Hva’så Zimbabwe

For tyve år siden opnåede Zimbabwe uafhængighed fra kolonimagten Storbritannien. Men landet fik ikke ændret på kolonitidens skæve jordfordeling. Her i foråret besatte jordløse zimbabweanere et antal ’hvide farme’ og krævede jorden tilbage. Dette har ført til skarpe reaktioner fra de imperialistiske stormagter, der frygter at jordbevægelsen skal brede sig til andre afrikanske lande.

Af Irene Clausen

Når medierne med racistiske undertoner skildrer jordkonflikten i Zimbabwe bliver kolonialismens og imperialismens historie fortrængt. Og krisen bliver - som medierne har for vane når de analyserer konflikter i den såkaldte 3. verden - gjort til en enkelt persons, nemlig præsident Robert Mugabes, eneansvar. Den britiske Afrika-minister Peter Hain har karakteriseret præsident Mugabe som ’uciviliseret’. Og op til 20 års dagen for Zimbabwes ’uafhængighed’, den 18. april, viste vestlige medier igen og igen billeder af ’vilde’ dansende sorte krigsveteraner der besatte de hvide farmeres jord, mens de hvide farmere konsekvent blev fremstillet som ynkværdige ’ofre’ for de sortes brutalitet. Med skamferede ansigter direkte ind ind i kameraernes lys fortalte de verden at det er i Zimbabwes egen interesse at de fortsat ejer det meste og bedste af landets jord, eftersom det er dem, de hvide farmere, der står for 90% af landets fødevareproduktionen.

Mediernes fremstilling af konflikten er en moderne imperialisme-fortælling der i ubrudt linje fortsætter den historie som blev skabt da kolonisatorer som Stanley i slutningen af forrige århundrede vendte tilbage til Europa fra deres raids ind i Afrikas regnskove og forsøgte at legitimere koloniseringens grusomheder med at det da var i den vilde, laverestående afrikanske ’races’ egen interesse at der kom hvide europæere ned til det sorte kontinent og implementerede den højerestående, europæiske civilisation og kultur!

Jordspørgsmålet - det evige spørgsmål

Siden de britiske kolonisatorer i slutningen af forrige århundrede eksproprierede næsten 20 millioner af Zimbabwes 33 millioner hektar jord, har jordspørgsmålet været det centrale spørgsmål i landet. Det var fokus for Land-fordelingsloven i 1930 som resulterede i en apartheid-lignende fordeling af jorden med bestemte regioner reserveret til de hvide og bestemte regioner til de sorte. Det var jordspørgsmålet som fra 1950-erne førte til dannelsen af de første nationalistiske partier i hele Afrika og som kom til at spille hovedrollen i den nationale befrielseskamp i Zimbabwe som førte til uafhængighed i 1980.

Da Zimbabwe opnåede sin uafhængighed, ejede 6.000 hvide settlere ca. 15 mio hektar jord mens millioner af zimbabweanere var mast sammen på ca.16 mio hektar landbrugsjord af den dårligeste slags, og de øvrige 2 millioner hektar var i hænderne på et lille ’indfødt’ småborgerskab. I de forhandlinger som førte til uafhængighed, blev Mugabes parti ZANU-PF presset til at underskrive et ti års ’moratorium’, der indebar at intet kunne overdrages, bortset fra køb og salg på markedsvilkår, i en ti-årig periode - frem til 1990.

Da denne ti års periode var gået, søgte regeringen at gøre op med den uretfærdige jordfordeling, men mangel på penge til erstatning for ekspropriation forhindrede angiveligt dette. Skønt både Storbritannien og USA, i forbindelse med uafhængighedsforhandlingerne, havde lovet økonomiske midler til at lette overdragelsen af land, så har Zimbabwe aldrig set et eneste af de lovede 20 mio engelske pund.

