Kampen om globaliseringens retning

af Torkil Lauesen

De seneste års protester er et direkte modsvar til "Corporate Globalization". Percy Barnevik, præsident for ABB Industrial Group, beskriver præcist hvad dette begreb dækker over:

"Jeg definerer globalisering som mit firmas frihed til at investere hvor vi ønsker det, når vi ønsker det, at producere hvad vi vil, købe hvad vi vil og sælge hvad vi vil, og have mindst mulige restriktioner fra arbejdsmarkedslovgivning og sociale konventioner."

"Corporate Globalization" må forstås som resultat af strukturelle forandringer i kapitalismen. I sin søgen efter at øge fortjenesten søger kapitalen til stadighed at udvide sit marked og sænke produktionsomkostningerne. Nye teknologier og nye måder at organisere produktionen udvikles. Denne udvikling påvirker samtidig den sociale og politiske organisering af samfundet.

Kapitalismen begyndte sin historie som en lokal vareproduktionsform i middelalderens bystater. For at vokse og udvikle sig måtte den nedbryde de feudale politiske rammer og skabe den moderne nationalstat. Inden for den borgerlige liberale stats rammer udviklede den industrielle kapitalisme sig. Og med nationalstaten som instrument trængte kapitalismen frem i Asien, Afrika og Latinamerika i form af imperialismen.

Men i de sidste 25 år er den nationalstat der havde været betingelsen for kapitalismens vækst begyndt at blive en snærende ramme. Fra at være international er kapitalen blevet mere og mere transnational.

Det mest dramatiske eksempel på den økonomiske globalisering er finansmarkedet. Handlen med valuta, aktier og obligationer er tidoblet fra midten af 1980erne til midten af 1990erne. På dette globale marked, knyttet sammen af den nye data- og kommunikationsteknologi, handles der for mere end 1.500 milliarder dollars i døgnet.

Informationsteknologien gør det muligt og profitabelt for kapitalen at flytte enorme summer, måske blot i få timer, for at opnå tiendedele af en procent i højere afkast. Kapitalens bevægelighed og produktions fleksibilisering har kastet nationalstaterne ud i en benhård konkurrence om at tiltrække kapital. Det indebærer at staterne i højere og højere grad må tilpasse sig kapitalens vilkår. Finansfolk og firmaer kan i stigende omfang definere hvilken politik der skal føres. Kernepunktet for enhver politik er om den har markedets tillid.

Den transnationale stat tager form

Den økonomiske og politiske udvikling i Europa i efterkrigstiden er et godt billede på denne proces. Det begyndte med "Kul- og stålunionen", et begrænset økonomisk samarbejde om nogle få varegrupper. Det udviklede sig til et "fælles europæisk marked", dog med hver sin nationale politiske myndighed. I dag har vi så Den Europæiske Union hvor flere og flere politiske beslutninger tages på transnationalt niveau. Vi ser en transnational stat med euro-hær og euro-politi tage form. Lignende processer er i gang i andre dele af verden: APEC, NAFTA og ASEAN, om end de ikke er nået op på samme niveau som EU. Desuden er egentlige globale institutioner som WTO blevet skabt, mens IMF og Verdensbanken har fået større indflydelse. Endelig mødes lederne fra de mægtigste nationalstater regelmæssigt for at koordinere den økonomiske politik på de såkaldte G8-møder. Altsammen tegn på etableringen af en transnational stat. Socialliberale og socialdemokratiske politikere forklarer at EU eller WTO og IMF er et forsøg på at skabe nye globale politiske rammer der skal kontrollere kapitalen og markedskræfterne. Men i dag fungerer disse institutioner stik modsat. De kontrollerer og styrer ikke kapitalen, men frisætter og udvider markedskræfternes magt.

Maastricht-aftalen er et eksempel på hvordan neo-,liberalismen blev gjort til EU’s officielle politiske strategi. Et andet eksempel er den stadig mere uafhængige rolle nationalbankerne får i forhold til de nationale parlamenter, med det vigtigste mål at bekæmpe inflation.

