Iran - en tikkende bombe

For et halvt år siden på Teherans fodboldstadium gik 100.000 tilskuere amok, da dommeren undlod at dømme et straffespark. Først lød råbene: "ned med dommeren", men snart gav menneskemængden udtryk for sine opsparede frustrationer over det religiøse diktatur, som landet nu har været underlagt i 16 år. Efter fod boldkampen gik folk amok i byens gader, smadrede vinduer i byens banker og kæmpede mod politiet.

Af Malte Svendsen-Tune

Der er mange lignende eksempler på hvor lidt, der har skullet til for at få befolkningen til at give frustrationerne luft. Den 4. april 1995 gik tusinder af mennesker på gaderne i Islamshahr, en sydlig forstad til Teheran, og protesterede mod de stigende drikkevandspriser og transport udgifter (både oliepriser og bustakster blev fordoblet). Den revolutionære garde (præstestyrets politi) åbnede ild, og en fransk journalist, der befandt sig i menneskemængden, talte selv 50 døde, en Amnesty International appel udtrykker dyb bekymring for de flere hundreder arresterede, hvoraf mange sandsynligvis vil blive tortureret eller dømt til døden.

På mange måder kan situationen i dag sammenlignes med situationen i 1979, da Ayatollah Khomeini kom til magten. Dengang var der som nu stor utilfredshed i befolkningen, store folkemængder samledes på gaderne under parolen "ned med shahen", men i et land som Iran, der altid er blevet regeret af en"stærk mand" (diktator), er der hverken tradition for faglig eller politisk organisering, og organisationsniveauet var dengang som nu meget lavt.

folkets utilfredshed væltede i 1979 shahens enevælde, men USA's "internationale sikkerhedspolitik" førte den iranske befolkning i armene på et religiøst diktatur, som USA officielt tog afstand fra, men under dække alligevel forhandlede med (våbensalg til det islamiske styre finansierede kampen mod kommunismen i Nicaragua). Hvordan gik det til, at islamisterne fik magten, og hvem kom dette systemskifte til gode?

Tilbageblik til før 1979

I 1953 må shahen af Iran flygte til Rom efter politiske uoverensstemmelser med sin statsminister Mossadeq fra Nationalfronten vedrørende nationalisering af olieudvindingen. Senere samme år vender han tilbage og rydder med hjælp fra hærens general Zahdi og CIA al politisk modstand af vejen. Alle andre politiske organisationer må gå under jorden. Shahen har store planer for "sit" land, som han gerne vil se som en stormagt. Han tilstræber industriel udvikling og en vestlig livsstil, men uden demokrati. Folk kan gøre, hvad de vil, så længe ingen blander sig i politik. Han er enehersker.

I 1962 gennemfører shahen en jordreform, som i første omgang ændrer ved landbrugets feudale opbygning, men på længere sigt er skyld i, at landområderne affolkes. Bønderne, som får deres egen jord, må låne for at opdyrke jorden. Bank ernes høje renter ruinerer dem, og bønderne tvinges til at sælge jorden til lave priser. Shahen tjener endnu en gang vestlige interesser, idet landets landbrugsproduktion nærmest går i stå, og Iran bliver afhængig af fødevareforsyninger udefra. Landets økonom i er nu afhængig af olieudvindingen og den internationale kapitalisme. Shahen og hans nærmeste familie udnytter situationen til at opkøbe land og opnå endnu støtte kontrol over økonomien.

I 1971 indleder den Iranske folke-fedaii guerilla organisation væbnet kamp i de nordlige provinser. Med angreb på statslig ejendom og organisering af landbefolkningen opnår de også stor popularitet hos studenter, arbejdere og andre. Organisationen var tæt knyttet til PFLP i Palæstina, men da centralkomiteen anholdes og henrettes i 1972, ophører den påbegyndte organisering.

Parallelt med den Iranske folke-fedaii guerilla organisation påbegynder den muslimske Mujahedin-bevægelse væbnet kamp i byerne og får som den Iranske folke-fedaii guerilla organisation mange tilhængere blandt studenterne. PLO og Arafat støtter Mujahedin uofficielt med våben. I 1974 splittes Mujahedin i en marxistisk/leninistisk og en islamisk del, hvor de Islam-tro senere kommer til at spille en vigtig rolle med deres støtte ti I Khomeni i 1979.

