Hverdagens ansigtsløse modstand

Arbejdskamp på mikroplan foregår dagligt, når arbejdere ”tager sig en slapper” eller løber om hjørner med chefen. Det er denne form for hverdags modstand en gruppe autonome synliggør i deres beretning fra et svensk bageri

Af ”Kämpa tilsammans”/autonom modstand

Introduktion og redigering af Torkil Lauesen

Introduktion

Når vi normalt tænker på magt og modmagt i det kapitalistiske samfund, handler det om kampen om ejendomsretten til produktionsmidlerne, kampen om den herskende orden, som opretholdes af statsmagtens institutioner osv. Modmagten er: revolution, strejker, besættelser, demonstrationer. Men kapitalismen har også et mikroplan: den er ikke blot et stort system, men også millioner af praksisser - handlinger, der skal foretages hver eneste dag. Den kapitalistiske produktion opretholdes gennem den disciplinering og styring af arbejdskraften, der til stadighed må foregå. Derfor er muligheden for modstand til stede hvert sekund i hverdagen. Det er denne upåagtede - men ikke uvæsentlige magt og modstand, som artiklen handler om. Gennem den spontane ulydighed og daglige småsabotage mod lønarbejdet, skabes de holdninger og normer, der er nødvendige forudsætninger for en mere bevidst og generel ”politisk” kamp. Uden den rette stemning på gulvet kan der ikke etableres en strejke. Det er også denne ”hverdagens modstand” med dens normer og værdier, der skaber et fællesskab på arbejdspladsen på tværs af alder, køn og faglig organisering.

Ansat i bageriet

Jeg var i et par år ansat som arbejder på et bageri i det sydlige Sverige sammen med omkring 160 andre. Allerede på den første arbejdsdag fik jeg at vide, at bageriet var lukningstruet, og det endte da også med at vi alle blev fyret og bageriet lukket. Det påvirkede naturligvis stemningen i bageriet og kampmetoderne, hvilket er værd at tage med i overvejelserne, når man læser teksten. Det betød blandt andet, at omsætningen af ansatte var ret stor, og at mange af de ældre arbejdere søgte væk til andre job.

Flere af mine arbejdskammerater var, ligesom jeg, aktive i den autonome bevægelse eller aktivister i andre grupperinger på venstrefløjen. Vi udgjorde en gruppe, som mere eller mindre aktivt og regelmæssigt udvekslede erfaringer og informationer mellem de forskellige afdelinger på bageriet. Der var også andre grupper af ansatte, der agerede på lignende vis.

De kampmetoder vi anvendte, var i de fleste tilfælde nogle, vi havde lært på andre arbejdspladser eller af andre ansatte. Det er kampmetoder, som sjældent beskrives, fordi de ikke er så synlige som en strejke eller en besættelse. Men jeg vil hævde, at den direkte ”udenoms-faglige” hverdagsmodstand er den grundlæggende kamp. Uden den kan den faglige eller repræsentative ”kamp” ikke blive fremgangsrig. Gennem små respektløse skridt kan man forvandle stemningen på sin arbejdsplads fra opgivende til kæmpende. Denne hverdagskamp kalder vi i ”Kämpe tilsammens” for ”den ansigtsløse modstand”.

Den ansigtsløse modstand

Vi valgte dette navn, fordi det beskriver en skjult massemilitans, som er udbredt i arbejdskampen. Den er ansigtsløs, fordi den ligesom en muldvarp for det meste lever under jorden, for engang i mellem at stikke sin tryne op. Den er ansigtsløs, fordi der ikke findes nogen officielle ledere eller repræsentanter, der kan få skylden eller tage æren. Den er ansigtsløs og snedig, når man nikkende lytter til chefens instruktioner, for siden at gøre som man vil. En forudsætning for at den ansigtsløse modstand kan blive betydningsfuld, er, at der eksisterer en solidaritet mellem arbejderne. Den findes nogle gange, men ofte slet ikke. Så må den skabes. En ”kammeratskabsgruppe” spiller ofte en vigtig rolle i dette arbejdet. De er solidariske med hinanden og sætter derved en standard i klassekampen, som lidt efter lidt smitter af på de andre. Man bakker hinanden op og skiftes til at tage ekstra pauser. Hvis chefen spørger efter en, som har en sådan pause, er vedkommende ude for at ”bytte et par dårlige hørerværn”. I opbygningen af solidaritet er pauserne vigtige. Ikke så meget fordi man diskuterer kampformer, men fordi man helt basalt lærer hinanden at kende.

