Hvem er det, der er terrorist

Af Irene Clausen

I medierne fremstilles det ofte som om Israel og palæstinenserne er to jævnbyrdige, lige fanatiske og gale modstandere. Men Israel-Palæstina konflikten er ikke historien om to uromagere, der hver især har uret. Den handler om et folk, det palæstinensiske, der er blevet frataget sit land af en besættelsesmagt, staten Israel; en kolonisering skabt og støttet af Vesteuropa og USA. Ved FN-delingsplanen fra 1947 blev Palæstina delt i to dele, den ny stat Israel fik den største del og palæstinenserne er mindre del. I 1967 besatte Israel området. Palæstinenserne fik aldrig deres egen stat. Den kæmper de stadig for den dag i dag, et halvt århundrede senere.

Efter likvideringen af den israelske turistminister Rehavam Ze’evi, som PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) påtog sig ansvaret for, er PFLP for alvor kommet i mediernes søgelys. Efter 11. september har USA inkluderet PFLP i sin liste over verdens terrorister. På EU’s terrorliste er PFLP endnu ikke opført, men Israel udfører utvivlsomt et intenst lobbyarbejde for at få PFLP med på listen. I Danmark kom Internationalt Forum i dagene op til Operation Dagsværk (november 2000) i mediernes søgelys fordi reklameavisen Søndagsavisen bragte en forsideartikel, der nærmest fremstillede IF som terrororganisation. Årsagen var, at IF, via sin Solidaritetsfond, havde støttet PFLP økonomisk. Men hvem er PFLP egentlig, og hvad er baggrunden for drabet på den israelske turistminister?

PFLP og den palæstinensiske befrielseskamp

I perioden efter 1948, hvor staten Israel blev dannet, befandt store dele af den palæstinensiske befolkning sig som flygtninge i de omkringliggende arabiske lande, især Jordan, Syrien og Libanon. Det er en af forklaringerne på at palæstinenserne - i stedet for at oprette egne organisationer - sluttede sig til partierne i deres værtslande. Det drejede sig om antikolonialistiske og panarabiske partier som Ba’athpariterne og Den Arabiske Nationalistbevægelse. De fleste palæstinensere forventede at de arabiske lande ville befri Palæstina. Det var især den ægyptiske præsident Nasser der sås som symbol på panarabismen.

I slutningen af 50’erne dannede Yasser Arafat og Abu Iyad organisationen al-Fatah. De fremhævede at befrielsen af Palæstina var et palæstinensisk anliggende, og at de arabiske landes rolle var at lægge et forsvarsbælte rundt omkring Palæstina.

Ideen om at palæstinenserne selv skulle befri Palæstina var ny og lagde grunden til den moderne palæstinensiske nationalisme. Derved gik man til dels imod panarabismen (repræsenteret ved Nasser) som så befrielsen af Palæstina som en del af den arabiske verdens befrielse fra imperialisme og kolonialisme. Dels gik man imod islamismen, repræ-senteret ved "Det muslimske broderskab", som så befrielsen af Palæstina som led i en islamisering af hele den arabiske verden. En tendens som i dag repræsenteres ved Hamas og Islamisk Jihad.

1964: PLO dannes

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO blev dannet i 1964 med Nasser som drivkraft. PLO blev oprettet oppefra og udefra i et forsøg på både at tilfredsstille palæstinenserne og kontrollere dem. Målet var at gøre dem til en brik i Nassers stræben efter at samle hele den arabiske verden i en politisk Union. PLO blev en paraplyorganisation dels for "autentiske" palæstinensiske fedayeen (guerilla)-grupper, dels for grupper oprettet, finansieret og styret af forskellige arabiske lande, f.eks. Ægypten, Syrien og Irak.

PLO blev dannet på et tidspunkt hvor flere og flere palæstinensere var både skuffede og bitre over de arabiske landes passivitet og uformåenhed over for den zionistiske fjende. Følelser der blev for-stærket af de arabiske landes nederlag i 1967-krigen.

I februar 1969 sluttede al-Fatah sig til PLO og fik med Nassers hjælp kontrollen i organisationen. Arafat blev formand og har beholdt posten siden. Al-Fatah var den politisk bredeste og langt den største organisation inden for PLO. Der var revolutionære, borgerlige, kristne, muslimer, ateister; de skulle blot være parate til at kæmpe for Palæstina - i starten med våben. Al-Fatahs ledere var især rekrutteret fra det palæstinensiske borgerskab og småborgerskab, de var ofte folk der havde studeret i Ægypten og var blevet politiseret i de palæstinensiske studenterorganisationer.

