Hvad med revolutionen?

Kætterske tanker om radikal forandring hinsides revolution og reform

AF: TORKIL LAUESEN

Jeg tror jeg deler en følelse med mange aktivister på venstrefløjen i disse år. Vi plages af en følelse af utilstrækkelighed. Verden trænger mere end nogen sinde til radikale forandringer. Samtidig med at kapitalismen har erobret verden, destabiliserer den økonomiske og sociale forhold. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Det parlamentariske demokrati er i krise. Det udhules af globaliseringen, det mister sin folkelige forankring og aktive deltagelse, dets metoder minder mere og mere om management og marketing, men samtidig har det ingen ideologisk konkurrence. Vi oplever etniske og nationalistiske konflikter uden noget frigørende perspektiv på Balkan, i det tidligere Sovjet og i Afrika.

Kapitalismens sejr og socialismens sammenbrud samtidig med, at desperation og uro er udbredt globalt, fører til en modstand, der er ofte præget af magtesløshed. Den mangler perspektiv og vision. Der er i dag ingen verdensanskuelse eller politisk filosofi, som er i stand til at sammensvejse en massebevægelse. Tusinder ville give deres liv for socialismen for blot nogle årtier tilbage. Der er ingen, der vil dø for en postmodernist isk verden. Folk er utilfredse, men det er ikke en tro på socialismen - end ikke på demokratiet, der forener dem. De følelser, som forener de utilfredse er diffuse ønsker om befrielse, om refærdighed, om et værdigt liv - om forandring. De utilfredse i dagens verden konfronterer magthaverne på mange spredte måder, - helt anderledes end de velorganiserede revolutionære bevægelser tidligere i dette århundrede. Reaktionær højrenationalisme og fundamentalisme synes ofte at have mere vind i sejlene end antikapitalistiske sociale bevægelser. Vrede og frustrationer bliver ofte til hærværk uden mål og meningsløs vold a la urolighederne i Los Angeles South Central eller borgerkrigen i Rwanda.

I de gode gamle antiimperialistiske dage ...

For 15-20 år siden synes hele dette problem ikke særligt alvorligt for mig og mange andre revolutionære anti-imperialister. Vi var aktive med solidaritetsarbejde til fordel for befrielsesbevægelserne i Den tredje Verden. De sejrede fra Vietnam til Cuba, Mozambique, Angola, Guinea Bissau, Zimbabwe, Nicaragua. De kæmpede i Palæstina, Sydafrika, Namibia, El Salvador osv. Vi følte vi var et lille tandhjul i en kamp for at styrte det kapitalistiske system via den samlede styrke af stadig flere antiimperialistiske revolutioner. Socialismen ville sejre i land efter land. Ideen om den globale revolution levede. Dette håbefulde billede af en forbindelse mellem vore daglige aktiviteter og de dramatiske begivenheder ude i verden var til stor inspiration og gav vores arbejde en mening.

Men udviklingen i de befriede lande blev aldrig til de sociale revolutioner som de eller vi havde håbet, og med 1980'ernes tilbageslag og nederlag for de fleste befrielsesbevægelser, med omslaget fra social og national revolution til fundamentalisme i Mellemøsten og med den "den virkeliggjorte socialismes" fiasko og sammenbruddet i Østeuropa og Sovjetunionen bristede den strategi og drøm, som opretholdt en stor del af modstandspotentialet i vores del af verden.

Uden denne strategi og vision mistede det anti-imperialistiske arbejde en del af sin tiltrækning og perspektiv som f.eks Vietman-bevægelsen havde i 60erne og 70erne. Der er stadig solidaritetsbevægelser med kæmpende organisationer i f.eks. Kurdistan, Peru og Mexico, men at se disse kampe som del af en igangværende global revolutionær proces bliver stadig sværere.

Mange tidligere aktive revolutionære siger, at de egentlig gerne stadig ville gøre noget - handle, for verden er af lave, men de synes simpelt hen ikke længere, der er nogen meningsfuld praksis, nogen strategi og vision at kæmpe for. De trækker sig derfor ud af aktiv politik, skaber sig en karriere i erhvervslivet: Cafe Rust, De grønne bude, i medieverdenen eller i den akademiske verden, eller de vælger "at passe deres have". (Misforstå mig ikke. Det er ikke den stålsatte revolutionæres kritik af de "frafaldne" og af de "fritidsrevolutionære". Som det senere vil fremgå mener jeg, at denne type revolutionære måske ikke er så effektive endda.)