Hvad bør der gøres?

Som de fleste andre begyndte jeg mit arbejde i bageriet med en række korte vikariater, som tilsammen varede et års tid. Det betød, at jeg skiftede mellem forskellige afdelinger og job og derved fik en masse kontakter. Jeg fik hurtigt en viden om hvilke afdelinger, der var ”tunge” og i hvilke, der var gode arbejdskammerater.

På venstrefløjen havde jeg fået tudet ørene fulde med, at man skulle kæfte op, hvis der var noget man var utilfreds med og tage konfrontationerne modig og ligefremt. Det kan man måske, hvis man er fast ansat, men som vikar er det en illusion. Brokker man sig for meget til chefen - eller fagforeningsrepræsentanten for den sags skyld - kan man godt se sig om efter et andet arbejde. Nye kvinder var desuden tvunget til at arbejde ekstra hårdt på de mandsdominerede afdelinger, hvis de ville accepteres. I den situation gælder det om at finde kampmetoder, som gør det kedelige og monotone arbejde udholdeligt. Her spiller længere pauser en vigtig rolle, ikke bare for at puste ud, men også for at kunne snakke med arbejdskammeraterne.

Pauser

Når man blev ansat i bageriet, fik man at vide, at man i alle pauser skulle stemple ud. Det fik vi nye imidlertid hurtigt dementeret af de gamle i gårde. Sammenlagt havde vi en times pause i løbet af dagen. Hvis man ikke stemplede ud, trak lønkontoret automatisk en time fra lønnen. Hvis man stemplede ud, men tog mere end en times pause, trak lønkontoret flere penge fra lønnen. Altså kunne man bare tabe ved at stemple ud. Vi skiftedes i stedet til at tage længere pauser. Det gik fint, og alt var fryd og gammen. Eftersom ingen stemplede ud, kunne chefen ikke sige så meget. Når man blev spurgt, hvorfor man ikke stemplede ud, svarede man blot, at det havde man glemt, eller at ”nogen” havde sagt, at det ikke var nødvendigt. Så sagde chefen, at man skulle stemple ud for fremtiden, man sagde ”ja” og sked på det. Da vi hen ad vejen lærte mere om, hvordan produktionen foregik, kunne vi bedre planlægge flere pauser ved dække over hinanden eller forsinke produktionen.

Aikido

Når man udad til går med på chefens idéer, men siden gør som man vil, benytter man en metode, der kan sammenlignes med den japanske kampform ”aikido”. Man står ikke frem og hævder et modsat synspunkt, hvis det ikke er nødvendigt, men glider i stedet af, og gør bagefter som man selv synes. Hvis det er vigtigt for chefen at tro, at det er ham, der leder arbejdet, må han gerne det - bare det er os, som bestemmer i praksis.

I produktionen skulle der være så kort omstillingstid mellem de forskellige brødtyper som muligt. Vi vidste godt, at alle vores argumenter om at disse hurtige omstillinger var meget stressende for os ved æltemaskinerne, ovnen og frem for alt i pakkeriet, ville prelle af. I stedet lod vi som om, vi oprigtigt forsøgte at stille om så hurtigt som muligt. I virkeligheden tog vi det med ro. Vi forklarede, at vi havde problemer med det gamle maskineri, eller at der havde været ”melstop”, men at problemet nu var løst. Forklaringer, der var umulige at kontrollere. Vi kunne også fumle i det, og lade som om vi var dårligere til arbejdet, end vi i realiteten var. Det er altid godt ikke at arbejde for fuld skrue, så har man en reserve, hvis det skulle blive nødvendigt.

Nytten af myter

For at brødet skulle blive så godt som muligt, skulle maskinerne køre på en indstilling, der gjorde det nødvendigt, at vi konstant overvågede dem. Da vi der udover kørte på flere produktionslinier samtidig, blev det en urimelig arbejdssituation. Satte dejen sig fast på den ene linie måtte du fikse det, og ofte skete det samme på andre linier samtidig.

Løsningen blev naturligvis, at vi kørte med helt andre indstillinger på maskinerne - indstillinger, der gjorde at dejen aldrig satte sig fast. Når chefen opdagede det, blev vi altid meget forundrede og klagede over maskineriet, der ikke kunne holde fast på indstillingerne eller over en eller anden djævel, som havde skruet på knapperne. Der var jo så mange, der havde arbejdet ved maskinen tidligere, og når de kom forbi, synes de måske, de ville justere på indstillingen. Naturligvis blev ingen peget ud for denne ”ugerning”, men det gik så vidt, at chefen selv gik rundt om mumlede om, hvem det kunne være, der gik rundt og ændrede på indstillingerne, uden at havde begreb om det.