Dannelsen af PFLP

PFLP (the Popular Front for the Liberation of Palestine) var også et resultat at den arabiske verdens nederlag i juni-krigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden og Gaza.

Leder af PFLP de næste 33 år blev George Habash. Familien Habash blev fordrevet fra Ramallah til Amman i Jordan i 1948.

"De har dræbt vores folk, de har drevet os væk fra vores hjem, by og land. På vejen fra Lydda til Ramallah har jeg set børn, unge og gamle ligge og dø. Hvad kan man så gøre andet end at blive revolutionær og kæmpe for sagen?".

Sådan udtrykker George Habash sine følelser efter tabet af Palæstina. Sammen med bl.a. vennen Wadi Hadad dannede Habash "Arab Nation Movement" (ANM). En antizionistisk og antikolonialistisk bevægelse. Efter i de første år at have fokuseret på det palæstinensiske spørgsmål blev bevægelsen i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne panarabisk og meget inspireret af Gemal Nasser i Ægypten. Palæstinas befrielse kunne kun realiseres i sammenhæng med etableringen af en fælles arabisk stat fra Irak i øst til Marokko i vest. Kun en sådan arabisk enhed ville kunne modstå zionismen og den vestlige imperialisme.

Med Ægyptens nederlag til Israel i 1967-krigen blev det klart for Habash at nasserismens småborgerlige nationale ideologi og den konventionelle militære strategi over for den israelske militærmaskine var utilstrækkelige. Samtidig havde en anden politisk og militær strategi vist sig succesrig over for imperialismen, nemlig marxismen og ’den langvarige folkekrig’. Det var ikke så sært at palæstinenserne lod sig inspirere af vietnamesernes fremgang mod USA og alle de andre antiimperialistiske bevægelser der voksede frem i denne periode i Cuba, Peru, Thailand, Angola osv. Da kredsen omkring Habash skilte sig ud af ANM i 1967 og dannede PFLP, markerede det således en overgang til en marxistisk inspireret strømning, både politisk, organisatorisk og militært.

PFLP splittes

Knap et år senere blev PFLP splittet. Dels meldte ’PFLP-General Command’ under ledelse af Ahmed Jabril sig ud. Denne gruppe kunne ikke finde sig til rette med PFLP’s ideologiske kritik af islam. Dels splittede ’Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse’ (DFLP) sig ud under Nayef Hawatmehts ledelse. DFLP fordømte PFLP’s udenlandske terroraktioner, f.eks. de berømte flykapringer omkring 1970. I 1973 besluttede DFLP at gå ind for en to-statsløsning, dvs. man anerkendte staten Israel og krævede palæstinensisk selvbestemmelse i de besatte områder. Det samme vedtog et flertal i PLO i 1974. PFLP forblev trods splittelsen en af de vigtigste grupper i PLO, og blev talerør for det betydelige mindretal i PLO der forsat gik ind for en befrielse af hele Palæstina, den såkaldte ’afvisningsfront’. For PFLP var og er det strategiske mål: en sekulær (ikke religiøs), demokratisk stat med plads til jøder, palæstinensere og andre folkeslag i hele Palæstina.

PFLPs politiske og militære strategi

1967-70

Jordan med dets store flygtningelejre uden for Amman blev PFLPs ’baseområde’ for guerillaangreb over Jordan-floden mod Israel. Samtidig havde man modstandsceller inde i de besatte områder. Især i Gaza stod PFLP stærkt. Amman var imidlertid ikke Hanoi. Efter en lang række mindre konfrontationer slog kong Hussein i september 1970 brutalt ned på de palæstinensiske flygtningelejre i Jordan og drev modstandsbevægelsen på flugt. Op mod 10.000 mistede livet i de dage der fik navnet "Sorte September".

