Kapitalismen ligner igen sig selv

Af Ellen Brun

Det er svært at skrive om en periode man selv lever i. Altfor mange ting presser sig på. De helt private oplevelser af konsekvenserne af sociale nedskæringer, sundhedssystemets svigt, privatiseringerne. Vi fik nye pengesedler, telefonnumre blev lavet om og om igen, vi lærte at stå i kø på posthuset og i banken, danske politikere blev militarister, computeren blev en del af møblementet, broer og motorveje skød op som aldrig før. Indenfor arkitekturen blev palæstil moderne. Det blev "in" at skilte med succes og rigdom og tale ned til folk der ikke var med på vognen.

Som Kwame Nkrumah, Afrikas store nationalist i sin tid påpegede, var landene i nord i den postkoloniale periode i stand til at eksportere deres sociale konflikter til syd. Det skete gennem nykolonialismens rigdomsoverførsler og deres omfordeling i nord ved hjælp af keynesianismen. Inden for nationalstatens område, kunne der således indgås sociale kompromiser uden at det gik ud over det kapitalistiske systems magtstruktur. Disse kompromiser blev ydermere påvirket af et bestemt styrkeforhold skabt af befolkningens erindring om 30ernes krise og Anden Verdenskrig, samt ikke mindst borgerskabets oplevelse af kommunisme som en alt andet end hypotetisk trussel.

Betingelserne for denne situation eksisterer ikke mere. I århun dredets sidste årti har vi oplevet kulminationen af en proces, der næsten umærkeligt har forandret grundlaget for menneskers liv, så godt som overalt i verden. Et af resultaterne af denne proces er Østbloklandenes re-integration i det kapitalistiske verdenssystem. Allerede tidligere, men mere forsigtigt, var Kina begyndt at "åbne dørene". Et enormt område der hidtil havde fungeret relativt uafhængigt var igen blevet tilgængeligt for kapitalinteresser. Forud for dette havde afkoloniseringsbølgen i kølvandet på Anden Verdenskrig åbnet de europæiske kolonimagters tidligere private jagtmarker. Skabelsen af et åbent verdenssystem havde været USAs strategiske mål efter Anden Verdenskrig. Målet er nået. Kapitalismen er blevet global.

Kredit som magtmiddel

En væsentlig drivkraft i forandringsprocessen var den krise der siden slutningen af 1960erne havde været under udvikling i den kapitalistiske verden. Genopbygningen efter krigen var tilendebragt. Europa og Japan (samt Sovjetblokken) stod med et moderniseret produktionsapparat der henvendte sig til markeder, hvis købedygtige efterspørgsel var ved at være mættet. Konkurrencen mellem store virksomheder og mellem i-landene indbyrdes blev skærpet. Man begyndte at opbygge konkurrerende blokke (f.eks. EU og NAFTA).

I kølvandet på oliekrisen i 1970erne løste man problemet ved at sælge på kredit: Først og fremmest til Latinamerika og Østeuropa. Sovjetblokken, som i årtier havde været udsat for en slags blokade, blev genopdaget som marked, skønt der var mindre brug for deres varer. Snart skulle lånene forrentes og afdrages. Den ene gældskrise følger den anden . Nye lån erstatter de gamle. Og nu strammes betingelserne. Store dele af Afrika, Asien og Latinamerika, samt Østblokken, sættes under delvis administrat ion og der indledes en proces af global omstrukturering. Indførelsen af frie kapitalbevægelser, deregulering og privatisering hører blandt standardbetingelserne.

Reintegrationen af de såkaldte socialistiske lande i den inter nationale arbejdsdeling bringer de interne modsætninger i disse lande til et klimaks. Det fører til en krise og et nærmest kup-agtigt magtskifte. Under det ydre pres for at gennemføre "markedsreformer" opløses hele den socioøkonomiske struktur der havde bundet samfundene sammen. Indførelsen af betaling i hård valuta bringer de tidligere byttehandler inden for blokken til ende. Chokterapi hindrer effektivt muligheden for at etablere nye rammer. Et enormt område ligger herefter åbent for generel udplyndring.

