Kapitalens vold

Kapitalismen lukrerer både på socio-økonomiske og økologiske katastrofer. Naomi Kleins nye bog er et imponerende bidrag til forståelsen af den neoliberale kapitalismes historie, der går lige fra udviklingen af chok-terapi til besættelsen af Irak.

Af Michael Hardt

Naomi Klein besidder en gave til at forstå essensen af den aktuelle politiske situation og forsyne venstrefløjen med et samlingspunkt. Hun gjorde det med bestselleren No Logo fra 2000 og gør det igen med The Shock Doctrine. I begge bøger insisterer hun på, at venstrefløjens politiske udfordring er centreret om økonomien og at man ikke nødvendigvis skal være ekspert for at forstå, hvordan den globale kapitalistiske økonomi fungerer. Teksternes appeal for et bredere publikum bæres oppe af hendes evne til at forklare de økonomiske relationers kerne i klare og personlige vendinger.

Fra Seattle til The Shock Doctrine

I No Logo redegjorde Klein for de basale træk ved den neoliberale globalisering og de multinationale firmaers rolle. På den måde leverede hun en brugbar forståelsesramme for en hel generation af aktivister; dem, man kunne kalde Seattle-generationen. Hun var med til at udruste aktivister med en begrundelse for, hvorfor vi kæmper. Men generationer svinder hurtigt nu til dags, og den cyklus af bevægelser, som blev forbundet med Seattle-protesterne imod WTO i 1999, oplevede en markant nedgang efter at USA indledte den globale ’krig mod terror’. Den samme cyklus af protestbevægelser nåede definitivt et endepunkt med besættelsen af Irak. De økonomiske argumenter som før havde været i forgrunden af protesterne – som handelsregimer, gæld, fattigdom og multinationale firmaers profitter – virkede ikke længere så presserende i skyggen af den nye vold og destruktion. Med andre ord tvang de nye omstændigheder globaliseringsbevægelserne til at omforme sig til antikrigs-bevægelser.

I The Shock Doctrine tilbyder Klein venstrefløjen et nyt samlingspunkt, der passer til nutiden, ved at knytte en analyse af krig, vold og katastrofe til argumenterne om den neoliberale globalisering. Bogen bringer fokus tilbage på de økonomiske relationer, men analyserne af kapitalistisk profit og kontrol er suppleret med undersøgelser af stats- og markedsinstrumenter, som skaber og udnytter forskellige former for omfattende destruktion. Klein opfinder begrebet om ’katastrofekapitalisme’ for at navngive det akkumulationsregime, som ikke blot ser katastrofer som økonomiske muligheder til at privatisere offentlige goder, udvide markeder og genopbygge produktionssystemer, men som også kræver katastroferne til at forblive velfungerende. I en dristig teoretisk manøvre forbinder hun de katastrofer, som er drevet af militær vold såsom ’krigen mod terror’ og besættelsen af Irak, med dem, der ’naturligt’ er forårsaget som f.eks. de tragiske følger af Katrina-orkanen i USA og tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004. Klein argumenterer for, at katastrofens årsag til en vis grad er ligegyldig for katastrofekapitalen, så længe kriserne løbende gentager sig og giver kapitalen mulighed for at udnytte den følgende ødelæggelse og midlertidige forvirring til at forfølge neoliberale mål ved at privatisere de offentlige goder, deregulere økonomien og reducere velfærden. Samtidig ser hun en sammenhæng mellem kapital og vold ved at spore denne katastrofekapitalisme tredive år tilbage i tiden. Ved at fremhæve dette begreb udpeger hun fjenden, sammenkæder dens forskellige ansigter og viser endnu en gang, hvad der skal angribes.

Mens No Logo blev udgivet omkring globaliseringsbevægelsernes opgangsperiode og flød med deres entusiasme, kommer The Shock Doctrine på et meget anderledes tidspunkt og udsender mere dystre signaler. Bogen er derfor mindre rettet mod at samle tropperne og mere optaget af, at skabe en teoretisk, ideologisk position. Klein griber denne opgave an på tre niveauer.