Men hvad kan vi gøre? Vi har indset, at mange af de gamle modeller og strategier ikke duer. Vi søger nye praksisser for at forandre verden og nye visioner for hvordan den skal blive. Vi anstrenger os men det er vanskeligt. De praksisser vi er involverede i synes ikke effektive. Vi laver solidaritetsarbejde, vi demonstrerer, vi propaganderer og informerer i møder og blade osv., men gør det en forskel? Bekæmper det kapitalismen som system? Er det revolutionært? Ja, ordet er næsten blevet pinligt. Få taler i dag om at lave revolutionært arbejde. Det balancerer mellem at være latterligt og tåbeligt. Man kan arbejde med økologi og miljø, kvindespørgsmål, racisme og antifacisme, menneskerettigheder osv. Her synes målene mere opnåelige, man kan gøre noget her og nu, der er delsejre, aktiviteterne er del af en bredere bevægelse for social forandring. Folk i disse bevægelser har ofte en følelse af konkret mening med det, de foretager sig. Men den tanke, at disse aktiviteter er en del af en antikapitalistisk kamp endsige strategi, at det er radikalt antikapitalistisk revolutionært arbejde føler de færreste. Det synes naivt eller romantisk at tro, at man kan arbejde revolutionært her og nu. Det må vente til andre tider eller måske var det blot en tåbelig drøm.

En del af svaret på hvorfor det er sådan, er at vi lever i en tid, hvor vi har tabt mange kampe - store og små - eller sådan føler vi det i hvert fald. Den strategi vi havde holdt ikke. Men jeg tror også, at følelsen af utilstrækkelighed skyldes den måde vi selv og andre ser på de nuværende aktiviteter. Mange af vore forestillinger om hvad antikapitalistisk, revolutionær virksomhed vil sige er fyldt med "macho storhedsvanvid". Det er kun den direkte voldelige konfrontation med kapitalen eller statsmagten som er rigtig revolutionær: guerillakrig, barrikader i gaderne og generalstrejker. Væbnet kamp og strejker er udmærkede former for modmagtsteknikker, men de er jo blot former og derfor i sig selv ikke nødvendigvis revolutionære. Og jeg tror, disse former for praksis effektivitet er overvurderet og ikke mindst har den en tendens til at gøre andre aktiviteter ubetydelige og reformistiske.

Selv om de fleste, der betragter eller betragtede sig som revolutionære, er meget pessimistiske, hvad angår mulighederne for at omstyrte kapitalismen i den nærmeste fremtid, så synes de alligevel på et eller andet plan at holde fast ved den gamle revolutionære strategi som kommunister antog i sidste århundrede: Først opnå statsmagten, - med stemmesedlen, generalstrejken, væbnet opstand, guerillakrig, langvarig folkekrig eller hvad ved jeg - dernæst bruge statsmagten til at forandre samfundet.

Denne strategi fik chancen. Såvel socialdemokraterne her i Vesteuropa, de revolutionære i Rusland og Østeuropa som anti-imperialisterne i Den tredje Verden fra Kina, Cuba, Vietnam, Zimbabwe. Mozambique til Nicaragua og Sydafrika fik statsmagten. Og noget fik de lavet om: Socialdemokraterne i Vesten fik skabt bedre arbejdsforhold og levevilkår inden for kapitalismens rammer og udbredt de borgerlige rettigheder til at gælde størstedelen af befolkningen. Men det revolutionerede ikke verden. Tværtimod var det en modernisering og konsolidering af kapitalismen i vor del af verden. En konsolidering der sikrede kapitalismen globalt.

