I skyggen af Aung San Suu Kyi

Fokus på den kendte demokratiforkæmper overskygger den krig som SLORC-diktaturet fører mod Burmas minoriteter. Der er brug for international handling for at bryde minoriternes isolation og afmagt.

AF: PIA McKEE

At Aung San Suu Kyi er den man fokuserer på i en stor del af den danske Burmaoplysning er i sig selv ikke et problem. Demokratifrontkæmperen har fået en meget symbolsk betydning, som både omverdenen og Burmas befolkning kan referere til når landets politiske situation vurderes. Aung San Suu Kyis stædige markering af militærdiktaturets illegitimitet har fået betydelig international opmærksomhed. Denne opmærksomhed har været betydningsfuld for den demokratiberøvede befolkning og dens håb om, at det internationale samfund vil støtte op omkring etableringen af et system, der er lydhørt overfor folkets krav. Samtidig er den nationale demokratibevægelse, som Aung San Suu Kyi står i spidsen for, en samlende enhed, der formår at opmuntre græsrødderne til at opretholde aktiviteter for indflydelse på egen skæbne.

Den markante position, som Aung San Suu Kyi indtager, er givetvis en torn i øjet på Rangoonregeringen, selvom det måske netop er magthavernes begrænsninger af hendes aktiviteter, der har skabt denne nærmest martyragtige rolle. Annulleringen af hendes partis valgsejr i 1990 og den husarrest som hun blev idømt fra 1990-95 er tydelige eksempler på magthavernes grove sanktioner mod Aung San Suu Kyi. Den selvbestaltede regering SLORC (State Law and Order Restoration) har imidlertid formået at udnytte interessen for Nobel fredsprismodtageren Suu Kyi. Med internationalt fokus på bevægelserne omkring Aung San Suu Kyis hus og i hovedstaden generelt, formår SLORC at holde opmærksomheden væk fra voldelige operationer i de afsidesliggende grænseområder.

Udvidet offensiv

SLORC har siden årsskiftet lanceret en udvidet offensiv overfor den karenske befolkning, der lever på grænsen til Thailand, dette skete uden den store internationale bevågenhed. Som den eneste af de 16 store etniske rebelgrupper, i Burma, har KNU (Karen National Union) nægtet at lade sig tvinge til våbenhvile. Hovedårsagen er, at SLORC ikke til gengæld vil gå i dialog med den demokratiske opposition under ledelse af Aung San Suu Kyi. Samtidig kræver KNU overholdelse af et løfte om selvbestemmelse, som det blev dem lovet ved koloniseringens afslutning.

Når en tung offensiv iværksættes netop på pågældende tidspunkt, hænger det uden tvivl sammen med at SLORC regeringen forsøgte at overbevise ASEAN om, at Burmas styre er stabilt, og at landet derfor er egnet til den optagelse i det Sydøstasiatiske fællesskab, som de var blevet stillet i udsigt. Forårets beslutning om indlemmelsen af Burma i ASEAN har været kritiseret externt, såvel som internt i organisationen. Derfor forsøger SLORC med næb og klør at eliminere vidnesbyrd om undertrykkelse og folkelig protest, således at ASEAN, og for den sags skyld alle andre investeringsivrige aktører, har et mere skudsikker grundlag for engagementet. Da et formelt etableret samarbejde på regeringsniveau uden tvivl vil styrke SLORCs position som magthavere i Burma, benytter SLORC netop nu sin overlegne magt til at skabe yderligere kontrol over oppositionsgrupperne.

Borgerkrigen i det fjerne Burma

På nær KNU har samtlige minoritets grupper inden for de sidste par år været så hårdt pressede af SLORCs angreb, at de har set sig nødsaget til at opgive hidtidige krav og væbnet modstand for at indgå i det SLORC kalder 'den legale fold'. Våbenhvilen har ikke reelt forbedret deres muligheder for indflydelse eller deres vilkår i øvrigt. Nogle grupper har genoptaget den militære kamp og skiftet til guerillataktik, og atter andre, der tæller hundrede af tusinder, er blevet drevet til at leve en flygtningetilværelse udenfor Burma.

Hidtil har KNU formået at kontrollere store dele af den thai/burmesiske grænse, hvilket har givet den karenske befolkning et vist råderum, men med et stærkt overlegent angreb på KNUs hovedkvarter i begyndelsen af februar, har SLORC for alvor haft held til at hindre den politiske og militære modstand, og opnå kontrol over de ressourcerige områder som KNU før besad. Taktikken har været at presse bønderne, for på den måde at få ram på oprørerne. Den aktuelle situation har imidlertid budt samtlige befolkningsgrupper et jerngreb, der har tvunget endnu flere karenner til at leve som flygtninge. Flygtninge, der lever på thaisiden af den burmesiske grænse er underlagt forskellige former for fattigdom og chauvinisme. Antallet af disse flygtninge er i indeværende år steget fra omkring 80.000 til ca. 120.000. Hertil kommer at antallet af illegale arbejdere, som i sagens natur er svært at præcisere, formodes at ligge et sted mellem 400.000-700.000.

