Instruktion i våbendragning

En note om post-marts militans i København

Af Mikkel Bolt

Foto: Mark Knudsen / Monsun

Spørgsmålet om militans og vold er ved at blive et af tidens vigtigste problemer. Det er ydermere et af de problemer, som er omgærdet af mest forvirring i en tid, hvor den etablerede venstrefløj ikke kan finde ud af at forholde sig til modstandskampen i Irak, hvor G8-demonstranter lægger afstand til andre såkaldt militante G8-demonstranter, hvor politiet arresterer mere end 800 i ugerne efter rydningen af Ungdomshuset, hvor christianitter samler penge ind til et brandhærget gymnasium, og hvor store dele af venstrefløjen har travlt med at lægge afstand til brugen af vold som et værktøj i kampen for skabelsen af en anden verden, men hvor stadigt flere unge samtidig demonstrerer og udfører aktioner, besættelser og blokader med det formål at få et nyt ungdomshus.

Spørgsmålet om militans og i et videre perspektiv. spørgsmålet om politisk vold har i en dansk kontekst meldt sig med fornyet aktualitet efter ungdomshus-uroen. I kølvandet på politiets meget voldsomme og spektakulære rydning af Ungdomshuset den 1. marts i år, skete der en mobilisering af en langt større gruppe unge end de fleste på forhånd forestillede sig muligt. I dagene og ugerne efter rydningen, hvor specialtrænede politienheder på bedste actionfilm-manér firede sig ned på ungdomshusets tag fra helikoptere og fyldte huset med tåregas, kom det flere gange til kampe mellem politi og demonstranter. Under hele forløbet for politiet frem med stor brutalitet, opløste demonstrationer med dødsensfarlig tåregas, anholdte og varetægtsfængslede hundredvis af folk med eller uden tilknytning til begivenhederne, ransagede en række adresser uden dommerkendelse og gennembankede ved flere lejligheder demonstranter. Det afholdt imidlertid ikke tusinder af unge fra af gå på gaden og vise deres utilfredshed. Der blev demonstreret og bygget barrikader af brændende affaldscontainere, og gaden blev således tilbageerobret midlertidigt. Politikere og andre havde selvfølgelig travlt med at lægge afstand til protesterne og afviste i det hele taget at betragte sagen som et politisk problem og forklarede protesterne som et udslag af dårlig opdragelse eller få ballademageres værk. Nu flere måneder senere er det evident, at de forklaringer intet havde på sig. Der sker nemlig stadigvæk hele tiden aktioner, og der arrangeres demo’er i ét væk. Protesterne er ikke ebbet ud. Hvis man var af den overbevisning, at kampen for et nyt ungdomshus hurtigt ville gå i sig selv igen, eller at ungdomshuset kun betød noget for få hundrede unge, så tog man fejl. Der finder hele tiden møder sted, demonstrationer bevæger sig med få dages mellemrum gennem byen, og løbende kommer det til spredte kampe med politiet. Protestbevægelsen er nu så stærk, at den på forhånd har offentliggjort, hvornår og hvilket hus den vil besætte. Håbet er selvfølgelig, at der vil møde så mange op til aktionen, at politiet bliver nødsaget til at trække sig (eller vise sig fra sin mest undertrykkende og voldelige side, hvad der så vil medføre yderligere mobilisering og intensivering af protesterne). Den planlagte G13-aktion i oktober og alle de andre episoder og demonstrationer vidner om, at der i løbet af de seneste måneder er sket en demokratisering af det at være militant, langt flere siger nu fra og støtter op om kampen for et nyt ungdomshus og for retten til at indrette sin eksistens på en måde, der ikke nødvendigvis går restløst op i et kapitalistisk defineret liv med arbejde, familie og samtalekøkken.

Den store opbakning til kampen for et nyt ungdomshus skal ikke mindst ses på baggrund af den ’normaliserings-’kampagne, der er rullet hen over landet de seneste 7 år. Siden valget i 2001, hvor Venstre og Konservative dannede regering støttet af Dansk Folkeparti, har det danske politiske system udviklet en særlig blanding af demokrati, racisme og chauvinisme, en art nationaldemokratisk autenticitetstotalitarisme, der primært kommer til udtryk gennem en kultivering af autenticitet og had mod fremmede. Efter at have vundet valget i 2001 lancerede Fogh Rasmussen den såkaldte ’kulturkamp’, der var rettet mod venstrefløjen såvel som muslimer. Derfor har vi siden 2001 oplevet en stadigt voksende repression rettet mod forskellige befolkningsgrupper, der på den ene eller anden måde ikke går restløst op i den dominerende forestilling om, hvordan man skal se ud og opføre sig i det danske nationaldemokrati. Rydningen af Ungdomshuset og de efterfølgende begivenheder har sammen med Muhammed-tegningerne blot været de mest synlige sider af denne kampagne mod alternative livsformer. Overdreven brug af vold og kriminalisering af tidligere accepterede udtryk og handlinger har sat dagsordenen fra statsmagtens side. Denne lokale udvikling er selvfølgelig spændt ind i en bredere global historisk udvikling, som aktuelt går under navnet ’krigen mod terror’, men som reelt er en længerevarende neoliberal kontrarevolution, der har til formål at udbygge en snævert defineret kapitalistisk klasses magt.