I starten af dette år fremsatte Mugabes regering et lovforslag der skulle rettet op på den uretfærdige jordfordeling, men som ikke var et totalt brud med de hvides ejerskab til jorden. Lovforslaget satsede på at fjerne den jord fra de hvide ejere som enten lå ubrugt hen (og det gør en stor del af de hvides jord) eller som kun blev brugt til spekulative formål - og overføre den til unge landbrugsuddannede sorte mænd og kvinder, minearbejdere eller eks-guerillaer. Regeringen ville betale for forbedringer af jorden men ikke for selve jorden (altså ingen erstatning til de hvide) og ville samtidig forbedre infrastruktureren (veje, vandforsyning og skoler) for at støtte de nye farmere. Lovforslaget blev nedstemt, blandt andet efter en magtfuld kampagne ført af oppositionsbevægelsen MDC. Der var nederlaget for dette lovforslag der umiddelbart udløste de jordaktioner vi har været vidne til gennem de seneste måneder. Her i maj måned lykkedes det regeringen at fået vedtaget en lov der sammen med en ændring i forfatningen giver regeringen mulighed for - uden erstatning - at fratage 841 hvide farmere jorden.

Kolonimagten må betale

Regeringen gjorde i forbindelse med lovforslaget klart at: "Ansvaret for kompensation for jorden ligger hos den tidligere kolonimagt under hvis auspicier jorden blev beslaglagt, (...) idet regeringen føler det stærkt umoralsk at beskatte ofrene for koloniseringen for at give kompensation til dem som i realiteten opnåede jord på en illegal måde".

Fra et antiimperialistisk synspunkt, er det en helt retfærdig position som regeringen indtager. Når først et folk har befriet sig fra kolonialistisk undertrykkelse, skal det naturligvis ikke betale for at dets tidligere undertrykkere kan bevare de rigdomme som de har stjålet! Det er netop spørgsmålet om erstatning der har fået den vestlige presse til at "skringre op".

De jordløses aktioner er således i den pro-imperialistiske, vestlige presse, ja sågar i dele af venstrefløjspressen, blevet beskrevet i termer som "pågribelse af de hvides jord". Det er rigtigt at ex-guerillaer - allerede inden lovforslaget blev vedtaget - havde besat et antal farme for at manifestere deres utilfredshed med den langsommelige jordomfordelings-proces. Deres handlinger skulle tjene til at presse regeringen og dette er lykkedes! Jordfordelingsspørgsmålet er nu for alvor blevet sat på landets dagsorden - og en hastig jordomfordelingsproces er i gang.

Denne udvikling er i de imperialistiske centre og i de vestlige medier blevet modtaget med et sandt raseri og en veritabel hetz mod landets præsident Robert Mugabe - fordi man frygter at radikaliseringen af de jordløses bevægelse i Zimbabwe kan danne model for og inspirere andre lande i Afrika som heller ikke har fået løst deres jordproblem. Det gælder ikke mindst den mægtige nabo Sydafrika, hvor 8 mio fattige jordløse som ANC lovede jord den dag apartheid-systemet blev overvundet, endnu ikke har oplevet mærkbare forandringer. Imperialisterne havde regnet med - og presset på - for at Sydafrika, Namibia og Mozambique på deres møde med Zimbabwe i påskedagene ville udtale en fordømmelse af Mugabe fordi denne nægtede at tage afstand fra ’besættelserne’ og mordene på de hvide farmere. Det skete som bekendt ikke! Tværtimod. Mugabe provokerede ved at udtale at de hvide farmere var ’fjender af staten’. De fire præsidenter enedes om blot at udtale at spørgsmålet var et internt zimbabweansk anliggende! Det indflydelsesrige engelske blad The Economist har i sin april-udgave en forside med teksten "The risk in Africa - Robert Mugabe threatens more than just Zimbabwe" (The Economist , 22.-28. april 2000). Altså, Robert Mugabe truer mere end blot Zimbabwe, han truer med sin jordpolitik hele Afrika!

Robert Mugabe - opportunist eller antiimperialist?