Det var i sammenhæng med kampen i Jordan, og ikke mindst med henblik på at åbne verdens øjne for palæstinensernes situation, at PFLP greb til flybortførelser og gidseltagning i disse år. Disse aktioner (1968-72) var karakteriseret ved at ende fredeligt og med kun få eller ingen mennesketab. En af de første flykaprere var PFLP’eren Leila Khaled som blev et symbol på kvindernes deltagelse i befrielseskampen. Andre kaprede fly blev fløjet til lufthavne rundt omkring i verden og sat i brand. Disse aktioner var medvirkende til at sætte det palæstinensiske spørgsmål på dagsordenen

1972 afsværgede PFLP’s leder George Habash - bl.a. foranlediget af kritik fra Sovjetunionen - på PFLPs vegne de internationale terror-aktiviteter. Terror forstået som angreb mod civile.

Dette førte til at en udbrydergruppe, ’Special Operations’ underledelse af Wadi Hadad, i protest forlod PFLP og rejste til Iraks hovedstad Baghdad og herfra organiserede bl.a. kidnapningen af OPECs olieministre i Wien og en flybortførelse som endte i Entebbe i Uganda.

Samtidig med at PFLP gik bort fra den slags aktionsformer, var der andre palæstinensiske grupper som optrappede dem, blandt andet ’PFLP General Command’ som i medierne ofte mere eller mindre bevidst blev "forvekslet" med PFLP. En anden gruppe på den internationale scene var "Sorte September" som tog ansvaret for angrebet på det israelske hold ved Olympiaden i München i 1972. Arafats al-Fatah mentes uofficielt at stå bag "Sorte September".

1970-82

Efter fordrivelsen fra Jordan flyttede PFLP sine aktiviteter uden for Israel og de besatte områder til Libanon, hvor der lige som i Jordan fandtes store palæstinensiske flygtningelejre. Udover at opretholde guerillastrategien over for Israel blev det nødvendigt at opbygge en større konventionel militærstyrke for at forsvare sig selv og de palæstinensiske flygtningelejre mod den libanesiske højrefløj i den borgerkrig, der udviklede sig i Libanon fra midten af 1970’erne, og frem til Israels invasion i 1982. PFLP oprettede desuden lægeklinikker og børnehaver i flygtningelejrene.

PFLP opretholdt i denne periode sit internationale engagement ved at samarbejde med en lang række befrielsesbevægelser ikke kun i Mellemøsten, men i hele verden.

1982-89

De palæstinensiske organisationers styrke i Libanon blev i begyndelsen af 80’erne så stor at Israel valgte at invadere landet for endnu engang at knække og fordrive palæstinenserne. Mens Arafats fløj i PLO rykkede til Tunis, foretrak PFLP at rykke til Syrien for at forblive i nærheden af Palæstina under den igangværende intifada. Men det betød også at PFLP måtte tilpasse sig den syriske linie i Mellemøstkonflikten. I begyndelsen af 80’erne knyttede PFLP sig i ideologisk og politisk stærkere til Sovjetunionen. Sammenbruddet i østblokken i 1989-90 kom således til at svække PFLP politisk, organisatorisk og økonomisk.

1990-

PFLP har - til forskel fra DFLP og Arafats Fatah - været konsekvent afvisende i forhold til de forskellige ’fredsforsøg’ op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. PFLP mener ikke der finder en fredsproces sted i Mellemøsten, men at der er tale om et amerikansk-israelsk projekt der har til hensigt at likvidere den palæstinensiske modstandskamp. PFLP var imod Oslo-aftalen fra 1993 som fronten betragter som et knæfald for imperialismen og zionismen. Som konsekvens heraf boykottede PFLP valget til de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PNA = Palestinean National Authorities - i pressen ofte kaldet PA) i 1994. Det samme gjorde DFLP og islamisterne Hamas og Jihad. Ikke desto mindre har selvstyreaftalen betydet at dele af PFLP’s ledelse har kunnet flytte tilbage til Vestbredden og Gaza, og PFLP har kunnet opbygge en åben legal tilstedeværelse dér, blandt andet med lægeklinikker.

PFLP og islamisterne

Hamas er den politiske bevægelse som gennem den halvandet år lange ’anden intifada’ har haft den mest markante fremgang. Dels på grund af sin militante kamp mod den israelske besættelsesmagt, dels fordi islamisterne tilbyder skole-, social- og sundhedsfaciliteter som selvstyremyndighederne ikke i tilstrækkeligt omfang kan levere.