Globaliseringens konsekvenser

Kapitalen har gradvist i den sidste snes år frigjort sig fra nationalstaternes politiske kontrol. Det har resulteret i en række nye konflikter og skærpet gamle:

  1. Kapitalen er blevet styrket i forhold til arbejderklassen. Den neoliberale statsmagts første prioritet er at skabe optimale betingelser for investeringer. Det har svækket fagbevægelsens muligheder for gennem staten og lovgivningen at presse og kontrollere kapitalen. Nye løn- og ansættelsesformer gør relationen mellem arbejder og kapital til et forhold mellem den enkelte og firmaet.
  2. Fleksibilisering, "outsourcing", "just in time-management" og den generelle individualisering som neoliberalismen har medført har desuden nedbrudt den solidaritet og kollektive identitet som er grundlaget for arbejderbevægelsens styrke. Fagbevægelsen har ikke villet eller formået at organisere et globalt fagligt samarbejde der blot tilnærmelsesvis kan matche kapitalens globalisering.
  3. Kapitalen er blevet styrket i forhold til det nationale parlamentariske demokrati. Sektorer der tidligere har været underlagt demokratiske beslutninger og offentlig kontrol er blevet privatiseret. Beslutninger er blevet flyttet fra nationale institutioner til transnationale institutioner der er langt mere lydhøre over for de private firmaers lobbyister. 3) Globaliseringens neoliberale politik marginaliserer lande, regioner, lokalsamfund og grupper af mennesker. Størstedelen af Afrika ligger tilbage som en vredet citron efter at være blevet plyndret for menneskelige og naturlige ressourcer gennem århundreders kolonialisme og imperialisme. Mexico er blevet medlem af de riges klub OECD, mens Chiapas bliver fattigere og fattigere. Globaliseringen udjævner ikke livsvilkårene i verden, men polariserer samfundet og marginaliserer dem der ikke passer ind i den neo-liberale trend.
  4. Mens neoliberalismen hylder den frie bevægelighed for kapital og varer, søger den at hindre de mennesker der som konsekvens af globaliseringen søger bort fra fattigdom og social nød. Globaliseringen betyder ikke fri bevægelighed for mennesker.
  5. Nye transnationale institutioner sætter miljøproblemerne og forbrugernes interesser i anden række i forhold til det private erhvervslivs interesser. Altimens øges den verdensomspændende forurening.

Den globale modstand fra anti-EU til zapatister

Ligesom kapitalens globalisering har sine rødder langt tilbage i tiden, er det heller ikke første gang den møder modstand. I det 19. århundrede fandt en lignende magtforskydning til fordel for kapitalen sted da kapitalen gradvis blev frigjort fra sociale og politiske bånd; både på nationalt niveau og internationalt i form af imperialismen. Også dengang medførte udviklingen sociale spændinger som fik de berørte mennesker til at reagere. Det er til en vis grad de stærke sociale bevægelser der skabtes her, som har tvunget markedskræfterne ind i politiske og sociale rammer. Eksempelvis i form af den socialdemokratiske velfærdsstat eller den sovjetiske realsocialisme.

Historisk set er det er altså ikke mærkeligt at folk atter er begyndt at reagere. At reaktionerne har ladet vente så længe på sig skyldes den generelle nedbrydning af solidariteten og loyaliteten mennesker imellem.

Omorganiseringen af produktionen og hverdagslivet efter neoliberale værdier og normer nedbryder og fremmer netop egoisme og individualisme. Men fra begyndelsen af 1990erne skete der noget. Her fandt de første store fælleseuropæiske demonstrationer mod EU sted, og det var på det tidspunkt at modstanden mod NAFTA, det neoliberale frihandelsprojekt for det amerikanske kontinent, tog form.