Først og fremmest mestrer hun overbevisende den undersøgende journalistik til at afsløre nogle af de mest forbryderiske personligheder og begivenheder indenfor samtidens magtstruktur. Her snakker hun med fiskere i det tsunami-prægede Sri Lanka, evakuerede fra den Katrina-ramte by Baton Rouge og filippinske sweatshop-arbejdere, der mærker den finansielle krise i Asien.

Dernæst afmærker hun de større forbindelsesled, der strækker sig fra dagens herskende økonomiske og politiske magtstruktur tilbage til udvalgte landes udvikling de sidste tredive-fyrre år. Hun graver ikke i arkiverne som en professionel historiker, men genfortæller centrale historiske begivenheder usædvanligt detaljeret og klart.

På et tredje niveau anvender hun redskaber fra økonomisk og politisk teori til at undersøge karakteren af kapitalistisk produktion og kontrol i dag.

Samfundet som en ren tavle

Den grundlæggende idé bag The Shock Doctrine er, at der er en indre sammenhæng mellem kapital og vold. Kleins udgangspunkt for at forstå denne forbindelse er den neoliberale økonom Milton Friedmans metafor om chokterapi, som han anså for at være nødvendig for indførelsen af kapitalistiske markedsformer. Hun tager dog blot denne metafor en kende mere seriøst, end han gjorde. Klein forklarer, hvordan de psykiatere, der eksperimenterede med elektrochok-terapi i 50-60’erne, forsøgte at desorientere patienterne og ødelægge deres psykiske strukturer. De forestillede sig at kunne skabe en slags ren tavle, hvor nye og sunde strukturer kunne bygges ovenpå. På lignende vis drømte Friedman om at knuse de eksisterende sociale og økonomiske strukturer, for at kunne forcere sine økonomiske reformer igennem og få samfundet til at ligne en ren tavle. Friedman vidste dog godt, at hans reformer aldrig ville blive accepteret, uden at der først ville indtræffe en form for traumatisk begivenhed, der kunne nedbryde de sociale normer og institutioner og forvirre befolkningen. Klein demonstrerer, hvordan forskellige former for traumatiske begivenheder, hvis virkning på den sociale krop ligner elektrochok-terapiens effekt på den individuelle krop, gentagne gange er blevet brugt i diverse nationale sammenhænge til at gennemtvinge Friedmans frie markeds-vision og neoliberale reformer i bredere forstand.

Klein forstår også neoliberale økonomiske reformer som chokterapi i en mere bogstavelig forstand. Forankret i hele bogens argumentation er således en fremragende historisk gennemgang af torturteknikker igennem det sidste halve århundrede. For Klein begynder denne historie i nogle af de samme laboratorier ved McGill University, hvor der i 50’erne blev eksperimenteret med elektrochok mod psykiatriske patienter. De psykologiske undersøgelser blev her finansieret af CIA, der tidligt så nytteværdien i disse teknikker i forbindelse med afhøringssituationer, hvor det handlede om at desorientere personer og nedbryde deres psykiske strukturer. Klein trækker en lige linie fra disse eksperimenter til CIA’s afhøringsmanual, og fra teknikker brugt af latinamerikanske diktaturer til dem, der i dag bliver brugt af USA og dets allierede i ’krigen mod terror’. Klein forklarer, hvordan brugen af den slags tortur er en del af det chok, der er nødvendigt i mange tilfælde af neoliberal økonomisk omformning af samfundet. Tortur tjener det formål at kunne forlænge det første chok og dermed rense det sociale felt, så den nye økonomiske struktur kan bygges herpå.

