Hvem organiserer de uorganiserbare?

Siden 2004 har arbejdere fra den multinationale kaffekæde, Starbucks, organiseret sig i IWW, Industrial Workers of the World. GAIA har talt med Tomer Malchi og Daniel Gross, der begge er aktivister i IWWs Starbucks kampagne om den historisk lave organiseringsgrad i USA, fagbevægelsens handlingslammelse overfor løsarbejdere i servicesektoren og hvorfor IWWs organiseringsformer har vist sig succesfulde i Starbucks.

Af Anna Storr-Hansen

”Folk har det godt med at arbejde hos Starbucks. Firmaet har en fantastisk kultur for medarbejderindflydelse,” siger konsulent og forfatter til en bogen, The Starbucks Experience: 5 Principles for Turning Ordinary into Extraordinary, Joseph Michelli i et interview til magasinet BusinessWeek i august i år.

Firmaet gør da også meget ud af at brande sig selv som et socialt ansvarligt foretagende og har optjent et renomme som en af USAs bedste arbejdsgivere. Ja, faktisk behandler Starbucks sine ansatte så godt, at fagforeninger er helt unødvendige, udtaler en talsperson for Starbucks, Tara Darrow, i samme artikel i BusinessWeek.

Dette er måske årsagen til, at seks ansatte hos Starbucks i New York City blev fyret på grund af fagforeningsaktivitet i løbet af 2006. Heriblandt Daniel Gross, der siden 2004 har været aktiv i Industrial Workers of the Worlds (IWW) Starbucks kampagne.

Hvordan det startede

I 2004 begyndte de såkaldte ”baristas” at organisere sig i en Starbucks butik i New York City, og i løbet af de seneste tre år har kampagnen fået vind i sejlene og spredt sig til flere og flere butikker på Manhattan samt nogle enkelte i Chicago, Michigan og Maryland.

”The Starbucks Workers Union er en demokratisk græsrodsorganisation for nuværende og tidligere Starbucksarbejdere, og den er 100% afhængig af medlemmernes frivillige aktivisme. Vores strategi er baseret på den såkaldte ”solidarity unionism”, der går ud på at arbejderne selv formulerer deres strategi og handler direkte på arbejdspladsen og på den måde undgår retssystemets og fagforeningsbureaukraternes mediering,” fortæller Tomer Malchi, der er aktivist i Starbucks Workers Union (SWU).

I USA er proceduren for at blive anerkendt som fagforening en omstændig og tidskrævende proces, der involverer indblanding fra det statslige organ, National Labour Relations Board, som regulerer det amerikanske arbejdsmarked.

”Ved at omgå den tidskrævende og bureaukratiske certifikation fra regeringen, kan The Starbucks Workers Union koncentrere sig om at vinde sejre for medlemmerne så hurtigt som muligt,” fortsætter han.

Og det er der hårdt brug for i følge Tomer Malchi. Gennemsnitslønnen for baristas ligger på seks til otte dollars i timen, hvilket svarer til ca. 40 kr., alle er deltidsansat og ingen er garanteret et fast timeantal pr. uge. At være deltidsansat betyder at man arbejder under 40 timer om ugen. Firmaet er dermed ikke forpligtet til at betale for overtid og garantere én et fast timeantal.

”Starbucks kalder dette system for fleksibilitet. En mere passende betegnelse ville være prekaritet (precarity) – et system hvor mennesker bliver behandlet ligesom andre råvarer i produktionen, som brændsel eller sojabønner. Firmaet køber så meget arbejdskraft, som det ønsker, når det ønsker det,” fortæller Daniel Gross og fortsætter:

”Man kan møde på arbejde den ene uge og få 35 timer og den næste risikere kun at få 12. Arbejdet er tilrettelagt ned til mindste detalje, og disciplinen gennemtvinges via overvågning og sanktioner. Ledelsen mener, at man skal ryste isteen ti gange og bliver forfærdet, hvis man vover at hævde, at det er ok med ni”, fortæller Daniel Gross.

