Indtryk fra Cambodia - 20 år efter Pol Pot

Af Bodil Rasmussen

Cambodia januar ’99: Cirka 3 timers kørsel fra byen Siem Reap bliver vejen for dårlig. Vores tungt lastede Nissan deletaxi, med rattet i den forkerte side, drejer ind på et hjulspor over de flade tørre rismarker. Og der står han midt i hjulsporet. 8-9 år gammel, tynd, i støvet skjorte. Med et beslutsomt udtryk i ansigtet og en lang kæp i hånden. Længere fremme af sporet samarbejder nogen af hans kammerater om at holde kæppe over sporet. De leger checkpoint, men er for små og hopper i sidste øjeblik til side for bilen.

For godt et år siden var vejen der går langs Tonle Sap søens østre side fyldt med voksne checkpoints. En tur fra hovedstaden Phnom Penh til Siem Reap kostede omkring tre kartoner cigaretter. Efter 30 års krig er tiderne nu lidt mere fredelige. Udover børnene er der kun 4-5 politi og militære checkpoints med faste priser fra 500-1000 riel (1-2 kr.). Loye, loye loye (betale, betale, betale), vrisser chaufføren. Men soldaterne skal jo også leve.

Drengene og deres familier kunne ellers også godt bruge pengene. De fleste af Cambodias landbrugere har kun lige akkurat til dagen og vejen. Høstudbytterne er en tredjedel af hvad de er i Vietnam. Før høsten i december er mange bønder i gæld, og der rapporteres om sult og underernæring. De mange skrammede skilte langs vejen fra World Food Programme og Community Work for Food taler deres eget sprog.

Selvom vi er tæt på Sydøstasiens største sø er et af problemerne vand. De små damme foran træhytterne er knastørre. Der mangler ordentlige vandingskanaler og brønde. Om der bliver ressourcer til det er en anden sag. Cambodia er på støtten. Mellem 40 og 50 procent af statens indtægter betales via udenlandske lån og bistand, hvoraf en stor del går til byerne. De private udenlandske og cambodianske forretningsmænd foretrækker plantagedrift, hvis ikke det skal være hoteller og tekstilfabrikker.

Frie valg

28. juli 1998 blev der holdt valg i Cambodia. Der var store forventninger til valget, især blandt bybefolkningen. Gennem et år havde der været kampe mellem det regerende Cambodian Peoples Party (CPP) og "kongepartiet" FUNCINPEC der blev fordrevet i sommeren 97. Men nu skulle Cambodia igen have en internationalt anerkendt regering, og de internationale bistandsydere ville vende tilbage. Der skulle gøres op med korruption og overgreb på menneskerettighederne.

Valget gav CPP 61 mandater i parlamentet, FUNCINPEC 43 og det lille Sam Rainsy parti 15 pladser. De internationale observatører fra EU, Japan og Austsralien erklærede sig tilfredse næsten inden valgresultatet var gjort op. Cambodianerne var dog knap så tilfredse. Der blev talt om stemmefusk, vælgerintimidering og om mord på politikere fra FUNCINPEC og Sam Rainsy parti. Samtidig var det svært for disse to partier at komme til orde.

Fra august slog tilhængere af Sam Rainsy partiet sig ned på den kæmpemæssige plæne foran parlamentet. De omdøbte plænen "demokrati-pladsen". De krævede en upartisk undersøgelse af anklagerne om valgsvindel og en ændring af det mandatfordelingssystem der havde favoriseret CPP. FUNCINPEC bakkede op, og gennem første del af september voksede demonstrationerne til titusinder af mennesker.

Demonstrationerne blev slået ned at politiet. Hæren kunne man ikke stole på. Men først i starten af december ‘98 fik landet en ny regering. Et regeringssamarbejde mellem CPP og FUNCINPEC med CPP’eren Hun Sen som regeringsleder. Regeringsgrundlaget taler om støtte til kongedømmet, buddhismen, markedsøkonomien og menneskerettighederne. Nok så vigtigt var det, at man gennem en kraftig udvidelse af regeringen , samt oprettelse af et splinternyt og dyrt senat (til omkring 12 millioner dollars), fik skabt poster nok til at tilgodese alle. Det giver nemlig ikke bare en god løn, men også lukrative kontakter og mulighed for at belønne sine tilhængere.

