Jevons paradoks

JevonI sin bog The Coal Question (1865) bemærkede W. S. Jevon det paradoks, at det, at man lavede (damp) maskiner, som kunne producere det samme på mindre mængder af kul, blot medførte et øget forbrug af kul totalt. Der kom flere maskiner, og de blev brugt til mere. Et paradoks.

Klimaforandringer er på dagsordenen, men den globale opvarmning er blot et ud af mange steder, hvor menneskets påvirkning af kloden har overskredet en kritisk tærskel. Og som kan bringe vor egen velfærd og måske endda eksistens i fare. Det gælder fx. havenes forsurning, tab af biodiversitet (arter forsvinder med stigende hast), ferskvand (både den mængde der er, men også klodens evne til at forny ferskvand er dalende) og stigende kemisk forurening.

Der er to muligheder for at imødegå klimaforandringer. Den ene er grønne investeringer, og den anden er mere effektiv udnyttelse af energi og natur. Argumentet er, at effektiv udnyttelse kan føre til såvel øget vækst samtidig med, at den er bæredygtig. I den virkelige verden har det vist sig (stadig at være) forkert. Den øgede effektivitet er jo netop ikke et slutpunkt, men bliver i en kapitalistisk økonomi en begyndelse til en ny runde af investering – produktion – forbrug, fordi hovedformålet stadig er profit. Besparelser i energi og andre naturressourcer giver øget profit, og den bruges til yderligere produktion og dermed øget brug af naturressourcer, dette er selve rationalet for udvikling af ‘grønne’ teknologier.

Jevons paradoks er således ikke i virkeligheden et paradoks, men en naturlig del i den måde kapitalistisk produktion foregår. Den effektivitet, der foregår i arbejdsprocessen, og udnyttelse af naturen betyder, at dit køleskab bliver billigere i pris og mere energieffektiv og udskiftes derfor i stadig højere tempo.

Det betyder ikke, at udviklingen af ’grøn’ energi’ er ligegyldig. Men den vil blive et paradoks, hvis der ikke samtidig gøres op med cyklussen af investering – produktion – profit. ’Grøn kapitalisme’ er en selvmodsigelse, men en bekvem udvej for dem der ikke ønsker at gøre op med profitten som endemål og mere hælde til personlig ansvar for at smide sølvpapiret i den rigtige container eller helst ikke bruge det. Eller en investering i en vindmølle. Udviklingen af grønne jobs skaber vækst og øget forbrug, men hvis endemålet er profit, havner vi stadig i Jevons paradoks. Teknologiske forandringer og grøn energi må derfor følges op af ligelig fordeling af jordens ressourcer for alle folk. Og det kræver et opgør med forudsætningen for, at Jevons paradoks opstår.