Irland: Klassekrig og solidaritet

Irland blev i 1170 erobret af den engelske Kong Henrik II. Den første invasion efterfulgtes ikke af dannelsen af en ny magtstruktur, idet erobrerne blot overtog den irske adels positioner. Først i det 16. århundrede blev der opbygget strukturer, der udelukkende tjente kolonimagten England. Men som i andre koloniserede samfund blev der på et tidligt tidspunkt opbygget en modstandsbevægelse i Irland.

OVERSAT AF IRLAND SOLlDARITET

I 1791 opbyggede den protestantiske forretningsmand Wolfe Tone bevægelsen "United Irishmen", hvorved den første republikanske d. v.s. anti-monarkistiske og anti-koloniale bevægelse opstod. Målet for "United Irishmen" var en uafhængig irsk republik, og vejen til dette krævede væbnede oprør. "United Irishmens" oprør fik sin største støtte blandt den fattige katolske landbefolkning, blev hurtigt slået ned og unionen med England blev cementeret.

Den første Røde Hær i Europa

De efterfølgende oprør mod den britiske besættelsesmagt og udviklingen af klassekampen førte i årene 1912-13 til dannelsen af de første væbnede organisationer. I 1912 dannedes "Home Rule"bevægelsen, der krævede en begrænset autonomi for Irland inden for rammerne af Det Britiske Imperium. I 1913 bliver "Irish Volunteer Movement " dannet som en væbnet udspaltnjng af "Home Rule" bevægelsen. Denne kæmpede for irsk uafhængighed. Samme år gennemførte den proletariske klasse i Irland deres største generalstrejke, hvor 20.000 arbejdere deltog. En af deres ledere, den kommunistiske, internationalistiske fagforeningsleder James Connelly, dannede, på grundlag af de erfaringer man erhvervede sig under denne strejke, Irish Citizens Amy. I begyndelsen var denne proletarorganisation et middel til selvforsvar mod borgerskabets vold, og Lenin betegnede denne som "den første Røde Hær i Europa". En anden leder af denne organisation var den revolutionære feminist Constance Markeywicz. For Connelly og Markeywicz var den anti-kolonialistiske kamp det samme som klassekampen for socialismen og det første skridt til kommunismen. Man kan uden tvivl påstå, at hvad Lenin og Kollontoj var for revolutionen i Rusland, var Connelly og Markeywicz for revolutionen i Irland i 1916.

Påskeopstanden i 1916

Den republikanske og den socialistiske bevægelse besluttede i fællesskab et nationalt oprør. Connellys personlighed var så fremtrædende, at han blev valgt som kommandant, på trods af at den republikanske hær stillede 550 soldater, og den socialistiske stillede godt 200 soldater hvoraf 70 var kvinder. Den engelske hær stillede op med 2500 soldater. Det militære nederlag var uundgåeligt, da opstanden begrænsede sig til Dublin og ikke, som håbet, udviklede sig til et nationalt oprør. Den 29. april 1916 var oprøret tilintetgjort, og deres ledere, bl.a. Connelly, blev henrettet. Efter påskeopstanden, hvor man for første gang hørte navnet IRA (Irish Republican Army), blev Sinn Fein dannet som den politi ske gren af den republikanske bevægelse. Det var først efter nederlaget og henrettelsen af lederne af påskeopstanden, at det irske folk blev mobiliseret til støtte for og sympati med den republikanske bevægelse. Dette udtrykte sig ved valget i hele Irland i 1918 hvor Sinn Fein stillede op. Af de 105 parlamentspladser fik Sinn Fein 73. Men Sinn Fein nægtede at indtage deres parlamentspladser i Westminster i England. I stedet opbyggede de deres eget parlament, vedtog deres egen forfatning og udpegede deres egne domstole. Det Britiske Imperiums svar var at sende den britiske hær, der brutalt undertrykte dette initiativ.

Efter at Påskeopstanden blev tilintetgjort kasserede den republikanske bevægelse arven fra den socialistiske bevægelse. Dens klassesammensætning taler sit tydelig sprog, F.eks: I 1919 var 2/3 af Sinn Feins parlamentarikere borgerlige, erhvervsledere, 1/4 var irske kapitalister, og de resterende 10% var bønder. IRA udviklede på den tid en yderst succesfuld landguerilla, der var en reel modmagt til det Britiske Imperium. Loyalisterne opbyggede bl.a. den paramilitære terrorenhed "B Specials", der bestod indtil 1970erne.

