Ingen grund til klynk - et svar til Torkil Lauesen, Hvad med revolutionen?, i GAIA nr. 18. 1997

Vi har med interesse læst Torkil Lauesens lange indlæg om venstrefløjens og modstandens situation i dag - set i forhold til en stærk kapitalisme og østblokkens sammenbrud. Vi synes det er spændende at Torkil indvier GAIA’s læsere i overvejelser over hvordan han mener kampen for radikale forandringer kommer videre.

Af Martin Mendéz, IF Mexicogruppe, og Irene Clausen, IFs Kurdistangruppe

Torkils artikel er præget af pessimisme og gentagne påstande om at vi har tabt kampen til kapitalisterne, at de gamle teorier har vist deres mangelfuldhed: "Vi har indset at mange af de de gamle modeller og strategier ikke duer" (s. 31), eller: "Den strategi vi havde holdt ikke". Ud af artiklen - og andre artikler fra Torkils hånd - fremgår at han mener marxismen er yt. Og det er vel også derfor han forsøger selv at finde frem til et alternativ til marxismen. Et alternativ som bl.a. går ud på at se kapitalismen som en række delsystemer hvorfor han konkluderer at så må vores kampe blive delkampe. Dermed forsvinder - i hvert fald ud fra dette synspunkt - tesen om internationalismens nødvendighed. Et synspunkt som vi er totalt uenige i.

Det kapitalistiske samfund har ikke - som Torkil synes at mene - grundlæggende forandret sig. Systemet er stadigvæk et sammenhængende økonomisk-politisk system der bl.a. kendetegnes ved a) et uforsonligt modsætningsforhold mellem to klasser, hvoraf den ene klasse, borgerskabet, undertrykker og udbytter den anden, arbejderklassen og dens allierede (bistandsmodtagere, de nedre mellemlag såsom pædagoger, lærere m.fl.), b) den private ejendomsret og c) statens rolle som varetager af den herskende klasses interesser.

Vi mener ikke som Torkil at marxismen har spillet fallit. Vi ser marxismen som den eneste samfundsteori og brugbare analyseredskab til at forstå verden, begribe modsætningerne i samfundet og udvikle strategier for socialismen. Marxismen skal hele tiden videreudvikles der hvor den er mangelfuld. F.eks. analysere de nye marginaliserede grupper af langtidsarbejdsløse og bistandsklienter og finde deres placering i klassekampen. Analysere de ændrede betingelser for kvindernes frigørelse. Naturligvis er de kapitalistiske samfund - som påpeget af Torkil -forskelligt udformet alt efter deres historie, udviklingstrin, resurser osv. men har alligevel en række træk til fælles, nemlig ovennævnte træk som kendetegner kapitalistiske samfund over alt i verden.

Klassekampen lever så længe vi har kapitalisme og sociale klasser. At der er opture og nedture i klassekampen, det er ikke nyt. Historien om kapitalismen er én lang historie om op- og nedgange i klassekampen. Efter nedture kommer der opture. Og til sidst kommer - i vores forståelse - den ultimative optur når vi fravrister kapitalisterne magten og får væltet den borgerlige stat. Og efter en overgangsfase får indført socialisme og arbejderdemokrati. Hvor alle skal kunne udfolde sig lige og frit, efter evner og behov - ud fra kollektive normer og hensyn. Uanset køn, seksualitet, alder, hudfarve, sprog, kultur. Både i arbejdslivet, fritidslivet og kærlighedslivet. Det er vores visioner. Det er det vi kæmper for.

Klassekampen har i lang tid politisk været nede i en bølgedal. Vi har udgjort en svag venstrefløj i Europa og USA, liberalismen har tordnet frem. Men vi har langt fra tabt alt. På trods af en liberalistisk offensiv har vi formået at vinde mange kampe, ganske vist defensive. Bl.a. med det resultat at det er lykkedes at bevare en organiseret arbejderbevægelse med kollektive overenskomster, et relativt højt velfærdsniveau med en relativt begrænset privatisering. Havde fagbevægelsen og venstrefløjen været død, så havde vi set andre boller på suppen op gennem 80-erne! Men det som kendetegner klassekampen, det er jo netop at den bevæger sig i ryk. Pludselig kan der ske en radikalisering, som vi så det i hele Vesteuropa og USA i 68, som vi så det i Danmark midt i 80-erne og sidste år i Frankrig.

