Kampen imod F-type fængsler

af Irene Clausen

Massakren på den revolutionære venstrefløj

I december 2000 gennemførte det tyrkiske regime en fangemassakre uden sidestykke i tyrkisk historie. Massakren var ikke kun et forsøg på at stoppe fangernes sultestrejke imod F-typeceller og få fangerne over i eneceller og isolation. Den tyrkiske stat forsøgte med angrebet at likvidere den revolutionære bevægelse, skræmme de revolutionære og svække deres moral.

Det militære omfang af angrebet den 19. december 2000 skal man tilbage til besættelsen af Cypern i 1974 for at finde paralleller til. Officielt blev 8 bataljoner politisoldater og 37 bataljoner soldater indsat, i alt 8.335 personer. I alle fængslerne blev der kastet mere end 20.000 gasbomber tilsammen. I 20 af landets fængsler kæmpede fangerne imod isolationsceller af den såkaldte F-type. Staten forsøgte ved hjælp af denne massive militære operation at få de sultestrejkende revolutionære fanger til at ”overgive sig eller dø”. Det nægtede fangerne, og deres svar på det umulige ultimatum var en benhård modstandskamp som fra 19.-22. december kostede 29 kammerater livet. Flere blev brændt ihjel. De fleste af fangerne var organiseret i DHKP (Det Revolutionære Folks Befrielsesparti) som var - og er - den drivende kraft i kampen imod isolationsfængsler i Tyrkiet. DHKP er en befrielsesbevægelse som organiserer væbnet modstandskamp imod det tyrkiske fascistiske regimes undertrykkelsespolitik. Bevægelsen vinder stadig større opbakning i den tyrkiske og kurdiske befolkning, især i arbejderklassen. DHKP har i flere år været illegalt i Tyrkiet, men er nu også kommet på USA’s og EU’s terrorlister.

Fangespørgsmålet er ikke kun vigtigt for det tyrkiske regime, men også for imperialismen. USA og EU støttede fangemassakren og planerne for F-type-fængsler. Man så det som en effektiv måde at bekæmpe Tyrkiets stærke revolutionære bevægelse som stadig førte væbnet kamp for socialisme og revolution. I modsætning til i mange andre lande havde de ikke overgivet sig til reformisme og ”valget mellem den gode og den onde kapitalisme”.

Imperialismens mål er at eliminere denne bevægelse og skabe plads til en ”venstrefløj” som er loyal over for imperialismen. I de borgerlige medier i Danmark blev decembermassakren i 2000 næsten ikke omtalt, og når den blev omtalt brugte pressen det tyrkiske regimes fraser om ”aktion for at redde menneskeliv”!

Men bortset fra enkelte organisationer og fængsler lykkedes det ikke at bryde modstanden. Til det tyrkiske regimes overraskelse er modstanden mod F-type fængsler fortsat. I dagene efter den 19. december udtalte regimet ellers sejrsikkert at ”Et kæmpe slag er blevet påført terrororganisationerne ... hvis bannere med hammer og sejl ikke længere vil vaje”.

Et udtryk for den fortsatte kamp imod F-type fængslerne og kampen imod imperialismen var en konference i Firenze den 19.-22. december 2003. Konferencen imod isolation og tortur blev afholdt på 3-års dagene for ’den store massakre’.

artikel 2:

Konference mod tortur og isolation i Firenze

På 3 års dagene for massakren i de tyrkiske fængsler blev der den 19.-22. december 2003 indkaldt til konference imod isolation og tortur i Firenze i Italien. Advokater, læger og forskere deltog, ligesom repræsentanter for revolutionære og antiimperialistiske organisationer fra Europa og Mellemøsten. Der var rigtig mange deltagere fra Tyrkiet. Fra Danmark var Internationalt Forum med.

”Den internationale platform imod isolation og tortur” som arrangerede konferencen, blev etableret i 2002 ved en konference for politiske fanger i Holland.

Det var inspirerende og kloge indlæg som var på programmet de første to dage, men de var også anstrengende at sidde og høre på. Oplæg om erfaringer fra det tyske Stammheimfængsel, oplæg om ”den hvide tortur” (se artikel her på siderne), og dusinvis af variationer over temaet: kampen imod kapitalismen/imperialismen. Workshops ville have været en god afveksling. Det har vi oplevet tidligere, f.eks. på den store konference om politiske fanger i Berlin i 1999 (se GAIA nr. 26, 1999). Og det kommer der forhåbentlig på den næste konference i december 2004. Den tredje dag var afsat til store internationale koncerter men undertegnede kunne desværre ikke deltage. Konferencen vedtog til slut en resolution hvor man forpligtede hinanden til at fortsætte kampen imod isolation og tortur.