Kommunisterne i Øst skaffede sig af med forældet feudalisme og søgte via statsmagten at ændre samfundet. Det mislykkedes som bekendt. I en årrække lykkedes det dem at svække markeds kræfterne, men de genbrugte kapitalistiske teknikker og strategier i produktionen og genskabte mange af industrialimens problemer; nedslidningen af arbejdskraften, ødelæggelsen af miljøet osv. Og politisk var de ude af stand til at skabe en demokratisk og radikal anderledes ramme for styring af samfundet. Men de havde travlt med at udbygge statsmagten, skabte de på ingen måde et radikalt andet samfund med nye menneskelige relationer nedefra. Den politiske form, socialismen antog, skabte tvært imod en længsel efter kapitalismen i dens moderne form. Kommunisternes erobring af statsmagten var ikke noget uopretteligt brud med den herskende verden orden, det var ikke noget nyt uundgåeligt trin, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage. Statssocialismen i øst blev rullet tilbage.

I Den tredje Verden fik socialisterne også statsmagten mange steder De afskaffede kolonialismen - ryddede op i en forældet kapitalismeform - men heller ikke der blev der, trods deres og vores drømme, skabt radikalt anderledes samfund. De blev holdt fat i deres fattigdom af et verdensmarked og en global arbejdsdeling, der ikke levnede meget plads til nye former for folkeligt demokrat i.

Hvad angår de radikale forandringer har den gamle strategi således ikke bragt os ærlig vidt efter 150 års antikapitalistisk kamp.

Jeg tror ikke, det skyldes personligt forræderi og korruption. Kommunister og socialister i øst og vest, nord og syd ville radikal forandring. Jeg tror, det på den ene side skyldes en undervurdering af kapitalismens evne til forandring, og udvikling og til at indoptage modstanden. En undervurdering af dens evne til at gennemsyre vores liv, vores normer og tankemåde. Kapitalisme er ikke blot udbytning og undertrykkende fattigdom, den er også en livsstil; individualisme og forbrugerisme. Skabelsen af de værdier, holdninger og vaner, der holder os på plads og får systemet til at køre. dag for dag, i alle de forhold vi indgår i. Kapitalismen er ikke kun økonomi, det er vores liv - den er i vores blod. På den anden side har vi overvurderet mulighederne for at forandre verden - radikalt - land for land og via statsmagten. For at sætte det på spidsen: Hvis man med revolution mener erobring af statsmagten og via den ændre samfundet, oppefra og ned, så tror jeg, at enhver "revolution" er dømt til blot at blive nogle mere eller mindre påtvungne reformer.

Trods disse negative erfaringer synes strategien: tag statsmagten, fjern kapitalismen, etabler en anden økonomi og samfundet vil forandre sig at leve videre. Mange holder ubevidst fast i drømmen om "Bingo-revolutionen", der ligesom den store lottogevinst skal løse alle problemer, selv om den synes at svinde i tågerne. Et problem med denne forestilling om revolutionen i et hug, er at den gør vores nuværende aktiviteter til ubetydeligt tidsfordriv indtil den rigtige revolutionære praksis kan komme i gang.

Hvad er kapitalisme?

Jeg tror, at manglen på mening med vores nuværende aktiviteter, som plager mange revolutionære, og den svigtende evne til at udvikle nye praksiser bl.a. hænger sammen med de teoretiske værktøjer som vi har brugt til at analysere og forstå kapitalismen.

Vi har en alt for totaliserende opfattelse af kapitalismen. Vi har en tendens til at anskue den som et system, som en strategi, som en stor "masterplan". Men kapitalismen er historisk opstået og har udviklet sig som en lang række lokale teknikker og strategier for produktion, for salg og køb, for måder at indrette og styre samfundet på. Teknikker og strategier, der er bestemmende for, hvordan vi opfatter os selv og hinanden som individer. Det er strategier og teknikker udtænkt og udøvet af en mangfoldighed af personer i en mangfoldighed af roller. Det er teknikker og strategier, som til stadighed er under forandring bl.a. som resultat af den modstand de møder. Det er teknikker som varierer alt efter tid og sted. Kapitalismen har forskellige ansigter alt efter om det er i USA, Danmark, Polen, Taiwan eller Mexico. De forskellige kapitalistiske strategier og teknikker har til tider understøttet og suppleret hinanden og dannet sammensvejsede blokke - hegemonier - p.t. neoliberalismen. Men der er ikke tale om bevidst, på forhånd udtænkte strategier på det overordnede plan, som så er blevet realiseret. Globalisering og neoliberalisme er ikke en en strategi udtænkt og udført af en lille klikke politikere og direktører; den er et resultat af en mangfoldighed af lokale teknikker og strategier. Af firmaers søgen efter at optimere deres produktion og salg, af forvalteres forsøg på at løse sociale og politiske problemer osv. Neoliberalismens ideologer og fortalere formulerer og forsvarer blot igangværende processer. Hermed kan de naturligvis fremme eller svække dem, men de er ikke processernes herre.