FUNCINPEC glemte derimod alt om de tidligere anklager om valgsvindel, og FUNCINPECs informationsminister brillerede med tanker om stærkere statskontrol med aviserne. De store donorlande der fra kulissen havde presset regeringen igennem var godt tilfredse. Man regnede stabiliteten for sikret, og i februar ‘99 kom belønningen i form af et løfte om cirka 470 millioner dollars i lån og bistand.

I havnebyen

I sydvest ligger Cambodias eneste store havneby, Kompong Som (også kaldet Sihanoukville). Ved siden af havnen, hvor de store containerskibe går ind og ud, breder der sig kilometer efter kilometer af hvid, næsten uberørt, sandstrand med kokospalmer. Idyllen brydes af en stor 3 etagers bygning en kilometers vej fra havnen. Bygningen står i februar ‘99 uden inventar og vinduer og med et delvist smadret skilt, hvor man kan læse ordene KamSab, navnet på det regeringskontrollerede shippingfirma.

I weekenden den 19.-20. december gik vrede demonstranter til angreb på bygningen. Ved samme lejlighed gik det også ud over toldkontrollen og guvernørens hjem og landcruiser. Årsagen til vreden var afsløringen af et taiwanesisk firmas dumping af 3.000 tons giftigt affald. Til at begynde med vidste ingen hvad det indeholdt, men senere fandt man ud af at det var materiale med et meget højt indhold af kviksølv. Der gik rygter om sygdomme blandt landsbyboere i nærheden, om en havnearbejders død og om at regerings embedsmænd havde modtaget enorme summer i bestikkelse. Faktisk blev skandalen så stor, at regeringen fik det taiwaneiske firma til at tage affaldet tilbage. Derimod ville firmaet ikke betale erstatning. "Det kan I tale med regeringen om" lød den lidt forblommede besked.

Bestikkelsesanklagerne mod diverse embedsmænd blev trukket tilbage i løbet af nogle måneder på grund af manglende beviser. Derimod er det først her i sommer at anklagerne mod 10 demonstranter, herunder to ansatte i menneskerettighedsorganisationen Licadho, blev trukket tilbage. Anklagemyndigheden mente at den havde en stærk sag, for Licadho folkene havde jo skrevet under på en lokal underskriftsindsamling mod affaldet!

Kampen om jorden

Licadho-aktivisterne var heldige. Deres sag vakte international opmærksomhed. Så heldig var Phoung Tong ikke. Den 19. december blev han skudt ned foran sin hytte i provinsen Kandal i det sydlige Cambodia. Phoung Tong var aktivist i den lokale menneskerettighedsorganisation Adhoc. En lokal forretningsmand ville overtage den jord Phoung Tongs familie og 15 andre familier dyrkede, og han fik støtte fra det lokale politi. Phoung forsøgte at få sagen for retten og skrev rapporter til Adhoc. Politiet afviste at drabet havde noget med jordspørgsmålet at gøre.

I marts blev to landsbybeboere i den sydøstlige provins Prey Veng såret, da militærpolitiet åbnede ild mod vrede landsbybeboere. Igen var det en strid mellem landbyboere og en privat forretningsmand, Sabor, der lå bag.

Selvom Cambodia er relativt tyndt befolket (cirka 11 millioner indbyggere på cirka 180.000 km2) bliver stridigheder om jord mere og mere almindelige. Landbefolkningen slås med forretningsfolk, militær, og andre folk fra magtapparatet for at beholde deres jord. Små bondedemonstrationer foran parlamentet og lokale retsbygninger er ikke ualmindelige. Organisationen Legal Aid of Cambodia regner med at den fører sager for 1.500 personer om retten til jord. Nogle betragter problemet som et lovgivningsproblem. På grund af Cambodias turbulente historie er det svært at bevise, hvem der har ret til jorden. Men problemet er også politisk:

"Regeringen støtter Sabor, fordi han har penge og det har vi ikke", siger en landbybeboer til Phnom Penh Post. Chefen for Cambodias statslige minerydningsselskab (CMAC) er netop blevet tvunget til at gå af efter at det blev afsløret, at CMAC prioriterede rydninger til glæde for militæret og store forretningsfolk. Imens rammes 50-100 cambodianere om måneden af landminer.

Lærere og tekstilarbejdere

Bønderne er ikke de eneste der protesterer. I januar og februar var ansatte ved secondary schools og universiteter ude i en 3-4 uger lang strejke. De var utilfredse med lønninger på omkring 20 dollars om måneden og foreslog beskedent, at de i hvert tilfælde skulle have 10 procent af, hvad regeringens topembedsmænd får. Det ville bringe lærernes løn op på 200 dollars!