Zapatisternes oprør i Chapias de første dage i januar 1994 fik også betydning for udviklingen af den globale modstand. Opstanden kom på et tidspunkt hvor en radikal modstand mod kapitalismen var på et lavpunkt. Den såkaldte reelt eksisterende socialisme var opløst, og det var vanskeligt at forestille sig nye modstandsformer og visioner som kunne mobilisere mennesker. Samtidig buldrede neoliberalismen fremad i dens forskellige former overalt på kloden. På den led var zapatistoprøret et lys i mørket. Men der var også andre årsager til at et oprør i en afkrog af verden, udført at et såkaldt "fjerde verdens folk", fik betydning: Zapatisterne var ikke bare endnu en lokal eller national befrielseskamp, ude af trit med tiden. De var på mange måder uhyre moderne i deres tankegang, verdensopfattelse og ikke mindst i deres kommunikationsformer. De tænkte ikke bare lokalt, men meget bevidst globalt idet de var klar over at deres fremgang lokalt var afhængig af globale forhold. Ikke blot af international solidaritet og opmærksomhed; den magt de stod overfor var i stigende grad globaliseret: En neoliberal kapitalisme, transnationale selskaber og transnationale institutioner som NAFTA og WTO. Zapatisterne er meget bevidste om det nødvendige i at opbygge et globalt modstandsnetværk hvis man på nogen måde skal matche den globaliserede kapital.

Kapitalens kaleidoskop

Zapatisterne ser sig selv som en glassplint i et kaleidoskop, som et fragment af jordens udbyttede og undertrykte mennesker. Kaleidoskopets fragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kaleidoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkastet den globale kapitals logik. Det var i tråd med denne tankegang at zapatisterne i 1995 organiserede "det første globale møde mod neoliberalismen" i en lille landsby i Chiapas’ jungle. Ud af dette møde voksede en række netværk, blandt andet Peoples’ Global Action.

Samtidig voksede andre anti-neoliberale globale bevægelser frem. I slutningen af 1990erne lykkedes det at sætte en stopper for den såkaldte MAI-aftale via en mobilisering der i høj grad anvendte internettet og e-mails til at sprede information og koordinere protesterne. Denne kampagne betød også at viden om de nye transnationale institutioner og deres betydning blev spredt bredt.

I de senere år er nye grupperinger skudt op. Dele af fagbevægelsen og dermed arbejderklassen samt middelklassens organisationer er begyndt at reagere mod "globaliseringen fra oven". Bevægelsen er blevet bredere; det er ATTAC’s fremgang det bedste eksempel på. Protesterne viser at også mange mennesker i de rige lande nu bliver berørt af "Corporate globalization" og neoliberalismen, og ikke mindst at de er rede til at tage skridtet ud på gaden for at gøre sig gældende.

Den globale modstands komponenter

Protesterne mod "globaliseringen fra oven" er ikke udtryk for en samlet bevægelse, men dækker over flere strømninger og enkeltsagsbevægelser. Hver gruppe ser deres egen hjertesag blive påvirket af de strukturelle konflikter som magtforskydningen mellem kapitalen og nationalstaten har skabt. Det kan dreje sig om så forskellige grupper som arbejdere med beskæftigelsesproblemer, bønder der kæmper for retten til jord, grupper som er udsat for overtrædelser af menneskerettighederne, immigranter uden papirer, indvandrere udsat for racisme osv.

