Imperiet

Af Lasse Wamsler og Anna Storr-Hansen

“Det nye kommunistiske manifest”, ”globaliseringsbevægelsens bibel” eller ”en omgang uforståeligt vrøvl” - meget er blevet sagt om Antonio Negris og Michael Hardts ”Imperiet”, siden den udkom for fem år siden. Som helhed er bogen en videreførelse af forskellige systemkritiske retninger, hvorfra Negri og Hardt prøver at diagnosticere morgendagens kapitalisme. En kapitalisme, de mener, har taget form af en global netværksmagt uden noget territorialt center - Imperiet.

Der er ikke længere noget ”udenfor” Imperiet, og hele menneskeheden er på en eller anden måde underlagt kapitalistisk udbytning. Imperiets aktører distribuerer og legitimerer magten og er organiseret indenfor en hierarkisk ramme. Herunder findes USA, G8-landene, de transnationale selskaber, mindre nationalstater, FN, religiøse institutioner, medier og NGO’ere. Alle dele udgør grundlaget for Imperiets centerløse magt på forskellige niveauer og finder sammen i skiftende formationer.

Negri og Hardt ser Imperiet som mere barbarisk end imperialismens tidligere form. Her er Imperiet bl.a. karakteriseret ved nye former for konflikt. Konkurrence og konflikt mellem de imperialistiske magter er i stedet blevet erstattet af en slags overordnet enighed, og krige nærmere moralsk begrundede politi-aktioner i et globalt territorium. Denne krigstilstand er permanent og hænger sammen med en retlig undtagelsestilstand, hvor demokratiske rettigheder bliver suspenderet i de enkelte stater.

Imperiet var en bog, der på en ny måde beskrev virkeligheden for en generation, for hvem Den Kolde Krig og dens spøgelser var fjernt uvedkommende. Det var dem, der stod i byger af brosten, tåregas og bly i Seattle, Prag og Genova og oplevede en ny anti-kapitalistisk bevægelse tage form. For disse aktivister, studerende og kunstnere har Imperiet været en tiltrængt bog, der gjorde op med fastgroede dogmer og peget i retning af en socialisme, der bygger på forskellighed og ikke enshed. Alle har dog ikke været lige euforiske. Teorien om Imperiet er de seneste år blevet mødt med stor skepsis og modstand fra dele af venstrefløjen. Her er Negri og Hardts teori blevet affejet som uoriginal, uforståelig, reformistisk eller slet og ret umarxistisk. Begrundelserne har været mange - en af dem bringer vi i dette nummer i form af indlægget fra Boris Kagarlitskij.

Det andet indlæg er et sammendrag af Michael Hardts besøg i Medborgerhuset Blågården i København, den 20. august. Her fortalte han om deres seneste værk ”Multitude”, som kredser om modstanden i det globale magtsystem; særligt denne ”multitude”s (mangfoldigheds) kamp for at virkeliggøre globalt demokrati.