Vores viden om arbejdsprocessen brugte vi på en dobbelt måde. Når der var chefer, der vidste mere eller lige så meget som os, spillede vi dumme og lod som om, vi vidste mindre. Når der var chefer, som vidste mindre end os, opfandt vi alle mulige årsager til, at indstillingerne var ændrede, så som dejens klæbrighed. Eftersom de var chefer, kunne de ikke lide at afsløre deres uvidenhed. Vi brugte også ord, de ikke forstod meningen af. En pause blev for eksempel kaldt: ”at pensle”. Når de spurgte, hvilket arbejde, der manglede at blive gjort, sagde vi, at der manglede lidt pensling. De troede, at der var en virkelig arbejdsopgave, der hed sådan.

Andre ”fremmede magter”, som kunne bruges som undskyldning, var chefer fra andre afdelinger. Vores chef talte nemlig aldrig med de andre chefer, som han var uvenner med. Vi kunne derfor hævde, at de havde givet os andre instrukser, og efter som vi var ”nye”, forstod vi ikke bedre end at efterkomme dem.

Sundhedsmyndighederne var en anden stor autoritet. Om de nogen sinde havde udtalt sig om noget på vores arbejdsplads, ved jeg ikke, men vi hævdede frejdigt, at de havde udtalt sig om den måde, cheferne bad os om at gøre rent på. Fejningen gav nemlig en masse mel i lungerne. Og efter som loven og sundhedsmyndighederne rimeligvis stod over cheferne, kunne vi ikke tage ansvar for at gøre rent på den måde, de ville have.

Usolidariske arbejdskammerater

Som på mange andre arbejdspladsen fandtes der også en ”røvslikker” på vores afdeling. Han handlede usolidarisk ved selv at smyge uden om, så andre fik mere arbejde. Mens vi andre i fællesskab søgte at undgå kontrol og lette arbejdsbyrden, ramte hans dovenskab os alle. Desuden fedtede han for chefen og fik altid de bedste arbejdstider og de bedste ferietidspunkter. Enkelte gange sladrede han om folk, der tog ekstra pauser. Især forsøgte han at spille smart overfor de ”nye”. Måderne at håndtere dette problem på, var mange. Nogen truede ham. Vi sagde til alle ”nye”, at de ikke skulle lade sig kommandere rundt af ham. Vi hjalp ham ikke, når han havde et problem. Han var isoleret på arbejdspladsen, og ingen kunne lide ham. Til sidst skiftede han arbejde, men var lige så upopulær der. Han var et problem, indtil han forsvandt. Men i den sidste periode fandt vi en vis balance. Han holdt f.eks. op med at sladre, og vi holdt op med at holde øje med ham, og de pauser han selv tog sig. På en måde brugte vi ham som et afskrækkende eksempel overfor de nye. De så, hvordan det gik, når man var usolidarisk - man ville blive isoleret og frosset ude.

Ikke rent mel i posen

Samtidig med at vores arbejdshold fremstillede ca. 3.000 brød i timen, som blev solgt for 15-20 kr. stykket, led cheferne af den misopfattelse, at vi skulle betale for de brød, vi tog med hjem. Venligt nok, dog kun den halve pris. Men folkene på gulvet så lidt mere nøgternt på det. Alle forbedrede deres økonomi ved at tage brød og kager med hjem til familie, venner, naboer, kollektiver og folkekøkkener eller til salg og byttehandel i kiosker. Egentligt skulle alle skrive op i en bog, hvad de tog med, men det blev ”glemt”, når man skulle hjem. Efterhånden gik det så vidt, at vi bare tog, hvad vi ville, selv når en af cheferne var til stede. Det blev retfærdiggjort ved, at selve arbejdet var tyveri fra os, og at cheferne også ragede til sig ved enhver lejlighed. Engang imellem dukkede der et vredt opslag op, om at en eller anden dyr ting var blevet fjernet fra fabrikken, og at ledelsen krævede, at den skulle leveres tilbage straks. Kort tid efter var opslaget overmalet med en graffiti: ”Du kan jo kikke i din egen garage”.