Kapitalisme er en mangfoldighed af relationer mellem mennesker. Relationer, der hele tiden må gentages og fornyes: Du møder på arbejde hver dag, du handler i supermarkedet hver dag, du er i kontakt med myndigheder, du forholder dig på en særlig måde til dine medmennesker som er styret af værdier og holdninger. Kapitalismen er ikke en sammenhængende struktur. Kapitalismen udøves, først og fremmest. Det er millioner af enkelthandlinger, teknikker og lokale strategier. Muligheden for modstand. for forandring eksisterer derfor hele tiden, her og nu, såvel mellem enkeltpersoner som på et samfundsmæssigt plan.

Til billedet af kapitalismen som et system som vi har rendt rundt med i hovedet svarer enten: den nuværende følelse af magtesløsheden, fordi systemet er for stort og magtfuldt, eller: den totaliserede bingorevolution, som dels ikke har vist sig at kunne skabe de radikale forandringer, den lovede, og som desuden svækker og marginaliserer andre antikapitalistiske kampe som ligegyldige og reformistiske småskærmysler.

Jeg tror, at det vil være gavnligt at se og analysere kapitalisme på en anden måde. Fra at være et stort altomfattende system til at være en mangfoldighed af helt lokale relationer, af teknikker og strategier i produktionen, på markedet, i institutionerne, i familien overalt hvor mennesker møder hinanden. Jeg tror, at hvis vi er i stand til at gennemtænke vores opfattelse af kapitalismen på denne måde, vil det kunne tjene til inspiration, effektivisering og fokusering af vores praksisser. Det vil ikke mindst kunne give os et håb, tilføje os en følelse af, at det vi laver ikke er ubetydeligt, men nytter - at det hænger sammen og har et perspektiv. Uden denne følelse af mening er det vanskeligt at mobilisere folk og fastholde et højt aktivitets niveau. Det gavnlige i dette andet syn på kapitalismen er ikke kun psykologisk. Dette perspektiv på kapitalismen og analyseformen vil kunne blotlægge konkrete teknikker og strategier i detaljen og dermed skabe bedre forudsætning for udvikling af modmagtsteknikker og strategier. I stedet for at fremtræde som en stor, glat, uindtagelig magt bliver kapitalismen fyldt med fremspring, huller, løse dele, der er til at gribe fat i, rokke ved og rive løs.

Når jeg tænker på kapitalisme, tænker jeg intuitivt på slid og slæb i en systue eller i en elektronikfabrik i Sydøstasien for en ussel løn. Jeg tænker på jordløse bønder, der må tage sæsonarbejde på en kaffeplantage. Jeg tænker på skruppelløs træfældning i Amazonas eller udledning af gift til grundvand og hav. Jeg tænker på slumkvarterer i Manilla eller Calcutta og vanvittigt individuelt forbrugsræs og syg reklame fra USA. Jeg tænker på forfølgelse og tortur af desidenter, på politi der bekæmper faglige kampe og demonstranter. Jeg tænker på et demokrati, som bliver mere og mere formelt og mindre og mindre reelt.

Når jeg spørger mig selv hvorfor og hvordan alle disse urimeligheder og ødelæggelser kan finde sted er svarene mange. Nogle har at gøre med love og regler som statsmagten opretholder, andre skyldes vaner, traditioner og forestillinger dybt indlejrede i kulturen, andre igen er resultat af brutal magt. Der er således tale om en række sociale forhold, som vi opfatter som forbundet med hinanden til et system som vi samler i begrebet: kapitalisme.