Zimbabwe blev i 80-erne i den vestlige presse fremstillet som en model for andre afrikanske lande, og Robert Mugabe rost for sin ’good governance’ fordi han både fik vækst i økonomien, viste vilje til forsoning med den tidligere kolonimagt og lod de hvide farmere bevare deres jord i fred. Langt mere ’spiselig’ for imperialismen end de socialistiske regeringer i de tidligere portugisiske kolonier Mocambique og Angola. Zimbabwe er i dag et land præget af økonomisk krise, en omfattende korruption, en inflation på 70% og stor arbejdsløshed. Mens der i starten af uafhængighedsperioden skete betydelige fremskridt, både med økonomien, uddannelse og sundhedsvæsen, så er det siden begyndelsen af 90-erne gået ravende galt med økonomien, blandt andet på grund af 5-6 års tørke. Hvilket har gjort Zimbabwe afhængig af IMFs og Verdensbankens lån - med deraf følgende privatiseringer og afmontering af velfærdsydelser til følge. Mens nogle få sorte, herunder Mugabe og hans venner i ZANU-PF og det nationale småborgerskab, har en række privilegier så er halvdelen af landets indbyggere uden arbejde, og for dem er hver dag en kamp for at overleve.

Vestlige medier, både på højre- og venstrefløjen, påstår at det er ren og skær opportunisme når Mugabe nu bakker op omkring de jordløses kamp for jord - nemlig for at sikre sig stemmer til parlamentsvalget den 24.-25. juni. Dette afviser Mugabe og henviser til at det først er nu der, i kraft af de jordløses bevægelse, er den nødvendige politiske styrke og opbakning til at ændre på den uretfærdige jordfordeling. At gøre Mugabe alene ansvarlig for landets problemer og kriser, som både oppositionen i Zimbabwe og de vestlige medier gør, er at forenkle tingene og udtryk for udialektisk tænkning. Mugabe er godt nok en politisk opportunist der alt for længe har accepteret dogmet om at ’Zimbabwe har brug for de hvides ekspertise’ - men hans handlemuligheder har samtidig været voldsomt begrænset af imperialismen og dens instrumenter; IMF og Verdensbanken. Sidstnævnte finansieringsinstitutioner har udnyttet landets trængte økonomi til at bane vejen for privatiseringer og fjernet barrierer for de multinationale selskabers indtrængen og investeringer i især de vigtige banan- og tobaksindustrier. Når Mugabe i den grad er blevet skydeskive for imperialisternes hetz, hænger det ikke alene sammen med jordspørgsmålet. Reelt startede hetzen mod Mugabe allerede i 1998 hvor Zimbabwe (sammen med Angola og Namibia) militært gik ind og støttede Den Demokratiske Republik Congos præsident Laurent Kabila da denne blev udsat for en angrebskrig fra en front bestående af den interne congolesiske opposition og nabolandene Rwanda og Uganda. En krig som imperialisterne står bag, idet de også ønsker Kabila fjernet fordi han har markeret klare antiimperialistiske synspunkter, ved f.eks. straks efter sin magtovertagelse af annullere de multionationales koncessionsaftaler til Congos rige minedrift og ved under høj cigarføring at besøge Cubas Fidel Castro, Libyens Oberst Gaddafi og Folkerepublikken Kina..

Opposition truer Mugabe

For første gang i Robert Mugabes 20 årige regeringstid er hans position truet. Under ledelse af fagforeningsmanden Morgan Tsvangirai er en oppositonsgruppe, Movement for Democratic Change (MDC), blevet dannet i 1999 med støtte fra den faglige landsorganisation ZCTU (Zimbabwe Congres of Trade Unions). Det som samler oppositionsbevægelsen er ønsket om at få væltet Mugabe. Bevægelsen har især indflydelse i det sorte småborgerskab i byerne, hos de hvide storfarmere, og hos dele af de titusindvis af sorte landarbejdere som storfarmerne har ansat. Hvis Tsvangirai som er erklæret socialdemokrat, vinder valget vil han, ifølge The Economist, arbejde for: Ingen ekspropriation af jord uden erstatning, privatisering af alle statslige virksomheder inden for 2 år, stop for militær støtte til D.R Congo, et stabiliseringsprogram efter IMF-model der skal gennemføres på 100 dage, en ’opstramning’ (ift korruption) blandt de offentligt ansatte. Et program nøje skåret til efter neoliberalistisk læst. Ikke desto mindre findes der også socialister i MDC. Således besøgte en repræsentant for den zimbabweanske International Socialist Organization, søsterorganisation til danske IS (Internationale Socialister), i maj måned København og fortalte på et møde at hans organisation er gået ind i MDC for dèr at kæmpe om den politiske linje.