Nogle af de bevægelser er gamle organiseringer, såsom dele af fagbevægelsen og de traditionelle kommunistiske, socialistiske og anarkistiske organiseringer. Andre stammer fra 1960erne og 70erne såsom miljøbevægelsen, de rød/grønne partier og autonome grupperinger. Endelig er der de nye bevægelser som ATTAC, Peoples’ Global Action og Via Campesina. Bevægelsens aktionsformer er både nye og gamle. Men demonstrationens symbolske dimension er forstærket i takt med mediernes og især TV’s voksende betydning for meningsdannelse og bevidstgørelse. Fantasifulde symboler og aktioner skal få offentligheden i tale, og demonstrationerne indeholder en høj grad af teater og iscenesættelse. Når så forskelligartede bevægelser samles, eksempelvis for at protestere mod elitens topmøder, øges muligheden for en forståelse af overordnede sammenhænge. Når miljøaktivisternes krav føres frem side om side med fagforeningernes, med de homoseksuelles eller med kvindebevægelsens krav, kan der skabes en bredere analyse og en fælles front. Forudsætningen er at man accepterer hinandens interesser og ikke indleder en konkurrence, i bedste neoliberale stil, om hvem der er vigtigst, mest radikal osv. Ved siden af kamplysten og paratheden til at tåle knippelsuppe, tåregas og fængsel er det denne gensidige respekt som ligger i udtrykket "The Spirit of Seattle". Den nye globale modstands svage led er dens mangel på effektive lokale praksisser. Det er ikke tilstrækkeligt at vise modstanden rundt om i verden når den herskende elite mødes. Disse demonstrationer må følges op på det lokale niveau med modstand mod neoliberalismen som den folder sig ud i hverdagen, på arbejdspladsen og i forhold til det offentlige. En modstand mod fleksibiliseringen af vores liv, af markedsgørelsen af flere og flere sider af tilværelsen, af privatiseringen og individualiseringen af de kollektive sider af samfundet.

Nationalstat eller globalsamfund

Den globale modstand står i dag over for nogle afgørende strategiske valg. Skal man forsvare nationalstaten som ramme for økonomi og politik og søge at rulle globaliseringen tilbage? Eller skal der udvikles nye mål og visioner for en global verden?

Der er næppe noget tydeligere symptom på venstrefløjens krise end omfanget af utilfredse mennesker som vender sig mod højre-nationalismen for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Det er denne form for national anti-globalisme der kommer til udtryk i for eksempel Dansk Folkepartis modstand mod EU og deres aggressive holdninger til flygtninge og indvandrere. Også på venstrefløjen, især hos de kommunistiske partier og i dele af ATTAC, ser man opretholdelsen af en stærk nationalstat som et væsentligt mål. Strategien går ud på at genskabe den stærke suveræne nationalstat, søge at gengive staten sine styringsmuligheder i forhold til markedskræfterne, og således skabe et bolværk mod den globale kapitalisme.

Jeg tror hverken dette er nogen realistisk eller fornuftig strategi. I den anti-imperialistiske kamp op gennem det just forgangne århundrede spillede det nationale spørgsmål ofte en progressiv rolle. Men opnåelsen af national suverænitet muliggjorde ikke opbygningen af de socialistiske samfund vi eller de havde drømt om. I det øjeblik kolonierne blev til suveræne nationalstater, fik de nationale interesser der ikke var til at skelne fra de imperialistiske landes interesser. Konkurrencen mellem lande og folk om gunstige nicher i den globale arbejdsdeling er en konkurrence på kapitalens betingelser. I til-spidsede situationer kan den føre til nationalistiske krige og ekstrem racisme og fremmedhad som vi har set det på Balkan i det sidste årti. Hvis vi ikke kommer ud over nationen som ramme for vores liv, og i stedet udvikler det globale perspektiv for modstand og forandring, med vægt på klasse, køn og antiracisme, så bliver vores modstand mod den globale kapitalisme og dens institutioner ikke til at skelne fra højrefløjens.

Men samtidig med at produktivkræfternes udvikling har gjort det vanskeligt at opretholde den nationale ramme, har den gjort det muligt at udvikle globale organiseringer og institutioner. Disse muligheder ligger også åbne for modstanden. Vi befinder os i en situation hvor lige del mangel på nytænkning og angst for at slippe de gamle strategier hindrer os i at udvikle nye visioner, strategier og organisationsformer. At ville rulle globaliseringen tilbage er maskinstormeri. At forandre dens retning og dens indhold, at skabe globale løsninger på verdens økonomiske, sociale og økologiske problemer er de nye mål og visioner der atter skal bringe venstrefløjen i offensiven.

Shell, Nike og WTO - de fattiges venner?