Man kan definere kapitalismens logik som produktion for profit i stedet for efter behov, men profitten har sine historiske, geografiske og moralske grænser. Den ultimative kapitalistiske produktion, arbejdslejren, hvor mennesker slider sig til døde begrænses af en række politiske og etiske normer. Og vores behov, ud over de absolut fysiske, som værn for kulde og kalorieindtag, hvor dan skabes og formes de? De kapitalistiske strategier og teknikker er langt mere sammensatte og decentrale end en logik kan beskrive.

Jeg tror, at vores perspektiv og analyse af kapitalismen vil blive mere frugtbar, hvis vi skiller den ad. Dvs. betragter de enkelte fænomener og deres relationer som sammensatte teknikker og strategier i stedet for at slå det sammen til et system, en logik - kapitalisme. Det betyder, at vores analyser skal være konkrete og i detaljen. Hvad er det, der helt konkret, detaljeret foregår i produktionen, på markedet, i familien, i institutionerne osv. Hvis man gør det, vil kapitalismebegrebet opløse sig i en række andre kræfter og magtformer : sexisme, racisme, forskellige former for socialt hierarki, rester af førkapitalistiske kulturelle træk, magtteknikker og strategier vi ikke endnu ikke har ord for.

Hvis vi holder op med at tænke på kapitalismen som en ting - et system - vil vi lettere kunne se og fremanalysere konkrete angrebspunkter, udvikle mere effektive modmagtsstrategier og ikke mindst kunne skabe mening og perspektiv i vores kampe.

Er der et liv hinsides økonomien?

Vi har lært at betragte kapitalismen som først og fremme st et økonomisk system. Men hvad er økonomi? Marx kritiserer i "Kapitalen" den borgerlige økonomi for at beskrive det kapitalistiske marked som noget, "der vokser naturligt ud af frie mennesker samkvem". Marx kritiserer den borgerlige teori for at isolere økonomi og påpeger, at det er særlige politiske forhold, som gør kapitalismen mulig, som adskiller kapital og arbejde. Men marxismen selv har bestemt også selv kraftig tendens til at selvstændiggøre økonomien fra andre samfundsmæssige relationer.

Økonomi som en særlig isoleret videnskabelig kategori er ikke noget der altid har eksisteret. Det er et begreb, der vandt indpas engang i 16-17-hundredetallet sammen med kapitalismens fremkomst. På den tid fik vi de første økonomer: Adam Smith, Ricardo, Say osv.

Det vi forstår ved det økonomiske system er produktionen, kapital, lønarbejder og markedet. Men er det at passe sine børn, lave sin mad, vaske tøj, gøre rent hjemme ikke også økonomi? Når disse opgaver bliver udført til et marked bliver de i hvertfald betragtet som sådan. Hvis vi åbner op for disse aktiviteter som økonomiske, er det så ikke også økonomi at lege med børn, dan se og elske. Hvis man gør det til et marked bliver det betragtet som økonomi.

Den tanke, at der er en særlig del af vores aktiviteter, der er økonomiske, stammer fra kapitalismen. Det var kapitalisme, der gjorde noget arbejde til en vare og dermed genstand for et marked. Kapitalismen udskilte en del af vores liv som "økonomi". Kapitalismen er navnet på en samfundsform, hvor markedsrelationer søges givet en særlig selvstændighed. Men det vi kalder økonomi er naturligvis dybt indlejret i de kategorier vi kalder politik og kultur.

For at forstå kapitalismen er det naturligvis vigtigt at under søge kapitalakkumulationen, men det er også væsentligt at forstå den rolle selve begrebet økonomi er kommet til at spille for vores opfattelse af verden. Netop fordi selvstændiggørelsen af begrebet økonomi hænger sammen med udviklingen af kapitalismen, bør vi være skeptiske over for den tanke, at revolution drejer sig om at erstatte kapitalistisk økonomi med en anden økonomi. At man kan fjerne kapitalismen ved at fjerne et element og erstatte det med en nyt og bedre element. I stedet går radikal forandring måske ud på at befri samfundet for økonomi som en selvstændig og isoleret kategori i vores liv.

