''I Colombia begås et folkemord''

Det følgende er et interview med Alfrede Holguin, leder af Colombias Kommunistiske Ungdom og Lina Rosa Berrio medlem af samme. Gaia mødte de to i forbindelse med sidste års Foro Sao Paolo.

AF: PELLE DRAGSTED

Hvad er Kommunistpartiets holdning til den væbnede kamp?

PCC (Colombias Kommunistiske Parti) indså for lang tid siden nødvendigheden af den væbnede kamp, og partiet tog del i opbygningen af FARC. FARC er ikke vores væbnede gren, for vi mener at en guerillabevægelse skal være både politisk og militær, og derfor ikke kan være et instrument for et parti. Vi er ikke den politiske ledelse af FARC, men ideologisk og programmatisk planlægger vi det samme.

Hvordan står det i dag til med menneskerettighederne i Colombia?

Menneskerettighedssituationen i Colombia er uhyre kompliceret, fordi vi befinder os midt i en ikke erklæret borgerkrig. Konflikten adskiller sig fra de centralamerikanske, fordi det ikke bare er en konfrontation mellem hæren og guerillaen. Vi har de paramilitære og den enorme indflydelse fra narkokarteller. Der er en permanent aggression mod fagbevægelsen, studenterne og massebevægelsen generelt.

Det sidste store attentat var mod et byrådsmedlem fra Bogota: Han blev angrebet med en raket midt i byen kl. 7.00 om morgenen. Den følgende uge lavede vi en studenterprotest mod mordet. Her dræbte de paramilitære en ung kvinde. Kort efter afholdt vi mindehøjtidelighed for hende og så dræbte de tre andre. Sådan er virkeligheden i Colombia.

Er de paramilitære vokset?

Regeringen har netop legaliseret de paramilitære grupper. Det på trods af, at de bryder alle menneskerettigheder. De har våben fra hæren og kan virke i legalitet. I visse områder har de helt elimineret venstrefløjen og i nogle kommuner står der skilte ved indfaldsvejen med påskrifter som: "Første kommunister i zone", eller "Her kommer venstrefløjen ikke ind".

Hvilken rolle spiller USA?

Den nationale suverænitet i Colombia er nærmest ikke eksisterende. Som vi ser det er vores selvsstyre helt forsvundet. Vi er USAs koloni. Vi gør præcist hvad de siger -både socialt og økonomisk. Arbejds løsheden stiger, volden stiger, økonomien er - selvom tallene siger, at det er den bedste i Latinamerika - helt i bund. Inflationen er imponerende. Og det er det colombianske folk det rammer.

Hvordan er muligheden for demokratisk medbestemmelse i Colombia?

I starten af 90'erne var venstrefløjens parlamentariske tilstedeværelse betyd ningsfuld. Men flere af de venstreorienterede partier som f.eks. M-19 er blevet assimileret til statens politik og har mistet deres betydning. Resten af venstrefløjen er blevet fjernet fra scenen, med våben, med bly, med krig. I de regioner, hvor venstrefløjen har borgmesterposten, har de bare dræbt og dræbt.

I Urabá er det værst. Der er PCCs base næsten udraderet. Så mulighederne bliver mindre og mindre.

I dag i Colombia er det nemmere at starte en lille væbnet gruppe end at starte en studenterbevægelse.

Hvad er PCCs holdning til narkoproblematikken?

Vi mener, at man må lave en adskillelse mellem narkotrafikanterne og de bønder som overlever ved at producere coca. Bønderne siger jo, at de er parate til at opgive dyrkningen af coca, hvis de får muligheden, hvis de kan sælge de andre produkter. Regeringen er dobbeltmoralsk. De lukrerer selv på narkopengene, for pengene findes i hele landets økonomi, de er korrupte. Når de endelig anholder en narkotrafikant som har hundredvis af menneskeliv på samvittigheden, lader de ham afsone i et fængsel, der ligner et femstjernet hotel, med swimmingpool, jacuzi og billard.

Hvad er det for en retfærdighed?

Alt dette er yankee-imperialismens ansvar, for det er dem, der har holdt denne korrumpere de klasse ved magten. Og i dag er gringoerne utilfredse med Colombias politikere pga. narkotrafikken, men det handler ikke om moral, for moral rager dem en papand. Det er et økonomisk problem, fordi der flyder milliarder af dollars fra USA til Colombia og for en gang skyld er det en forretning, som USA ikke har indflydelse på.

Hvor er Colombia på vej hen?

I Colombia er der brug for en demokratisk transformation og fordeling af rigdommen. Vi er et af de rigeste lande i Latinamerika, hver dag findes nye oliekilder af mellemøstlig størrelse. Vi har sølv, guld og enorme kulminer. Vi har en ufattelig rigdom, men vores folk dør af sult. Hvis ikke der gennemføres en større fordeling af rigdommen så vil krigen fortsætte, desværre! Jo mere fattigdom, jo mere korruption, jo mere udbytning der findes jo mere vil de væbnede revolutionære bevægelser intensivere deres kamp. Og guerrillaen i Colombia kan overleve, fordi vi har interne ressourcer i landet. Det vi har brug for udefra er solidaritet.

En international solidaritet, der fordømmer bruddene på menneskerettighederne, for i Colombia bliver der begået et folkemord.