Paradoksalt nok kan Hamas tildels takke staten Israel for sin opblomstring idet Israel i 80’erne, hvor Hamas var en lille ’velgørenhedsorganisation’, fik israelsk støtte til at bygge moskeer i Gaza og opbygge deres organisation. Islamismen ville efter Israels mening være det bedste våben imod Arafat og PLO. I dag støttes islamisterne primært af Iran og Saudiarabien med det sigte at svække PLO og den palæstinensiske venstrefløj.

PFLP har indgået en ikke-uproblematisk såkaldt taktisk alliance med de islamiske bevægelser Hamas og Islamisk Jihad. Begrundelsen er fra PFLP’s side at alle politiske kræfter må stå sammen i kampen mod den israelske besættelse af Palæstina. Det har ført til kritik indefra, bl.a. fra PFLP’s kvindeorganisationers side.

PFLP forbliver i PLO

Efter Israels likvidering af PFLP’s generalsekretær i Ramallah og PFLP’s svar med likvideringen af Israel turistminister er situationen radikalt forandret. Dels er PFLP blevet jaget vildt for de israelske sikkerhedsstyrker, og dels er Arafats selvstyre blevet tvunget til at fængsle PFLP’ere og lukke deres kontorer.

Mediernes oplysning i starten af februar 2002 om at PFLP har trukket sig ud af PLO efter selvstyremyndighedernes fængsling af frontens nye generalsekretær Ahmad Saadat er imidlertid ikke korrekt. Som en PFLP-repræsentant sagde til GAIA (10.2.02) så kunne PFLP ikke drømme om at trække sig ud af PLO. PFLP er imod selvstyremyndighederne, men ikke imod PLO som sådan. Den internationale anerkendelse af PLO som palæstinensernes legitime repræsentant er et resultat af det palæstinensiske folks mangeårige kamp. Den palæstinensiske venstrefløj forsøger konstant og konsekvent at demokratisere PLO og få PLO til at vende tilbage til sine oprindelige revolutionære rødder. For USA og Israel er det en ønskedrøm at venstrefløjen skulle trække sig ud af PLO og overlade scenen til Arafats og hans små-korrupte selvstyre alene. Det er vigtigt at opretholde et alternativ til på den ene side Arafats borgerlige Fatah og på den anden side det islamiske Hamas. Det var ikke tilfældigt at Israel valgte at myrde PFLP’s leder Abu Ali Mustafa. PFLP var nemlig godt igang med at genvinde sin styrke. PFLP står for en konsekvent linje i forhold til kravet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem; - et krav som Arafats selvstyre forlængst har opgivet.

Er PFLP en terroristorganisation?

PFLP’s væbnede kamp mod besættelsesmagten Israel er en befrielseskamp og ikke terrorisme.

I resolution 42/159 om terrorisme fra FN’s generalforsamling 1987 slås det fast at organisationer (som PFLP) der kæmper imod en besættelsesmagt, ikke er at opfatte som terrororganisationer. Denne resolution blev vedtaget næsten enstemmigt i FN i 1987 - kun USA og Israel stemte imod. (www.un.org/documents/ga/res/...)

Selv den indflydelsesrige Politiken-kommentator og Israel-ven Herbert Pundik anerkender retten til væbnet modstand mod en besættelsesmagt når han i en analyse af Israel-Palæstina-konflikten skriver: "Men ikke enhver aktion mod en besættelsesmagt falder ind under terrorparagraffen. Hvis en besat nation ikke må skyde på besættelsesmagtens soldater, hvad må de så? Vente på at besætterne frivilligt trækker sig tilbage? Håbe på udlandets velvillige indblanding?" (Politiken, 30. december 2001).

Til forskel fra statens Israel, til forskel fra Hamas og Islamisk Jihad, så har PFLP’s aktioner (som tidligere nævnt) siden 1972 ikke været rettet mod civile men mod militære mål. At PFLP likviderede den israelske turistminister gør ikke PFLP til terrorist: dels var minister Ze’evi ikke en uskyldig civil person, dels var likvideringen et svar på den israelske likvidering af PFLP’s leder. Og selvom man betragter likvideringer som problematiske, så gør en enkelt fejltagelse ikke en organisation til terrororganisation. Tænk på den danske modstandsbevægelses stikker-likvideringer under besættelsen, her var der også nogle likvideringer som kan betragtes som problematiske.