SWU har derfor et meget fjendtligt arbejdsklima, og Starbucks ledelse anerkender slet ikke deres tilstedeværelse i butikkerne, ligesom den ikke erkender brugen af fagforeningsfjendtlige metoder offentligt.

Andre fagforeninger tøver

Adspurgt om hvorfor de større og mere etablerede fagforeninger ikke organiserer Starbucks arbejderne, svarer Tomer Malchi:

”De fleste fagforeninger vil ikke røre Starbucks med en ildtang, fordi det, de ser, er midlertidige arbejdere i en industri med en tårnhøj omsætning. De store fagforeninger opfatter organisering som en investering i, hvor mange medlemmer de kan få, og hvor mange kontingenter de dermed kan opkræve. Dette er en fundamentalt forkert indstilling, der resulterer i, at der for hvert år, der går, bliver færre og færre organiserede arbejdere.”

Meget taler for, at den traditionelle organiseringsmodel ikke har været i stand til at gøre en forskel for arbejdere i detailhandelen i USA. Dugfrisk statistik fra det amerikanske Bureau of Labor Statistics viser at fagforeningstilknytningen i detailhandlen ligger helt nede på omkring 5%.

”Fagforeninger bliver nødt til at være motiveret af at opnå retfærdighed for alle, der arbejder og fokusere på at organisere folk. I stedet er de store fagforeningers ledere mere interesserede i at beholde deres magt, betale sig selv sekscifrede lønninger og skyde penge ind i politiske partier frem for organisering,” fortsætter Tomer Malchi.

Organiseringsgraden falder

Organiseringsgraden i hele den private sektor i USA er med sine 8% kun en smule højere end i detailhandlen. Til sammenligning er dette tal faldet fra 39% i 1954, men det er i særdeleshed i de seneste 30 år, at organiseringsgraden er faldet drastisk. Forklaringen på dette skal søges i flere politiske og økonomiske faktorer, der skal ses i sammenhæng med en generel neoliberal samfundsudvikling. Ændringer i erhvervsstrukturen hen i mod en større servicesektor, outsourcing og væksten i deltids- og løsansættelser har alle haft betydning for den faldende organiseringsgrad. Herudover har der været en stigende tendens til mere fagforeningsfjendtlige attituder fra både arbejdsgivere og det statslige National Labor Relations Board. Der har ligeledes været en eksplosiv stigning i konsulentfirmaer, der assisterer firmaer i at bekæmpe og modarbejde fagforeningsaktivitet. Også Starbucks benytter sig af disse firmaer.

”Starbucks investerer en masse penge i at holde deres butikker og fabrikker fri for fagforeninger. De bruger nogle af de dyreste advokater fra firmaet Akin Gump og professionelle union-busters for at sikre sig, at magten bliver i hænderne på ledelsen,” fortæller Tomer Malchi.

Eftersom regulering af arbejdsmarkedet og institutionel beskyttelse er essentielle komponenter i fagforeningernes fortsatte eksistens, har de nævnte processer haft

stor betydning for den faldende organiseringsgrad. Når det er sagt, kan fagbevægelsens manglende vilje til offensivt at satse på organisering af de ”uorganiserbare” grupper også tages til indtægt.

Direkte aktion skaber resultater

Set i lyset af dette, har Starbucks Workers Union haft succes med at tage metoder i brug, der har inkluderet nye grupper og skabt mærkbare resultater for disse.

