forandre verden. Fremstillingerne af kapitalismen er således en del af den antikapitalistiske modstand. De skaber billeder af det, der skal bekæmpes, og dermed grundlaget for strategier og modmagtsteknikker i kampen. Teorier om verden skaber forestillinger om mulighederne og begrænsningerne for modstanden. Teorier har indflydelse på vores handlinger.

For at bekæmpe den globale kapitalisme må vi identificere og beskrive dens magtudøvelse i sin mangfoldighed. Hvis vi opfatter kapitalismen som et net af praksiser og strategier. Måder at producere på, måder at distribuere på, måder at administrere og styre på, i så fald tror jeg, man vil kunne identificere en mangfoldighed af handlinger og strategier, som der udøves modstand mod, som det er muligt sætte sig op mod og formulere alternativer til. Man vil kunne finde sprækker og revner i systemet, noget at gribe fat, noget at modsætte sig, noget at gøre anderledes, i stedet for blot et stort glat hårdt uangribeligt monster.

Kapitalismen er andet end struktur - den udøves. Det er millioner af enkelthandlinger, teknikker og lokale strategier. Relationer, der hele tiden må gentages og fornyes. Magtteknikker, der anvendes for at opnå kontrol, effektivitet og viden i organisationer og som former menneskers værdier og normer og dermed deres måde at forholde sig til medmennesker på. Muligheden for modstand, for forandring, eksisterer derfor hele tiden i disse relationer, såvel mellem enkeltpersoner som på et kollektivt plan. Ligesom en feminist kan handle mod patriarkatet her og nu, på samme måde må det også være muligt at være anti-kapitalist. Ved at skille systemet ad kan vi se og analysere dens konkrete magtteknikker, strategier og ikke mindst synliggøres også modmagtens teknikker og strategier, og dermed skabes bedre forudsætning for at udvikle den. I stedet for magtesløshed, beskrives en situation, hvor handling er mulig. Denne strategi er ikke ensbetydende med en fragmentering af kampen - tvært imod. Ligesom magten danner et netværk må modmagt også væve et net af modstandsformer og felter, der supplerer og understøtter hinanden.

Modstandsnetværk

Jeg tror de gamle hierarkiske organiseringer er på retur: Det vil sige partiet og fagbevægelsen fordi de er fokuseret på kampen om magten på det nationalstatlige plan, og fordi de er fokuseret på kampen om magten over statsapparater, og fordi de tenderer mod at ensrette og tage patent på sandheden. Jeg tror andre arenaer og andre institutioner vil være mere centrale i fremtiden. Den globale og lokale arena, og kampen om magten i civilsamfundet.

Det drejer sig ikke om at erobre statsmagten (Men det kan være vigtig at bekæmpe den og forsvare sig mod den). Men ikke for selv at overtage den. Det drejer sig om at forandre menneskers normer, idealer og dermed deres handlinger i forhold til hinanden - nedefra - i alle de samfundsmæssige relationer. Kampen føres hvor der produceres, handles, administreres, i familien - overalt hvor mennesker mødes. Magtkampene drejer sig om at skabe nye praksisser, nye institutioner, nye former for politisk deltagelse i civilsamfundet og via det styre staten.

Den socialistiske bevægelse, ikke mindst arbejderbevægelsen, har været tæt bundet til stedet - til nationalstaten. Den var fokus for organiseringen og aktioner. Det var inden for dens rammer man ville overtage magten. Denne sted-fiksering i organisering og handling synes jeg bliver et stigende problem som globaliseringen skrider frem, fordi den skaber mulighed for splittelse og konkurrence mellem de nationalt bundne sociale bevægelser i forhold til den stadig mere globalt bevægelige og fleksible kapitalakkumulation.

Globaliseringen transportmæssigt, kommunikationsmæssigt og bevidsthedsmæssigt betyder at det globale rum bliver et stadigt mere centralt, tilgængeligt og brugbart terræn også for modstanden.

De globale konfrontationer tager i stigende grad karakter af kampe mellem magtens netværk og modmagtens. Evnen til at føre netværkskampe afhænger af flere ting: Opbygningen af en fælles visioner og solidaritet der kan væve de mange lokaliteter og sagsområder sammen til et netværk der støtter og supplerer hinanden i stedet for at se hinanden som konkurrenter. Det vil sige koordinerer de mange lokale arbejdskampe, antiracisme, kønspolitiske kampe, økologiske initiativer osv. Nogle steder vil disse kampe være væbnede andre steder have karakter af civil ulydighed osv. Vores evne til at udnytte nye kommunikations og informationsteknologier i kampen. De betyder bl.a. at smågrupper og enkeltindivider i dag kan kommunikerer og koordinere deres aktiviteter i netværk. Det betyder ikke at kampen bliver ført i cyperspace, det er stadig aktivisten og den lokale handlingen der er alfa omega. Men deres evne til at kommunikere effektiv gør at små grupper og enkeltpersoner der før var isolerede kan danne globale netværk der ikke før var mulige.

Netværksorganiseringer er åben, nye punkter og masker kan dannes af grupperinger med fælles ideer og visioner. Nettet er modstandsdygtigt. Det bryder ikke sammen fordi nogle punkter ødelægges eller masker går i opløsning. Netværket er demokratisk. Det kan ikke kontrolleres eller styres oppe fra. Alle knudepunkter kan tage initiativer og kommunikere. Men det betyder også at den til tider er kaotisk og ineffektiv.

De transnationale modstandsnetværk ser sig ikke som repræsentanter for deres nation, men for en lokal decentral modstand mod neoliberalismen og dens institutioner i al deres mangfoldighed. De er ikke fikseret omkring en relativ snæver ideologisk opfattelse som partierne typisk var. De taler om "en verden med plads til mange verdner".

Det forhold at det globale felt bliver stadig mere betydningsfuldt for sociale bevægelser betyder ikke, at globaliseringen er uproblematisk, den indebærer både nye muligheder og nye risici.

Hvis de sociale bevægelser skal kunne udnytte og gebærde sig i det globale rum, kræver det at de udvikler en verdensopfattelse og anskuelse der er langt mere radikal end den gamle internationalisme. De skal netop bevæge sig ud over det inter nationale, d.v.s bevæge sig bort fra den opfattelse at den radikale forandrings geografiske byggesten er det nationale rum og, mod en ny forståelse af global medborgerskab og global solidaritet der opfatter verden som ét sted med plads til mange verdner. Det kræver at bevægelserne bliver bedre til at opfatte verden, d.v.s søge information og bedre til at kommunikere globalt, d.v.s. blive i stand til at udvikle en global offentlighed. Udvikle et globalt projekt for radikal forandring - en globalisering fra neden som alternativ til den nuværende globalisering fra oven.