Det er paradoksalt at "terrorist-stemplet" rammer PFLP netop på et tidspunkt, hvor organisationen er ved at nuancere sine kampformer. Man mente tidligere at den væbnede kamp var alfa og omega. I dag ser man kampen i et bredere perspektiv. Der findes andre former for kamp end den væbnede: politisk, social, kulturel og økonomisk. Men det er måske netop denne udvikling som Israel har set som en trussel.

To skæbnesvangre likvideringer

Skønt israelsk militær har likvideret over 60 palæstinensiske ledere siden den anden intifada tog sin begyndelse i efter-året 2000, så har medierne fokuseret næsten ensidigt på PFLP’s likvidering af den israelske turistminister Ze’evi. En likvidering som var PFLP’s svar på Israels likvidering af PFLP’s generalsekretær knap to måneder tidligere.

Den 27. august 2001 ved højlys dag, blev lederen af PFLP, Mustafa Ali Zabari (kendt som Abu Ali Mustafa), myrdet på sit kontor i PFLP’s hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden. Zabari var den højst placerede person i PLO som israelerne har likvideret under den anden intifada.

Kl. 13.15 blev PFLP-lederens kontor ramt af to missiler som det israelske luftvåben affyrede fra to USA-fremstillede Apache-helikoptere. Han døde øjeblikkeligt. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation LAW var det 10. gang at USA-fremstillede Apache-helikoptere blev anvendt af israelsk militær til angreb på palæstinensiske aktivister.

Mustafa Ali Zabari blev født i 1938, var aktiv i den panarabiske nationalistiske bevægelse fra 1955 og medlem af PFLP fra organisationens grundlæggelse i 67. I 1999 vendte han tilbage til Palæstina efter 32 år i eksil - helt bevidst om at det var et farligt liv han kastede sig ud i. Han havde været arresteret og fængslet et utal af gange, bl.a. i Jordan. Zabari blev leder af PFLP’s militære fløj allerede i 1968. Han var medlem af PLO’s eksekutivkomite fra 1987-91. På PFLP’s 6. kongres i september 2000 blev han valgt til generalsekretær og afløste dermed George Habash der havde været generalsekretær siden PFLP’s dannelse i 1967.

Palæstinenserne sørger

Mere end 50.000 personer deltog i sørgeceremonien i gaderne i Ramallah. "Abu Ali Mustafa, dit blod vil ikke være spildt!" råbte folkemængden. Abu Ali Mustafas døde legeme var omgivet af palæstinensisk politi og blev ført til kirkegården på en palæstinensisk militærjeep. Fra moskeer og butikker lød den palæstinensiske nationalsang ud i gaderne. Butikkerne var lukkede pga. generalstrejke. De palæstinensiske selvstyremyndigheder erklærede 3 dages landesorg for martyren.

PFLP’s centralkomite udtalte fra et ekstraordinært møde, efter et minuts stilhed for den døde kammerat, at Ahmad Sa’dat var udnævnt til ny generalsekretær. Samtidig opfordrede man fra mødet til at "vores folk og vores politiske ledelse svarer igen på likvideringen af kammerat Abu Ali Mustafa ved at optrappe modstanden og styrke intifadaen imod den zionistiske besættelse og aggression". At man 2 måneder senere ville svare igen ved at likvidere den israelske turistminister forlød der på det tidspunkt intet om.

Israelsk turistminister likvideres

Den 17. oktober skaffede to palæstinensere sig adgang til Israels turistminister, Rehavam Ze’evi, der befandt sig på 8. sal i Hyatt hotellet i Vestjerusalem. Tre kugler blev affyret mod hans hoved og hals fra en pistol forsynet med lyddæmper. Morderne slap væk via rulletrappen og ud i det besatte Østjerusalem.

PFLP påtog sig ansvaret for likvideringen af turistministeren. Likvideringen var, hvad angår professionalisme, den mest spektakulære under intifadaen og sendte et chok gennem de israelske sikkerhedstjenester der blev rystet i deres tro på egen perfektion og usårlighed.

Ze’evi var en forhadt og berygtet racist og højreekstremist, og likvideringen af ham bidrog sandsynligvis til at styrke PFLP’s opbakning blandt palæstinenserne.

Sharons svar

Premierminister Sharon er kendt som en ørn til at lave langtidsplanlægning og så gribe øjeblikkets muligheder når de byder sig til. "Alt er forandret", udtalte Ariel Sharon da han hørte om likvideringen.