Chiles neoliberale eksempel 

Alle disse elementer fandt hinanden i Pinochet’s Chile (1973-90), der i bogen fungerer som Kleins kroneksempel på chok-doktrinen, hvortil alle hendes andre historiske eksempler passer i større eller mindre grad. I Chile var Milton Friedmans ideer om det frie marked udbredt allerede før statskuppet i 1973, delvist på grund af hans træningsprogram for chilenske økonomistuderende, som blev kørt af Friedmans afdeling under University of Chicago – de såkaldte Chicage Boys. Friedman selv fungerede som en slags uformel økonomisk rådgiver for Pinochet i regimets tidlige år, hvor der blev gennemtvunget en plan for en radikal privatisering og økonomisk omformning. Chile opnåede hurtigt status som Latinamerikas og resten af verdens neoliberale fyrtårn. Og de hårdnakket genstridige dele af det chilenske samfund – kommunister, fagforeningsfolk og andre – tog man sig af ved hjælp af tortur og andre brutale taktikker. Pinochets Chile bragte derfor alle chok-doktrinens tre elementer i spil: militært chok (statskup), økonomisk chok (Friedmans økonomiske omformning) og fysisk, socialt chok (tortur, fængsling, mord etc.). Samlet skal chok-doktrinen derfor forstås som måden, hvorpå man aktiverer og indfører katastrofe-kapitalisme.

Ved et første øjekast kan Kleins begreb om katastrofekapitalismen og dens iboende chok sagtens virke som om, at den beror på en udførlig konspirationsteori. Dette skyldes primært hendes fokus på en relativt lille gruppe af individer og deres indbyrdes forbindelser, som det illustreres ved Pinochets personlige forhold til Milton Friedman. Desuden er bogen peppet op med en bunke herligt skandaløse og belastende historiske detaljer om, hvad disse individer sagde og gjorde. Det er dog værd at understrege, at Kleins argumentation ikke bygger på en konspirationslogik - hverken på det historiske eller det teoretiske niveau. I et historisk lys er en af de mest fascinerende pointer ved Kleins fortælling, at katastrofekapitalismen kræver en enorm mængde økonomisk og politisk forberedelse, før chokkene kan administreres. En detaljeret økonomisk og politisk strategiplan må altså ligge klar til hurtigt at blive implementeret i det øjeblik katastrofen indtræffer.

Med andre ord er der ikke rigtig tale om konspirationer, men planlægning. Hendes fokus på individuelle karakterer og personlige forbindelser gør det let for læseren at komme ind i historien – ligesom det kan fremstå konspiratorisk - men den proces hun analyserer, afhænger i virkeligheden ikke af individer. Det, der er vigtigt på det teoretiske niveau, er ikke at Pinochet og Friedman mødtes, men at deres ideer og projekter supplerer hinanden, og at de passer ind i et større billede af en voldelig kapitalistisk transformation. For at forstå Kleins teoretiske argument foreslår jeg derfor, at læseren alene bruger disse individer som en form for bærere eller personifikationer af økonomiske eller politiske ideer og kategorier.

Chok-doktrinens mål

Klein etablerer først og fremmest det begrebslige grundlag for chok-doktrinen ved at koble Friedmans økonomiske teorier med Pinochets militærdiktatur. Herefter dedikerer hun bogens centrale afsnit til en detaljeret historisk analyse af, hvordan denne model er blevet gentaget og udviklet. Fra de tidlige 70’ere frem til i dag præsenterer hun den parallelle anvendelse af chok og neoliberale politikker i lande overalt i verden. Til sammen kommer eksemplerne til at virke som en række vulkaner, hvor den enes udbrud udløser det næste. Efter Chile kom Argentina, Thatcher i Storbritannien, Bolivia, Polen under Solidarnosc, Kina, Sydafrika efter apartheidstyret, Jeltsins Rusland, og de sydøstasiatiske økonomiers krise i 1997-98. Derfra fortsætter fortællingen med USA efter 11. september, Irak og ’genopbygningen’ i Sri Lanka og New Orleans.

