Hvilke spørgsmål er de rigtige?

Anmeldelse

AF MICHAEL SCHØLARDT

Bogen ’Guantanamo Diary’ af Mohamedou Slahi er et monument over en vestlig verden som fuldstændigt har mistet sit moralske kompas.

Slahi er ikke bare et symbol på de mange der er fanget i et juridisk tomrum i ”krigen mod terror”, hvor al normal retssikkerhed er bortblæst. Dem er der mange af. Han vil også blive husket som et symbol på det at blive ”politisk fange” ved et uheld og ende i et fuldstændigt kafkask system.

Slahi gjorde sig ’fortjent’ til at være mistænkelig. Han kæmpede i Al Qaeda i 1991-92. Det var dengang Reagan støttede mujahedinerne og kaldte dem verdens fineste frihedskæmpere - og vor egen statsminister Lars Løkke var i Afghanistan for at give dem penge. Men Slahi mistede efterhånden respekten for mujahedinerne og handlede klogere end de andre i bevægelsen. Han tog til Tyskland hvor han fik en uddannelse, og skaffede sig bagefter et arbejde i Canada.

Desværre for Slahi var hans svigerinde gift med en rådgiver for Bin Laden, og blev derfor overvåget. Ubehaget ved overvågning og chikane gjorde at Slahi i 2000 vendte tilbage til sit hjemland Mauritanien. I forbindelse med ’11. September-angrebet’ ønskede man at forhøre Slahi. Han mødte op på den lokale politistation - kun for at blive kidnappet. Han blev ført til Jordan, Bagram air base i Afghanistan og endte til sidst i Guantanamo lejren. På samtlige steder og i samfulde 14 år, hvor han har været tilbageholdt, blev han tortureret med hele paletten af metoder.

Slahi tilstod alle de forbrydelser han blev beskyldt for efter parolen: ”Sig blot det rigtige spørgsmål, så får du det svar du ønsker”, som dagbogen fortæller efter en torturomgang. Problemet var blot at han ikke kunne komme med nogle detaljer, ligeså lidt som at han fysisk kunne have været til stede, der hvor man hævdede han havde været. En amerikansk domstol forlangte i 2010 at han blev frigivet umiddelbart, men det fik Obama-regeringen nedlagt forbud imod.

Dagbogen skriver sig ind i rækken af erindringer der er skrevet om at overleve under tortur og i groteske situationer. Ligesom Primo Levis’ ”KZ-erindringer” er den fyldt med fine iagttagelser og humor i forhold til hvordan man kan overleve som menneske.

Læsningen af dagbogen skæmmes af flere tusinder censur overstregninger, men det illustrerer netop hvad sagen drejer sig om. På sine steder skinner såmænd også en slags trøst til bødlerne igennem. Slahis beretninger udstiller efterretningsfolkene som afhører ham. De viser for os andre, at bagsiden af uindskrænket magt er dumhed og dovenskab.

Blandt de mange historier er der en hvor man forsøger at få Slahi til at underskrive et forfalsket brev fra hans bror. I dagbogen skriver han: “Forfalskningen var så ubehjælpsom og uprofessionel, at ingen ville tro på den. For det første havde jeg ikke en bror med det navn man brugte. For det andet var mit navn stavet forkert. For det tredje foregik det ikke det sted hvor min familie boede (selvom det var i nærheden). For det fjerde kender jeg alle mine slægtningenes håndskrift og deres udtryksmåde, og det passede heller ikke.”

En af de officerer der forhørte Slahi, Stuart Couch, påpegede at tilståelserne var fremkommet ved tortur, og at Slahi sandsynligvis var uskyldig. Men den eneste konsekvens han kunne og ville tage af det var selv at forlade sagen. Slahis liv er forblevet uforandret. Dagbogen har helt sikkert ikke gjort hans liv på Guantanamo, hvor han stadig er, lettere.