Den klassiske marxistiske revolution går ud på at knuse kapitalismen med politiske midler af forskellig art, for derefter at fjerne kapitalismen og erstatte den med et andet produktions-system, det ene økonomiske modul med et andet. Men det vi søger at ændre, er ikke et modul, som kan fjernes eller hives ud af samfundet. De kapitalistiske praksisser, teknikker og strategier er indlejret i vores liv på kryds og tværs. De er i vores blod.

Problemet med den tradition elle opfattelse af revolutionen som en omstyrtelse af kapitalismen er, at den går ud fra, at kapitalismen er er noget separat fra andre dele af vores liv, som man kan fjerne og erstatte med noget mere fornuftigt. Den måde at tænke på gør revolutionen til noget, der både er alt for let og alt for svært.

For let

På den ene side gør det revolutionen og fjernelse af kapitalismen til et opgave, som er lettere end den er. Det er jo bare at tage statsmagten, ekspropriere kapitalen og lave en landreform. Selv troede jeg, at vi kunne få et radikalt andet samfund i Vietnam, Cuba Mozambique osv. Vi havde jo magten , så var det vel bare at udskifte den del af virkeligheden som hedder økonomi. Men jeg og andre blev slemt skuffede Såvel i de progressive stater i Den tredje Verden som i Østeuropa har man ikke kunnet skabe de radikalt anderledes samfund, som vi drømte om, blot ved at udskifte kapitalime med statssocialisme. Alt tyder på, at det ikke kan lade sig gøre at transformere et samfund, blot ved at ændre økonomien fra privateje til statseje. En af årsagerne er den naive forestill ing, at økonomien er noget selvstændigt. Det vi kalder økonomi er indlejret i samfundet på alle leder og kanter med vores værdier, normer, vaner, opførsel og med den måde vi opfatter os selv og vores medmennesker på. Kapitalismen kan ikke skæres ud af samfundet, som en ondartet svulst. Kapitalismen er samfundets mangfoldige relationer. I stedet for at fokusere på en revolutionering af økonomien, består revolution en i ændringer i en mangfoldighed af samfundsmæssige relationer mellem mennesker og mellem mennesker og naturen. Radikale forandringer kommer ikke ved at forandre økonomien fra privat til statslig. Den kommer ved at fokusere på de mekanismer som dagligt gentages og udøves, som udskiller økonomien som noget selvstændigt og særligt i vores liv: lønarbejder og markedet. Man kan sige, at det er en relancering af Marx' parole om, "at kampen ikke gælder en ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag, men lønarbejdets afskaffelse", ikke som oprindeligt tænkt ved et revolutionært brud, men i en anden strategisk sammenhæng. Det drejer sig om en repolitisering af arbejdsbegrebet her og nu: Hvilke former for arbejde har vi brug for og hvilke former for arbejde har vi ikke brug for. Et krav om begræns ning og opløsning af lønarbejdet her og nu, for at få tid og rum til andre former for arbejde. Et moralsk og praktisk angreb på markedslogikken her og nu, i og med at vi finder teknikker og strategier, der gør det muligt at handle anderledes. Teknikker og strategier, der ikke er mulige for kapitalen at indoptage.

For svært

På den anden side gør den traditionelle opfattelse af revolutionen det således sværere at arbejde for radikale forandringer end det er. Den fremstiller nemlig kapitalismen som et system, der gennemstrømmer og strukturerer så meget af vores liv, at det er umuligt at besejre den. Kapitalismen bliver årsag til alt ondt, men er samtidig umulig at angribe delvist. Det er et stort glat monster. Der er ingen steder at tage fat her og nu.

Når jeg kritiserer drømmen om den altomfattende revolution, er det ikke fordi jeg ikke mener, at den måde vi producerer og fordeler på ikke skal forandres radikalt. Hvad jeg påstår er, at vores måde at forstå kapitalismen på er blevet en hindring for udvikling af vores praksis for radikal forandring.