MDC er klart den hest som Washington, Bruxelles - og København! - satser på skal vinde parlamentsvalget den 24.-25. juni i Zimbabwe. Mange regeringer har sat deres u-landsstøtte til Zimbabwe i bero ’indtil Mugabe tager afstand fra jordbesætterne’! Det gælder også den danske ’udviklingsminister’ Jan Trøjborg. Forrige år modtog omtalte MDC-leder, Morgan Tsvangirai, den danske socialdemokratiske Rose-pris! Og hele den mediemæssige overeksponering af Zimbabwe-konflikten vi har været vidne til, set i forhold til de mange andre alvorlige konflikter i Afrika, kan kun forstås hvis man ser den som en indirekte profilering af eller ’valgkamp’ for MDC - på bekostning af Robert Mugabe og hans parti ZANU-PF. Hvis MDC skulle vinde valget og danne regering, vil Mugabe stadig være præsident, idet han først er på valg som præsident i år 2002.

Hva’ så, Zimbabwe

Forhåbenligt vinder Tsvangirai og hans MDC ikke parlamentsvalget i slutningen af juni. Det ville være at bringe Zimbabwe endnu mere i imperialismens kløer og vold. Desværre er Mugabe, selvom han p.t. radikaliseres under pres fra jordbesættelsesbevægelsen, ikke noget perspektivrigt alternativ på længere sigt. Mugabe er en korrumperet og udemokratisk præsident der gennem årene har bevæget sig op i de herskende klassers lag og i lang tid synes at have glemt at det var jord og socialisme som ZANU og ZAPU kæmpede for i 60-erne og 70-er.

Men det afgørende er ikke stemmesedlen og hvem der for kortere eller lidt længere tid sidder i det zimbabweanske parlament. Det virkeligt perspektiverige er den radikalisering af de jordløses bevægelse der finder sted og måske spreder sig til andre afrikanske lande. Og som forhåbentlig med tiden kan føre frem til en samlet politisk platform og ledelse der kan samle de forskellige revolutionære strømninger i Zimbabwe og udgøre et revolutionært alternativ til både Tsvangirais MDC og til Mugabes ZANU-PF. Fremtiden tilhører revolutionen, også i Zimbabwe.

Kilder: The Economist, 22.-28. april 2000 Dagbladet Arbejderen, Revolutionære krav truer de hvides magt, 13.5.2000 iz3w, maj/juni 2000: Postkoloniale Zimbabwe IRSP (Irish Republican Socialist Party)- resolution om Zimbabwe af 13/5 -irsp@netwitz.net

Rids af Zimbabwes historie

1890 Cecil Rhodes og hans British South African Company koloniserer Zimbabwe der bliver til Britisk Syd-Rhodesia 1930 Jordlov, der godkendes af Storbritannien, fordeler Zimbabwes jord efter hudfarve: visse regioner til europæerne og andre regioner til zimbabweanerne 1961 ZAPU (Zimbabwe African People’s Union) dannes 1962 ZANU (Zimbabwe African National Union) dannes af udbrydere fra ZAPU 1965 Regeringsleder Ian Smith danner hvidt apartheidstyre der varer 15 år FN iværksætter (ikke effektive) sanktioner mod Ian Smith-styret 1976 PF, Den patriotiske Front, dannes - en taktisk alliance mellem ZAPU og ZANU 1980 Forhandlinger i London fører til uafhængigheds-aftalen, den såkaldte Lancasterhouse-aftale, underskrevet Margaret Thatcher og Robert Mugabe. Ved det efterfølgende parlamentsvalg bliver ZANU-PF landets største parti og Robert Mugabe landets premierminster (i dag præsident). De hvide var automatisk sikret et stort antal pladser i parlamentet - uden valg.