I følge Daniel Gross, der er medinitiativtager til kampagnen, er det ikke tilfældigt, at Starbucks’ baristaer tilbage i 2004 valgte at organisere sig med IWW. Han fremhæver den basisdemokratiske og medlemsstyrede struktur, som en meget vigtig komponent:

”Først og fremmest ville vi gerne have en fagforening som vi selv kunne bestemme over. Det der adskiller IWW fra mange andre fagforeninger, er medlemmernes indflydelse og kontrol med organisationen. Vi bliver allerede tilstrækkeligt fremmedgjort af vores arbejdsgiver, og vi ønskede ikke at forstærke denne tilstand gennem fagforeningen”, fortæller han og fortsætter:

”Vi vurderede at IWWs direkte og aktivistiske metoder ville gøre os i stand til at forbedre vores liv på arbejdet, uden at ryge i de faldgruber, der har gjort fagforeninger irrelevante for majoriteten af arbejdere i detailhandlen.”

Starbucks Workers Unions sejre

Og Starbucks Workers Union har vist sig i stand til at opnå mange konkrete resultater.

”Gennem de seneste tre år, har SWU vundet utallige sejre. Ved at opbygge en stærk modmagt nedefra, har fagforeningen været i stand til at give Starbucks arbejderne en stemme på arbejdspladsen og i den bredere offentlighed”, fortæller Tomer Malchi.

”Flere steder i landet kan tilstedeværelsen af fagforeningen ses gennem en substantiel lønstigning, mere stabile vagtskemaer og generelt mere værdighed på arbejdet,” fortsætter han.

Udover disse systematiske forbedringer er der flere eksempler på enkeltstående sager om diskrimination, uretmæssige fyringer o.l., som Starbucks Workers Union har vundet ved at bruge en kombination af offentlige protester, retssystemet, pres fra medier og ulydighed lokalt på arbejdspladsen.

Starbucks Workers Union spiller på alle heste og kombinerer de forhåndenværende metoder, for at opnå deres mål. Særligt kendetegnes metoderne af de humoristiske og spektakulære aktioner som bl.a. har rødder i IWWs mangeårige historie for arbejdskamp.

Da aktivisten, Sarah Bender, blev fyret fra Starbucks pga. fagforeningsaktivitet, spillede utallige aktioner og massiv græsrodsaktivitet en central rolle i at hun endte med at vinde jobbet tilbage.

”I en mindeværdig aktion allierede baristaerne sig med ”Milliardærer for Bush”, der besøgte Sarahs butik i deres fineste skrud, for at overhænde prisen, Årets Union Buster til den leder, der havde fyret hende,” fortæller Daniel Gross. ”Milliardærerne talte for en afskaffelse af arbejderbevægelsen og lovpriste den ulige fordeling af velstand under kapitalismen. De sagde at Starbucks lige var deres firma.”

Lige nu er Starbucks Workers Union optaget af at føre retssag mod Starbucks. Starbucks er blevet trukket i retten for uretmæssige fyringer, diskrimination og union-busting. Høringerne begyndte i juli og ventes overstået i slut-september, hvorefter det vil vise sig om dommeren giver medhold i SWUs anklager.

Den eneste tilgang der virker

”Nogle medlemmer blev aktive i kampagnen med en baggrund i erfaringer fra faglig kamp eller andet politisk arbejde, men de fleste af vores nye medlemmer har ingen erfaring med fagforeninger eller andre aktivistiske organisationer,” fortæller Tomer.

I følge Daniel Gross har dette dog ikke betydet nogen nævneværdig skepsis fra medlemmerne overfor IWWs radikale antikapitalistiske synspunkter. Han mener, at den måde radikaliteten kommer til udtryk i det daglige arbejde, netop er i arbejdernes kontrol med kampagnen og muligheder for at reagere på deres situation uden at regering eller andre myndigheder kommer i vejen.

”Denne tilgang er, frem for en hindring, snarere en fordel. Det er muligvis den eneste tilgang, der pt. virker for arbejdere i detailhandelen i USA. På den måde bliver fagforeningen arbejdernes egen frem for endnu et bureaukrati i deres liv”, fortæller han.

Han kan kun komme på ét tilfælde, hvor IWWs antikapitalistiske grundlag har været for svært fordøjeligt for en Starbucks barista, der vendte sig mod Starbucks kampagnen. Ellers siger erfaringen ham, at de fleste lavtlønnede arbejdere ikke har en særlig hengivenhed overfor det økonomiske system, hvori de befinder sig.