Når det går så skidt i de lande som vi i første omgang troede ville udvikle sig til socialistiske samfund, Vietnam, Mozambique, Nicaragua, så skyldes det ganske enkelt at man ikke kan skabe socialisme i et land. Den kapitalistiske omverden vil til enhver tid udsulte det enkeltstående socialistiske samfund, vil boykotte landet, opruste borgerskabet, arbejde for en kontrarevolution. Det skyldes ikke - som Torkil skriver - at socialismen er død og kapitalismen har sejret. Derfor: Styrk internationalismen. Der er ingen anden vej frem.

Angående trenden med neoliberalisme, globalisering og de transnationale: Det er ikke nyt at kapitalen organiserer sig internationalt, når den ikke kan få opfyldt sine ekspansionsbehov inden for landets grænser. Det har kendetegnet kapitalismen næsten siden dens fødsel. Globaliseringen og udviklingen med de transnationale selskaber er altså ikke et nyt system, det er en fase i kapitalismens og imperialismens udvikling. Denne udvikling har måske nok taget ekstra fart på det sidste, og meget tyder på at der er en svækkelse af nationalstaterne i gang. Men stadigvæk har de store transnationale selskaber deres baser, deres bankforbindelser, deres hovedkontorer osv i deres hjemlande, de imperialistiske metropoler. Selvom vi lige har hørt at ØK flytter til Singapore så forbliver hovedsædet her i landet. I metropolerne kan selskaberne få uddannet deres personale gratis - og på højt niveau - af staten; herfra styrer selskaberne politikken, både den nationale og den internationale, gennem lobbyarbejde, investerings- og spekulationspolitik, bestikkelse osv. Udviklingen i retning af en svækkelse af nationalstaterne betyder ikke at vi skal nedtone kampen imod ’vores egne kapitalister’ - dvs dem som direkte i hverdagen udbytter os og stjæler merværdi fra os.

Vi mener det er meget problematisk med lanceringen af ’kampen mod neoliberalismen’ som det nye store dyr i åbenbaringen. Dermed antyder man at der er tale om et nyt system, og risikerer derved at svække eller nedtone imperialisme-forståelsen og den antiimperialistiske kamp. Jo, naturligvis er det fedt og vigtigt at demonstrere og lave alternative topmøder i forhold til mammut-organisationer som WTO, IMF, NATO, EU, G7 som er repræsentanter for de multinationale og for imperialismen. Men kampen i hverdagen mod vores direkte undertrykkere er stadigvæk den afgørende, det er her det seje træk skal tages. At organisere bistandsklienter og arbejdsløse i dag - f.eks. på europæiske plan - ville være et kampskridt der for alvor ville kunne forrykke magtbalancen i Europa.

Det er ved at svække den nationale kapitalisme, at vi bedst støtter de undertrykte folk vi som antiimperialister arbejder sammen med, f.eks. kurderne i ERNK eller peruanerne i MRTA. Når vi derfor laver solidaritetsarbejde i forhold til kurderne og peruanerne, så er det ikke kun for at hjælpe de stakkels undertrykte folk. Så er det for at samarbejde med dem imod den fælles modstander, den internationale kapitalisme og imperialisme. Så er det for at styrke deres kamp og sammenkæde den med den danske klassekamp, politisere og udvikle folks bevidsthed omkring imperialismens, NATOs, IMFs rolle i Kurdistan og Peru og Danmark, og påvise hvordan den danske regering og stat deltager i forsøget på at knuse oprørsbevægelser rundt omkring i verden - samtidig med at den deltager i at knuse Ribus-arbejdernes kamp herhjemme.

Det enestående ved marxismen er at den er et analyseredskab der gør det muligt at se en sammenhæng i verden. Og ikke nøjes med analysere verden, men har som mål af forandre verden. Derfor er vi marxister - og optimister.....