Indien: Paria rytmer

Dalitter - Indiens udstødte - bruger traditionel musik til at undergrave kastesystemet

Oversat af Britta Thomsen

”Ingen vil sige det offentligt, men Gandhi har gjort stor skade... han ønskede ikke noget godt for landet!” Professor Subramanian, pensioneret ekspert i syd-indisk klassisk musik og en mand fra den højeste brahmin kaste, vender sig atter mod sangerens recitation. Han snøfter højlydt og begynder så igen at beklage sig bitterligt. Indiens ”urørlige” er blevet indbildske, insisterer han. De burde kende deres plads på bunden af hindu hierarkiet. Gandhi kæmpede hele sit liv for større tolerance overfor landets mest udstødte mennesker - dalitterne - som han kaldte harijans eller ”Guds børn”. Subramanian koger under sin krave i Nehru stil bare af at tænke på opkomlingene: ”De siger at harijans bliver knust, men i virkeligheden er det brahminerne, der bliver knust!”

Dalitterne slår igen. De er født til marginale eksistensvilkår, men er nu i stigende grad i færd med at forsvare deres menneskerettigheder. Ud af den femtedel af Indiens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er dalitterne langt den største gruppe. Dømt til at arbejde i høj-kaste familiers marker for en sulteløn, er millioner underernærede og udbyttede af jordbesiddere, embedsmænd og pengeudlånere.

Musik og identitet

Dalitternes unikke musik bliver af høj-kaste eliten anset som en degenereret kultur, født af et ”urent” folk. Deres tilstedeværelse og kulturelle praksis bliver af mennesker med høj status anset for forurenende.

Professor Subramanian afviser al musik, som ikke er lavet af mennesker af høj kaste. Jeg møder ham til en recitation i Chennai (tidligere Madras), kulturhovedstaden for brahminernes raffinerede klassiske musik, kaldet Carnatic. Her udtaler han: ”Der er folkemusik og klassisk musik. Carnatic er videnskabeligt organiseret, det er folkemusik ikke... mennesker, der ikke er korrekt trænet, synger bare ud fra følelser og entusiasme. Ethvert barn kan synge folkemusik. Charlataner! Carnatic er ikke sådan, det kræver talent.” På trods af fordomme fra mennesker med høj kaste, kræver de, der lever på rendestens-niveauet af det indiske hierarki, deres musik tilbage. Den er blevet en kilde til magtfuld modstand og en basis for nye, revolutionære identiteter. Når dalit kvinder mødes i selvhjælpsgrupper i landsbyer over hele Indien for at dele erfaringer og finde løsninger på deres problemer, lærer de, at problemerne ikke er selvforskyldte. De bliver bevidste om, at deres problemer har rødder i en undertrykkende social struktur. Med denne erkendelse kommer en ny opfattelse af selv og samfund, når de slutter sig sammen i kampen for rimelige lønninger, adgang til rent vand, elektricitet og jordrettigheder.

Ambu, der er aktivist i NGO’en ”Landsby Aktions Gruppen”, beskriver, hvordan dalit kvinderne bruger sange i deres daglige kampe: ”Kvinderne er vant til at synge om landbrugsarbejdet... om lidelser, templer, guder. Men her synger de om problemer og løsninger. Vi synger sange om kvinders problemer, medgift, ærbarhed, om hvem, der vil løse disse problemer. Vi synger til kvindemøderne. Sangene har den styrke, at de får kvinderne til hurtigt at fange budskabet.”

Tusind ydmygelser

Hr. Arokiasamy er dalit. Han er en intens mand, hvis hjerte brænder, når han beretter, hvordan ”urørlighed” bliver påtvunget samfundsgrupper, så som pariyar, gennem tusind ydmygelser. Mens vi sidder i græsrodsorganisationen ”The People’s Multipurpose Development Society”, fortæller han, at det i mange landsby the-huse, stadig er forbudt dalitter at drikke af de samme glas, som benyttes af mennesker af høj kaste. I nogle landsbyer forhindrer man dem i at ”forurene” hele gader ved at forbyde dem at gå med sko eller køre på cykel. Det kan godt være at Arokiasamy er født i den forkerte ende af den hinduistiske kaste stige, men ligesom professor Subramanian er han også kritisk overfor Gandhis holdning til kaste. Som en udpræget religiøs mand, troede Gandhi, at kastesystemet i hinduskrifterne var en guddommelig orden, der skulle bibeholdes. Trods dette, mente han, at urørlighed var en nutidig forvanskning af hinduismen, der burde afskaffes.

Som sin helt, den store dalitleder Dr. Ambedkhar, mener Arokiasamy, at kaste-diskriminationen ikke stopper, før hele kastesystemet overvindes. Arokiasamy arbejder med hinduer, muslimer og kristne fra dalit- og andre samfundsgrupper. Blandt de allermest underkuede er pariyar - en kaste af begravelses trommeslagere. Da de britiske kolonialister observerede, hvor brutalt pariyar’ene blev udbyttet og ekskluderet fra det hinduistiske samfund, begyndte de at bruge deres navn - paria - som betegnelse for alle i verden, der blev holdt ude og foragtet.

