”Hver gang de rydder et hus, besætter vi fem nye”

Selv om det er ulovligt at besætte huse i Rom, så er Roms besætterbevægelse så stor og taktisk moden, at de politiske myndigheder føler sig tvunget til at anerkende eksistensen og legitimiteten af besættelserne.

Roms besætterbevægelse kæmper først og fremmest for retten til et hjem, men i virkeligheden animerer bevægelsen også en række andre kampe. Besættelserne er sociale eksperimenter, hvor mennesker på tværs af kulturelle baggrunde og trosretninger lever sammen og kæmper en fælles kamp for en garanteret indkomst, fri bevægelighed og lige adgang til fælles goder. Dertil hører også kampen imod grænser, racisme, fascisme og andre diskriminerende mekanismer, som karakteriserer det samfund, besætterne befinder sig i og som de mærker på egen krop.

AF ELISABETH SKARÐHAMAR OLSEN

I Rom tvinger boligspekulation og gentrificering tusindvis af mennesker ud på gaden, fordi de ikke har råd til at betale den stigende husleje, og fordi de bliver udsat for boligracisme. Samtidig er spekulation også årsagen til, at der står så mange tomme bygninger rundt omkring i byen.

“Det er et paradoks, at man har problemet og løsningen samme sted” fortæller Luigi, som er besætter fra det venstreradikale miljø i Rom og medforfatter af rapporten “Inventare L’abitare” - en omfattende forskningsrapport, der analyserer besættelserne i Rom.

Et hjem er en mennesker

Kampen om huset, “la lotta per la casa” og retten til et hjem, “il dirritto dell habitare”, er først og fremmest en folkelig kamp om retten til et tag over hovedet.

DemonstrationUd fra en dansk erfaring kan det undre, at ulovlige besættelser har så megen legitimitet blandt almindelige mennesker. Ifølge Luigi er det ikke nogen udfordring at vinde legitimitet, fordi almindelige mennesker i Rom allerede har erfaret besættelserne som en reel løsning på boligproblemerne i Rom. Luigi oplever, at:

“Jo mere den økonomiske krise mærkes på kroppen, jo større bliver den folkelige opbakning om besættelserne.”

Udfordringen er at få de politiske myndigheder til at anerkende boligproblematikken, besættelsernes eksistens og at imødekomme besætternes krav, som er 1) flere “case popolare”, dvs. almennyttige boliger, og 2) “autorecupero”, dvs. lovliggørelse og økonomisk støtte til de projekter, som besætterne allerede har gang i, som går ud på at genbruge, ombygge og renovere de besatte bygninger.

En mangfoldig besætterbevægelse

Roms besættere har meget forskellige baggrunde; der er arbejdsløse højtuddannede, migranter, italienere, venstrefløjsradikale, studerende og andre mennesker, der befinder sig i prekære situationer.

Bevægelsen har rødder tilbage til det økonomiske boom i 1960’erne. Kombinationen mellem et voksende antal tomme byggerier og en italiensk arbejderklasse, hvoraf en stor del stadig boede i ”baraccopoli”, (en slags shantytown) samt fødslen af den autonome italienske arbejderbevægelse, resulterede i de første organiserede besættelser i Rom. Historisk er det således den italienske arbejderklasse, som har været kernen i Roms besætterbevægelse. Det seneste årti har situationen dog været en anden. I dag er en betydelig andel af Roms besættere nemlig migranter.

“Migranterne er de mest socialt udsatte mennesker i Italien i dag. De bliver udsat for statsracisme i et samfund, som ikke har noget velfærdssystem eller nogen form for integrationspolitik. De bliver tvunget til at indordne sig under udnyttende arbejdsforhold og har høje udgifter til regninger for at holde deres papirer i orden”, forklarer Luigi.

Alligevel er det ofte migranterne, der er de modigste besættere. De tør tage større chancer på trods af, at det giver problemer med myndighederne. Dette er muligvis fordi migranterne i forvejen er underlagt så megen kontrol og chikane af politiet, og derfor finder styrke i fællesskabet der skabes i forbindelse med besættelser. Luigi forklarer, at:

“Det er en måde at undergrave og sætte sig ud over den daglige diskrimination, som de oplever.”

Luigi fortæller, at bevægelsen dog de seneste 2-3 år har oplevet et betydeligt “comeback” blandt arbejdsløse italienere.

“Endda fascisterne har startet en reaktionær og racistisk besætterbevægelse, som kæmper for “italienernes” ret til bolig før migranternes ret”, fortæller Luigi, som også forsikrer os om, at den fascistiske besætterbevægelse er betydeligt svagere end venstrefløjens besætterbevægelse.