Flygtningetilværelsen

Situationen i Bangladesh giver et godt billede af flygtningeforholdene i Burma. UNHCR (United Nations High Commissioner for Refugees) påbegyndte i 1994 en hjemsendelse af omkring 250.000 muslimer tilhørende den etniske minoritet, Rohingays. Gruppen flygtede fra Arakanprovinsen tæt på den bangladeshiske grænse i 1992, som følge af SLORCs systematiske og massive angreb på befolkningen der. Bangladeshregeringen var med til at presse på for at få Rohingay-flygtningene sendt hjem. Et af deres argumenter var at SLORC regeringen nu tilbyder Rohingayerne 'tålelige vilkår'. Selvom internationale observatører og Rohingayer protesterede højlydt, blev hjemsendelsesprocessen sat igang. Det betyder at det officielt anerkendte antal af Rohingyas i Bangladesh nu er reduceret til 50.000.

Beretninger om hvordan militæret i foråret ødelagde en moske, og brugte stenene til at bygge veje med, og beretninger om, at soldater rev koranen itu og tvang muslimerne til at spise svinekød, vidner om den respekt som muslimer møder i Burma. Dette forklarer hvorfor flere af de Rohingayer, der bliver sendt hjem, trodser hjemsendelsen og vender tilbage, så snart de får mulighed for at krydse grænsen.

Spredt i bjergene i de indiske og kinesiske grænseområder tindes der ligeledes Burma-flygtninge. Som nævnt er de fleste af immigranterne opregnet som illegale arbejdere og ikke som flygtninge, men i hovedparten af tilfældene er SLORCs håndtering af statsmagten årsagen til at folk overhovedet har forladt Burma.

Foruden statslige opkrævninger af urealistisk høje skatter, kræver SLORC-soldaterne egenhændigt, at landsbyboerne betaler for ikke at blive taget som slavearbejdere, levende skjold eller minesøgere. Minoritetsgrupperne skal glemme deres traditioner og sprog til fordel for ditto burmesisk. Under mistanke om landsbyboernes støtte til KNU, begår militæret tortur, drab og voldtægt for at skræmme landsbyboerne. Også besiddelse af batterier og medicin afstraffes, da militæret frygter at sådanne fornødenheder kommer rebellerne til gode. Klog af skade lever folk i udsatte områder ofte med alle deres ejendele pakket op - parate til at flygte ind i junglen når der er nys om troppebevægelser i nærheden. Bønderne er i perioder henvist til at leve uden mulighed for at pleje deres jord, og når der endelig er mulighed for at vende tilbage fra et skjul i junglen, kan situationen være så kritisk, at al ejendom er brændt ned. Konsekvensen er at dele af befolkningen til tider må leve frataget basale rettigheder som tilstrækkelig ernæring og sundhed. En ond cirkel er sat i gang: Ofte vil bonden ikke have ressourcer, at tilbyde næste gang SLORC tropper (der ofte selv lever uden tilstrækkelig ernæring) bevæger sig gennem området. Derfor opgiver mange deres tilhørsforhold og flygter ud af Burma.

Det internationale samfunds formåen og vilje?

Det burmesiske militærs aktuelle offensiv har inkluderet en indsats overfor de Karenner, der har gjort sig store ofre for at sætte sig udenfor SLORCs styre. Den 28. januar gjorde SLORC brug af en intern splittelse i KNU, ved at belønne udbrydergruppen DKBA for at sætte ild til to flygtningelejre på thailandsk territorium. De over 10.000 mennesker der var bosiddende i disse og andre lejre. har længe levet under truslen om overgreb for så vidt, at de ikke ville vende tilbage til Burma. Selv ikke faren for overgreb på thailandsk suverænitet har før eller siden fået dette lands myndigheder til at komme flygtningene til undsætning med tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.

Under henvisning til at de fjendtlige handlinger, som SLORC udøver overfor flygtningene er til fare for den thailandske lokalbefolkningen i de pågældende områder, er der fra thailandsk side sat en proces i gang for hjemsendelse af de mange flygtninge. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at der ikke er noget flygtningene hellere vil, end at få muligheden for at forlade et liv, hvor de er hensat som passive individer, der er absolut afhængig af de thailandske myndigheders luner. Karennerne har udtrykt ydmyge bønner om, at Thailand ikke forcerer deres tilbagevenden til et liv under SLORC.