Også supermagten USA havde problemer med balancen mellem produktion og afsætning. Efter en international gældskrise i 1982, indledtes en slags global keynesianisme under præsident Ronald Reagan. Stjernekrigsprojektet blev iværksat uden at der blev opkrævet tilsvarende skatter; samtidig deregulerede man den finansielle sektor. Resultatet blev en eksplosion i offentlig privat gæld. Dette smittede af på handelsbalancen, så USA i løbet af få år fra at være verdens største kreditor, blev forvandlet til det mest forgældede land i verden.

De umådelige handelsunder skud pumpede ekstra købekraft ud i verdenssystemet. Det gik, som statsminister Poul Schliiter sagde: ufatte ligt godt. - Altsammen, som nævnt, på kredit.

Magtforskydningen

Et væsentligt resultat af den globale gæld var, at så godt som alle lande i verden nu var blevet eksportorienterede. Alle blev presset til at forsøge at sælge mere end de køber og underbyde konkurrenterne ved hjælp af et lavere omkostningsniveau; undtagen USA der som forbruger forbliver verdenssystemets sidste udvej!

Den voksende krise i realøkonomien (produktion og salg af varer) havde ikke blot ført til omfattende salg på kredit. Det havde gjort investeringer i produktion mindre tillokkende. I den skærpede konkurrence mellem USA, Japan og Europa var det kun meget store enheder med global rækkevidde der havde en chance. Konkurrencen mellem transnationale selskaber skabte yderligere et pres for liberalisering af kapitalbevægelser. Dereguleringen af den finasielle sektor åbnede nye ekspansionsmuligheder. Finanskapitalen begyndte at spille en større rolle og løsrev sig relativt fra den produktive sektor. Ved hjælp af den nye computerteknologi begyndte den at leve sit eget liv. Spekulation i værdipapirer og valutaer antog hurtigt et gigantisk, uoverskueligt omfang. Casino-kapitalismen var blevet en realitet.

Den finansielle sektors frie udfoldelse indebar en politisk udvikling, der gjorde de nationale samfund sårbare. Indtil for ca. 10 år siden havde spændingen mellem frie markedskræfter og samfundenes selvbeskyttelse udspillet sig inden for rammerne af nationalstaten. Efter Anden Verdenskrig havde verden således været præget af tre statsprojekter: det socialdemokratiske projekt dvs. den keynesianske velfærdsstat; det socialistiske statsprojekt i den sovjetiske blok og det post-koloniale nationalistiske projekt i den 3. verden. Først senere, fra 1970erne, dukker den østasiatiske udviklingsstat op som model.

Men med indførelsen af frie kapitalbevægelser er systemet blevet porøst. Ingen beskyttende kontrol gør det længere muligt for ilandene i samme grad at eksportere de sociale konflikter sydpå, som på Nkrumah's tid. Tværtimod begynder problemerne i periferien nu at slå igennem i centrene. Det betyder at betingelserne for den pseudosolidaritet (solidaritet på kapitalismens præmisser), der karakteriserede arbejderbevægelsen i de imperialistiske lande, ikke mere holder. For den traditionelle del af lønarbejderne er kampen for at bevare arbejdspladser og skabe "national konkurrenceevne" blevet til en transnational kappestrid mellem lønmodtagere om, hvem der kan spænde livremmen mest ind. Der tales om en "nedadgående spiral": Den såkaldte Competitive Austerity.

De sociale konsekvenser af disse processer kan aflæses i UNDPs årsrapporter. De afslører at afstanden mellem rige og fattige år for år bliver større, både mellem landene og inden for hvert enkelt land. Følgen af det, som Socialdemokratiets udenrigspoliti ske ordfører, Claus Larsen-Jensen kalder : " ... en magtforskydning fra nationals taterne og deres regeringer, parlamenter og befolkninger til store transnationale selskaber, stærke kapitalinteresser og de globale medier" (Nordjyske Stifstidende 2.10.99).

Omkring 400 transnationale selskaber ejer nu omkring to tredjedele af klodens faste aktiver og behersker 70% af verdenshandlen. Når nogle få hundrede selskaber kontrollerer store dele af de subsistensmidler jordens befolkning skal leve af, er der tale om en magtkoncentration, der gør enhver tale om demokrati eller national "konkurrenceevne" meningsløs.

Casino-kapitalismen

Det er i 1990erne at konsekvenserne af liberaliseringen af kapitalbevægelser for alvor slår igennem. I Danmark blev loven vedtaget i 1987 uden megen diskussion. Noget lignende sker i Sverige, hvor kreative bankfolk straks går på eventyr. I 1992 må den svenske stat gribe ind og redde de største banker og virksomheder på velfærdsstatens bekostning. I Danmark samarbejder finanstilsynet med bl.a. Den Danske Bank om at tørre milliardtab af på færøske og syddanske skatteydere.