Begravelses trommer

Pariyar’enes lave status bliver konstant betonet gennem associationen med en af de allermest urene og forurenende fænomener i hinduismen - døden. Når de tidligere blev hyret til at fjerne dødt kvæg fra markerne hos de strengt vegetariske jordejere, tvang sulten dem til i smug at spise de forrådnende kadavere af hellige køer. Dette tætte forhold til døden var måske det, der fremtvang endnu en stigmatiserende kulturel praksis: Når mennesker fra andre kaster skal begraves, forventer man, at pariyar’er spiller på den særlige pari tromme, som har givet navn til deres kaste - dens trommeskind af død ko er rituelt urent. Pariyar’er bliver hyret, når mennesker af alle kaster skal begraves. De spiller i timevis som en del af sørgeprocessen, der involverer processioner og dans. ”Jeg tror, det er en straf mod vores kaste. Vi er blevet tvunget til at spille tromme for andre samfundsgrupper. Derfor opfatter jeg det som en straf. Selv om de så ned på os, skulle vi hjælpe dem med begravelserne. Vi måtte spille, eller ingen ville danse” Savera er en mesterlig pari trommeslager. Til et møde hos ”The People’s Multipurpose Development Society”, optrådte han med en gribende virtuos fremførelse på sit instrument. Rytmerne opbyggede en intensitet, så tilhørerne brød ud i en spontan dans af dalit stolthed, hvor de hyldede trommens budskab - at de tilhører en kultur og politisk kraft, man må tage med i betragtning. Pari-trommen, der engang var symbol på pariyar’enes fornedrelse, er nu blevet et potent våben i kampen mod kastesystemet. Savera stopper og tørrer sveden af panden. ”I gamle dage skammede vi os over at optræde med musik i deres huse, og vores løn var også meget lav... men nu er vores situation ændret. På grund af at de ønskede, at vi skulle spille tromme til deres begravelser, tænkte vi selv dårligt om vores kultur, men i dag er vi stolte... Det er ikke længere begravelsesmusik. Det er vores egen musik.”

Alligevel er der mange unge, der foretrækker at spille på moderne brassband trommer med syntetisk trommeskind. Den dybt internaliserede skam associeret med ko-skind findes stadig.

”Mange unge tøver med at bruge de traditionelle trommer. De bruger moderne trommer, men nu er dalit ledere begyndt at lave propaganda: Det er vores kultur, vores musik; unge burde stå frem og spille pari-tromme”. Pariyar’er bruger stadig deres traditionelle tromme ved begravelser - som en af deres vigtigste indtægtskilder. Men trommerne bliver også i stigende omfang brugt til at lede processioner af landsbybeboere, der holder valgkampagner for at få deres egne kandidater valgt.

En dans i trods

Sagamarie er en vital kvinde, der har let til latter. Hun er dalit og leder af ”Kvindernes Befrielses Bevægelse”. Sammen med Arokiasamy arbejder hun med at støtte kvinder, der danner selvhjælps opsparingsgrupper, så de kan starte små virksomheder. Ved at handle kollektivt opnår de kreditter fra bankdirektører, udvikler små virksomheder, søger embedsmænd om adgang til serviceydelser og forsøger endda at blive valgt ind i lokalpolitik.

Hun beskriver, hvordan hun mobiliserede dalit vælgere ved at gennemføre en procession ledet af pariyar trommeslagere. Processionen samlede en folkemængde, mens den gik igennem støvede gader og smalle stræder. På vejen til valgstedet forenede den dalit landsbyboere - hinduer, muslimer og kristne. Når processionen passerede de rige, overklasse familiers velbyggede huse i landsbyens mere ”sunde” kvarterer, kastede musikere, mænd og drenge sig ud i en vild, spontan dans foran den stadigt voksende menneskemængde. Den vanvittige dans i trods var en opvisning i dalit identitet, stolthed og styrke. Opstemt genoplever hun den triumferende march: ”En stor procession... fra hus til hus for at samle vælgerne, og så var det tid til at stemme! Jeg havde følelsen af, at jeg ville vinde!”.

Udfordringerne er store. Modstanden mod dalit kulturen og dalitternes rettigheder betyder, at aktivister som Arokiasamy, Sagamarie og Savera har en lang kamp foran sig. For der er mange, som ligesom professor Subramianian, beklager og undertrykker ethvert fremskridt, der gøres af dalitter. Mange vil være enige med professoren, når han beklager sig: ”De andre kaster har fået overtaget alle steder. Pariyar’er har opnået en position... de er opdraget på umoralsk vis, de er analfabeter! De kender ikke til moral! De lavere dele af samfundet vil være ledere!”

Et håb om forandring

Lakshmi, en ung brahmin kvinde, der studerer sang på det prestigefyldte Madras Musik Akademi, giver håb om, at Indien i næste generation kan blive et sted, hvor kulturel mangfoldighed bliver hyldet snarere end foragtet. Mens hun står udenfor akademiets auditorium, glimter hendes øjne af nydelse over den musik, der slipper ud indefra. Hun mumler: ”Man siger, at denne klassiske musik er guddommelig.”

Jeg udfordrer Lakshmi, ved at spørge om klassisk musik er guddommelig for såvel dalitter som brahminer. Hun ler af forlegenhed. "Sådan er Indien. Der er ting, vi ikke kan sige åbent. Folk må ændre deres mentalitet og blive mere tolerante. Ellers kan vi ikke redde Indien. Brahminer må... vi må lade dem komme tæt på os... brahminer vil ikke acceptere at de nærmer sig... Jeg kan ikke forklare det. Mine forældre tænker, at de alle tilhører tilbagestående klasser. Jeg er brahmin, men sådan er jeg ikke.”

Jeg spørger hende, om hun kan forestille sig en koncert, hvor dalitter og brahminer spiller sammen. Hun svarer tankefuldt: ”Det ville være godt...”