Lokumsdigte

Som tidligere nævnt, var det svært at protestere, hvis man ikke var fast ansat. Her spillede den anonyme kommunikation en vigtig rolle - især graffiti på toiletterne. Der blev der publiceret en række lysende eksempler på arbejderkulturen blandt de ansatte i form af poesi, limericks og tegninger. Her er et eksempel:

Nittelodet \ Jeg blev så glad da jeg fik job \ Men glæden sagde hurtigt stop \ For allerede næste dag \ Kom chefen forbi og sa’ \ Kom i sving din dovne klud \ Du skal skabe overskud. \ Ja, ejerne bliver rige og tykke \ Men os andre vil de skide et stykke \ Men når fabrikkens salg slår bak, \ så går direktøren til attak \ Slagter nogle tusind job, \ som en anden lille snob \ Og hos AF er der ikke job at få, \ når man fra bageriet er tvunget til at gå \ Når vi er tværet ud som et skod \ Er vor eneste chance et skrabelod \

Dette digt blev så populært, at andre i bageriet genoptrykte det og spredte det til andre afdelinger.

En anden perle var en tegning af bageriet i form af en koncentrationslejer med ledelsen siddende ved maskingeværer i vagttårnene.

Efter et stykke tid begyndte jeg at gå på forskellige toiletter hver gang, fordi det var interessant at læse graffiti og se på tegninger som hånede ledelsen og følge med i de debatter, der førtes. Et vigtigt element i graffitien var øgenavnene til ledelsen. Ved hjælp af disse blev deres autoritet undermineret, og vores humør blev bedre. I stedet for at spørge om chefen havde været på sin daglige inspektionsrunde, hed det: ”har luskebuksen vist sin fede røv”. Engang blev jeg kaldt ind på kontoret for at få en eller anden skideballe. Mens jeg stod der, gik skærmen på computeren over på et skærmbeskytter billede, hvor der stod: chefen = æsel. Chefen var ingen nørd til computere og kunne ikke ændre det. Det ødelagde den alvorlige stemning en smule.

Arbejdsmoral, et tveægget sværd

For at kunne beholde jobbet var det klogt at forsøge at lære sig så meget som muligt, så hurtigt som muligt. Samtidig var det en svær balancegang i forhold til ikke at være for flink eller tjenstvillig. Intet fornuftigt menneske ville søge at indsmigre sig hos chefen, trække arbejdstempoet i vejret eller søge arbejdsopgaver man knapt kunne beherske. Men samtidig lyttede specielt de ældre kolleger mere til ens synspunkter, jo dygtigere man var til sit arbejde. Mange af de, som fremstillede sig selv som solidariske med ledelsen og talte sig varme om arbejdsmoral, handlede i praksis ofte helt anderledes. Det de sagde, skulle tjene som en forsvarsmekanisme, et røgslør eller en facade, for at de som enkeltpersoner skulle klare sig i gennem dagen og slippe for ballade ovenfra. Cheferne opmuntrede til stadighed til høj arbejdsmoral. De fortalte om nærmest mytologiske gamle bagere, som med hænderne kunne føle, om dejen var 28,5 eller 29 grader.

Løsningen på dilemmaet er ganske enkelt, at man forsøger at vise, at man kan sit arbejde, uden at man lader det gå ud over andre ved at presse arbejdstempoet op. Hvis vi, der var unge, arbejdede hårdt, ville vi kunne gøre andre arbejdsløse.

Den rene legestue

Arbejdet i sig selv var ret kedeligt og på mange områder fysisk anstrengende. Man kunne stå på det samme sted hele dagen og pakke brød eller lægge bageforme op på et samlebånd. For at holde det hele ud var der en ret rå humor og diverse påhit. Man fandt på hjertelige numre med hinanden og mindre hjertelige med cheferne. Vi ringede f.eks. til tolden og sagde, at chefen havde et halvt kilo amfetamin i røven. Nogle gange når vi havde mange til oplæring, tog vi en pause, lavede en bold af plastik emballage og spillede fodbold med tre på hvert hold. I perioder havde vi daglige ”dejkrige”. Selvfølgelig brugte vi ikke denne dej til brød bagefter. Udover at det var sjovt, var det svært for chefen rigtigt at skrue bissen på, for vi pjattede jo bare.

