Irak: Spirende fagbevægelse under pres

En ny irakisk fagbevægelse er begyndt at vokse frem efter Saddam Husseins fald. Men den USA-ledede besættelsesmagt fastholder Baath-styrets anti-fagforeningslove og har flere gange anholdt ledende medlemmer af fagbevægelsen

Af David Bacon, Bagdad

I december ankom en konvoj af ti jeeps og pansrede mandskabsvogne til hovedkvarter for den nystartede Føderation af Irakiske Fagforeninger - IFTU (en slags irakisk LO. red.). Tyve soldater hoppede ud og stormede bygningen, hvorefter otte af føderationens ledende medlemmer fik håndjern på og blev anholdt.

“De gav overhovedet ingen begrundelse”, fortæller føderationens talsmand, Abdullah Muhsin. Soldaterne fjernede føderationens navn fra bygningens facade med sort maling. De kunne ikke konfiskere meget, da de nye fagforeninger mangler såvel kontormøbler som maskiner. ”Men vi havde skam et par arkiver, og dem tog de med”, rapporterer Muhsin. Ironisk nok hang der nogle plakater på kontoret, der fordømte terrorisme - dem rev soldaterne også ned under razziaen. Til trods for at de otte fagforeningsfolk blev løsladt næste dag, kom der ingen undskyldning for anholdelserne fra den amerikansk-kontrollerede Coalition Provisional Authority (CPA).

Razziaen skete kort efter at to andre fagforeningsledere blev anholdt den 23. november - Qasim Hadi, generalsekretær i Unemployed Union of Iraq (UUI) og Adil Salih, en anden af organisationens ledere. To gange forinden var Hadi blevet arresteret af besættelsesstyrkerne for at have ledet arbejdsløse til at kræve understøttelse og jobs. Under den sidste razzia fandt de amerikanske tropper to våben i UUI’s kontor, mens det kun er tilladt at besidde et enkelt. Hadi forklarede, at organisationen har været offer for trusler og fatwaer fra religiøse partier og mangler våben til at forsvare sig med, eftersom de amerikanske styrker hverken kan eller vil skabe sikkerhed. De to anholdte blev løsladt efter at have været tilbageholdt en hel dag.

Arbejdere organiseres

Både IFTU og UUI har organiseret irakiske arbejdere i månedsvis. IFTU holdt et møde i Bagdad i juni, hvor der blev dannet faglige organisationer indenfor 12 industrier, herunder olieraffinaderierne. UUI tilhører Arbejdernes Organisations- og Rådsgruppe, som ligeledes har organiseret folk siden sidste sommer og har hjulpet arbejdere med at vælge komitéer, blandt andet på Mellemøstens største skofabrik ”State Leather Industry Plant” og ”Mamoun”, der producerer vegetabilsk olie. Den nye bølge af faglig organisering i Irak sker som følge af den desperate situation for landets arbejdere. Ifølge UUI er godt og vel 7 millioner irakere eller 70 % af arbejdsstyrken i dag arbejdsløse. Mange sulter og er tilmed hjemløse.

Selvom Kongressen i USA har bevilget 87 mia. dollars til genopbygning af landet, indrømmer Viceminister for beskæftigelse og sociale affærer i Iraks Styrende Råd, Dr. Nuri Jafer, at han “ikke kan finde noget land, som er villigt til at låne os penge til vores planer for en minimal arbejdsløshedsbistand.”

Tradition for faglig kamp

Reorganiseringen af de irakiske fagforeninger viderefører en lang tradition for faglig aktivitet i Irak. Fagforeninger blev først tilladt i Irak, efter at kongen blev væltet under revolutionen i 1958. Men arbejderne havde allerede siden perioden under britisk besættelse i 20’erne, organiseret strejker og illegale protester. I 1963 organiserede CIA det kup, der omstyrtede Karim Kassem’s regering og indsatte Baath-partiet på magten. I 1968 fik Saddam Hussein tilkæmpet sig magten over partiet og regeringen og i 1977 rensede han fagforeningerne for sine politiske modstandere og tvang radikale politiske partier til at gå under jorden eller i eksil. De venstreorienterede fagforeningsledere, der havde været organiseret siden 1958, blev altså fyret, jaget i eksil eller henrettet.

Under Saddams styre endte Irak som en klientstat for den amerikanske regering - særligt efter at Shahen blev væltet i Iran i 1978. Saddam og USA frygtede begge, at den islamiske revolution i Iran ville sprede sig og true deres interesser. Derfor gav USA Saddam penge og våben til at bekrige Iran. Ved konfliktens afslutning var over 400.000 irakere døde, mange af dem var de dygtigste og bedst uddannede arbejdere i Irak.

I 1987 havde Saddam en ny ubehagelig overraskelse til de irakiske arbejdere. Han udstedte en lov, der bebudede at klassekampen var ovre. Arbejdere i statsejede virksomheder skulle ikke længere betragtes som arbejdere, men som statslige tjenestemænd. Herefter havde arbejderne hverken ret til at danne fagforeninger eller forhandle løn. Tilsvarende blev fagforeninger effektivt forbudt på kajerne, samt på fabrikker og raffinaderier rundt omkring i landet.