Mange revolutionære har en negativ holdning til de "små" delkampe af frygt for at glide ind i reformismen. Men frygten for reformismen har drevet os for langt i den modsatte retning og har skabt en følelse af utilstrækkelighed, magtesløshed og håbløshed, der hæmmer enhver aktivitet. Jeg siger ikke, at vi blot ved at tænke anderledes på kapitalismen kan få den til at gå til grunde. Men ved at opfatte den anderledes kan vi gøre mere og gøre det bedre. Hvis vi har en klar ide om hvordan den lille praksis vi laver indgår i, supplerer, støtter og styrker en bredere strategi des mere vedholdende og inspirerende bliver vores arbejde.

Hvad er revolutionært?

Jeg tror, at det er nødvendigt at søge strategier og praksisser i kampen mod kapitalismen, som gør det muligt at udfordre den radikalt her og nu. Med radikalt mener jeg stille krav og udvikle praksisser som kapitalen ikke kan gøre til sine. Desuden må vores kampe ikke kunne bruges til at opsplitte os i Nord og Syd, efter nationalitet eller i sociale hierarkier. Vores krav må netop kunne samle modstanden. Endelig skal vore kamp indlejre et krav om menneskelig befrielse. Ikke ført på den anden side af revolutionen, men også her og nu. Vi må skabe rum og tid til at udvikle et liv hinsides økonomien.

Revolutionær praksis er ikke en strategi: tag statsmagten og udskift økonomien. Det er ikke en teknik, f.eks.: langvarig folkekrig, generalstrejke eller hvad ved jeg. Revolutionær aktivitet er når mange strategier og teknikker supplerer og understøtter hinanden.

Magt har et komplekst grundlag. Den har mange teknikker til rådighed. Den har mange steder -herunder der hvor vi er. Den har mange udøvere -heriblandt os selv. Men det betyder også at modstanden har et komplekst grundlag at modstanden har mange redskaber til sin rådighed. Har mange angrebspunkter - herunder der hvor vi er. Har mange udøvere - heriblandt os selv. Kampen for forandring foregår også her og nu i familien, i skolen, i alle de relationer vi indgår i. Det drejer sig mere om at gnave i kapitalismens rødder, inficere hver celle i det neoliberale samfund med en revolutionær virus, der æder kapitalismen op indefra og nedefra, end det frontale angreb på hovedet som Bolsjevikkerne og de nationale befrielsesbevægelser har forsøgt sig med.

På samme måde som de forskellige teknikker og strategier, som vi kalder kapitalisme, understøtter hinanden og samler sig i magtapparater, på samme måde kan modmagtens mange former og strategier understøtte og samle sig til en revolutionær proces, som kan skabe radikale forandringer når betingelserne er tilstede. En af disse betingelser er at vi netop ser og er bevidste om at de forskellige kampe ikke er en konkurrence af at definere den rigtige praksis eller den korrekte strategi i kampen, men at de forskellige kampe understøtter og supplerer hinanden. Det, i sig selv, vil styrke vores modstand.

I kampen for radikale forandringer må vi dels forstå magten på to niveauer og dels må der kæmpes to kampe samtidigt. Dels en for dagen og vejen. En kamp der gælder vores livsbetingelser her og nu. En kamp der sætter os stand til at kæmpe for radikale forandringer. Her er statsmagten en væsentlig faktor. Vi kan endog erobre den og bruge den til reformer. Men vi kan ikke skabe radikale forandringer med den.

Dels en kamp for radikale forandringer. Uden dem, vil reformerne være betydningsløse fordi verden vil ende i et socialt og økologisk ragnarok. Her vil statsmagten blive en indædt modstander, som vi må forsvare os mod og neutralisere, men den er ikke midlet til forandring, højst en betingelse. Grundlaget for radikale forandringer skabes her og der og alle vegne, hvor der er menneskelige relationer. Det kræver mobilisering på lokalt og globalt niveau af højst forskelligartede praksisser. Det kræver forskellige ideer og visioner. Det går ikke så meget ud på at erobre magten over noget eller nogen, men at udøve magt og skabe magt til noget. "Det er ikke nødvendigt at erobre verden .... det er nok at skabe den på ny". Vi må udvikle en radikal modstand, der på den ene side ikke bliver en del af systemet, men på den anden side søger at komme ud af sin nuværende usynlige og marginaliserede position.