Politik og taktik

DemonstrationNår det kommer til den politiske og ideologiske tilgang til kampen, siger Luigi, at han selv tilhører den mere autonome fraktion af bevægelsen, som ikke anerkender byrådsrepræsentationen, men at der også er fraktioner af bevægelsen, som er knyttet til fagbevægelserne, og at enkelte dele af bevægelsen engagerer sig i partipolitik. Så indenfor dette brede spektrum af ideologiske arbejdsmåder bliver der indgået forskellige slags forhandlinger med de politiske myndigheder.

Når det kommer til taktik, så er det ifølge Luigi i første omgang vigtigt at være mange mennesker for at lave en succesfuld besættelse og være gode til at udtænke og bygge blokader og barrikader, så et eventuelt rydningsforsøg er besværligt.

Det sidste år, har man forsøgt sig med en besættelsestaktik, hvor man har lavet nogle besættelsesbølger med mange samtidige besættelser i forskellige dele af byen. Undertegnede var for eksempel til stede, da man i april 2013, lavede 15 besættelser samtidig. Hundredvis af mennesker, børn, unge og gamle, migranter, studerende, og venstrefløjsradikale, brugte her kreative midler for at undgå rydning. Brandslanger, som sprøjtede vand udover gaden, sang og kampråb, samt besættere, der klatrede op på taget.

Taktikken er også at vise myndighederne, at det mest fornuftige, de kan gøre, er at acceptere og anerkende besættelserne og imødekomme besætternes krav.

“Praksis er, at hvis de skubber os ud på gaden, så finder de os på deres tag. Hver gang de rydder et hus, besætter vi fem nye”, fortæller Luigi, som siger, at med en sådan en politik bliver bevægelsen kun stærkere. På den måde presses de politiske myndigheder til at anerkende, at besættelserne eksisterer, og at de ikke bare kan forsvinde.

De politiske myndigheder og besættelserne

Roms besættere er almindelige mennesker, der er pressede og har et reelt behov, som de kæmper for. De kæmper for et tag over hovedet, samt et bedre og mere værdigt liv til sig selv og sine familier. Luigi, som også har erfaring fra besætterkulturer i andre lande, forklarer:

“Når det kun er en gruppe unge venstrefløjsradikale, der besætter et hus, er det en nem opgave for politiet, fordi sådan en gruppe er nem at kriminalisere. Der bruger politiet gerne tåregas og vold. Men når de får til opgave at rydde en bygning, som i høj grad er besat af hjemløse familier med børn, så er det noget helt andet.”

Myndighederne ved altså ikke helt, hvad de skal stille op med besætterne og vælger tit at ignorere besættelserne, fordi de oplever, at rydningerne skaber mere uro. Luigi uddyber:

“Hvis du rydder tusindvis af mennesker og sætter dem på gaden, så har du i stedet tusindvis af vrede mennesker på gaden. Så selv om besættelserne bliver kriminaliserede til at være overtrædelser af den offentlige ro og orden, så befinder myndighederne sig i den paradoksale situation, at det først er, når de sætter os på gaden, at de virkelig får forstyrrelse af den offentlige ro og orden.”

Derfor er det almindelig procedure, at besætterbevægelsen selv opsøger de politiske myndigheder, hvor de lægger pres på og kræver at få anerkendt eksistensen af besættelserne ved at tvinge dem til at registrere de besatte adresser. Ligeledes møder besætterne talstærkt op når Roms byråd er i gang med at lave årsbudget.

Demonstration”Vi tager derhen og blokerer møderne indtil de laver en plan for at finansiere almene boligbyggerier. Kravet er at få anerkendt boligproblemet som en realitet, der kræver akut opmærksomhed, og de ved godt, at de bliver nødt til at handle på vores krav. For når du har 10.000 mennesker, som bor under disse omstændigheder, så er du tvunget til at anerkende dem. Hvis ikke de lytter, så bruger vi vores kreativitet: vi blokerer deres vandforsyning, afbryder deres elektricitet. Vi blokerer deres arbejdsplads og besætter tagene på deres kontorbygninger”, forklarer Luigi.

Besætterbevægelsens tilknytning til andre sociale kampe

“Det, at besætte, handler også om at genvinde lidt indkomst, fordi når du bor besat, betaler du ikke længere husleje, så på den måde erobrer du noget velfærd i et land, hvor der ikke eksisterer et velfærdssystem”, siger Luigi og tilføjer, at besættelserne også automatisk bliver et socialt eksperiment, hvor marginaliserede mennesker på tværs af forskellige kulturelle baggrunde og trosretninger bor sammen:

“Besættelser fungerer egentlig som et frø, hvorfra en anden måde at leve på får lov til at spire, og hvor grænser og separation mellem mennesker ikke får lov til at eksistere.”