Op til shahens fald i 1979 stiger utilfredsheden i befolkningen. Under mange strejker og demonstrationer vender hele befolkningen sig mod diktaturet og kapitalismen, og efteråret 1978 indfører shahen undtagelsestilstand. I Teheran griber militæret ind (på shahens ordre), og mange studenter skydes under demonstrationerne.

Fra oktober 1978 til februar '79 1ammes landet økonomisk af oliearbejdernes strejke, som Arbejdernes hemmelige revolutionære komite organiserer, og i december taler shahen grædende til sit folk i en tv-transmitteret tale, hvori han lover demokrati til foråret. Samme måned bliver Shapur Bakhtiar fra den borgelige Nationalfront ny statsminister. For at tiltræde forlanger han kontrol med militæret, han løslader politiske fanger og afskaffer det hemmelige politi Savak, men bruger også selv i sin korte regeringsperiode militæret mod befolkningen. Man aner omridset af den europæiske monarkimodel, hvor shahen vilje fungere som et nationalt symbol. Men resten af Nationalfronten støtter Khomeni, hvis taler fra sommeren 1978 og hele efteråret er blevet transmitteret af Persian Voice of America, Radio BBC og det franske fjernsyn til det iranske folk.

I landets moskeer taler mullaerne for Khomeni, han støttes af Mujahedin bevægelsen (af den ikke-marxistisk/leninistiske fløj) og også i byernes bazar-miljø (handelsfolk) støtter man Khomeni, som lover en islamisk stat med Islams love.

1979-magtoverdragelse

Shahen havde opfordret internationale selskaber til at anlægge fabrikker i Iran (Coca-Cola, Talbot, General Motors osv.), og også i udvindingen af landets store olieressourcer var internation ale selskaber blevet involveret. Især USA frygtede for sine handelsaftaler, så da Iran i starten af 1979 var på kogepunktet, måtte der gøres noget. Man tyede til Borzenski-doktrinen (frit oversat): "Når folket vil have revolution og kommunisme, så giv dem religion! "En opfølgning af Green Belt-doktrinen, som da-værende vicepræsident Carter havde formuleret tilbage i 1976; han ønskede Mellemøsten indhyllet i Islams grønne flag for at undgå udbredelsen af kommunismens røde flag og revolutionens frygtede dominoeffekt.

Allerede i 1978 havde USA og NATO indset, at shahen ikke var i stand til at forblive ved magten, og var derfor begyndt at støtte Khomeni. På det strategisk rigtige tidspunkt, inden det iranske folk selv tager magten, februar 1979, deltager General Reusser, NATO's chefgeneral, og Sullivan, USA's ambassadør i Iran, i det Islamiske "revolutionære råd", og Sullivan drager derefter til shahen og beder ham om at forlade landet. Folket jubler, og kun shah-gardisterne kæmper mod den islamiske magtovertagelse. Den iranske venstrefløj splittes i dem, der er for, og dem, der er mod Khomeni. Mange af de iranske venstreorienterede lader sig på dette tidspunkt forblænde af Khomenis "anti-imperialistiske" propaganda, hvori USA figurerer som syndebuk, selvom USA rent faktisk har hjulpet Khomeni til magten.

Det nye islamiske regime

Da Khomeni overtager magten, forbyder han alle ikke-islamiske partier og organisationer, lukker landets aviser, erklærer hellig krig mod landets etniske minoriteter (kurdere, turkmenere o.a.) og forlanger de islamiske love om bl.a. (kvinders) påklædning overholdt. Mange iranere, der havde jublet over shahens fald stod nu med håret i postkassen. Der var nu ikke blot politisk diktatur, men også religiøst diktatur.

Det islamiske regime opbygger et hemmeligt politi, hvis metoder i grusomhed overgår Savaks, og i perioden 80-81 henretter man i fængslerne ind i mellem 3-400 fanger ad gangen.

Samtidig hersker der total splittelse og opløsning på venstrefløjen. Den Iranske folke-fedaii guerilla organisation splittes i 1979 i en militant og en reformistisk del. De militante tror på fortsat væbnet kamp, men nu mod det islamiske regime og rammes hårdt af udrensninger fra Khomenis hemmelige politi. Den reformistiske del er Moskvatro og imod våbenkamp, men splittes yderligere i 1980. En del samarbejder med regimet, og en anden tror på organisering af arbejderklassen som vejen frem.