Også Østasiens Tigerøkonomier bliver presset til at deregulere deres finansielle sektor. I 1997 bliver spekulanternes pres for stort for Thailand der devaluerer. Begivenheden sætter et lavineskred i gang over hele Østasien. Det breder sig til Brasilien og Argentina. I 1998 sker der en radikal devaluering af rublen Rusland er i praksis insolvent.

Efter hvert af disse jordskred er politikere hurtigt begyndt at tale om at det værste nu nok er ovre. En rundspørge blandt eksperter på Wall Street i efteråret 1999 afslører stor uenighed om problemerne. Men en ting er alle enige om: Nye finanssammenbrud er uundgåelige! Alt er nu så sammenfiltret at systemet ikke er stærkere end det svageste led. Situationen præges af en ustabilitet der kan slå ned hvor som helst, når som helst.

Det virkelige problem

Imidlertid er den største trussel mod verdenssystemet i dag ikke en yderligere nedsmeltning af det finansielle system. De tilbagevendende finanskriser betyder en ekspropriation af resurser fra de fattige til de rige. Kapitalen næres af sådanne kriser. Det virkelige problem, det der var årsag til den generelle liberalisering af finanssektoren, er den langsigtede strukturelle ubalance: alt for mange varer jagter alt for få kunder. Mens keynesianismen i sin tid fokuserede på at skabe markeder for produktionen, går nyliberalismen ud på at rationalisere produktionen og lægge de arbejdsintensive opgaver ud til lavtlønsområder, uden hensyn til at den globale effektive efterspørgsel dermed formindskes.

Under IMFs struktur tilpasningsprogrammer er afrikanske lande og andre u-lande blevet påtvunget en ny international arbejdsdeling, hvor periferien tildeles de resurse- og arbejdsintensive dele, mens centrene tager patent på højteknologi, finanser, tjene steydelser og viden. Der er kun ringe komplementaritet mellem disse lande. Resultatet har været en næsten institutionaliseret overprodukti on med tilsvarende forringede bytteforhold til følge. Med store miljø- og sociale omkostninger producerer og sælger de mere. Men de får mindre for det, og af det de får, går en stor del til at betale renter af gælden.

I Østasien er der en lignende mangel på komplementaritet. Efter kapitalflugten, devalueringerne og deraf følgende større udlandsgæld, er landene i Østasien nu fastlåst i en desperat kamp for at øge deres eksport til udenlands ke markeder der skrumper ind. Produktiviteten og eksporten er nærmest eksploderet. Samtidig får disse lande et mindre udbytte, importen er reduceret og befolkningens købekraft skåret kraftigt ned.

Det tidligere udviklingsparadigme, der pegede på at u-landene ved at efterligne den vestlige model, med tiden ville opnå samme niveau i produktion og forbrug som USA, er så godt som forsvundet. Østasiens tigerøkonomier var tidligere den store succes-historie, men udviklingsdiskursen var blevet en del af en nu overflødig ideologisk kamp. Dens opretholdelse kunne nu give problemer på internationale miljøkonferencer.

Selv inden for EU sætter den transnationale kapitals dagsorden sig igennem i form af en omstillingsproces som alle underkastes. Truslen om kapitalflugt påvirker enhver forhandling . Lykketoft og Jelved har fået samme lyse ide som den transnationale kapitals funktionærer andre steder: danskerne skal arbejde og producere mere.

En vigtig konsekvens af tran snationaliseringen af verdensøkonomien har med andre ord været en øget produktivitet uden at der skabes en tilsvarende øget købekraft. Tværtimod har den transnationale kapitals løsnings metode (formidlet gennem IMF, OECD, EU, WTO, G7 osv.) nærmest karakter af en flugt fremad.