De fastansatte som skjold

Efterhånden organiserede vi det sådan at de kammerater, som var fastansatte eller var uddannede på faste pladser, fungerede som en slags skjolde for os andre. De skulle fremføre krav overfor cheferne og kunne bedre diskutere åbent, da man ikke bare kunne sparke dem ud. Når der kom nye ansatte, kunne bossen godt lide at sige til dem, at vi var deres chefer, fordi vi havde været i firmaet længe. Vi fik dem dog hurtigt på bedre tanker med et ret godt argument: Vi fortalte, at vi fik samme løn. At ledelsen sagde til de nye, at vi var deres chefer, kunne vi let vende mod ledelsen selv. Når de nye blev sat til meningsløst lortearbejde, sagde vi, at de kunne finde på noget bedre eller tage en kaffepause. Hvis chefen brokkede sig, kunne de bare henvise til os - deres chefer.

Kollektiv styrke

I slutningen af den periode, hvor vi arbejdede i bageriet, blev vi ofte bedt om at arbejde over. En dag nikkede vi bare, men blev siden enige om at gå hjem til sædvanlig tid uden at sige det til chefen. Snart blev der hvisket og tisket om, at vi skulle stoppe med at bage brød den dag, da vi havde sagt i pakkeriet, at der ikke ville blive noget overarbejde. Da afdelingschefen ringede og spurgte, hvad der foregik, sagde vi blot, at vi var holdt op med at bage for i dag og bare manglede at gøre rent. Vi regnede med at få verdens største skideballe. I stedet lød han blot opgivende og sagde ”aha”. Det var en vidunderlig følelse at gå hjem den dag.

På et tidspunkt ville ledelsen ændre arbejdstiderne en dag om ugen for nogle af os. De ville have, at vi skulle begynde arbejdet tre timer tidligere, hvilket vi absolut ikke havde lyst til.

Fagforeningen krævede overarbejdsbetaling for disse timer. Firmaet ville betale den samme løn som ellers. Vi ville have ekstra betalt frihed, for overhovedet at ville gå med til det. En dag da vi kom på arbejde, havde fagforeningsmanden - den usling - skrevet under på en kontrakt uden vores samtykke. (Det har han formelt ret til, da han har forhandlingsretten.) Da han kom på arbejde, gik vi hen og konfronterede ham. Det udviklede sig til et kæmpe skænderi, som vi var så involverede i, at vi ikke ænsede, at der kom flere og flere arbejdere til. I alt fald så sagde vi, at vi ikke ville komme før end til almindelig arbejdstid. En arbejder konstaterede, at det var det samme som en vild strejke. Han mente endvidere, at vi måske havde valgt den forkerte branche, hvis vi ikke ville have sådanne arbejdstider. Andre tilhørere begyndte halvt i spøg at nominere en ny fagforeningsformand. Til slut gik vi, mens vi sagde, at han kunne lave alle de aftaler med ledelsen om vores mødetider, som han havde lyst til, men at vi havde tænkt os at møde som sædvanligt. Der kom aldrig nogle instrukser om nye mødetider, så vi antog, at han var gået til ledelsen og de var blevet enige om at opgive planerne. Så opgav vi også planen om at male hans bil i klasseforædderiets gule farve.

Lukningen

Til sidst kom beslutningen om at lukke bageriet. Det kom som en lettelse for mange, som havde ventet længe på, at det ville ske, og nu bare ønskede en afgørelse. Da det samme firma havde lukket mange bagerier andre steder uden at have mødt modstand, var der heller ingen her, der var beredte på at kæmpe for at beholde bageriet. Overordnet synes vi vel, at det var et lortejob, så vi kunne ligeså godt finde et andet lortejob.

Hvad handler det om?

Den ansigtsløse modstand handler især om hverdagens små konflikter, og det er en kampform, alle kan deltage i. På denne måde kan kampformen også modvirke de hierarkier, der findes inden for arbejderklassen. Den skaber mulighed for at kæmpe sammen. I stedet for at vente en evighed på at nogle store mægtige fagforeningsfolk skal ordne det hele, er det bare at gå i gang selv. Motiverne bag hvorfor den enkelte deltager i kampen, kan variere meget. Det kan være, fordi man tjener på det. Det kan være, fordi man forholder sig solidarisk til arbejdskammerater eller andre arbejdere (f.eks. dem, der købte det brød, vi bagte). Det kan være, fordi man drives af en brændende politisk overbevisning, eller fordi man vil have en personlig hævn over ledelsen. Det kan være, fordi man vil lette arbejdspresset - eller ganske enkelt have det sjovt.

Artiklen er en let redigeret udgave af: ”Det ansigtslösa modståndet” Brand nr. 4, 2002