Arbejdernes hemmelige revolutionære komite skifter i 1979 navn til Arbejdernes råd, men det islamiske regime accepterer ikke faglig organisering og arresterer rådets medlemmer. Folkets vilje til frihed, som før revolutionen havde givet sig udslag i demonstrationer og strejker, afløses nu af frygt for tortur, kidnapninger, henrettelser og fængsel.

Der findes mange absurde eksempler på det islamiske regimes hemmelige politis aktioner.

Hvis politiet ved visitation fx fandt påfaldende mange 2-rial mønter, som man bruges til mønttelefonerne, eller en stak blankt papir (potentielle løbesedler) var man sikker på at blive slæbt med til forhør. Folk er også blevet smidt i fængsel for at gå i korte ærmer. Perioden fra 1979 til i dag har først og fremmest været kendetegnet af regimets grusomheder. Ifølge den iranske eksilopposition er 200.000 blevet fængslet, 50.000 henrettet og endnu flere udsat for tortur og umenneskelige forhørsmetoder. I 1989 gik regimet amok, og 12.000 bliver henrettet på blot tre dage. I slutningen af 1989 dør Khomeni, men at mag-ten deles mellem Rafsanjani og Khomeni betyder ikke en ændret kurs. Der er stadig tale om et islamisk regime, der styrer landet efter islamiske love og ikke accepterer divergerende politiske og religiøse opfattelser.

Da Iran indleder den hellige krig mod sit naboland Irak, flygter mange. Militærnægtere, der foretrækker at flygte frem for at gå i fængsel, udgør størstedelen af de 3 millioner flygtninge, der forlader landet i denne periode. Men også studerende, der er blevet afslået plads på universiteterne hvis regimet ikke har godkendt dem som gode muslimer, anses de ikke for værdige til at studere - og kvinder, der ikke kan acceptere at leve i et samfund, hvor de betragtes som værende af halv værdi i forhold til mænd, forlader landet.

I dag er det iranske folks store utilfredshed tydelig. Som i 1979 vil man have forandring. Dengang lykkedes det ikke folket at tage magten, fordi der ikke var en bred folkelig bevægelse med opbakning fra hele arbejderklassen. Det er den samme åbne situation i dag, og en demagogisk ledertype vil nok have let spillerum. Der har aldrig været afholdt frie valg (se note) i Iran, man har altid haft en stærk mand, som styrede landet. Med en så omfattende repression og uden demokratiske traditioner er det svært at opnå en dialog mellem forskellige parter, og i stedet for kompromiser ender man med enten-eller situationer. Dette - og USA som "Den Store Sorte Satan" - spillede Khomeni på, da han overtog magten.

Der findes i dag mange borgerlige og venstreorienterede bevægelser i eksil, der udgiver blade og lægger planer for et frit Iran, men fordi de er i eksil i Europa eller andre steder, er de ude af kontakt med befolkningen. De islamiske Mujahediner, som i 1979 støttede Khomeni, kæmper i dag mod præstestyret. De har base i Irak og modtager økonomisk støtte fra Saudi-Arabien og ... Iranere udtrykker frygt for, at dette er USA's måde at gardere sig på, hvis befolkningen skulle vælte præstestyret, for Mujahedin bevægelsen repræsenterer næppe befolkningens ønsker om et frit og demokratisk samfund. Derimod er det i USA's interesse, at der fortsat er et islamisk regime i Iran, idet dette forhindrer en kommunistisk revolution og ikke rører ved den herskende verdensorden.

Men iranerne demonstrerer selv jævnligt deres utilfredshed med det islamiske regime som ved denne fodboldkamp for et halvt år siden og demonstrationen i Islamshahr den 4. april, og et folk, der lever uden rettigheder og rimelige forhold, kan ikke holdes nede på lang sigt. De har intet at tabe. Når bomben eksploderer, vil det iranske folk sprænge præstestyrets snærende bånd, men om det vil lykkes at bryde imperialismens lænke og lægge grundstenen til et nyt og retfærdigt samfund vil til dels afhænge af folkets vilje til at fortsætte kampen og frigøre sig selv, men også af hvilke beskidte kneb imperialismen har i baghånden.

Baseret på et interview med Martin M. fra Teheran.


Note 1: Der har været afholdt "valg med meget lav stemmedeltagelse under præstestyret, men udenlandske valgobservatorer har været forment adgang, og det har været forbudt ikke-islamiske partier al opstille. Dette kan ikke karakteriseres som friedemokratiske valg.

Note 2: Under gadekampe i starten af firserne brugte byguerillaen mønttelefonerne til at komme i kontakt med hinanden.