Kleins primære mål er at afsløre den idylliserede fabel om neoliberalismens opståen og gøre det klart, at denne økonomiske politik aldrig er blevet indført på hverken demokratisk eller fredelig vis. Modsat den udbredte idé om de neoliberale politikkers succes, argumenterer Klein for, at disse politikker gennemgående har fejlet, selv ud fra deres egne økonomiske kriterier. Hvordan chok bliver forstået har løbende skiftet igennem tiden - fra militær vold og tortur til andre former for katastrofer, hvad enten de har været tilsigtede eller ej. Det afgørende historiske skift kom med det økonomiske chok i Bolivia i 1985. Det blev tvunget igennem af den nyvalgte regering anført af Víctor Paz Estenssoro, som desuden blev rådgivet af den amerikanske økonom Jeffrey Sachs, der i Kleins fortælling er blevet den primære chokdoktor, efter at Milton Friedman i højere grad har forladt scenen. Her var intet statskup til at levere traumet, selvom der selvfølgelig var en kraftig repression rettet imod oppositionsgrupper. I stedet blev en hemmeligt forberedt, økonomisk plan pludselig gennemtvunget af styret uden nogen form for offentlig diskussion. ”Bolivia viste vejen for en ny og mere spiselig slags autoritarisme’, pointerer Klein, ”et civilt statskup, der snarere blev udført af politikere og økonomer i jakkesæt end af uniformerede soldater”. Her er det nærmere politisk end militær vold, der virkeliggør de indgreb, hendes model for chok-doktrinen kræver: indgreb som forvirrer befolkningen, destabiliserer eller ødelægger eksisterende sociale og økonomiske forhold samt baner vejen for en neoliberal omformning. Kombinationen af militær og politisk vold udfylder denne rolle i alle Kleins eksempler på neoliberal chokterapi i de følgende år: fra Kina og Polen i 1989 til Sydafrika og Rusland i de tidlige 90’ere.

Denne tankerække kulminerer med Kleins betoning af, at den samme logik blev sat i spil i kølvandet på tsunamien i 2004 og Katrina-orkanen i 2005. Det, som kvalificerer sig til at være en katastrofe med tilhørende krav om indgreb, er blevet markant udvidet. De ’naturlige’ katastrofer er ikke direkte planlagte eller indført af politiske ledere, selvom regeringernes politik er konkret ansvarlig for at skabe betingelserne for sådanne katastrofer og gøre nogle befolkninger mere sårbare end andre. Katastroferne kommer uventet og agenterne for privatisering og neoliberal omformning må stå klar, når muligheden byder sig.

The Shock Doctrine ender i Irak, som står helt centralt i Kleins argument. På sin vis bygger hele bogen også ovenpå hendes fremragende essay ’Baghdad Year Zero’ fra 2004. Klein fortolker den amerikanske invasion af Irak og den følgende besættelse som begrundet i økonomiske interesser, men ikke i en snæver forstand forstået som kontrol over olie eller midlertidige profitter for en lille gruppe af selskaber. I stedet er USA’s projekt i Irak den hidtil mest gennemgribende indsats for at bruge chok-doktrinen, reducere samfundet til en ren tavle og etablere en neoliberal økonomi fra bunden. Chokket og frygten for den militære invasion, de forskellige repressive instrumenter knyttet til ’krigen mod terror’ og politikkerne omkring ’hjemlandets sikkerhed’ finder alle sammen under den neoliberale globalisering. Dette er Kleins kroneksempel på katastrofekapitalismen, der trækker lange linier tilbage til Pinochets Chile og binder den historiske udvikling sammen til sidst.

