Kampen om jorden

Ejerskabet af Venezuelas jord har stået centralt under hele perioden med Chavez som præsident. Men mange sten lægger sig i vejen for en reel omfordeling

Af Søren Henriksen

Den 11. april 2002 kulminerede flere års spænding i Vene-zuela: Præsident Chavez blev bortført fra præsidentpaladset af kupmagere med arbejdsgiverformanden Pedro Carmona i spidsen. Den statslige tv-kanal blev lukket mens præsidentpaladset blev besat. På trods af de private mediers tavshed bredte nyheden sig som en steppebrand overalt, og gaderne fyldtes hurtigt i protest. Fra hustage i nærheden af præsidentpaladset tvang snigskytternes kugler flere folk mod asfalten. Inden for præsidentpaladsets mure valgte kupmagerne som noget af det første at annullere den nye jordlov. Men dramaet nåede knap nok at begynde, førend det var slut. Både regeringen og jordloven overlevede kuppet. Pedro Carmona og hans kupmagere havde kun lige fået fødderne inden for paladset mure, før de igen var ude. Presset fra demonstranterne omkring præsidentpaladset, dele af hæren, og ikke mindst flere af de latinamerikanske landes fordømmelse fik kupmagerne til at opgive.

Den nye jordlov

I 1998 importerede Venezuela 70 % af landets fødevarer, men den 13.november 2001 blev den nye jordlov indført per dekret fra præsident Chavez. Lovens sigte var at hæve Venezuelas egen fødevareproduktion - igennem blandt andet en omfordeling af jorden og beskatning af ubrugt landbrugsjord.

Denne jordlov var kontroversiel nok til at afskaffelsen af den var af højeste prioritet for kupmagerne den 11. april. Alligevel sigter loven hovedsageligt på at omfordele jord, der i forvejen er statsejet, og eksproprieringen rammer kun i forvejen ubrugt land. Store dele af den venezuelanske jord er statsejet, men de tidligere regeringer har stiltiende accepteret storgodsejeres og multinationale selskabers overtagelse af jorden. Det er hovedsageligt dette forhold som loven sigter på at udnytte. ”Jordejere, gør jeres papirer parat; I vil komme til at skulle bevise jeres rettigheder til disse ejendomme!”, sagde Chavez, da han officielt underskrev loven. Udover kravet på gammel statsjord indebærer loven også en øvre grænse på 5000 hektar for, hvor meget jord en enkelt person må eje.

Ud af slummen

Indtil 1920 var Venezuela overvejende et landbrugsland. Kakao var dengang et af landets vigtigste eksportprodukter. Derefter begyndte man at udvinde olie i stor skala. Under olie-boomet i 1970 blev alt fokus flyttet mod den industrielle produktion, og som følge heraf strømmede landbefolkningen ind mod de store byer. Før olieboomet levede og arbejdede to tredjedele af Venezuelas befolkning på landet. I dag lever mere end 85 % af Venezue-las 25 millioner store befolkning i byerne. Denne demografiske udvikling har skabt store slumbælter rundt om byerne. På bjergskråningerne langs Caracas rejser slummen sig - jo højere oppe des fattigere. Husene og skurene står stablet ovenpå hinanden, mens epidemier og sygdomme trives på disse overbefolkede bjergsider. Indførelsen af jordreformen var i høj grad også et forsøg på at komme disse elendighedsbælter til livs

Jorden fordeles

Ekspropriering af den ubrugte jord bliver varetaget af det Nationale Jordinstitut (INTI), der blev oprettet i forbindelse med jordreformen.

I tiden efter oprettelsen af INTI blev der ikke gendistribueret særlig meget jord, men dette tog fart efter mere politisk indblanding. I august 2003 var 1,340,000 hektar jord blevet uddelt til 62.800 familier. Det prioriteres, at jorden bliver overtaget af kooperativer. I marts 2003 blev kampagnen ”Vuelta a la campa” skudt i gang af regeringen, under det Nationale Jordinstitut. Dens sigte var at gøre det muligt for familier i slummen at vende tilbage til landet, som jordreformen åbner op for med mulighed for tildeling af land og fordelagtige lån. Programmet startede med at 23 familier fra slummen omkring Caracas, samlet i kooperativet Los Arbolitos, fik tildelt 23 hektar ubenyttet jord.

Kritik af reformen

Enkelte kritiserer jordreformen for ikke at være i de jordløses reelle interesse. De jordløse indgår en produktionsaftale med staten for deres nye jord. Aftalen dikterer en bestemt produktion igennem en årrække. Først når denne produktionsaftale slutter, overgår ejerskabet til bønderne. Jorden kan dog ikke sælges, kun arves. Kritikere kalder det for centralistisk planlægningsøkonomi. Tilhængerne derimod peger på, at det er nødvendigt for at undgå store godsejeres genopkøb af jorden og for at sikre en produktion, der tilgodeser ønsket om større selvforsyning af fødevarer. Det kritiseres også, at regeringen har motiveret bønderne til at danne kooperativer, der kan dyrke de udelte jordområder. Hertil svares at dette er den eneste måde at undgå at de små produktioner bliver kvalt af større landbrug.