Man kan undre sig over, at det har taget så lang tid, før der kom en reaktion. Trods det, at Fogh Rasmussens regering siden 2001 har promoveret en særlig dansk nationaldemokratisme, der kommer til udtryk som racisme, fuldstændig opbakning bag USA’s ’krig mod terror’ og had til intelligentsia, kultur radikalisme, politisk korrekthed og islam, så er det først for alvor med rydningen af ungdomshuset, at der er sket noget på gadeplan. De store demonstrationer i maj 2006, hvor mere end 100.000 gik på gaden og demonstrerede mod regeringens nedskæringsplaner, blev karakteristisk nok problemløst kanaliseret ind i det allerede etablerede politiske systems almindelige udvekslingslogik og derved neutraliseret. Det lykkedes på det tidspunkt ikke at sætte en ny dagsorden, og Socialdemokratiet kunne uden problemer men helt urimeligt iscenesætte protesterne som udtryk for et ønske om en ny regering. Men demonstrationerne i 2006 vidner ikke desto mindre, ligesom ungdomshus-uroen gør det, om en voksende utilfredshed hos befolkningsgrupper, der før forholdt sig passive. Men indtil videre er det ikke lykkes at knytte de forskellige protester sammen. Og indtil videre er der ikke nogen, der for alvor har engageret sig i de ’andres’ kampe og knyttet antiracisme og krigsmodstand sammen med kritik af regeringens nyliberale politik.

Det er et af problemerne aktuelt: at der tilsyneladende ikke findes en sammenhængende modstand. Den fortsatte aktivitet til fordel for ungdomshuset, demonstrationerne og aktionerne, er således fuldstændigt løsrevet fra det, der finder sted på arbejdspladser rundt om i landet; protesterne har endnu ikke været i stand til at stoppe de nederlag, der hele tiden finder sted på arbejdspladserne: fleksibilitet og intensivering af arbejdstempo. Der er således stadigvæk en afgrundsdyb afstand mellem gaden og gulvet, den militans vi har set på gadeniveau har endnu ikke været i stand til at flyde over i militans nogen andre steder. Kampen for et nyt ungdomshus er derfor endnu ikke knyttet til en bredere modstand, der inkluderer kritik af normaliseringskampagnens andre sider og afvisning af det racistiske nationaldemokrati, de nyliberale kræfter forsøger at skabe i Danmark. Det er uden tvivl en af opgaverne foran os: at formulere en sammenhængende kritik, hvor de enkelte objekter for kritik ikke skilles ad og udparcelleres, men knyttes sammen i en radikal kritik af hele det kapitalistiske system med dets penge og statsform. Konfronteret med den hårde linie, som regeringen i lyset af ’krigen mod terror’, fremturer med, hvor kritik iscenesættes som terrorisme, er det med andre ord nødvendigt at politisere protesterne yderligere og give dem en kraftfuld stemme i et konsensuelt offentligt rum, hvor der er en forsvindende lille forskel på venstre og højre. I den situation skal brugen af vold ikke afvises eller bortforklares, men betragtes som det, den er: et varsel om en langt mere omfattende konflikt, der uundgåeligt vil blive en realitet, hvis ikke det lykkes at bremse den militariserede nyliberale kapitalisme, hvis projekt det er at opretholde magt og rigdom ved hjælp af kontrol, markedsudvidelse, provokatorisk offentlighed, ’hvid sundhed’ og ekstrem turisme.