Chokket virker imod hensigten

USA’s fejlslagne projekt i Irak leder også læseren tilbage til Kleins originale ledende metafor, der forbinder økonomisk chok med elektrochok-terapi. De læger, der eksperimenterede med elektrochok, blev gang på gang frustrerede, fordi de aldrig kunne opnå deres drøm om den rene tavle. Patienternes gamle psykiske strukturer, minder og mentale vaner blev ved med at dukke op igen på trods af chok-behandling. På samme måde var den amerikanske administration under ledelse af Paul Bremer i det besatte Irak frustreret over forsøgene på at etablere en neoliberal økonomi fra bunden af. Administrationen privatiserede de statslige industrier, fyrede arbejdere fra en lang række jobs, omskrev den juridiske ramme for erhvervslivet og investeringsselskaberne, men alligevel kunne den ikke skabe den rene tavle. Etablerede sociale strukturer, krav om beskæftigelse og indkomst samt en udbredt frygt for det nye økonomiske styre fortsatte stædigt med at dukke frem. Klein beviser endda i fascinerende grad, hvordan jobtab og økonomisk harme har udgjort en vigtig kilde til opblomstringen af væbnet modstand mod besættelsen. Her er Kleins overskyggende pointe altså at chok-doktrinens metoder ikke bare er barbariske og ondskabsfulde, de virker heller ikke.

Alle profeterne for frie markeds-revolutioner og neoliberale transformationer prædiker, at chok vil skabe et blankt lærred, hvorpå man kan bygge en helt ny økonomisk struktur fra grunden. Fortidens fejlslagne forsøg bliver forklaret med, at chokket ikke var fuldendt nok, at tavlen ikke var visket tilstrækkelig ren. I virkeligheden kan denne rene tavle aldrig blive opfyldt, og det eneste der står tilbage er et samfund i ruiner.

Kapital og vold flettet sammen

Bogen rejser en række vigtige spørgsmål. Nogle læsere vil måske spørge i hvilket omfang, der findes stater, hvor en total neoliberal omstrukturering har efterfulgt eller ledsaget en katastrofe, sammenlignet med de stater, hvor myndighederne fortsætter med at opbygge neoliberale økonomier ad hemmelige veje eller via en Tredje Vejs konsensus-kurs. Andre læsere vil spørge, hvordan man analytisk kan sammenkæde de klimakræfter, der forårsager en orkan eller en tsunami, med den langsigtede, menneskelige planlægning, som drev invasionen af Irak frem? Min interesse kredser dog mest om en teoretisk diskussion af kapitalismens nutidige dominans- og kontrolformer. Her passer Kleins teori godt ind i en lang teoretisk tradition for at forstå den intime forbindelse mellem kapital og vold, og derfor kan det være nyttigt at placere hendes argument indenfor denne tradition, både for at give bogens pointer et mere solidt fundament og for at fremhæve dens originalitet.

Først og fremmest forklarer Klein, hvordan den kapitalistiske udviklings afhængighed af vold både stemmer overens med og i nogen grad udvider det marxistiske begreb om primitiv akkumulation. Opkomsten af de kapitalistiske og de proletariske klasser var ikke en fredelig, halvnaturlig proces, skabt af kapitalisternes sparsommelighed og kløgt eller proletarernes mangel på samme. Kapitalens fødsel krævede ekstraordinær vold både i erobringen, mordene og udbytningen af udenlandske befolkninger, og internt i ekspropriationen af de fælles jorder, fordrivelsen af bønderne fra godserne og skabelsen af nye love, som effektivt tvang de fattige ind til byerne for her at skabe det nødvendige udbud af arbejdskraft. Hvor Marx’s fortælling kan få en til at tro, at den primitive akkumulations ’ekstra-økonomiske’ vold kun var nødvendig for at sætte gang i den kapitalistiske maskine, som dernæst kunne opretholdes af sin egen orden og økonomiske former for vold, så minder Klein os om, at den primitive akkumulation aldrig stopper, men fortsætter som et konstant supplement, der understøtter kapitalen.