Godsejerne beskylder ligeledes INTI og regeringen for at opfordre og støtte illegale jordbesættelser. INTI svarer, at de åbenlyst tager og har taget afstand fra illegale besættelser, og at besætterne handler på egen hånd uden deres støtte. Selvom jordreformen kritiseres kraftigt af de store jordejere, og at den øjensynligt spillede en central rolle under kupforsøget, så kritiseres den blandt nogle jordløse for ikke at være vidtgående nok.

Den uddelte jord ejer staten stort set altid i forvejen. Således rammer loven sjældent de store multinationale selskaber, medmindre deres jord ligger ubrugt hen. Og selv hvis dette er tilfældet, så tilbydes der inden for en toårig periode mulighed for at opstarte produktion og dermed undgå ekspropriering.

Som det også er tilfældet mange andre steder i Syd- og Mellemamerika, har de jordløse bønder i Venezuela kæmpet for retten til jord gennem mange år. De jordløse har aldrig udviklet den samme grad af organisering som f.eks. MST i Brasilien, men flere steder i landet har kampene stået på i årtier og kostet menneskeliv i konfrontationer med både politi og hyrede revolvermænd. Ifølge INTI er det ofte de folk, der har kæmpet hårdt for jord, der får tildelt den til sidst.

Reformen modarbejdes

En af de specielle ting ved denne jordreform er, at den ikke blot sigter mod at uddele land men også satser på økonomisk og materiel hjælp til nyopstartede bønder. Ligesom der garanteres fordelagtige lån til kooperativerne. Men omfordelingen foregår ikke problemfrit. På trods af at INTI er oprettet for at sikre handlekraft uden bureaukrati, så forsinkes mange af jordoverdragelserne alligevel. Det er f.eks. umuligt at undgå, at INTI må sende sager gennem andre ministerier, når de skal skaffe landbrugsmaskiner til et nyt kooperativ. Ministerierne og administrationen er fyldt med embedsmænd fra de gamle borgerlige regeringer. Ofte er det ikke blot bureaukrati, der hindrer sagsbehandlingen men decideret modarbejdelse og obstruktion. Hvorvidt jordreformen bliver gennemført afhænger i høj grad også af, hvem der sidder på magten i de enkelte delstater, og hvem der dermed har kontrol over de lokale politistyrker.

Mord på jordløse.

INTI og de jordløse bønder står også over for langt mere farlige forhindringer end skrivebords-sabotage. Den 27. august 2003 kom to mænd på en motorcykel og åbnede ild mod advokaten Joe Castillo, hans kone og deres et år gamle barn uden for deres hjem. Joe Castillo, der arbejdede for de indianske folks rettigheder, blev dræbt ved attentatet.

Få dage efter skulle der afholdes en officiel overdragelse af den jord, der indtil da var blevet eksproprieret. Overdragelsen blev overværet af repræsentanter for jordløses og indianske organisationer fra hele Syd- og Mellemamerika. Mordet var et klart signal fra gerningsmændene, men på ingen måde et enestående tilfælde. Især staterne der grænser op til Colombia har oplevet adskillige likvideringer. Generalsekretæren for delstaten Zulias Bondeforbund, Jorge Fernández, har udtalt, at over 120 bønder er blevet myrdet imellem 1999 til maj 2003 for at have forsøgt at forsvare retten til jord - heraf er 15 blevet myrdet i Zulia. En række faglige organisationer offentliggjorde i august 2003 en liste over 60 navne på bolivarianske bondeledere myrdet af revolvermænd i forbindelse med jordreformerne. Ifølge vicepolitidirektør Raúl Yépez Chirinos er kun en mindre del af mordene blevet opklaret. Om mordene siger han til det officielle nyhedsbureau Venpres: ”Det er en slags gengældelse fra godsejernes side, som nægter at afgive adskillige hektar landbrugsjord.”

Paramilitære importeres

Venezuela har oplevet en massiv import af paramilitære dødspa-truljer fra Colombia. Det har flere gange resulteret i kamphandlinger med den venezuelanske hær. Flere gange har luftstøtte været nødvendig for de venezuelanske soldater. De paramilitære er ofte reservister fra den colombianske hær, der har udkæmpet en borgerkrig i årtier, og har derfor betydeligt større kamperfaring end hæren i deres naboland. De paramilitære spiller en væsentlig rolle i forsøget på at destabilisere situationen i Venezuela, og dermed muligheden for at fortsætte reformerne. Den venezuelanske hær har svært ved at handle over for de paramilitære. En intensivering af hærens tilstedeværelse i grænselandet skaber let konflikter med den colombianske hær, som formentlig ikke har noget problem med at deres beskidte krig breder sig ind på venezuelansk territorium.

Det venezuelanske folk og især de venezuelanske bønder står over for en række alvorlige udfordringer i deres kamp for sociale reformer og for fortsat at trække processen i en retning, der udfordrer uretfærdighedens fundament. En del af fjenden er bevæbnet med maskingeværer, en anden sidder i den offentlige administration. Men uanset de dystre udsigter kan venezuelanerne glæde sig over en jordreform, hvis mål for i år er at få uddelt op til 3.9 millioner hektarer landbrugsjord.

Søren Henriksen var med Venezuelagruppen i Caracas i august 2004

Info om kampen for jord - verden rundt:

www.landaction.org

Analyser og nyheder om Venezuela:

www.venezuelanalysis.com