Som forsvarsminister i 1982 udnyttede Sharon likvideringsforsøget den 3. juni på den israelske ambassadør Shlomo Argov i London til at indlede sin længe forberedte invasion i Libanon, med det formål at få smidt PLO ud af Libanon.

Der er ingen tvivl om at planen om et indtog ind i de palæstinensiske selvstyre enklaver havde været under aktiv militær og politisk forberedelse mange måneder før Ze’evi blev likvideret på et hotel i Østjerusalem.

Umiddelbart efter nyheden om likvideringen kunne man se israelske tanks, bulldozere og bevæbnede køretøjer der kørte ind i en række palæstinensiske byer og dræbte, sårede og ødelagde stort set alt på deres vej. Seks palæstinensiske byer var i et militært snuptag genbesat, herunder Ramallah som er PFLPs hovedbase på Vestbredden, og Jenin fordi den er en såkaldt terroristrede for Hamas’ og Jihads selvmordsbomber. Men værst gik det ud over Bethlehem. Her fandt der i 5 dage voldsomme kampe sted hvorunder palæstinensiske beskyttelseshuse, hospitaler, hoteller og boliger blev angrebet af israelske tanks og helikoptere. Og hvor ikke kun politi- og militærfolk blev dræbt, men også civile.

Sharon og ’det Oslo-shit’

Selvom Sharon og Ze’evi var politiske rivaler, og Sharon var udsat for diverse smædekampagner fra Ze’evis side der anklagede han for at være ’for blød’, så trådte skuespilleren Sharon nu i karakter. Han fremstillede dygtigt likvideringen af Ze’evi som et hårdt slag mod den zionistiske stat og forsøgte at gøre Ze’evi til en elsket martyr.

Samme dag som turistministeren blev likvideret, annoncerede Sharon på et ekstraordinært regeringsmøde hvad der så ud som et ultimatum, men i virkeligheden var et catch 22: Enten skulle Arafat overdrage turistministerens mordere til israelsk varetægt, eller også ville han - Arafat - risikere at hans selvstyremyndighed blev defineret som en ’terroristrede’ - af samme slags som Taleban -og i øvrigt lide samme skæbne som Taleban!

Sharons formål er at ’ødelægge alt det Oslo-shit’ (Oslo-aftalen fra 1993) som han er en arg modstander af, og igangsætte et nyt ’aktionsmønster’ som ifølge Sharon ville indlede en ny æra for Arafat og den palæstinensiske selvstyremyndighed!

Mange kræfter på den israelske yderste højrefløj - bosættelsesledere, Mossad, højrefløjspolitikere - har i årevis forsøg at få sat en stopper for det palæstinensiske selvstyre og få fjernet Yasser Arafat, enten politisk ved at gøre ham ’irrelevant’ som det hedder i disse dage, ved fysisk deportation eller på en ’mere voldsom måde’ som der lægges op til når Sharon kalder ham "vores egen Bin Laden".

Sharon tilhører den fløj af zionismen som aldrig har ønsket fred med palæstinenserne, og som aldrig har accepteret det mini-mini-selvstyre som Arafat er sat til at administrere. Og langt mindre tanken om en selvstændig palæstinensisk stat på de besatte områder som kræfter i både USA og EU har talt om efter den 11. september - i en erkendelse af at en selvstændig palæstinensisk stat er en forudsætning for fred i Mellemøsten. Hvis der skal være en palæstinensisk stat, bliver det ifølge Sharon i ministørrelse på højst halvdelen af de besatte områder, delt i tre, fire eller flere områder, isoleret fra hinanden af israelsk kontrollerede områder således at Israel fortsat er herre i landet.

Likvideringsminister Ze’evi

En af de ironiske pointer som omgiver likvideringen af turistminister Ze’evi er at den blev udført kun 3 timer før hans annoncerede tilbagetræden som turistminister trådte i kraft. Han havde meddelt sin udtræden af Sharons koalitionsregering fordi han mente den var for politisk blød og eftergivende i forhold til palæstinenserne.

Ze’evi kan nu betragtes som en sand martyr i den sag han kæmpede i 75 år, og ironien ligger i at hans død gav påskud til at sætte en lang række voldsomme aktioner i gang som han havde advokeret for - og ofte udført personligt i sin militære karriere. Bl.a. sad han i den israelske regeringskomite der udpegede palæstinensiske ’emner’ for kommende likvideringer hvilket gav ham øgenavnet ’likvideringsministeren’.