Det, at besætterbevægelsen er tæt knyttet til den radikale venstrefløj og den antifascistiske kamp, samtidig med at en stor del af besætterne er migranter og ofte ofre for fascistiske tendenser i samfundet, gør, at besætterbevægelsen naturligt medfører en antiracistisk kamp og en kamp for et samfund uden diskrimination.

Når mennesker, der har været ofre for ekstrem undertrykkelse og diskrimination finder sammen, så begynder en bevidstgørelse af deres position i samfundet, og der skabes et rum, hvor angsten bliver bearbejdet, og hvor man finder styrke til at skabe et mere værdigt liv for sin familie. I den proces oparbejdes der også overskud til at organisere sig imod diskriminationen. Luigi fortæller, at:

“Antifascistisk arbejde ikke kun er for militante aktivister. Vi kæmper imod alle former for racisme, fascisme og diskrimination, og når vi har problemer med fascister, så mobiliseres alle besætterne. Det antifascistiske arbejde er for mange af disse mennesker en måde at slippe af med angsten, som mange har fået ind under huden af at leve alene på gaden. Vi ser fx arabiske kvinder, som konfronterer politiet med utrolig modighed.”

I Italien er ens boligstatus alfa og omega. Som migrant mister du alle dine rettigheder, hvis du mister din lejekontrakt. Derfor er mange af besætterne udvisningstruede, og det sker tit, at besættere bliver kontrolleret af politiet. Dette medfører ofte, at de på grund af mangel på papirer bliver sendt i de såkaldte centre for identifikation og udvisning (Centri di Identificazione ed Expulsione, CIE), som er en slags koncentrationslejre for migranter. Besætterbevægelsen beskæftiger sig derfor også med kampen imod udvisninger, og er meget optaget af solidaritetsarbejde.

En stor og stærk besætterbevægelse betyder nemlig også et stort og stærkt solidaritetsnetværk for dem, som kommer i klemme i systemet, hvad enten det er fordi, de mangler papirer eller fordi de har vist modstand til en demonstration eller en rydning. Luigi, understreger, at det er ikke nogen dans på roser, at være besætter i Rom.

“Mange af os har sigtelser, retsforfølgelser, og nogle af os har siddet i fængsel, og der er konstante forsøg på at kriminalisere os. (...) Men det skræmmer os ikke. De kan arrestere nogle af os, men det er umuligt at arrestere os alle sammen.”

Også den italienske “occupy bølge”, anti-nedskæringsbevægelsen og kampen for fælles goder er naturlige forlængelser af besætterbevægelsens kamp om retten til et værdigt liv. For manges vedkommende starter de med at besætte for at tilfredsstille en grundlæggende menneskelig nødvendighed (tag over hovedet), men i virkeligheden er det for mange bare starten på en politiserende proces, som kommer til at præge alle dimensioner af deres liv.

Luigi er et pseudonym, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt

ITALIENSKE FRISTEDSBESÆTTELSER

PlakatBesætterbevægelsen i Rom er kompleks. Undertegnede, har i denne artikel valgt at fokusere på den mere folkelige dimension af bevægelsen, som er organiseret omkring kampen for et hus og retten til et hjem. Men der er også andre sider til Roms besætterbevægelse. Fænomenet ”Centro Sociale Occupato Autogestito” (CSOA), direkte omsat til ”selvforvaltende besat socialt center”, er også historisk knyttet til den autonome bevægelse i Italien. ”Centri sociali” fungerer primært som, det vi i Danmark kender som fristeder. De er kollektivt brugerstyrede steder. Der holdes politiske møder, der laves ikke-kommerciel musik, politisk kunst, og teater. Der dyrkes sport med politisk attitude og der laves kulturpolitiske events. Selv om ”centro sociale” siden 1970erne har været et venstrefløjsfænomen, så er fascisterne indenfor det sidste årti begyndt at imitere konceptet. Den fascistiske besætterbevægelse hedder Casapound og er opkaldt efter det allerførste og mest kendte fascistiske ”centro sociale” i Rom.

Venstreradikale Centri Sociali I Rom CSOA Forte Prenestino

www.forteprenestino.net

LOA Acrobax Project

www.acrobax.org

MIGRANTER I STEDET FOR IMMIGRANTER

I artiklen har undertegnede bevidst valgt at bruge ordet migranter frem for immigranter. Dette kommer af, at ordet immigranter forudsætter en verden med landegrænser. Ved at bruge ordet migranter i stedet for immigranter ønsker undertegnede derfor sprogligt at undergrave et verdensbillede med landegrænser.

MERE OM ROMS BESÆTTERKAMP

Coordinamento Cittadino di lotta per la casa

www.coordinamento.info

(Her finder du også forskningsrapporten ”Inventare L’abitare” online)