Opretholder lov mod fagforeninger

Den amerikanske besættelsesmagt fastholder i dag denne lov fra 1987. Loven gælder netop for de arbejdere, som er ansat i de offentlige virksomheder, der nu skal privatiseres. Derfor er den ikke blevet ophævet, sådan som hundredvis af andre love fra Saddams epoke er blevet. Hvis disse arbejdere hverken har lovlige fagforeninger, forhandlingsret eller kontrakter, vil privatiseringen og de mange efterfølgende fyringer møde meget mindre organiseret modstand. Den 5. juni bidrog Paul Bremer, leder af koalitionsstyrkerne (CPA), med endnu et våben til at forfølge fagforeningerne. Han udstedte dekretet ”Public Notice Number One”, der forbyder: ”udtalelser og materiale, der indbyder til civil uro, optøjer eller ejendomsskade”. Vendingen kan nemt fortolkes til at omfatte strejker og anden organiseret arbejdskamp. De der ikke adlyder befalingen ”vil blive anholdt af koalitionens sikkerhedsstyrker og tilbageholdt som sikkerhedsfanger i henhold til den fjerde Genéve-konvention af 1949” - med andre ord som krigsfanger.

Multinationale på spring

Washingtons felttog mod fagforeningerne røber den økonomiske målsætning med besættelsen af Irak: Privatisering af de virksomheder, der beskæftiger flest arbejdere. Imens fagforeningerne undertrykkes, bliver der hver weekend afholdt konferencer i Washington og London, hvor de offentlige selskaber bliver sat til salg. ExxonMobil, Delta Airlines og American Hospital Group udtrykte alle interesse på en konference for nylig. Det kan forventes, at nye udenlandske ejere vil reducere omkostningerne ved at fyre arbejdere. I et yderligere forsøg på at tiltrække investeringer fastholder CPA lønningerne på et lavt niveau. De fleste modtager i dag en månedsløn på 60 dollars, akkurat som under Saddams regime, men besættelsesmagten har afviklet både overskudsdeling, bonusordninger og bolig- og fødevaretilskud. Dette har medført en voldsom lønnedgang.

På en pressekonference 8. oktober offentliggjorde CPA’s direktør for den private sektors udvikling, Thomas Foley, en liste over de første statsejede irakiske virksomheder, der ville blive solgt. Heriblandt var cement- og kunstgødningsanlæg, fosfat- og svovlminer, medicinalvarefabrikker samt landets flyselskab. CPA udsendte 19. september ”Ordre Nr. 39”, der tillader 100 % udenlandsk ejerskab af alle virksomheder, med undtagelse af olieindustrien, og overførsel af profitter udenfor landets grænser (se sidste nummer af Gaia).

Frygter privatisering

De irakiske arbejdere betragter med rædsel udsigten til, at deres arbejdspladser bliver privatiserede og frygter det vil medføre massive fyringer. Dathar al Kashab, der er leder af olieraffinaderiet Al Daura, forudser privatiseringens følger: ”Jeg må fyre 1500 af raffinaderiets 3000 arbejdere. Når et firma afskediger folk i USA, er der understøttelse til de arbejdsløse, som ikke vil dø af sult. Hvis jeg fyrer ansatte nu, dræber jeg både dem og deres familier”.

Iraks nye arbejderbevægelse er fast besluttet på at standse salget af arbejdspladser, de omfattende fyringer og forbuddet mod strejker og fagforeninger. Direktøren for intern kommunikation i IFTU, Jassim Mashkoul, beklager udviklingen: ”I starten troede vi forholdene ville blive bedre, efter at vi var kommet af med Saddam. Men vores situation har ikke forbedret sig”. En anden fagforeningsleder, Muhsen Mull Ali, der tilbragte to lange år i fængsel for at organisere fagforeninger under Baath-æraen, konkluderer: ”Vores ansvar er at gå imod privatisering i videst udstrækning og kæmpe for arbejderens vilkår”.

Voksende international solidaritet

International støtte er altafgørende, hvis der fortsat skal være rum for, at fagforeninger kan organisere sig og arbejdere kan kontrollere de beslutninger, der påvirker deres liv. Guy Ryder, der er generalsekretær i fagbevægelsens internationale organisation - International Confederation of Trade Unions, siger: “Demokrati må have rødder. Det kræver frie valg, men også massebaserede og demokratiske fagforeninger, der hjælper med at beskytte og sikre demokratiet”. De arabiske fagforeningsfolk er selv mere kritiske overfor besættelsens effekt på arbejderne. Hacene Djemam, generalsekretær i ”International Confederation of Arab Trade Unions”, fastslår: ”Krig gør det nemt at privatisere: Først ødelægger du samfundet, og så lader du private selskaber genopbygge det”. Fredsaktivister fra organisationen US Labor Against the War” (USLAW), sendte i efteråret en delegation til Irak for at tilbyde hjælp til de irakiske fagforeninger. Den amerikanske havnearbejder Clarence Thomas var med i delegationen og sagde til ledelsen i den irakiske fagbevægelse.: “Bush-regeringen bryder sig ikke om fagforeninger i USA, så hvorfor skulle de kunne lide dem i Irak? Kapitalen har international mobilitet og enhed, så det er åbenlyst, at vi arbejdere må have det samme, hvis vi alle skal overleve”.