Ze’evi var hæmningsløs og ekstrem i sin zionisme og nationalisme: Som medlem af det israelske parlament, Knesset, havde han i årevis åbent advokeret for deportation af palæstinenserne, væk fra staten Israel, væk fra de besatte palæstinensiske områder - med det formål at tømme Palæstina for ’arabere’ (som palæstinenserne oftest kaldes i zionistisk sprogbrug). Han er i og uden for Israel kendt for udsagn som "Vi må fjerne palæstinenserne på samme måde som man jerner lus", og "Vi bliver nødt til at hindre denne cancer (palæstinenserne) i at brede sig". Det er derfor ikke underligt at hans navn kædes sammen med begrebet ’etnisk udrensning’.

Kilder:

Democratic Palestine, aug.-sept. 2001, no. 96/67

Christian Ulstrup:

Transfer - et nationalistisk krav, trykt i Solidaritet nr. 5/01 og Palæstina Orientering nr. 4, 2001

Ydereligere kilder:

a.. En stat for enhver pris, Birgitte Rahbek, Fremad, 2000 (anbefales!)

b.. PFLP’s blad Democratic Palestine

c.. Interview med Jamil Majdalawi, medlem af PFLP’s politbureau, januar 2001, Gaza (hentet fra Arm the Spirit)

d.. Operation Dagsværks temahæfte fra 1999

Kilde: Kommunistisk Politik, nr. 1/2002 (januar 2002)

Oslo-aftalen

Oslo-aftalen er en fredserklæring der udtrykker ønske om at PLO og Israel er villige til at arbejde for fred. Den kaldes ofte Oslo-I og blev underskrevet i Washington den 13. sept. 1993. Den fejer mange problemer ind under gulvtæppet, fx Jerusalems status, bosættelserne, flygtningene, vand, grænser ....

Cairo-aftalen (Gaza-Jeriko-aftalen)

Angiver nogle retningslinjer for hvordan det foreløbige selvstyre kan sættes i gang i Gaza og Jeriko. Underskrevet i Cairo d. 4. maj 1994.

Oslo-II (Taba-aftalen)

Underskrevet i Washington den 28. sept. 1995. Aftalerne drejer sig om en udvidelse af det begrænsede selvstyre i Gaza og Jeriko til også at omfatte visse dele af Vestbredden.

Vestbredden inddeles i tre zoner (se kortet):

Zone A: (rød) Det palæstinensiske politi er ansvarlig for indre sikkerhed, mens israelske civile og bosættere er garanteret fri bevægelighed under ledsagelse af palæstinensisk-israelske patruljer.

Zone B: (grøn) Ca. 450 landsbyer på Vestbredden. Her deler Israel og de palæstinensiske selvstyremyndigheder ansvaret for den indre sikkerhed.

Zone C: (gul) Resten af Vestbredden. Israel har eneansvar for den indre sikkerhed.

Hebron-aftalen

Underskrevet 15. januar 1997. Den palæstinensiske nationale myndighed (PNA) kontrollerer 80% af Hebron.

PFLP: "Gennemfør FN’s resolutioner"

Den 7. november 2001 rettede PFLP’s generalsekretær Ahmad Sa’adat en appel til FN og "det internationale samfund" om at tage ansvar for gennemførelsen af FN’s egne beslutninger som Israel i årevis har totalt negligeret.

FN Resolution 148 (1948)

Her fastslår FN at palæstinensiske flygtninge har ret til at vende hjem hurtigst muligt hvis de ønsker det. De flygtninge som ikke ønsker at vende hjem har ret til erstatning for deres ejendom. I et særligt punkt kræves det at Jerusalem kommer under FN-kontrol.

FN Resolution 242 (1967)

Her kræver FN at Israel trækker sine væbnede styrker tilbage fra de områder der netop var blevet besat. Af palæstinensiske områder drejede det sig om Vestbredden og Gaza.

FN Resolution 338 (1973)

FN kræver at resolution 242 fra 1967 gennemføres umiddelbart. Desuden beslutter Sikkerhedsrådet at der skal forhandles om en retfærdig og varig fred i Mellemøsten.