Fristaten

Ved valget i 1921 blev forløbet fra valget i 1918 gentaget. Bl.a. dette medførte, at Det Britiske Imperium fores log Sinn Fein, at Irland blev anerkendt som Fristat (altså ikke som republik), hvilket medførte at øen blev delt i en Fristat i syd og et besat Nord. Desuden skulle Fristatens parlament sværge troskab til Imperiet. Den republikanske bevægelse blev splittet på holdningen til dette forslag, idet venstrefløjen stadigvæk led under organiseringsproblemer ovenpå nederlaget i Påskeopstanden. I den efterfølgende borgerkrig fra 1922-23 tabte venstrefløjen i den republikanske bevægelse til Fristatstilhængere, der fik støtte fra den britiske hær. Samtidig førte unionister i Nordirland en terrorkampagne imod den katolske befolkning. Et eksempel herpå er massakren 10. juli 1921 i Belfast. kendt som "Bloody Sunday". Loyalistiske tropper stormede de katolske bydele og myrdede 15, såre de 68 og stak ild til 161 huse. Målet var at fordrive den katolske befolkning fra Nordirland. I 1925 deltog Sinn Fein i valget i Nordirland og fik 25 parlamentspladser, men boykottede arbejdet i Parlamentet. Ved de efterfølgende valg opnåede de ingen pladser indtil 1957 hvor de fik 4 pladser. Samtidig mistede IRA sin styrke, på trods af nogle væbnede kampagner. I 1940 døde Tony D'Arcy og Jack McNeela, begge medlemmer af IRA, som følge af en sultestrejke i Fristatens fængsler, hvor de kæmpede for anerkendelse som politiske fanger. Samme år blev Patrick McGrant, en af de berømteste oprørere fra Påske opstanden, henrettet i Fristaten. På denne måde har det vist sig at Connelly havde ret da han sagde: "Hvis vi i morgen tilintetgør den engelske hær og hejser det grønne flag over slottet i Dublin, men ikke opbygger en socialistisk republik, vil alle vores kampe vise sig at have været forgæves. England vil altid herske over os".

Borgerretsbevægelsen i 60'erne

Nordirland blev de irske katolikker gjort til et pjalteproletariat, da de kun havde ringe muligheder for at få arbejde. Protestanternes faglige organiseringer gjorde det vanskeligt for dem at blive ansat på større arbejdspladser. Katolske arbejdere kunne risikere at blive lynchet, hvis de blev ansat på en arbejdsplads, hvor de protestantiske arbejdere ikke ønskede dem, eller hvis de flyttede ind i et kvarter, hvor de var uønskede. Katolikker havde dårligere boligforhold og ringere mulighed for at få sociale goder end protestanter. Valgsystemet var grundliggende udemokratisk. Stemmeret afhang bl.a. af ejendomsforhold. Man skulle være ejer af et hus eller officielt anerkendt lejer for overhovedet at få stemmeret. Var man ejer af flere huse Irland gav dette ligeledes flere stemmer. Desuden var valgkredsene inddelt på en sådan måde, så katolikker aldrig kunne erobre flertallet af pladserne i kommunalrådene.

I midten af 1960 opstod en stærk borgerretsbevægelse NICRA (Northern Ireland Civil Rights Association), der kæmpede mod diskriminationen og de udemokratiske tilstande i Nordirland.

For ikke at støde de loyalistiske/protestantiske arbejdere fra sig tog den ikke stilling til spørgsmålet om Irlands fortsatte deling.

Den republikanske bevægelse støttede borgerretsbevægelsen og iværksatte ingen militære kampagner, der kunne skade et spirende samarbejde mellem katolikker og protestanter. Men denne politik slog fejl.