Et af de helt væsentlige spørgsmål for modstanden er om man skal forsøge at reformere de nye transnationale institutioner; det vil sige søge at demokratisere dem og dreje dem i en progressiv retning. Eller om man skal afvise dem som kapitalens instrumenter og i stedet søge at udvikle sine egne alternative organisationer.

Ét er sikkert: Modstanden fra neden har tvunget WTO, Verdensbanken, IMF og de klogeste af de transnationale selskaber til at ændre fremtrædelsesform i de senere år. De præsenterer sig nu ofte som de fattiges og marginaliseredes talsmænd og som socialt ansvarlige for at skabe opbakning og legitimering. Samtidig fremstiller de modstanden som så tilbagestående at den skader de interesser den hævder at ville fremme. Efter Seattle har det strømmet ud med tilkendegivelser fra WTO om vigtigheden af demokrati, menneskerettigheder, miljøhensyn, vigtigheden af det sociale element osv. WTO og lignende institutioner forsøger at fremstå som neutrale organisationer som blot udfører forskellige pålagte politikker.

Andre eksempler på ændringer i retorikken er Nike som giver sportsudstyr til de fattige i ghettoerne og Shell som støtter organisationer der arbejder for menneskerettighederne. Reklamestunts der skal sikre de transnationale selskabers image og dække over hvad disse firmaer reelt bedriver. Tænk på Shell’s rolle i Sydafrika og Nigeria, og Nike’s skruppelløse udnyttelse af arbejdskraften i Sydøstasien. Der er tale om taktiske manøvrer der skal begrænse effekten af den nye globale modstand - gøre den mindre farlig.

ATTAC og NGO’erne

Til det formål er der ingen tvivl om at organiseringer som ATTAC vil blive brugt. Det store problem for institutioner som WTO er dels at der er kommet fokus på dem, og dels at de i vide kredse bliver betragtet som udemokratiske organisationer hvor kun de transnationale selskabers lobbyister og loger har indflydelse. Den globale modstand fra neden har gjort det klart at den økonomiske og politiske elite ikke kan administrere den globale kapitalisme diskret via de transnationale institutioner. De har derfor pludselig brug for ATTAC og NGO’er som de kan komme i dialog med for at opnå et skær af folkelighed og demokrati. Til det formål er organiseringer som ATTAC, hvis organisation kan trimmes på den rette måde, ideel. Der er derfor ingen tvivl om at der i den kommende tid vil blive en kamp om at definere indholdet og strategien for ATTAC.

En række mere etablerede NGO’er har allerede valgt en reformistisk strategi. NGO’er er ofte organisationer, som nok af navn er "Non Governmental Organizations" og måske har sit udspring i folkelige bevægelser, men som gennem en professionalisering og stigende økonomisk afhængighed af statsmagten bliver forvandlet til konsulentfirmaer, og til organisationer som i privat regi udfører statslig definerede politikker. En form for udlicitering i bedste neoliberale stil.

Uddyb krisen

Det er væsentligt at forstå at WTO på samme måde som NAFTA og EU ikke blot er neutrale organisationer der laver aftaler om handelsspørgsmål. De er derimod etableringen af politiske styreformer. WTO bliver ofte anklaget for hemmelighedskræmmeri og mødt med krav om større åbenhed. Men det er ikke blot fraværet af demokrati og gennemsigtighed i beslutningsprocessen som er problemet med WTO og lignende organisationer. Det er deres grundlæggende udemokratiske karakter, i og med at de ikke udbygger men begrænser mulighederne for politisk kontrol med kapitalen.

Derfor er det ikke nok at kritisere WTO og den globale kapitalismes andre institutioner for at overse fattigdommen, marginaliseringen, miljø- og klimaproblemerne og for deres manglende folkelighed, demokrati og gennemsigtighed. Vi skal ikke hjælpe WTO ud af dets legitimationskrise ved at indgå i processer der skal reformere organisationen. I stedet må vi søge at uddybe krisen og søge at skabe de politiske betingelser for en nedlæggelse af WTO.