International solidaritet

”International solidaritet er også ekstremt vigtig for os. Den er nødvendig, når man kæmper mod et multinationalt firma med milliardomsætning. Vi har bl.a. modtaget moralsk støtte fra syndikalister i Frankrig, England og Skotland i solidaritet med fyrede fagligt aktive Starbucks-arbejdere i New York.”

På det seneste er IWW afdelinger og andre syndikalistiske grupper også begyndt at organisere Starbucks arbejdere i England, Frankrig og Tyskland.

”Herudover har vi startet initiativet ”Justice from Bean to Cup!”, som forbinder baristaer og kaffebønder på tværs af Starbucks værdikæde (supplychain). En delegation af SWU aktivister er netop vendt hjem fra en tur til Ethiopien, hvor de har skabt kontakter til bønder der dyrker kaffebønner til Starbucks,” supplerer Daniel Gross. Han tilføjer, at Starbucks Workers Union føler en særlig tilknytning til grupper som den norditalienske organisation Chainworkers, der var blandt initiativtagerne til den første EuroMayDay i 2001 (se evt. Flex-arbejdernes oprør i GAIA #45).

IWW skaber resultater

Flere forhold er med til at reaktualisere IWWs syndikalisme på nutidens arbejdsmarked i USA. For det første udfylder den behovet for, i lyset af en ændret klassesammensætning, at supplere de traditionelle faglige metoder med strategier og taktikker, der skaber resultater for den voksende prekære sektor.

De papirløse migranter i den uformelle økonomi og de unge løsarbejdere i cafébranchen er blandt dem, der mærker tendensen til prekarisering af livsbetingelserne, og de mangler i høj grad konkrete redskaber til organisering. Der er brug for at handle hurtigt og effektivt, når de midlertidige jobs og løse ansættelser bliver reglen frem for undtagelsen. I den forbindelse har IWWs syndikalistiske ”solidarity unionism”, der baseres på at medlemmerne selv træffer alle strategiske taktiske og moralske beslutninger, været brugbar.

For det andet betyder den fjendtlige indstilling fra retssystemet, partierne og staten at arbejderne i stigende grad må tage problemerne i egne hænder og forstå at udnytte deres muligheder for, umedieret, at kaste grus i maskineriet direkte på arbejdspladsen og fx skabe negativ medieopmærksomhed omkring firmaernes brands.

Ligesom under syndikalismens fremvækst efter den anden industrielle revolution, hvor tendensen til kasualisering af arbejdsforholdene og hyppige jobskift besværliggjorde løsarbejdernes organisering i de traditionelle fagforeninger, må der i dag udvikles praksisser, der kan opnå konkrete og mærkbare resultater for de lavtlønnnede i servicesektoren, som de store fagforeninger hidtil ikke har været i stand til at nå. Dette er hovedårsagen til, at IWW i dag er ved at vende tilbage som en seriøs aktør og et værktøj for de ”uorganiserbare”.

”I det seneste årti har IWW været en stor inspirationskilde for organiseringen af mange hidtil uorganiserede og lavtlønnede grupper i USA, som alt for længe er blevet ignoreret af andre fagforeninger. I denne situation giver IWW folk mulighed for at organisere sig sammen og forbedre deres situation uafhængigt af partipolitik eller bureaukrati,” afslutter Tomer Malchi.

Tomer Malchi og Daniel Gross deltager i de to workshops, ”Fremtiden for faglig organisering?” og ”Organizing the unorganizeable” på Danmarks Sociale Forum der foregår 28.-30. September i Kulturstaldene på Vesterbro i København. De finder sted henholdsvis lørdag den 29. kl 13:30 og 16:30 i telt 4.

Anna Storr-Hansen er med i GAIAs redaktion og besøgte i januar Starbucks Workers Union i New York