Oprøret i 1969

Det var især det loyalistiske småborgerskab og det loyalistiske arbejderaristokrati, der reagerede imod borgerretsbevægelsen. De så deres privilegier truet af katolikkernes krav om ligeret. Den økonomiske krise, der havde ramt Nordirland i 60'erne, og den stigende arbejdsløshed gjorde dem bange for at komme til at dele vilkår med nationalistiske/katolske arbejdere. I årtier havde Orange-ordenen og andre fundamentalistiske organisationer prædiket for dem, at i et forenet Irland ville protestanterne blive de undertrykte og udbyttede, som katolikkerne var det i Nordirland.

Borgerretsbevægelsen blev i 1968 angrebet af loyalistiske terrororganisationer under politiets beskyttelse. Det havde været borgerretsbevægelsens politiske opfattelse, at del kunne lade sig gøre at reformere den Nordirske stat med fredelige midler, men de begivenheder, der fulgte, overbeviste efterhånden det undertrykte og udbyttede katolske folk om, at dette var umuligt.

I august 1969 gik politiet og loyalistiske terrororganisationer til angreb på de nationalistiske arbejderghettoer. I Belfast blev hundred er af huse brændt ned, tusinder af mennesker blev hjemløse og flere dræbt. Den katolske arbejderklasse satte sig til modværge imod angrebene. I Derry var det forinden lykkedes nationalisterne at aflukke og forsvare deres bydele i flere dage mod unionistiske terrorgrupper, indtil den britiske hær blev sat ind den 12. august 1969 for at "genskabe ro og orden". Siden den 12. August 1969 har den britiske hær været til stede i Nordirland, for at "assistere" det lokale politikorps RUC, og andre britiske lakajer.

Kampen fortsætter

Erfaringerne fra oprøret i 1969 førte til, at dele af den republikanske bevægelse (IRA/provisorisk) i 1970 besluttede at genoptage den væbnede kamp, der havde ligget stille siden begyndelsen af 60'erne.

Først og fremmest fordi det var nødvendigt at forsvare de nationalistiske ghettoer militært.

Borgerretsbevægelsens politiske og praktiske nederlag i 60'erne fik store dele af den republikanske bevægelse og den nationalistiske arbejderklasse til at erkende at den nordirske stat ikke kunne reformer es. Forskelsbehandlingen mellem protestanter og katolikker var grundlaget for selve den nordirske stat. Derfor måtte Staten knuses for at skabe virkelige forandringer, og når den skal knuses, betød det at bekæmpe den britiske besættelses- og kolonimagt. Den nationalistiske arbejderklasse fik adskillige gange at mærke på egen krop, at den britiske imperialisme var rygraden i loyalismen/unionismen. F.eks. da borgerretsbevægelsen forsøgte sig med en fredelig demonstration i Derry den 30.januar 1972 (Bloody Sunday), hvor den britiske hær skød og dræbte 14 mennesker. På den måde vokse de igen et stærkt ønske frem om at bekæmpe den britiske kolonialmagt og genskabe et forenet Irland. Den nationale kamp, der i årtier kun havde været holdt i live af de republikanske bevægelse, fik på ny en oq omfattende folkelig opbakning.

... imod det kapitalistiske Eire

Eire havde formelt og på eget initiativ revet sig løs fra Commonwealth i slutning af 1940'erne. Men den britiske politiske og økonomiske indflydelse er stadig tilstede. Den britiske finans er dybt involveret i Eire. Hovedparten af industrikapitalen kommer udefra, især i form af multinational kapital. Kun ca. 10% af industrikapitalen er irsk. Arbejdsløsheden, den sociale nød, udlandsgælden og inflationsraten hører til blandt de største i Vesteuropa.

Siden begyndelsen af 20'erne, da borgerkrigen sluttede har der i Eire fundet en vedvarende undertrykkelse sted af den republikanske og socialistiske bevægelse og dennes sympatisører. Denne undertrykkelse er taget kraftig til med krigstilstanden i Nordirland siden 1969. Ikke mindst på baggrund af et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde. mellem England og Eire, der specielt er endt mod den republikanske og socialistiske bevægelse. Dette sikkerhedspolitiske samarbejde er en udløber af de forhandlinger, der siden begyndelsen af 1970 har fundet sted mellem den britiske regering og Dublinregeringen. Også udfra dette har England i dag langt større økonomiske interesser i det sydlige end i det nordlige Irland.