En verden uden WTO, EU osv. er ikke en verden uden regler og aftaler. Men de skal bygge på "fair trade" i stedet for "free trade". En grundlæggende kritik kræver en fundamental gennemtænkning af hvad vi handler med, og hvorfor vi handler som vi gør. Hvorfor sultne bønder dyrker kaffe og bananer til den rige verden i stedet for mad til sig selv, hvorfor lande med hungersnød eksporterer ris osv.

Det er med andre ord vigtigt at bevare radikaliteten i modstanden hvis vi skal forandre globaliseringens retning. Ligesom i sidste århundrede er det kun stærke sociale bevægelser som kan mobilisere den store masse af mennesker som ikke identificerer sig med kapitalen.

Globalt civilsamfund

Vi kan ikke blive ved med at gå fra den ene manifestation til den anden - fra by til by . Vi må sikre at kampen ikke bare bliver spredt og kortvarig, men at erfaringerne samles, og kampen udvides. Det er vigtigt at modstanden udvikler sig til også at indeholde daglige og lokale modstandspraksisser. Det kræver en struktur i bevægelsen som måske nok er løsere end "partiet" men fastere end den nuværende alliance. De nye protester mod globaliseringen fra oven er et af de første tegn til skabelsen af et globalt civilsamfund som kan udfordre den globale kapital. Muligheden for at udvikle en sådan ny politisk autoritet fra neden afhænger af evnen til at vække en følelse af globalt kollektivt ansvar og tværkulturel forståelse. Hvis de sociale bevægelser skal kunne udnytte og gebærde sig i det globale rum, kræver det at de udvikler en verdensopfattelse og _-anskuelse der er langt mere radikal end den gamle internationalisme. De skal netop bevæge sig ud over det internationale, dvs. den opfattelse at det nationale rum er udgangspunktet for al radikal forandring, hen imod en ny forståelse af globalt medborgerskab og global solidaritet. Vi må udvikle et globalt projekt for radikal forandring - en globalisering fra neden som alternativ til den nuværende globalisering fra oven.

Den omfattende økonomiske globalisering udfordres nu af mangeartede protester. De nye protester viser at vi har nået et punkt hvor mange mennesker - også i de rige lande - berøres direkte af den økonomiske globalisering, og at de er rede til at gå på gaden for at ændre dens retning. Artiklen kortlægger globaliseringen fra oven og dens nye modsvar fra neden

At ville rulle globaliseringen tilbage er maskinstormeri. At forandre dens retning og dens indhold, at skabe globale løsninger på verdens, økonomiske, sociale og økologiske problemer er de nye mål og visioner der atter skal bringe venstrefløjen i offensiven.

Citatboxe fra artiklen:

"Jeg definerer globalisering som mit firmas frihed til at investere hvor vi ønsker det, når vi ønsker det, at producere hvad vi vil, købe hvad vi vil og sælge hvad vi vil, og have mindst mulige restriktioner fra arbejdsmarkedslovgivning og sociale konventioner"

Vi kan ikke blive ved med at gå fra den ene manifestation om til den anden - fra by til by. Vi må sikre at kampen ikke bare bliver spredt og kortvarig, men at erfaringer samles og kampen udvides. koordineres og bliver kontinuer, og at den ikke mindst udvikler sig til også at indeholde daglige og lokale modstandspraksisser.

Our values - an introduction

Having unshakable moral values and sound business principles means we take pride in what we do. It gives us clarity when making decisions, it unifies and motivates staff, and it allows society to measure our performance beyond the generation of wealth. Since our earliest days, we have been guided by a passionate commitment to honesty, integrity and respect for people.

En verden uden WTO, EU osv. er ikke en verden uden regler og aftaler. Men de skal bygge på "fair trade" i stedet for "free trade". Det kræver en fundamental gennemtænkning af hvad vi handler med og hvorfor vi handler som vi gør