Det kinesiske nytår, chikane og et tilbud om 5 dollars mere om måneden afsluttede strejken. Senere er alle offentlige ansatte blevet lovet forhøjelser på op til 30 dollars. Et lille skridt på vejen. Men langt fra nok til at stoppe den omfattende småkorruption der betyder, at selvom skolegang og lægehjælp i princippet er gratis, så er det klogest at have penge med. Det gælder også overfor Phnom Penhs brandvæsen.

Også blandt tekstilarbejderne er der jævnligt strejker. For 5 år siden eksisterede gruppen knap nok. I dag er der 72.000, flest kvinder, og tallet er stigende. For kriseplagede forretningsmænd fra det øvrige Østasien er Cambodia et eldorado: næsten ingen skatter, lave lønninger og gode eksportmuligheder til USA. Officielt er mindstelønnen i tekstilindustrien 40 dollars om måneden, men der skal ofte strejker til at få den respekteret - i hvert fald for en tid.

Arven fra de Røde Khmerer

Da en studentergruppe i Phnom Penh i februar ville demonstrere til støtte for en international retssag mod De Røde Khmerers ledere, blev der nedlagt forbud. 20 år efter at De Røde Khmerer blev fordrevet fra Phnom Penh af vietnameserne er sagen stadig et betændt emne.

Omkring 1,7 millioner cambodianere døde under De Røde Khmerers styre. Af sult, sygdomme, vold og mord. Ikke desto mindre fik to af bevægelsens ledere, Noun Chea og Khieu Samphan, en VIP-modtagelse da de i december overgav sig til regeringen. I dag bor de sammen med andre af bevægelsens topledere Pailin i det vestlige Cambodia der reelt fungerer uafhængigt af (men i fred med) regeringen i Phnom Penh.

Den fred vil premierminister, Hun Sen, nødigt have brudt, men mange cambodianere ser det på en anden måde. 84.000 skrev under på et krav om en international retssag, selv om indsamlingen blev chikaneret af myndighederne. Befolkningen stoler ikke på deres cambodianske domstole, men vil have lederne dømt ved et internationalt tribunal for at gøre op med et system, hvor magtens mænd kan tillade sig alt.

Kun to top-ledere sidder fængslet. Generalen Ta Mok og lederen af torturfængslet Toul Sleng, Duch. Onde tunger siger at de skal være syndebukke. Regeringen siger at den vil gennemføre en cambodiansk retssag med international assistance. Måske håber den på udsættelse. De fleste vestlige lande, ikke mindst USA, støttede op gennem 80’erne De Røde Khmerer i deres kamp mod den vietnamesisk-støttede regering i Phnom Penh. Så Vestens interesse i en retssag er næppe så stor som den nogen gange kan lyde.

For en sikkerheds skyld vedtog parlamentet i Cambodia i starten af august en lov, der giver ret til at tilbageholde personer sigtet for folkemord 3 år før de kommer for retten. Måske er de sigtede døde inden da.

Bodil Rasmussen har boet i Cambodia fra oktober 1998.

De politiske partier i Cambodia

CPP (Cambodian Peoples Party). Grundlæggende det parti der blev sat ind af vietnameserne efter at De Røde Khmerer var blevet fordrevet i ‘79, selv om det har skiftet navn undervejs. Styrede enerådende Cambodia op gennem 80’erne, men har siden det FN-overvågede valg i ‘93 måttet dele regeringsmagten med FUCINPEC. Sidder også i dag på størstedelen af det lokale magtapparat. Ledere: Hun Sen, Chea Sim, Heng Samrin.

FUNCINPEC (Den forenede front for et uafhængigt, neutralt, fredeligt og samarbejdende Cambodia). Udspringer af den kongetro bevægelse der sammen med De Røde Khmerer i 80’erne bekæmpede styret i Phnom Penh. Nedlagde våbnene (sådan da) efter fredsaftalen i ‘91 og deltog efter valget i regeringen sammen med CPP. Ledes af prins Ranariddh, en af Kong Sihanouks utallige sønner.

Sam Rainsy partiet. Ledes af den tidligere FUNCINPEC finansminister Sam Rainsy. Han brød med regeringen og partiet på grund af den udbredte korruption. Har slået sig om som et slags folkeligt protestparti for demokrati, social retfærdighed og miljø, men har også markeret sig som fortaler for udenlandske sanktioner mod Cambodia. Har stor indflydelse i dele af tekstilarbejdernes fagforening.