Til trods for forsikringer til det internationale samfund om det modsatte, har både udelukkelse og tilbagesending af flygtninge fundet sted allerede. Det er dog foreløbig kun overgået de Karenner, der har slået sig ned i præcis den del af Thailand, der betragtes som økonomisk udviklingsområde, med forbindelsen, der skal lede gas fra den burmesiske golf til Thailand, som absolut største interesse.

Der har været enkelte indrømmelser om udelukkelse og tilbagesendelse af mænd i den kampdygtige alder (vidner hævder, at Thaierne til tider har benyttet denne lavalder til at nægte drenge så unge som 10 år adgang). Ingen Thai-myndighed har vedkendt sig de oplysninger som nødhjælpsarbejdere (der får stadig sværere ved at få adgang) har videregivet om, at også kvinder og børn er blevet hjemsendt, og senere er selv de hidtidige indrømmelser om mændenes udelukkelse fra ly i Thailand trukket tilbage. Eftersom myndighederne i Thailand kun har været villige til at flytte enkelte af lejrene dybere ind i Thailand, og stort set ikke stiller nogen beskyttelse til rådighed, er der intet til hinder for, at SLORC igen får mulighed for at angribe flygtningene.

Ingen hjælp at hente

Det er efterhånden gået op for Karennerne, at de ikke længere kan forvente sig den samme humanitære støtte, som Thaierne før har brystet sig af at yde. Uden at spørge efter meget andet end udsigt til et nogenlunde forudsigeligt og frygtløst liv, har Karennerne indtrængende bedt thaierne om at tillade FN's flygtningeinstans UNHCR at kontrollere lejrene. Således håber Karennerne på at en international instans vil kunne fungere som et præventivt middel mod nye angreb fra SLORC. Hvis UNHCR får et mandat vil de, som overnational instans, sandsynligvis også være parate til at forelægge en mere objektiv vurdering af, hvornår forholdene i Burma tillader flygtningene at vende hjem.

Flygtningenes muligheder er stærkt begrænsede, når de søger at rejse ud fra lejrene, for at finde eller besøge familie, som de er blevet separeret fra under offensiven. Disse restriktioner fuldender billedet af hvordan den thailandske flygtningepolitik efterlader mennesker afskåret fra at forholde sig til andet end deres nære omgivelser, og samtidig afskåret fra at kommunikere deres situation ud til omverdenen.

Situationen er ikke ny for folk der hidtil har boet i de fjerne egne af Burma. SLORC har formået at holde selv de urbane områder i Burma relativt uvidende om diktatur ets håndtering af de etniske minoriteters politiske og militære modstand. I foråret lykkedes det SLORC at fjerne opmærksomheden fra Aung San Suu Kyi ved at puste liv i gamle gnidninger mellem muslimer og buddhister og fokusere på religiøse uroligheder omkring hovedstanden. Gnidningerne er ikke udelukkende religiøst funderet, men menes bl.a at være relateret til en vis 'diskrimination' af buddhister som fandt sted under den engelske koloniadministration. Kolonisatorerne hentede bedreuddannede muslimer til landet, bl.a. fra Pakistan, og disse fik dermed en vis magt og status i landet. De aktuelle uroligheder kulminerede, da buddhistiske munke efter en demonstration, bevæbnet med stokke, vanhelligede en moske i en forstad til Rangoon. Ordensmagten, hvis navn ellers indikerer, at opretholdelse af lov og orden er dens varemærke, stillede op i køen af nysgerrige tilskuere og foretog sig intet for at forhindre ødelæggelserne.

Bevidstheden om, at Rangoonregeringen spiller på alle tangenter for at manipulere med sine omgivelser, vidner om at der er brug for større internation al bevågenhed i grænseområderne. Her og nu efterspørger flygtningene et politisk og folkeligt pres, der kan tvinge den thailandske regering til at tillade, at FN som neutral flygtningeinstans kan foranstalte beskyttelse af befolkningen mod nye voldsaktioner fra Burma. Derudover er det på længere sigt af stor betydning, at UNHCR får mulighed for at handle i forhold til vurderingen af menneskerettighedssituationen for Burmaflygtningene.

FNs rolle

Der er givetvis mange årsager til, at Thailand ikke takker ja, når UNHCR byder sig til, men fakta er, at situationen og de behov som findes på den thai/burmesiske grænse, i henhold til FN konventioner, muliggør et UNHCR engagement. Chan cen for at overtale de thailandske myndigheder til at acceptere UNHCR's mandat synes ikke længere reelt at være til stede for flygtningene i Thailand. Det er imidlertid ikke umuligt for det internationale samfund at kræve dagligdagsrapporter fra grænseområderne, for på den måde at påvirke thailandsk stillingtagen. Det skal hermed ikke være sagt, at en sådan indsats skal afholde os fra at søge at påvirke den egentlige årsag til de grundl æggen de problemer i Burma, nemlig SLORC, men eftersom Thailand kan betragtes som et relativt lydhørt land, opfordr es der til at gribe de muligheder, der måtte findes. Hvis det internationale samfund - igennem UNHCR's involvering - får held til at deltage i beslutningerne vedrørende flygtningenes skæbne, er der yderligere håb for, at journalister vil benytte sig af, at informationer bliver relativt lettere tilgængelige. Dermed vil de kunne dække Burmaproblematikker, der bevæger sig udover Aung Sang Suu Kyi.