Rosa Luxemburgs argument om volden, som er indbygget i kapitalakkumulationen, er et andet oplagt referencepunkt. Luxemburg forklarer, at kapitalen kræver konstant udvidelse for at overleve: Nye markeder, flere ressourcer, mere arbejdskraft og større produktioner. Udvidelsen af disse kredsløb, der skal til for at videreføre kapitalen, kan imidlertid ikke alene opnås med økonomiske virkemidler. Ekstra-økonomiske kræfter er nødvendige. Luxemburg fremhæver specielt forholdet mellem datidens Europas imperialismer og den udvidede reproduktion af kapital: Hvis du vil gå imod imperialismen, så må du udfordre kapitalismen. Klein viser på samme måde det nødvendige forhold mellem kapital og vold, men hun udvider kategorien af de katastrofer, der kan udfylde denne rolle, til meget andet end de imperialistiske instrumenter, som var Luxemburgs fokus.

Den tredje og måske mest relevante teoretiske reference for Kleins argument er den lange økonomiske tradition for ’kriseteori’, som har magtfulde strømninger indenfor både marxistiske og kapitalistiske teoriskoler. Specielt tydelig er inspirationen fra begrebet om ’kreativ destruktion’, som blev udviklet af den ikke-marxistiske økonom Joseph Schumpeter. Det er banalt, at økonomiske cyklusser og kriser baner vejen for koncentration og udvikling af kapital; Schumpeter insisterer specifikt på behovet for, at kapitalen uophørligt kan revolutionere sine økonomiske og institutionelle strukturer indefra. Kriser, hvad enten de har rene økonomiske årsager eller ej, understøtter kapitalistisk udvikling ved at skaffe gamle strukturer og økonomiske praksisser af vejen. En sådan destruktion er kun ’kreativ’ i betydningen, at den skaber plads til innovation, dannelsen af nye processer og institutioner. Kleins begreb om chok-doktrinen deler mange af disse egenskaber, men hun kigger bagom det økonomiske, for at identificere de potentielle ekstra-økonomiske årsager til katastrofer og for at vise deres dybtgående sociale konsekvenser.

Marx, Luxemburg and Schumpeter – det er et godt selskab og Kleins bog kan med fordel diskuteres op mod dem. De hævder alle ligesom hende, at kapitalistisk udvikling kræver vold som støtte. Der er dog en fundamental forskel, som hjælper til at rejse et yderligere spørgsmål vedrørende Kleins argument. De andre teoretikere forstår volden som en del af kapitalens logik, hvor Klein isolerer den til en ’fundamentalistisk’ udgave eller version af kapitalismen, med den antagelse at andre mulige udgaver er mindre voldelige eller måske endda ikke-voldelige. Er katastofe-kapitalismen kun en undtagelse, et øjebliks overdrivelse, der har erstattet en dydig kapitalisme med en fordrejet en af slagsen, eller er det faktisk kernen i selve den nutidige kapitalisme? Flere gange i bogen insisterer Klein på det første, men hendes teoretiske argumenter peger kraftigt hen imod det sidste.

Spørgsmålet er afgørende, fordi det har væsentlige konsekvenser for ethvert forsøg på at besvare det andet og større spørgsmål, som rejser sig, når man læser bogen: hvad er vores alternativ til katastrofe-kapitalismen? Forestiller vi os en tilbagevenden til en mere rimelig, reguleret og fredelig form for kapitalisme eller er vi tvunget til at kigge bagom den kapitalistiske model og opfinde en ny social form? Kleins bog kommer ikke med svarene. Alene det, at den rejser spørgsmålene, er et vigtigt bidrag til en debat, som må være udgangspunktet for en ny venstrefløj.

Michael Hardt er litteraturprofessor og politisk filosof ved Duke University, og er medforfatter til bøgerne Imperiet (Informations Forlag) og Multitude sammen med Antonio Negri. 
Artiklen er tidligere bragt i New Left Review og er oversat af Lasse Wamsler og Lars Gaardsøe.