Israel: vogter i Helvede

Israels krav om sikkerhed står øverst på dagsordenen, når der forhandles fred i Mellemøsten. Palæstinenserne, et forhutlet folkefærd, der netop overlever i verdenens tættest befolket område - kan de være en trussel mod den højteknologiserede atom-magt, Israel?

Af Ismael Ahmad

Bosættelse rimer måske ikke på Lebensraum, eller Anschluss, men de to scenariaer har en uhyggelig lighed ...

Engang i midten af dette århundrede lancerede en vis feltherre i et større mellemeuropæisk rige en plan, der indebar at erobret land skulle befolkes af rettroende landsfrænder. Han iværksatte til formålet en målrettet reproduktion af medborgere med nærmere specificerede idealmål. Men karmas vinde blæste som bekendt i andre retninger.

Tilbage i nutiden forbløffes man over ligheden med den israelske bosættelses politik. Peu en peu, indlemmer den israelske regering nyt territorium som sikkerhedsmæssige foranstaltninger mod terroristaktiviteten i det sydlige Libanon og de radikale islamister i de tidligere besatte områder. Det konfiskerede land bebos herefter - ikke af lyshårede arier - men af ortodokse jøder, som er bevæbnet som til invasion af en mindre mellem-amerikansk republik.

Bosætterne repræsenterer - som de lyshårede arier - en utopi, der i realpolitisk terminologi er imperialistisk. Utopien i de to tankeverdener udtrykkes tydeligst i forestillingen om der Übermensch og det udvalgte folk. I Mosebog (X V, 18) afgiver Gud løfte om, at Abrahams efterkommere, det udvalgte folk, skal skænkes "landet mellem Ægyptens flod og Eufrats vældige floder". Den bibelske bestemmelse af Israels grænser strækker sig altså væsentligt udover grænserne i FNs resolutionen fra 1947. Forholdet er kritisk, fordi jødedommen er indbygget i staten og betinger dens handlinger. Utopiens fortrop, bosætterne, fungerer reelt som instrument for ekspansions-doktrinen, der er en vigtig og kalkuleret del af zionismens overlevelsesstrategi i kampen mod det arabiske ulvekobbel.

Alliancen med USA

Ekspansionisme af denne art er naturligvis i strid med international lov om staternes territoriale suverænitet, men Washington uddeler fra tid til anden moralske dispensationer og obstruerer alle dagsordensforslag i FNs forsamlinger, når det altså er Israels krænkelser af folkeretten, det drejer sig om. De få resolutioner der er vedtaget ignoreres af Jerusalem. Senest i forbindelse med annekteringen af Østjerusalem nedlagde USA veto - i FNs sikkerhedsråd - mod forslaget om at annullere Knessets beslutning. Under forhandlingerne i New York om ikke-spredningsaftalen af atomteknologi havde amerikanerne vanskeligt ved at forklare de arabiske deputerede, hvorfor det internationale samfund skal fordømme Nord-Korea, Iran og Irak for deres påståede atomvåben program, mens man holder hånden over israelerne.

USA begrundede alliancen med Israel i, at man havde brug for en loyal partner iverdens mest konfliktfyldte region. Israelerne var loyale, fordi de ikke havde andre at hente støtte hos efter bruddet med Frankrig som primus patron. Endvidere følte man sig tilskyndet af en moralsk pligt til at kompensere for de lidelser der blev påført det jødiske folk under nazismen. Tilskyndelsen kom - mere præcist - fra den zionistiske lobby i Washington.

Relationerne mellem supermagterne og deres respektive allierede i regionen kan nøgternt betegnes som klientelistisk: supermagterne som sponsorer og de regionale aktører som håndlangere - krig per stedfortræder. Verdenskommunismen contra kapitalismen, en del af den ideologiske kamp, men udkæmpet blandt verdens fattige for at undgå den direkte konfrontation mellem supermagterne, som ville bekomme den første verdens indbyggere højst utilpas og eventuelt føre til total udslettelse. Og netop truslen om atomragnarok gav i realiteten israelerne carte blanche til at angribe de arabiske naboer efter behag. Leverancer af militær højteknologi og økonomisk bistand flød i disse år frit over Atlanten. Til gengæld leverede Mossad militære efterretninger til Pentagon, og USA fik testet styrkeforholdet in reality i direkte konfrontationer med sovjetiske konventionelle våben. Sovjetiske T-72 tanks, som Warszawa-pagten baserede invasionen af Vesteuropa på, destrueredes af det israelske luftvåben under krigen i Libanon i 1982. Endelig var der et økonomisk perspektiv ved den israelske militære aktivitet, nemlig den eksplosive interesse for amerikansk våbenteknologi på det internationale våbenmarked. Særligt gunstigt var forholdet, fordi det skete på bekostning af sovjetisk våbeneksport. Washingtons stiltiende accept af de utidige israelske aggressioner skal afgjort ses i dette perspektiv.

Kursskiftet i Kreml

1985 kommer en ny generation til magten i det sovjetiske kommunist parti ledet af Gorbachov. Der følger en række goodwill-erklæringer og ubetingede nedrustninger. Vesteuropa genvinder en følelse af tryghed i forhold til Sovjetunionen, og siden følger USA afspændingsspiralen. Topmøder følger og med dem flere bilaterale aftaler, vigtigst aftalen om de mellemdistance atomvåben, som pegede mod Sovjet fra Vesteuropa og vice versa. Forholdet mellem supermagterne har siden været kendetegnet af samarbejde snarere end strid. I relationerne til Israel skete der også kursændringer, da man etablerede diplomatiske forbindelser, og dermed afsluttede Kreml reelt årtiers støttepolitik over for sine gamle allierede i Mellemøsten, primært Syrien. Kreml's syn på Washington-Tel Aviv alliancen var i tiden før Gorbachov, at der var en konceptuel lighed mellem amerikansk imperialisme og international zionisme, idet begge tilstræbte regionalt hegemoni. Derfor øgede man den militære støtte til især de arabiske allierede. Ruslands aktuelle Mellemøsten-politik er motiveret af kortsigtede økonomiske incitamenter snarere end ideologi og militær strategi. Salget af atomteknologi til Iran giver en øjeblikkelig tiltrængt økonomisk gevinst, men ignorerer helt den potentielle trussel i en ustabil, atombevæbnet nabostat. Men i realiteten må man forvente at der i præstestyret er indbygget et element af rationalitet, da enhver aggression, som indebærer affyring af atomvåben er en kamikaze-aktion.

Ligesådan fungerer den israelske afskrækkelses-strategi: enhver arabisk aggressor vil i yderste nødstilfælde gengældes med total udryddelse. En særlig israelsk finesse, består i de såkaldte taktiske A-våben: landminer der udløser en mini atombombe. Militære observatører mener at Israel har placeret et bredt ælte af disse specielle landminer i Sinai ørkenen, der grænser op til Ægypten som sluttede fred med Israel i Camp David i 1979).

Sovjet tabte nervekrigen mellem supermagterne, kommunismen er tilsyneladende død, en ny verdensorden er på egnebrættet og arkitektfirmaet hedder Washington inc. I dette mega-projekt har Israel en fundamental funktion - i det rebelske Mellemøsten - som vogter helvedet.