Indtrykket er, at Aung San Suu Kyi, taler på vegne af befolkningen, når hun til stadighed opfordrer til økonomisk og politisk boykot af militærregeringen. Og i det omfang at den politi ske situation vil blive beskrevet under mere nuancerede former, vil der forhåbentlig ikke levnes tvivl om, at befolkningen i Burma ønsker omverdenens indblanding. Med råb om hjælp fra Burmas befolkning kan grundlaget for indblanding næppe blive mere legitimt. Hidtil har diplomatiske protester ikke udgjort en trussel for SLORC, og det er klart, at der ikke er grund til bekymring, sålænge de politiske protester ikke afspejler sig i de økonomiske relation er. Hvis omverdenens erfaringer med Burma forbliver inaktiv information og pessimistisk apati , får SLORC øjensynligt kun endnu flere muligheder for at skjule de utallige menneskerettighedsovertrædelser, der vil svække den interne opposition. Det internationale samfunds indblanding er vel at mærke ikke det væsentligste våben overfor den selvbestaltede regering i Burma, men med pressefrihed og et system der tager højde for folkets krav, kan den danske befolkning tage aktiv del i at forme en proces henimod større råderum for Burmas undertrykte folk.

Siden Burma blev uafhængig af britisk kolonistyre i 1948, og gennemgik militærkup i 1962, har landets opposition- og minoritetsgrupper kæmpet for demokratiske rettigheder. I 1971 transformerede militærstyret sig til et civilt parti, og i 1974 centraliseredes magten yderligere. Utilfredsheden i befolkningen bredte sig, og kulminerede med massedemonstrationer, som blev slået ned på voldelig vis af militæret i sensommeren 1988.

Protesterne var så store, at magtens mand Ne Win måtte gå af og efter ham to øvrige kandidater valgt af militæret. I et land præget af kaos erklærede militær et undtagelse stilstand under et nyt regime; SLORC (State Law and Order Restoration Council), og lovede demokratisk valg i 1990.

Aung San Suu Kyi, der leder partiet NLD (National League for Democracy) stod overfor at vinde valget. Hun blev sat i husarrest, men NLD havde befolkningens støtte og vandt valget. SLORC annullerede imidlertid valget og NLD tilhængere blev arresteret. Andre gik i eksil eller flyttede til landområder. der domineres af etniske guerillagrupper, der kæmper for selvbestemmelse. SLORC optrappede bekæmpelsen af de etniske minoriteter. og erklærede, at de ville blive ved magten i endnu 10 år.

Selvom der i 1993 blev taget initiativ til en ny konstitution og Aung San Suu Kyi i 1995 blev løsladt fra sin husarrest, kunne man igen i 1996 konstatere militærets uvilje overfor forandringer, da 250 medlemmer af NLD blev arresteret i forbindelse med partiets første konference siden valget. Siden har der været mindre og mindre opmærksomhed omkring undertrykkelsen af det burmesiske folk og et uforholdsmæssigt stort fokus på Aung San Suu Kyi's rolle i kampen for folkelig bemyndigelse og mod en altdominerende militærmagt.

KNU. Karen National Union. Den politiske fløj af Karennernes uafhængighedsbevægelse der understøttes af KNLA (Karen National Liberation Army). Generelt refereres der til KNU, når der henvises til den største af de etniske oppositionsgrupper i Burma.

DKBA. Democratic Karen Buddhist Army. Buddhistisk fraktion af det kristentdominerede KNU, der brød ud pga. uoverensstemmelser om lederskab.

SLORC. State Law and Order Restoration Council. Regeringspartiet i Burma, der baserer sig på militæret, Tatmadaw. Som et led i en underminering af de etniske minoriteter omdøber SLORC i 1989 Burma til i Myanmar, der er det etnisk burmanske navn for Burma.

NLD. National League for Democracy, der under ledelse af Aung San Suu Kyi i 1990 vandt demokratisk valg i Burma. Idag er regeringen under ledelse af premierminister Sein Win i eksil, og Aung San Suu Kyi i uformel husarrest.

ASEAN. Association of South East Asian Nations. Stiftet med det formål at fremskynde den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i medlemsstaterne, styrke stabiliteten i området og fremme et samarbejde mellem medlemslandende: Brunei, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore, Thailand, Vietnam, Laos og Burma.

UNHCR. United Nations High Commissioner for refugees. Arbejder for retslig og politisk beskyttelse af flygtninge.