Det bedste - som altid ved sådanne konferencer - var at mødes med kammerater fra andre steder i verden. Vi fik sluttet gode kontakter, og vi fik videoer, blade og bannere med hjem. En stor oplevelse var besøget i det besatte hus i Firenze hvor der var fællesspisning for flere hundrede mennesker, ligesom domkirken i Firenze var meget smuk og den italienske mad helt fantastisk.

Vi ses til næste konference imod tortur og isolation den 19.-22. december 2004, sandsynligvis i Grækenland eller Baskerlandet.

Den hvide tortur

Isolation bliver normalt anvendt i sygdomsøjemed, f.eks. ved infektionssygdomme som tuberkulose eller som kortvarig isolation efter komplicerede operationer. I sådanne tilfælde bliver isolation betragtet som et nødvendigt onde. Moderne teknologi bliver i stigende grad anvendt for at hjælpe patienten ud af isolationen hurtigst muligt. Men sådan er det ikke i rets(u)væsenet.

I retsvæsenet opfindes der - i takt med at dødsstraffen træder i baggrunden - alle former for isolation, anvendt som forebyggelse, som undersøgelsesmetode og som straf og afpresning. F-type fængsler blev først brugt i 1960erne imod politiske oppositionelle i Bundesrepublikken Tyskland, bl.a. imod medlemmer af RAF (Rote Armée Fraktion). Typen er siden blevet eksporteret til andre lande, nu også til Tyrkiet. Isolation bliver internationalt betegnet som ”den hvide tortur” og er et effektivt alternativ til blodig tortur og dødsstraf. I en håndbog for det tyrkiske fængselspersonale står der: ”Terrorister skal ikke kommunikere med hinanden. Thi hvis en terrorist ikke kommunikerer, så dør han/hun som en fisk på land”.

Hensigten med isolation er at fangen - gennem den totale afsondring fra omverdenen - lidt efter lidt nedbrydes mentalt, uden at en dråbe blod bliver udgydt. I isolationscellen på ganske få kvadratmeter bliver enhver kontakt med andre mennesker, med naturen, med naturligt lys, med støj, med farver, med alt hvad der udgør et menneske, fjernet. Cellen er holdt helt i hvidt og reduceret til det mindst mulige: En seng, et toilet, en stol og et bord. Som regel er der ikke engang et spejl, men højst en blikplade til at spejle sig i.

Sanserne udsultes

En følge af den totale isolation er sensorisk deprivation, dvs. sansemæssig udsultning som resulterer i følgende:

— koncentrationsbesvær 
— besvimelser 
— nedsat blodtryk 
— konstant frysefølelse 
— tinnitus 
— mave- og tarmproblemer 
— hudproblemer 
— uregelmæssig menstruation eller udeblivelse af menstruation 
— hjerterytmeforstyrrelser 
— balanceproblemer 
— søvnforstyrrelser 
— formuleringsproblemer 
— tab af tids- og rumfølelse 
— synsforstyrrelser 
— tab af smags- og lugtesansen

Hertil kommer et specielt program i isolationen der består af følgende:

— forstyrrelse af fangens søvn, hver time bliver lyset tændt 
— kunstigt frembragt larm 
— kontrol af bevægelser ved gårdtur så fysisk udfoldelse forhindres 
— kameraovervågning 
— berøringsforbud ved besøg 
— skinhenrettelser om natten 
— osv.

Formålet med ovenstående er at skabe angst, afmagtsfølelse, depression og dødsangst.

Kilde: Tayad-Komite Info, jan/februar 2003

Amnesty International om F-type fængsler

I sin beretning fra april 2001 opfordrer Amnesty International de tyrkiske myndigheder til bl.a. følgende foranstaltninger: ”Isolation i små grupper eller enkeltvis i F-type celler skal straks stoppes. Fangerne skal have fællesrum til meningsfulde aktiviteter flere timer om dagen. Artikel 16 i antiterrorloven skal ændres og længere isolation forhindres”