Situationen kræver omtanke; at tage det militante på sig nødvendiggør en diskussion af mål og midler og udviklingen af et nyt sprog og nye strategier, der kombinerer kritik, gadekarneval og illegale aktioner på en ny måde hinsides 1990’ernes antiglobaliseringsprotester. I denne situation er afstandtagen til brug af vold falsk. Mange fastholder ganske vist, at ikke-voldelige aktionsformer er de eneste tilladte og relevante. Efter protesterne i forbindelse med G8 i Tyskland har vi været vidner til, hvordan bevægelsen forsøges splittet op i to fraktioner: en voldelig og en ikke-voldelig del. Denne opsplitning skal afvises. Kampene i København i marts viser, at for statsmagten er der ikke forskel, den arresterer såvel de mere urolige elementer som dem, der blot går med i demonstrationerne. På den måde bestræber statsmagten sig på at ødelægge protesternes effektivitet på gaden, men også deres troværdighed i medierne. Staten ved, at en anden verden er mulig, og at truslen om en radikal modstand derfor er reel. Derfor forsøger staten altid at isolere de oprørske elementer ved hjælp af officielle organisationer som fagforeninger og partier eller forskellige venstreorienterede gruppedannelser. Samtidig forsøger staten at reducere modstanden til illegitimt ikke-politisk vrøvl: "det er blot utilpassede unge, der er på gaden." Hvis det ikke er nok, indføres der forskellige former for undtagelsestilstand og såkaldte visitationszoner, der besværliggør livet for beboerne i bestemte områder. Hvis ikke de urolige elementer kan identificeres og kontrolleres, må hele bydele lukkes ned. Det var, hvad der skete på Nørrebro og Christiania i marts og igen er ved at ske aktuelt med indførelsen af visitationszoner flere steder i byen. Hvis det ikke er muligt at fange fiskene, forurenes vandet. Det er derfor, det giver mening at lancere parolen: Vi er alle militante! Forsøget på at dæmonisere protesterne skal afvises, de lader sig ikke skille i en sort og blå blok. De er derimod udtryk for en generel vilje til at yde modstand og gøre ting, der er i modstrid med statens ønsker, ting som er undergravende i forhold til den kapitalistiske værdisættelse. Der er derfor et behov for at bevæge sig hinsides de sædvanlige og genkommende forsøg på at distancere sig fra militant modstand. At den etablerede arbejderbevægelses organisationer og partier ivrigt deltager i denne distancering overrasker ingen og illustrerer blot, at de er syet uløseligt sammen med den nyliberale omstrukturering, der har fundet sted i verden siden Chile 1973. Det er ikke fra dem, der skal komme nogen løsning. De har ingen interesse i, at der bliver formuleret alternativer til den igangværende udvikling. Den automatiske afvisning af militant modstand til fordel for praktisering af en ikke-voldelig kritik konsoliderer blot status quo og effektuerer en forfalskning, da det ikke er muligt at forestille sig en revolutionær bevægelse, der giver afkald på at udtrykke sig voldeligt i en kamp mod kapitalismen og staten. Afsværgelsen af vold er opportunistisk. Det er enten et forsøg på at få taletid i en konsensuel afpolitiseret offentlighed, hvor ethvert kritisk udsagn nødvendigvis afspores og rekupereres, og blive accepteret som dialogpartner, eller også er det et resultat af en manglende forståelse for det nødvendige i at problematisere de cirkulerende repræsentationer om vold og terror.

Det er selvfølgelig vigtigt at sikre sig, at militansen ikke blot reduceres til, hvad vi kan kalde oprørets individualisme. Den militante er aldrig et enkeltindivid, det er en kollektivform, nøjagtig som proletaren kun eksisterer som et kollektiv. Udbytning er jo netop ikke noget, som sker for den enkelte. Så selvom den individuelle revolte i visse situationer kan fremstå moralsk effektiv, er den altid politisk ineffektiv og resulterer nødvendigvis i en art selvforståelsesmæssig kortslutning, hvor det kæmpende isolerede individ betragter sig selv som ’udvalgt’ og ser på andre som objekter, der skal bevidstgøres og mobiliseres. Som om det handler om at tvinge nogen til at gøre noget. Opgaven er ikke at organisere andre, men at organisere sig selv med andre samtidig med, at man er involveret i handlinger, der opstår ud fra ens egne behov. Den individuelle militans lader sig reducere til en homologi til magten, når den vil vække nogen og derfor militariserer sig og slår til. Pointen er med andre ord på ingen måde at glorificere brugen af vold; det er ikke sikkert, at vold nødvendigvis er et væsentligt element i grundlæggelsen af et nyt samfund. Men det er dumt og naivt at forestille sig politik uden vold, og der er uden tvivl altid et behov for at svare igen, forsvare sig og sikre det nye.

Mikkel Bolt er Cand. phil., ph.d., adjunkt i moderne kultur. Arbejder med forholdet mellem kunst og politik i det 20. århundrede med særligt fokus på den kunstneriske avantgardes politiske engagement og dens forbindelse til ultra leftistiske grupperinger