Verdens bedste forbruger

Mens centerlandene i en tidligere fase kunne udnytte den priviligerede placering i verdenssystemet til at neutralisere modsigelserne i hjemlandet, skaber transnationaliseringen nye modsigelser. Den voksende verdensbefolkning og integrationen af hele kontinenter i verdensmarkedet betyder, ifølge Paul Kennedy, at omkring 1,2 milliarder nye arbejdere i de kommende år vil have behov for beskæftigelse i den globale økonomi. Omstruktureringen og privati seringer (i statskontrollerede økonomier som det tidligere USSR og Kina) frisætter i sig selv millioner af arbejdere. Som Lester Brown og Brian Halweil konkluderer: "I en situation af overskud på arbejdskraft vil jobkvaliteten lide. Arbejdere vil tvinges til at slå sig til tåls med lavere løn, længere arbejdstid, færre goder og ringere kontrol med arbejdsmiljøet og arbejdsbetingelserne." Samtidig udskilles en ny klassefraktion af højtbetalte teknikere og funktionærer der bevæger sig i de transnationale monopolers hurtige vejbane. For den brede befolkning afløses idealet om tryghed lidt efter lidt af social usikkerhed, angst og fremmedhad: alles kamp mod alle.

Som nævnt er det USA der holder den globale økonomi i gang ved at optræde som "verdens bedste forbruger". De store handelsunderskud kombineret med rekordlav opsparing har i årevis krævet tilførsel af udenlandsk kapital til at finansiere den amerikanske ekspansion. I 1999 var der tegn på øget vækst i Asien og i EU. Det kunne gøre det interessant for investorerne at flytte deres penge. Hvis dette sker, må den amerikanske rente hæves for at undgå kapitalflugt. Det vil påvirke aktiekurserne og formentlig få det økonomiske tidevand til at vende.

På den anden side, hvis de amerikanske forbrugere begynder at løbe tør og ikke udvider deres indkøb i samme takt som før, risikerer man endnu en kæde af kriser i Asien og Latinamerika. Uden det amerikanske marked vil Japans eksportorienterede økonomi forvandles til depression. Som Walter Russen Mead skriver: "Det meste af verden står med ryggen mod muren. Global vækst afhænger af et voksende amerikansk forbrug. Derfor må resten af verden samarbejde om at holde dollaren stærk og låne USA penge ..." Og han tilføjer: "Hvor længe det kan fortsætte, kan man kun gætte på."

Behov for nytænkning

De sidste to årtiers hæmningsløse omstrukturering af en verdensøkonomi, karakteriseret af enorm overkapacitet, ledsaget af voksende gældsspiraler, finansiel spekulation og udpræget global ubalance tegner et lidet muntert billede af den nærmeste fremtid. Aldrig har kapitalismen været et så alt beherskende system som nu.

Globaliseringen af kapitalismens modsigelser og konflikter skaber et påtrængende behov for ny strategisk tænkning. De fleste steder i verden er der modstand mod nyliberalisme og globalisering. Næsten overalt finder man miljøbevægelser, forbrugerbevægelser, kampe for social velfærd og rettigheder. Der er massestrejker, studenterprotester. En ny form for radikal arbejderorganisering er flere steder i færd med at mobilisere sig omkring socialistiske ideer. Men der mangler et fælles mobiliserende alternativ der kan få modstandspotentialerne til at smelte sammen. I det omfang kampen fortsat drejer sig om at bevare arbejdspladser og konkurrenceevne vil naturen og menneskene være gidsler af den transnationale kapital. Resultatet kan let blive det rene barbari.

Før de store folkelige bevægelser blev nedkæmpet i Den tredje Verden havde de kæmpet for jordreformer, for selvforsyning, for en vision om at stole på egne kræfter og generobre kontrollen over deres eget subsistensgrundlag. I dag gennemfører IMF snart i ly af finanskriser, snart i form af "strukturtilpasning" en stadig mere åbenlys ekspropriation af menneskers eksistensgru ndlag jorden rundt. Det er en indlysende tanke, at når kapitalen gør sig relativt uafhængig af den produktive sektor, må det være på tide at lønmodtagerne gør deres eksistensgrundlag uafhængigt af markedskræfterne: Tager Marx på ordet og diskuterer, hvordan man kan tage tvangen ud af lønarbejdet, og dermed fjerne akkumulationstvangen.

Jacques Hersh: "Den fredelige reintegration i den internationale arbejdsdeling", Vindrosen nr. 5 1973

Tidsskriftet SALT nr. 6/95

Tidsskriftet SALT nr. 1/98

International Herald Tribune 9.9.99

Los Angeles Times 19.8.99

Temaet i SALT nr. 5 1999 kan anbefales som supplerende læsning.