Men den langvarige krig i Nordirland gør efterhånden også en genforening under kapitalistiske betingelser som løsning på konflikten til den mindst risikable for det britiske styre. Hvis det nationale og sociale oprør i Nordirland ikke dæmpes, kan det føre til øget destabilisering, også af der kriseramte samfund i Sydirland, til gavn for den republikanske og socialistiske bevægelse, og dermed komme til at true britiske interesser på hele den irske ø.

... imod NATO, EU og USA

NATO og USA har også interesser i at få en genforening af Irland i stand til gavn for deres kapitalistiske interesser. Eire har siden sin dannelse officielt har en såkaldt neutralitetspolitik, dvs. Eire er ikke medlem af NATO.

Da hele Irland har en vigtig geografisk-strategisk placering for NATO (Nordirland er en vigtig Nato-base) som Europas vestflanke mod Atlanterhavet, vil det sandsynligvis også indgå som betingelse for en irsk genforening, at hele Irland bliver medlem af NATO. Men alene Eires medlemskab af EU er med til at tvinge det ind i et nærmere udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk samarbejde med de vesteuropæiske NATO-lande. I takt med EU's udvikling vil desuden både England og Eires suverænitet indskrænkes, og efterhånden reducere en irsk genforening til et mere formelt spørgsmål.

Kirke og magt

I dag udgør katolikkerne ca. 39% af de 1.562.000 indbyggere i Nordirland. Diskrimineringen af den katolske befolkning, i forhold til adgang til arbejde, bolig etc. viser med al ønskelig tydelighed, at katolikkerne bliver behandlet som andenklasses borgere. De grundliggende årsager til denne diskriminering er naturligvis ikke religiøse, en egentlig religiøs for følgelse har aldrig fund et sted. En kendt anekdote fra Nordirland er: "Når du bliver spurgt hvad du er og du svarer, jeg er ateist, er det næste du bliver spurgt om, om du er katolsk eller protestantisk ateist". Derfor bruger vi kun når det er nødvendigt for forståelsen betegnelserne protestanter/katolikker, og vil hellere bruge betegnelserne loyalister-unionister/republikanere-socialister, idet der er tale om en politisk/klasse konfrontation og ikke en religiøs konflikt. Indflydelse fra den katolske kirke på den republikanske bevægelse kan føres tilbage til, at denne religion igennem flere århundrede var den herskende klasses værktøj til undertrykkelse af befolkningen. Når denne religion alligevel forbindes med oprør, skyldes det, at den ofte gennem historien har været undertrykt af den protestantiske, engelske besættelsesmagt. For os er den katolske og den anglikansk protestantiske kirkelige reaktionære, og den katolske kirke har da også bevist, hvor den står i den politiske konfrontation i Nordirland, nemlig på Det britiske Imperiums side, når de gang på gang har udtalt sig imod den republikanske bevægelse og især den væbnede befrielseskamp.

Den republikanske bevægelse

Målet for den republikanske bevægelse er, at den britiske hær trækker sig ud af Nordirland, at Irland bliver genforenet og at det bliver en socialistisk folkerepublik.

Sinn Fein er den største legale organiserede del af den republikanske bevægelse og deres erklærede mål er Irlands genforening og oprettelsen af en socialistisk republik.

IRA er den største illegale del af den republikanske bevægelse, og deres politiske krav er i alt væsentlighed de samme som Sinn Feins. Der findes også andre kræfter i den republikanske bevægelse, såsom IRSP/INLA osv. Vi er solidariske med den republikanske bevægelse udfra, at nogle af deres politiske perspektiver er lig vores, især de anti-imperialistiske og socialistiske perspektiver.

Den væbnede kamp i 90'erne

I oktober 1994 indstillede IRA den åbne militære krig i Irland. Det politiske mål med denne våbentilstand var ifølge IRA, at visse viljen til en fredelig politisk løsning. Sinn Fein og andre organiserede kræfter indenfor den republikanske bevægelse hilste dette politiske initiativ velkommen. Men den britiske regering, med den konservative John Major i spidsen, forsøgte konstant at spolere IRA's og den republikanske bevægelser initiativer gennem at kræve stadig flere betingelser før en evt. forhandling med Sinn Fein/IRA. Dette betød, at IRA den 9. februar 1996 genoptog den væbnede kamp. IRA forklarede selv, at "de kun modstræbende så sig nødsaget til at hæve våbenhvilen". 90 minutter efter offentliggørelsen af denne erklæring eksploderede en bombe i Londons forretningskvarter, hvor 2 mennesker omkom og flere blev kvæstet. Efter ophævelsen af våbenhvilen har IRA foretaget flere angreb, både i England, Nordirland og på det europæiske fastland. Denne genoptagelse af den væbnede kamp har betydet, at den britiske hær fornyligt har foretaget flere husransagelser i de republikanske kvarterer og arresteret flere mennesker under påskud af, at disse skulle være medlem af IRA. Disse og hundredvis af andre politiske fanger sidder i dag under særbetingelser i højsikkerhedsfængsler.

Fangernes situation

Den britiske regering bruger fangerne til at presse den republikanske bevægelse til indrømmelser, der er til gavn for imperialisterne. Indtil i dag påstår den britiske regering at der ikke findes republikanske krigsfanger men kun "terrorister" og "kriminelle". I øjeblikket findes der 500 revolutionære fanger, der sidder i Nordirland, Republikken Irland, England og USA. Fangerne har vidt forskellige vilkår i fængslerne, alt efter hvor de sidder.

Nordirland

De fleste mandlige fanger sidder i Long Kesh Prison, der er et højsikringsfængsel. Fangerne sidder i grupper på 25, hvor de kan organisere deres tilværelse kollektivt. Fængselsledelsen anerkender fangernes talsmænd som forhandlingspartnere. Disse forhold blev tilkæmpet igennem en række sultestrejker, bl.a. i 1980-81 hvor 10 af fangerne døde, bl.a. Bobby Sands (medlem af IRA) og Patsy O'Hara (medlem af INLA)

I højsikkerhedsfængslet Magilligan sidder syv revolutionære fanger. Fangerne her er alle blevet overflyttet fra Long Kesh som straf for "disciplinære forseelser". I Maghaberry sidder de kvindelige fanger. Eftersom de i årevis blev udsat for sexistiske overgreb bl.a. "strip-searches" (nøgenundersøgelser) og på trods af adskillige kampagner, der har gjort opmærksom på disse, er der forsat tilfælde af sådanne overgreb. Alt i alt har kvinderne dårligere betingelser end mændene i de nordirske fængsler.

England

23 revolutionære krigsfanger sidder i 4 forskellige fængsler i England. De fleste af dem er højsikkerhedsfanger, og dermed afskåret fra kontakt med andre irske krigsfanger. Betingelserne i de engelske fængsler er dårligere end i de nord- og sydirske, også fordi kontakten med familien er dårligere p.g.a. den større afstand.

Eire

I Eire sidder 20 revolutionære fanger i højsikkerhedsfængsel i Portlaoise.

USA

I USA sidder 8 revolutionære fanger i 6 forskellige fængsler.

Frihed til alle revolutionære "Prisoners of War"

Vi vil starte en kampagne, der har til formål at skaffe frihed til alle revolutionære krigsfanger fra klassekrigene i Irland. Vi er selvfølgelig bevidste om at en kampagne i Danmark ikke ryster imperialisterne i London, men når kampagnen vokser, kan det måske ryster imperialisterne i Danmark. Vi forstår vores kampagne som del af en verdensomspændende kamp for frihed til alle revolutionære fanger, og dermed den verdensomspændende kamp mod al undertrykkelse og udbytning. Først når vi har organiseret den revolutionære modmagt, kan vi realistisk tale om befrielse af alle revolutionære fanger. Dette internationalistiske aspekt og revolutionære perspektiv er vigtigt for os og vil derfor også blive fremhævet i kampagnen.

Vi vil med denne kampagne også bidrage til den republikanske bevægelses kamp for social retfærdighed. Vi forstår os som del af en revolutionær modstand i Danmark/Europa, og derfor drejer kampagnen sig også om vores egen befrielse fra al undertrykkelse og udbytning. Vi vil konkret skabe en international offentlighed der sætter frihed til alle politiske fanger på dagsorden, og dermed presser det herskende system til at give efter.


Mød Irland-solidaritet hver tirsdag, kl.19 .00 i Solidaritetsbutikken - Griffenfeldsgade 35 - 2200 KBH N.

Fax: 35 37 19 80